Yrsa Gudrun Bøckman

Yrsa Gudrun Bøckman blev født i det gamle Vejlby i 1929. Efter realeksamen fik hun ansættelse hos Aarhus Telegraf og Rigstelefon i Kannikegade. Her og i postvæsenet fandt Gudrun venner, som delte glæden ved at rejse rundt på motorcykler i efterkrigstidens Europa. Rejselysten har alle dage været central for Gudrun, og som ejer af i alt 15 biler indenfor de sidste 60 år har hun sammen med venner og veninder kørt Europa tynd. I 2016 forærede hun sin sidste bil til sit barnebarn, og i øjeblikket, udstyret med kaffe og madpakke, “rejser” hun med de gule bybusser og udforsker områderne ved liniernes endestationer. “Men det skal være ordentligt vejr”, som hun siger.

Interviewet af Lise Behrendt, Aarhus Stadsarkiv,  den 18. maj 2017

 

Gudrun, nu sidder vi og ser ud på dit kirsebærtræ, der drysser som et lyserødt snevejr.

Ja, mit dejlige kirsebærtræ, der nogle gange sner helt ind i stuen, men det er meget hyggeligt.

Hvornår blev du født?

Jeg blev født den 23. november 1929 her i Gl. Vejlby. Min far, som var brolægger, arbejdede ude på Viborgvej. Der sad de jo på en lille tre-bens skammel og lagde brosten, men da blev der sendt bud ud til ham. Jeg er ikke klar over hvordan, men det har været en på cykel, der kørte ud, og min far kom så hjem og skulle se den her længe ventede datter. Jeg havde to store brødre, og min far ønskede sådan at få en datter. Nu var hun jo så kommet, og det var klokken 11 om formiddagen, jeg blev født, så da har min mor jo fået sendt bud, og min far kom så hjem godt middag og skulle se denne her nye datter, og jeg har lige fra dengang været min fars pige.

 

Hjemmet og familien

Hvordan var det i dit barndomshjem?

Det var jo et vidunderligt hjem. Vi boede i Smedegade 11, til jeg var en otte – ni år, og på det tidspunkt havde mine forældre købt hus på Blåmunkevej på Fedet: En bungalow, en rigtig fin bungalow, og den kostede den formidable sum af 11.000 kroner for en hel fire-værelses bungalow med 1000 kroner i udbetaling, og den udbetaling havde min far lånt i banken og skulle afdrage de 1000 kroner med 100 kroner om måneden, indtil det var betalt. Vi fik jo at vide, vi skulle spare, fordi vi skulle betale til huset. Mine forældre var arbejdere, men det gik udmærket.
Min mor har aldrig lært noget eller været uddannet, men hun gik ud og gjorde rent for folk. Hun gik henne i Strandvænget, som er et fint kvarter her i Risskov, hos nogle fine familier. Der havde hun to-tre fine familier, hvor hun gik hen og gjorde rent, vaskede storvask for dem og om aftenen passede deres børn, når de var ude til et eller andet fint. Når hun var barnepige om aftenen, så fik jeg lov at komme med. Det var meget imponerende for mig at se sådan nogle flotte strandvejsvillaer. Der tjente hun så en ekstra skilling. Vi må jo nok have fået betalt de ting, vi skulle på huset, fordi vi boede der stadigvæk, da jeg som 21-årig blev gift og flyttede derfra. Vi har jo klaret de udgifter, der var.
Som brolægger var man jo sæsonarbejder. Når vinteren og frosten satte ind, så blev han arbejdsløs, men han var jo i fagforening, og der kan jeg huske beløbet; han fik 85 kroner om ugen i understøttelse, men det var jo til alt, det var til kost og lægge fra til terminerne til huset og til alt, hvad vi skulle have. Men i de hårde isvintre under krigen, da stillede min far på Risskov Skole sammen med en masse andre arbejdsløse, de stillede til snerydning, og da blev det jo skovlet op i store dynger, og så tjente han en dagløn der. Vinteren gik så med at skovle sne, og der kan jeg huske en kuriositet, at der blev skovlet på lastbiler og kørt ud på Strandvejen, hvor cirkuspladsen er. Al sneen fra hele byen blev læsset af derude, og stadigvæk i maj måned lå der store snedynger, der ikke var smeltet, fordi det var så tæt sammenpakket.

Det har været ude på Tangkrogen, mange år før lystbådehavnen?

Ja, netop. Men det hjalp til med, til at vi havde det rimeligt. Vi har aldrig haft overflod, men jeg kan ikke mindes, vi har manglet noget. Vi var nøjsomme, og det har jeg været resten af mit liv. Jeg bruger ikke ret meget, jeg har min pension, og den kan rigeligt slå til mig. Jeg har ikke store fornødenheder. Jeg har aldrig haft vilde ønsker, men selvfølgelig har jeg også haft perioder, hvor ting har kostet mig, mens jeg havde mine børn, og jeg har rejst meget, men så har jeg jo prioriteret.

Hvad med ferier?

Min far arbejdede jo så meget ude, hvor der blev bygget noget. Jeg kan huske, han i nogle år var i Humlum, en lille by oppe ved Limfjorden, og der var min mor og jeg på togrejse og skulle op og besøge min far, da han var deroppe som brolægger, og da boede han hos barberen i Humlum. Det var sådan et gævt par, barberen og hans kone. Jeg har måske været 9-12 år i de perioder, det var nogle somre i træk, at han var deroppe. Så var vi der og holdt en uges ferie, hvor vi boede også hos barberen.
Jeg kan huske, når vi gik på gaden, hvis der kom to mennesker, der var derfra og talte sammen, jeg stirrede på dem. For mig lød det, som om det var russisk. Jeg kunne ikke forstå et ord af de nordjyske mennesker, når de talte sammen. Barberen havde jo også et mål [dialekt], men han kunne indrette sig, så vi kunne forstå det, os der kom sydfra. Men når de lokale talte sammen, det var fuldstændig uforståeligt for os. Men de mål går jo efterhånden væk fra radio og fjernsyn, nu er det rigsdansk over det hele. Men for 70 år siden var det sådan, der talte de deres mål.

Hvad med dine brødre?

Jeg har næsten levet som enebarn. Min ældste bror var 10 år ældre end mig, og han kom i lære, det har været svært dengang at få læreplads, han fik en murerlæreplads nordpå mod Aalborg, og der boede han, så han var flyttet hjemmefra. Min næste bror, som er født i 1926, han kom ud at sejle som 14-årig. Det var hans store lyst, han kom ud at sejle, og det var under krigen i 1940. Jeg har ikke haft nogen barndom med mine brødre. De var hjemmefra, så jeg er nærmest opvokset som enebarn. De er kun kommet hjem på ferie. Det er først som voksen, jeg har haft omgang med mine brødre.

Havde du nogle pligter?

Absolut. Når jeg kom fra skole, skulle jeg vaske op og skrælle kartofler. Vi havde et komfur, et dejligt komfur, vi kunne fyre op i, men vi havde også et primusapparat, og primussen måtte jeg ikke røre, for den var for farlig. Jeg skulle selvfølgelig skifte tøj; af med mit skoletøj for at spare på det. Jeg fik meget omsyet tøj og meget brugt tøj fra de fine steder, hvor min mor kom. Jeg var jo lykkelig, når jeg fik sådant et stykke tøj fra de fine børn derhenne fra. Jeg kan ikke huske, jeg nogensinde har været inde i byen og købe tøj.

 

Flot skole og realeksamen

Hvor gik du i skole?

Jeg gik i Risskov Skole. Den har vist 90-års jubilæum i år. Jeg er jo snart 88 år, så den var nok tre–fire år gammel, da jeg begyndte i ’35. Den var kæmpeflot og bygget til 800 elever. Det var jo uhørt, sådan en stor, flot skole med 800 elever. Heroppe i Vejlby var der ”Den gule Skole”, hvor der nu er beboelse. Der gik min ældste bror i skole.
Jeg kan ikke mindes, at jeg var ked af at gå i skole. Jeg har nok været en almindelig pæn, flittig elev. Jeg kan ikke mindes, jeg nogensinde er blevet afstraffet eller fået skæld ud eller sådan noget. Jeg har nok passet det, jeg skulle. Der gik jeg til 5. klasse, og så blev klasserne delt i en ’boglig linje’ og i en ’praktisk linje’, og dem i den boglige linje, de kom i mellemskolen, som det hed dengang, og jeg kom så i mellemskolen. Der fik jeg engelsk, og det var MEGET fornemt. Jeg læste jo engelsk for min far derhjemme, og han var imponeret over sin pige, der kunne engelsk. I 2. mellem fik vi tysk, og det gik godt. Jeg har altid været god til sprog og været glad for det. Der gik jeg så 1., 2., 3. og 4. mellem, og så kom jeg i realklassen og tog realeksamen som 17-årig.

 

 “Det er Rigstelefonen”

Jeg gik så ud af skolen og skulle finde et eller andet, og da var jeg så heldig, at jeg kom ind på Aarhus Telegraf- og Rigstelefon. Det var i Kannikegade. Der fik jeg som begyndelsessum 485 kroner om måneden som elev. Jeg syntes jo, jeg kunne købe hele byen for de penge. Der kom mine sprogevner mig meget til gode. Der kom jo telegrammer alle vegne fra, og de skulle jo nogen gange oversættes, og så blev de sendt ud med telegrafbude. Men jeg sad også i det, der hed Rigstelefonen dengang. Hvis folk skulle ringe til et andet land eller til en anden by her i Danmark, så skulle de jo igennem Rigstelefonen. Der var forskellige omstillingsborde, der var et Hjørring-bord, der var et Frederikshavn-bord, et Varde-bord og et til Tranebjerg på Samsø; altså et bord til hver by, hvor man sad med de der propper.
Der var også et bord, hvor folk ringede ind og bestilte en samtale, hvor hun sagde, “Det er Rigstelefonen!”, ”Ja, goddag! Det er nummer det og det, jeg vil gerne tale med Hjørring nummer 14 44!” Så blev det skrevet ned på en seddel, og så var der en pige, vi kaldte en omdeler, hun gik så rundt med dem. Hvis jeg sad ved Hjørring-bordet, så kom hun jo og gav sedlen til mig. Så ringede jeg op, eller prikkede op, og sagde, ”Jeg sidder i Aarhus, jeg vil gerne have 14 44!”, ”Et øjeblik!”, sagde hende i den anden ende, ”Der er klar!”; så ringede jeg til Aarhus-nummeret, og sagde, ”Værsgo, der er klar til Hjørring!”, og så satte jeg propperne i, og så var de to etableret. Det er jo en æra, som slet, slet ikke er mere! Man blev set lidt op til, når man sad på Rigstelefonen og var på Telegrafen, for så var man noget, i hvert tilfælde i min fars øjne.

Hvordan fik du din læreplads?

Det har nok været efter en annonce eller måske en lærer har sagt til mig, gå ind og søg derinde. Telegrafbestyreren hed Schmidt. En meget fornem herre blandt byens honoratiores. Jeg blev så prøvet af med evner til de forskellige ting. Jeg fik så et ansættelsesbrev.

Hvor lang tid tog uddannelsen?

Cirka fire år. Vi var rigtigt mange i alle aldersgrupper.  En Overvagtmester og så titler nedefter. Jeg kan ikke rigtig huske dem alle sammen, men så alle os damer, der passede telefonerne. Vi var mange; der var 25 borde til 25 forskellige byer, og der har siddet en på hver i vagter. Vi har nok været cirka 100 ansatte damer derinde, og det var jo i konkurrence med Jydsk Telefon. Der sad jo også damer og etablerede, men det var ”kun” indenbyssamtaler, og de lå på Sct. Clemens Bro. Men vi var lidt mere, for vi var STATS-ansatte. De andre var kun KOMMUNAL-ansatte. Det var en stor forskel dengang. Jeg kan huske, at min far var så stolt over, at jeg var, ’statsansat med ret til pension’. Det var lidt stort dengang. Ikke?

Jo.

 

Motorcykel, børn og giftermål

Jeg var der, fra jeg var 17 år til næsten 27 år. Jeg var blevet gift i mellemtiden med Ove, som også var ved postvæsnet, han var overpostpakmester, og vi var en lille ”klan” med piger fra Rigstelefonen og mænd fra postvæsnet.
… Da jeg blev 18 år, havde jeg sparet så meget sammen og nok også lidt med min fars hjælp, at jeg tog kørekort og købte mig en motorcykel. I de år, indtil jeg blev gift som 22-årig, kørte jeg Europa rundt sammen med mine venner. Jeg har kørt rundt over det hele. Jeg har kørt over Alperne. Da kørte vi over det, der hedder Hochalpenstraasse. Der var jo ikke tunneller, som der er nu, men vi kunne sidde et sted om morgenen et sted i Sydtyskland og få vores morgenkaffe, og så kunne vi køre op over Hochalpenstrasse. Så kunne vi have sneboldkamp deroppe, og derefter køre ned på den anden side, hvor vi så kom ned i Frankrig eller Italien, eller hvor vi nu var på vej hen. Og så var der højsommer dernede. Det var en oplevelse i sig selv. Nu kører man jo bare igennem en tunnel uden at opdage noget som helst. Men det var en virkelig dejlig tid. Det var fra jeg var 18, til jeg var 22 år. Det var sammen med alle mine venner. Mændene var ved postvæsnet og pigerne var mine kolleger. Nogle blev par, men Ove, som jeg blev gift med siden, han var ikke til motorcykler. Jeg har nok lært ham at kende ved postvæsnets juletræsfest. Jeg kan ikke rigtigt huske det. Men han kom jo i kliken, og ham blev jeg så gift med, og vi fik mine to dejlige sønner, Torben og Jørgen. De blev født i henholdsvis 1952 og 1954, og da har jeg været 22 og 24 år.

Der arbejdede du stadigvæk?

Ja, der arbejdede jeg stadigvæk. Og jeg kan desværre ikke huske … Jeg har gransket lidt, men jeg kan ikke huske, om der var noget, der hed barselsorlov dengang. Jeg tror det ikke, men man har jo nok ikke holdt så længe fri. Det var jo slet ikke som nu, hvor de kan have et helt år på barsel. Jeg har nok bare været sygemeldt på grund af fødsel. Måske 14 dage, måske en måned. Jeg fik så efterhånden passet mine børn.
Men vores ægteskab gik ikke. Ikke at det var det store drama, men vores kemi passede ikke rigtigt sammen, det var en fejltagelse, at vi blev gift.

Han kunne ikke lide motorcykler?

Nej, slet, slet ikke! Det var det første jeg gjorde, det var at sælge den motorcykel, for det var slet ikke ham.
Han var meget sparsommelig, og det var der jo ikke noget at sige til, men vi havde vores tvist netop om penge. Han kunne sige, “Vi er nødt til at spare!”, så siger jeg, ”Men hvad sparer vi sammen til?”. Vi havde jo begge to vores gode løn, han ved postvæsnet, og mig ved telegrafen. Og han havde sparet sammen. Vi kom til at bo på Otto Bentzonsvej. Der fik vi en dejlig nybygget to-værelses lejlighed. Det hed Murersvendenes Stiftelse. Der var vi så heldige at komme ind og få en lejlighed, og den kostede 150 kroner månedligt. Men vi havde jo begge to vores gode arbejde, men vi skulle spare. Ove havde sparet sammen, så vi kunne købe møbler uden at komme i gæld, og da kan jeg huske, vi havde en tvist. Han ville heller ikke rejse, jeg var jo så rejseglad. Han var en anden natur end mig, og jeg kan huske, min mor sagde, dengang hun havde lært Ove at kende, “Er det nu klogt af dig?”, ”Ok ja! Jeg kommer aldrig til at møde nogen, jeg synes bedre om! Han har også pension!” En dum bemærkning fra et dumt pigebarn. Det har vi siden grint meget af.
Så havde vi igen en tvist om penge, og så spurgte jeg, ”Jamen HVAD sparer vi sammen til? OM så du sparede sammen til en HELIKOPTER, så ville jeg hjælpe dig. Jeg vil bare gerne vide, hvad vi sparer sammen til!”, så sagde han, ”Jamen, en HELIKOPTER! HVAD SKULLE VI DOG MED DEN?”.
Så du kan godt se, at vi lå lidt fjernt fra hinanden i meninger?
Men vi blev skilt efter fem år.
Det jeg var mest ked af var at miste mine søde svigerforældre. Min svigerfar var grovsmed på banen, og min svigermor var hjemmegående, som husmødre jo var dengang. De boede i Bülowsgade i et lille byhus, og jeg elskede min svigermor Gudrun. Hende mistede jeg lidt ved det, og min svigerfar jo også.

 

Funkishus i Risskov

Hvilket år var det?

Det var i ‘56. Han flyttede hjem til sine forældre, og jeg blev boende. Men den lejlighed var jo for dyr for mig. Så snakkede jeg med mine forældre om, om vi ikke kunne finde på noget, og da hjalp min far mig. Han kautionerede for et lån på 10.000 kroner, jeg lånte i Risskov Privatbank, og så købte jeg et kæmpe hus nede på Lerbækvej nummer 9 i Skolevangen i Risskov. Det var et funkishus med høj kælder og en etage.
Vi sad jo lidt hårdt i det, drengene og jeg. Jeg havde vist så i mellemtiden skiftet job, eller var det lidt senere?  Jeg var måske stadigvæk derinde på Rigstelefonen, det er lidt senere, jeg skifter job, men jeg lejede så ud. Vi boede jo bag Statshospitalet [Psykiatrisk Hospital Risskov], og der var jo mange derovre, sygeplejersker, plejere og andre, der skulle have et sted at bo, mens de var der. Så jeg lejede jo ud, værelser, jeg tror, jeg lejede tre, fire eller fem værelser ud. Drengene og jeg, som jeg jo var blevet alene med, de var to og fire år, da vi flyttede derud. Vi havde kun ét værelse, køjesenge til drengene, og jeg havde en stor seng, hvor vi kunne sidde og læse i. Og i det ene værelse hyggede vi os i nogle år, men efterhånden som vores økonomi blev bedre, så inddrog vi et rum ad gangen. Og vores største fornøjelse, og den var gratis, det var at gå på biblioteket. Der gik vi op og hentede bøger hjem. Jeg kan huske Hakon Mielches ”Rejsen til Lilleput”, den har jeg læst højt for mine drenge, det kostede jo ikke noget, og så sad vi hjemme en hel weekend, og vi fik kakao og boller, og så læste vi. Begge mine drenge har sagt til mig, ”Jamen mor, vi har jo haft sådan en god barndom!”. Der var nærvær hos os. Der var ikke mange penge at gøre med, men vi havde med hinanden at gøre.

Var Risskov bibliotek der dengang?

Ja, det var på Risskov Bibliotek. Min ældste søn har siden hen sagt, at jeg lærte dem glæden ved at læse. Begge mine drenge har altid læst meget.

Mine forældre boede stadigvæk på Blåmunkevej, men min mor var ikke rask, og min far var ikke for rask … Men jeg skal lige tilføje, da sagde jeg mit job op, og da jeg boede der, blev jeg dagplejemor. Det var jeg i 10 år. Det var, for da var mine sønner jo begyndt at gå i skole, og jeg var ked af at være væk hjemmefra dem, jeg ville gerne være hjemme hos dem om dagen. Det kunne jeg være ved at være dagplejemor, og det var jo igen for hospitalets sygeplejersker og plejere. Det var nemt for dem at have deres børn i dagpleje hos mig. Det blev så til kommunal dagpleje, og jeg havde endda også børn i døgnpleje på et tidspunkt. Vi havde jo god plads til det, da havde jeg ikke mere lejet ud.

Mine drenge gik på Risskov skole og havde nogle af de samme lærere, som jeg også havde haft. Men vi havde små kår, der var ikke noget at give væk af. Vi skulle jo betale vores terminer, og når man har 2 drenge, der vokser op, det kræver meget. Det var drengene først, så var der ikke noget tilbage til mor, men jeg var ligeglad. Jeg har aldrig haft det store behov.

Hvor mange børn måtte man have som dagplejer dengang?

Der var ikke nogen regler. Jeg havde sommetider 10, og min yngste søn Jørgen, som nu bor i Åbyhøj, han var god til at tage sig af dem. Når han kom hjem fra skole, så kunne han godt lege med de børn. Det var jo fra spædbørn og op til skolealderen.

Når man bor i Risskov, føler man sig så også som aarhusianer?

Nej, jeg tror ikke, man følte sig som aarhusianer. Det var det, jeg var ved at fortælle før, mine forældre, som boede der, var ikke raske nogen af dem, og jeg tog jo hver dag på cykel, og Jørgen skulle passe børnene imens, ud for at se, hvordan det gik med min far og mor. Vi blev så enige om, at de skulle flytte op til os. Så byggede vi en etage ovenpå. Vi satte spidstag på funkisvillaen, og lavede en lækker lejlighed. Jeg kan huske, det kostede 22.000 kroner Så solgte de huset på Blåmunkevej og flyttede. Jeg kan huske, min far betalte de 22.000 det kostede at lave det, og vi lavede så en ordning med mine brødre, at den dag mine forældre ikke var mere, skulle jeg ikke afstå noget til dem i arveafgift. Men de skulle så bo hos mig, så længe de levede. Den aftale lavede vi med mine to brødre, som jeg jo som voksen havde et dejligt forhold til.

 

På billetkontor

Hvor stor var din årsløn?

Jeg tør ikke rigtigt sige det. Men på et tidspunkt var mine børn jo vokset lidt til, og jeg ville godt have noget andet. Jeg var dagplejemor i godt 10 år. Så sagde jeg det fra, kom af med børnene lidt efter lidt, som de voksede op. Så fik jeg et dejligt job på Aarhus Teater. Jeg kom i billetkontoret. Jeg kan ikke huske, om det var på en annonce, eller hvordan jeg kom derind. Men jeg fik i hvert fald et job på Aarhus Teater i billetkontoret, og der sad jeg i 10 år, 10 dejlige år! Da var mine drenge jo blevet store.

Hvornår var det?

Det har været sidst i 60’erne.
Der var et lille minus, for da skulle jeg møde klokken 11, men jeg kom ikke hjem før klokken 20, efter folk var kommet i teatret, og vi havde gjort kassen op. Men mine forældre boede jo deroppe og var sammen med drengene. Det var jo galt det der med spisetider, men jeg var der dog i 10 år, og vi fik tingene til at fungere. Det gjorde jo, at mine drenge kom meget i teatret. De så alt, hvad der var i teatret, og de blev gode teatergængere ved det. Og der var jeg sammen med en masse dejlige mennesker og lærte en masse af vores skuespillere at kende.
Det var en god tid. Men jeg kan ikke huske, hvad jeg fik i løn.
Så ville jeg godt noget andet. Jeg søgte ind til Aarhus Taxa som nattevagt. Det var i Sønder Allé nummer 5. Der var jeg, til jeg holdt med at arbejde, da jeg var 58 år. Jeg har nok været der i 35 år. Der kan jeg huske min løn, den var 14.000 kroner efter skat.
Jeg sad sammen med Tove, som jeg skal besøge på tirsdag. Hun var et par år ældre end mig, hun holdt så op, og jeg sagde, ”Når Tove siger op, så gider jeg heller ikke være her!”. Så sagde jeg også mit job op. Så var jeg på fagforeningen i 1½ år, og så kunne jeg gå på efterløn, som lige var opfundet dengang.
Jeg er taknemmelig for at være pensionist ved, at jeg får pension udbetalt, og jeg kan sagtens få den til at slå til.

 

Aarhus og Europa

Har du selv følt dig som aarhusianer?

Nej, jeg har egentlig aldrig følt mig som aarhusianer. Jeg har selvfølgelig i nødstilfælde taget ind til byen, når jeg skulle handle noget særligt. Men min tid på teatret gjorde nok, at jeg blev mere aarhusianer, fordi det var jo der, aarhusianerne kom. Jeg sad sammen med to ældre søstre, to fine, ældre damer, som havde siddet hele deres liv i det billetkontor, og dem faldt jeg i god tråd med. De hørte lidt med til byens honoratiores, og når der kom nogle fine, der skulle have billetter, så skulle de selv betjene dem, landsretssagfører Ilfeldt for eksempel, han var formand for Aarhus Teaters bestyrelse.

Der var en hakkeorden?

Ja, de ’der var noget’, dem skulle de selv betjene. Jeg blev nok mere aarhusianer, da jeg sad derinde. Da jeg sad i Sønder Allé og passede telefonen, det var jo også som aarhusianer. Jo, som voksen blev jeg nok aarhusianer, men jeg har altid haft min bopæl i Risskov.

Hvad er en aarhusianer for dig?

Alting er jo lidt udflydende. Det er sproget, ja det er alting. Jeg ved ikke rigtigt, hvad en aarhusianer er. Mange af dem, der bor her omkring, de har boet på Trøjborg, de er jo også aarhusianere. Jeg kender mange mennesker på Trøjborg. Kom meget på Trøjborg. Det var jo så ABSOLUT aarhusianere, både med sprog og det hele, men ellers kan jeg ikke rigtigt se forskellen i det. Mine to sønner bor henholdsvis i Lystrup og i Aabyhøj og jeg lidt midt imellem. Lidt aarhusianere er vi jo allesammen, selv om vi bor i forstæderne

Og vi er jo også en del af Europa. Hvordan føler du det?

Jeg er europæer. Jeg har jo også rejst meget, også da mine børn var voksne. Jeg har jo også fået bil, jeg har haft bil hele mit liv. Da vi boede på Lerbækvej, havde vi sparet sammen og fik bil. Jeg har haft bil fra jeg var 27 år til jeg var 87, jeg havde bil i 60 år. Min søn Jørgen har regnet ud, jeg har haft 15 nye biler i mit liv. [Sammen med venner og især veninder har Gudrun kørt på utallige langture rundt i det meste af Europa, meget til Spanien men også Sicilien og det vestlige Tyrkiet er det blevet til. I årene op til hun afstod sin sidste bil, kørte hun på mindre ture i Danmark, her også med gode naboer]

 

Jubilæumsbilist og busrejsende

Du har haft bil indtil for nylig?

Jeg har foræret min bil til mit barnebarn, som skulle fra Themsvej til Tranbjerg. Mine to oldebørn deles om den, det går rigtig fint. Det var i november for et år siden, at jeg afgav min bil, og da havde jeg lige nøjagtigt haft bil selv i 60 år. Men så blev jeg en god buskører, da blev jeg aarhusianer! Jeg fik et månedskort, og jeg kunne køre alle steder. Hver tirsdag er ”min busdag”, så tager jeg for eksempel til en endestation. Da 12’eren kom, skulle jeg ud og se hvad ”Logistikparken” var for noget. Jeg havde min termokande og min leverpostejmad med. Så sad jeg der og nød min kaffe og min leverpostejmad, det kunne tage en hel formiddag. En anden tirsdag tog jeg en tur til Mejlby og gjorde det samme, nød turen og sad ved endestationen og hyggede mig med min kaffe og leverpostejmad, og så bussen hjem igen. Jeg tog afsted hver tirsdag, det kaldte jeg min ”udflugtsdag”. Og 18’eren har jeg taget mange gange til Moesgaard. Når vejret bedrer sig, så skal jeg igen ud på mine tirsdagsture. Der er jo mange busser endnu, hvor jeg skal med til endestationen. Jeg mangler mange endnu. Så det nyder jeg.

Du gør det alene?

Det er jo svøben ved at blive gammel, man mister så mange mennesker, som ikke er mere. Jeg har heldigvis Tove, som jeg arbejdede sammen med, men hun er på krykker og i kørestol og med dårligt hjerte. Men hun er lykkelig, når jeg kommer. Hun er så positiv. Jeg har jo et dejligt helbred, men jeg har fået to nye hofter. Det fik jeg, lige før jeg blev 75 år, og lige før jeg blev 77 år, og de har virket fuldstændig optimalt. Jeg har aldrig mærket til dem, og de virker stadigvæk. Jeg hører ikke ret godt, jeg har haft høreapparater i 12 år, men den skavank vil jeg ikke bytte med nogen som helst anden, hverken med mit syn eller mit helbred.

Betyder ’Kulturhovedstaden’ noget for dig?

Nej egentlig ikke. Jeg følger med i fjernsynet. Jeg følger meget med i politik, både indenrigs- og udenrigspolitik. Jeg synes, det er spændende. Det er næsten lige som en føljeton at følge politikerne med deres mange gange, lad os sige dumheder. Jeg læser meget, jeg ’krydser’ meget, men jeg går ikke til så meget mere, jeg var ude at se Vilhelmsborgspillene. Det får jeg altid af mit barnebarn i julegave. Jeg orker ikke mylder og mange mennesker. Ferie kommer jeg heller ikke så meget afsted til. Nu skal jeg så i år med vores rejseklub. Men direkte kultur, det går jeg ikke efter mere. Jeg er hjemmelåner fra biblioteket. Den tredje fredag i måneden, får jeg en posefuld bøger, som de har valgt til mig dernede, og nogle gange er der selvfølgelig nogen, som jeg ikke læser, men jeg læser også ting, som jeg ikke selv ville have valgt. Jeg kan godt lide biografier og levnedsbeskrivelser.

Du havde to sønner?

Ja, jeg har to dejlige sønner. Jeg har jo mistet den ene, Torben, som døde af kræft 58 år gammel. Jeg troede ikke, jeg kunne overleve at miste min voksne søn. Han var et vidunderligt udadvendt menneske. Han var træner i fodbold, han rejste med landsholdet, når de var i træningslejre rundt omkring. Ham og hans kone Karen tog på jordomrejse. Han var i en vinklub. Han har rejst rundt i Sydafrika. Han var på Aarhus Universitet. Han havde 40 års-jubilæum derinde. Der var han indkøbschef og regnskabschef. Han var så veluddannet.
Jeg var vred, da han døde. Men da der var gået et par år, hvor jeg havde gået med den vrede, besluttede jeg på et besøg på kirkegården ikke at være vred mere. Jeg ville hellere være taknemmelig for de 58 år, jeg havde ham. Mens jeg sad og funderede over det, kom min anden søn. Det sagde jeg til ham, og det ville han tilslutte sig.
Torben og Karen har to dejlige sønner, Thomas og Jesper, som nu er 50 og 45 år, og har hver en dejlig kone og hver to børn.

Hvad med rejser?

Jeg rejser ikke mere. Vi har et sommerhus på Fanø, det har været mit engang, så gik det videre til Jørgen og Kirsten, og de har ladet det gå videre til deres børn. Der er vi gerne nede et par gange om året.

Hvor sydligt var I på jeres motorcykler?

Det var til Monte Carlo, vi var på forsiden af Aarhus Stiftstidende, og da jeg kom hjem, sagde min far, ”Det kan du godt glemme, du skal ikke ned og køre Monte Carlo Løb mere!”. Vi kørte jo bare derned på ferie med telt på bagagebæreren. Vi var gerne afsted i 14 dage. Senere tog jeg afsted med veninder, blandt andet til parfumebyen Grasse i Frankrig og til Polen. Vi var privat indkvarteret. Jeg rejste sommetider fire-fem gange om året.

Og nu rejser du med de gule bybusser?

Ja, men det skal være ordentligt vejr.

Har du noget du vil tilføje?

Ja, jeg har jo haft et godt og positivt liv. Jeg håber, jeg har mange år endnu, men jeg vil ikke genoplives, den dag mit hjerte holder op med at slå. Jeg har ikke noget til gode.

Gudrun og veninde på en af de kortere ture. Her ved Gjern.

 

 

Transskriberet af Lene Kjær Clausen, august 2017