Willy Jensen

i Fritekst

 

Willy Jensen blev født i 1936 i Aarhus. Familien boede en overgang i Skanderborg, men flyttede tilbage — og Willy boede i sin barndom i både Teglværksgade og Sejrøgade. Han var en ivrig sportsmand i sine yngre dage og blev ret tidligt udlært som møbelpolstrer.

Interviewet af Bent Hjortshøj, september 2016.

 
Allerførst vil jeg spørge dig om: Hvor er du født, hvor er du opvokset, og hvor mange søskende har du?

Jeg er født i Aarhus og døbt i Skanderborg Slotskirke. Jeg har haft fire søskende; piger, som var ældre end mig. De tre er døde, og den sidste er 92 og bor i Viborg.

Sådan, det er noget af en alder at have! Hvornår er du født?

Det var i 1936, så jeg er lige fyldt 80 år.

Du er så født i Aarhus og døbt i Skanderborg? Flyttede I til Skanderborg umiddelbart efter du blev født?

Min far døde, da jeg var to år gammel. Han var med til, så vidt jeg erindrer og husker og har fået fortalt, at bygge Lillebæltsbroen, den gamle, og det var vist derfor, at vi flyttede til Skanderborg en overgang …

Din barndom foregik altså i Skanderborg?

Nej. Det gjorde den ikke. Jeg tror jeg var fire eller fem år, da vi flyttede til Aarhus i Teglværksgade. Her var det, da jeg havde fødselsdag, eller også var det jul — det kan min søster heller ikke huske, men de tre søstre forærede mig en trehjulet cykel. Men jeg ville ikke køre på den!

Det ville du ikke?

Ja, det blev de ved med at fremhæve. Det varede meget længe, inden jeg ville køre på den.

Så flyttede den yngste søster Grete, jeg og min mor i Sejrøgade. Og derfra kom jeg så i skole i Samsøgade. I skolen fik jeg selvfølgelig en masse venner. Jeg har været meget bogligt tilbage. Regning, skrivning var ikke noget der interesserede mig. Jeg ville sgu hellere lave skæg og ballade, bygge en sæbekassebil.

Du var mere håndens mand?

Ja. Så jeg havde mange gode venner af dem, der skulle have hjælp til noget, og så fik jeg jo hjælp til sådan noget som at regne nogle stykker ud. Men jeg kom da igennem skolen.

Så vil jeg gerne høre om din fritid. Havde du hobbyer, havde du arbejde, havde du pligter?

Jeg var jo bud. Om morgenen så gik jeg med mælk for at tjene nogle penge til den lille familie. Det var jo inden skoletid. Op på femte sal og ned igen i Teglværksgade, hele Teglgården, trekanten der. Der har jeg også en historie fra. Når det så var færdigt, så var det skoletid, og når den så var færdig, jamen, så var jeg jo bud ved Rullemutter. Nu kan jeg jo ikke huske, hvad hun hed, men hun boede også i Sejrøgade.

Havde hun rulleforretning nede i kælderen?

Ja, nede i kælderen. Lystager? Jeg tror hun hed Lystager. Nå, men der kørte jeg så med rulletøj. Og det er med mælk om morgenen og så rulletøj, det gik jo i mange år, eller i nogen år …

Så du vidste godt fra starten, at skulle man have familien til at køre, så måtte man hjælpe hinanden?

Ja, jeg var jo nødt til at aflevere noget derhjemme. Der var jo kun min søster … de andre var jo ældre end mig, og de arbejdede nede i Julius Kysters Efterfølgere. Det var der nede ved Folkets Hus i gamle dage. Nå, men jeg skulle jo tjene nogle penge. Det var min mor glad ved. Hun fik nogle af kroner af mig hver uge, tror jeg det var. Hvad ville jeg sige med det? Jo, det her rulletøj, der kom jeg også ned til Møbelpolstrer Holger Birch i Grønnegade.
Det var en forretning, hvor man skulle op ad to trapper, og omme i baggården var værkstedet. Men jeg skulle jo op på førstesalen med det her rulletøj, og der var en hund, som sateme var så arrig, så den var jeg lidt ræd for. Den gjorde sådan set ikke noget, og den kendte mig til sidst.

Så en dag, jeg var dernede, siger den gamle Holger Birch: “Var det ikke noget for dig at komme i lære hernede?” “Jo”, siger jeg, “det kunne jeg da egentlig godt tænke mig. Hvad er lønnen?” Ja, den var jo sådan og sådan. “Ja, det ved jeg ikke, det skal spørge min onkel om”. Jeg havde en onkel, han boede også i Sejrøgade, men ovre på den anden side. “Jamen, det skal du tage”, sagde han. Jeg meddelte det så næste gang. “Jamen ved du hvad, så skal du være arbejdsdreng først!” Det var så i orden, og for at gøre en lang historie kort, så kom jeg i lære først som arbejdsdreng, og så i lære nede ved Holger Birch som møbelpolstrer, og blev udlært som 19-årig. Det var tidligt.

Så tror jeg du spurgte om fritid? Jeg har en meget sjov historie fra min læretid, hvis du vil have den med også. Sønnen ved Holger Birch ville jo tage fis på mig på et eller andet tidspunkt. Jeg var nok andetårslærling. Så han sagde: “Willy, i dag skal du køre op på Polstrermøbelfabrikken”. Den lå længere oppe i Grønnegade. “Der skal du op og hente stofstrækkeren”. “Den er fin”, sagde jeg. Jeg var da godt klar over, at det var den argeste løgn. Så jeg kørte hjem i Sejrøgade. Klokken var halv elleve, eller sådan noget. Jeg blev sgu hjemme til klokken den var kvart i tre, og så tog jeg ned igen. Og mester, han var sateme gal. “Hvor fanden bliver du af?” “Jamen, de kunne den onde mig ikke finde den her stofstrækker. De ledte efter den alle steder”. “Gå ind og pas dit arbejde!” Så gjorde de ikke sådan noget mere! Og det var så meget godt.
Alle kluderester, der blev tilbage, dem solgte jeg henne ved Jaster i Klostergade, henne ved Graven. Alle de klude der blev, det var så mine. Og det var med trækvogn.

Og så fik du en ekstra skilling ud af det.

Nå, men så kommer der mere om fritiden, som vi startede med. Jeg fandt ud af med nogle kammerater, at vi skulle spille håndbold. Det skulle være meget godt. Og jeg var på AIF’s førstehold, to kampe eller sådan noget. Det lå ude ved stadion. Det var i den gamle hal … nå, det er ikke til at huske.
På et eller andet tidspunkt var det alligevel ikke rigtig noget, og så gik jeg over til kaproning i Arbejdernes Roklub i Aarhus, og der eksercerede jeg jo i rigtig mange år. Jeg mødte min kone der, og jeg lærte hende at ro som instruktør. Vi havde da Jyllandsmesterskab. Jeg har da nogen medaljer fra Dansk Forening for Rosport. Det var sgu egentlig meget skægt dér.

Roklubben — var det den der lå henne på Fiskerihavnen?

Der lå flere. Der var Aarhus Roklub, Aarhus Dameroklub. Så lå der Studenternes længere ude. Vi lånte jo sommetider både af hinanden, når vi skulle på langture. Langtursbåde. Kaproning, det var i Brabrand på stadion. Jamen altså, der er også mange sjove historier. Der var en træner fra Aarhus Roklub … jeg tror, de kaldte den for guldfireren dengang, men den var fra Aarhus. Så ham Carl Johan, han kom hen til Jørgen Olesen og jeg som roede og sagde: “Ved I hvad, jeg har kigget på jer, når I har roet. Kunne I ikke gøre mig den tjeneste at stille op her lørdag i en otter? Så kommer Københavns Universitet over, og så skal vi fra Aarhus Universitet ro imod dem”. Det syntes vi da kunne være meget skægt. Der blev sat tribune op, så det var stort. Det havde vi slet ikke regnet med. Så kom der et program, og jeg stod som stud. med. Willy Jensen. Jeg mener, det var borgmester Bernhardt Jensen, som skulle aflevere pokalen. Vi kom så ud, og vi vandt løbet.

I vandt det!

Det var alletiders. Så siger Carl Johan nogle dage efter: “Kunne du tænke dig at komme over i vores roklub?” “Nej, det kunne jeg ikke!” Se, der var jo sådan nogen skel.

Det var måske finere?

Ja, sådan noget som håndbold, fodbold … vi kunne aldrig drømme om at gå i AGF.
Hvis jeg nu kigger på kaproere, så kommer de jo fra fem forskellige roklubber. Det var utænkeligt i min tid. Det skulle være fra ARA, altså Arbejdernes …
Der var for øvrigt også en anden historie. I februar ’50 kom jeg ind som soldat, og jeg havde en kondition uden lige på grund af roning. Der mødte jeg også nogle af roerne, jeg kendte. Så er der en jeg kendte fra Aarhus Roklub, der siger: “Willy, ved du hvad, skal vi ikke melde os til atletik? Vi skal lave atletik på Riisvangens Stadion mod Sjællandske Telegrafregiment”.

Nå, så du var på telegraf her i Aarhus?

Det var på grund af roningen. Jeg var indkaldt til Nørre Sundby, oppe ved Aalborg, men … “OK, det melder vi os til”. “Ja”, sagde han så. “Så slipper vi for en masse vagter”. “Den er fin”. Vi øvede og gjorde ved, og det gik sgu egentligt meget godt.
Nå, så oprandt den store dag. 1500 meter havde vi meldt os til. Det er fire omgange på Riisvangens stadion. Så kommer ham, jeg kendte, og siger: “Willy, jeg er sgu ikke i så god kondition, som dig. Ved du hvad? Hvis jeg nu pacer dig? Så tag da for helvede og se, om du ikke kan dupere de der”. Der var mange løbere.
Løbet starter. Vi var mange, og han løb forud, ham fra Aarhus roklub. Og det gik også fint. Vi lå i den sidste ende. “Så Willy”, råber han så til mig — “så prøver vi sgu da”, og så overhalede vi dem. Så var der 10 tilbage eller sådan noget, og alle mine kammerater fra Jyske begynder at råbe: “37! 37!”

Det var så dig?

Det var så mig. Det gav så lige lidt ekstra, og det endte med, at jeg blev nummer to med medalje og det hele. Det, der er det sjove ved det, det er jo så, at … sådan nogle militærfolk, de er jo stokkonservative, og jeg var jo nærmest kommunist.

Det var du der i 50’erne?

Ja, ja. Men så kommer jo så medaljeoverrækkelsen i de forskellige discipliner. Så var der 1500 meter løb, og så ham Søren Pedersen der fra Vejle IK, og Vejgaard i Aalborg, du ved … ikke? Og de klappede. Og så er der ham der og ham der fra KIF i København, og så siger han sådan til mig og så har vi jo — det var jo andenpladsen, jeg havde. Så siger han til mig: “Hvor dyrker De så atletik?” “Jeg dyrker ikke atletik, Hr. Oberst, men jeg dyrker kaproning i Arbejdernes Roklub Aarhus”. Det passede ham ikke.

Det passede ham ikke?

Det passede ham bestemt ikke! Så var der den tredje, og så var vi færdige.
For øvrigt en sjov episode med roning, medens jeg lige er der. Jeg skulle jo lære at være instruktør for langtursroere, og det var i Roklubben Kvik. I Roklubben Kvik, der kom kronprins Frederik. Der var han medlem. Os fra Jylland, vi havde nær fået et chok, da vi hørte de andre roere derovre fra. Jamen, det var ganske forfærdeligt. “Hr. Petersen, kommer De og roer på lørdag?” — Sådan i den stil. (Willy udtaler på affekteret københavnsk).

 

Willy, vi skal lige høre lidt om 2. Verdenskrig, for du har jo en masse historier. Dig og din familie.

Min søster — den yngste, hun boede hjemme dengang, og hun var ret skrap til at strikke. Efter tyskerne havde … det var nok ’43, vil jeg tro, så strikkede Grethe Royal Air Force-huer, og hun kunne ikke bestille andet, når hun havde fri. Dem fik jeg så, og så solgte jeg dem på skolen

Altså Samsøgade? Jeg skal lige afbryde dig et øjeblik. Samsøgade, blev den ikke okkuperet af tyskerne til kaserne?

Jo, det kommer lige lidt senere. Det er nemlig rigtigt. Vi delte pengene. Der var så en anden episode med de Royal Air Force-huer. Østergades Hotel havde tyskerne også taget, og der stod et skilderhus og en vagtpost udenfor. Og så — åh jeg kan ikke huske, hvad de gader hedder, men Østergade, så går der en gade hen — hed den Asylgade i gamle dage eller sådan noget? [Nu Hans Hartvig Seedorff Stræde]. Der mødtes hele klassen med Royal Air Force-huer på hjørnet. Så gik vi forbi på skift ned forbi skildervagten, op ad Ryesgade, op ad Sønder Allé og tilbage igen en tre gange og den her vagtpost, han var ved at dø af grin.

Så var der flere andre ting. Langelandsgades Kaserne havde tyskerne jo taget. Dengang, der brugte man at lægge brosten på gaderne. Nede i Tunøgade, der var der kommet nogle folk, der skulle lægge brosten og det var med sådan en brolægger, der gik på carbid. Man havde ikke sådan rigtig benzin og diesel dengang. Når carbid får vand, så udvider det sig, og den stod der og dunkede. Vi knægte var meget interesseret i det, og de fortalte jo vældig om det, de her arbejdere. Så var vi dernede en dag. Så siger én — ja det er selvfølgelig en af de større drenge end mig: “Kan vi ikke få sådan nogle klumper carbid?” “Jo, det kan I da”. Vi fik så nogle. Dengang var der patentpropper i sodavandsflaskerne, og så bevæbnede vi os med en flaske vand og så nogle tomme flasker, og så gik vi op i haverne bag ved Langelandsgades Kaserne. Der var jo ikke bygget dengang …

Det er jo der, hvor Klostervangen og Vestervang ligger nu i dag.

… og så gravede vi huller lige uden for den yderste have ind mod kasernen. Hældte et par klumper af det der carbid ned og vand på. Lukkede den ellers med jord på ind bag ved igen. Der gik ikke ret lang tid, så udvidede det der carbid sig med vand, og så sagde det BUMM. Tyskerne kom ud med maskinpistoler, og vi var jo væk, men det var jo farligt.

Det var jo farligt. Hvis de havde fået fat i jer, så havde I jo fået en røvfuld.

Det var jo grusomt. Men det gjorde vi. Så er der en anden historie. Den har jeg også tjekket af med Samsøgades skole. Tyskerne indtog Samsøgades skole, som du også siger, og vi blev så ført til Skovvangsskolen hver anden dag. På vej i oktober ’44 bombede Royal Air Force universitetet, som var Gestapos hovedkvarter. Der var jeg og tre andre fra Sejrøgade på vej op ad Langelandsgade, da de kom, og der var luftalarm. Så går der en port op inde fra kasernen ovre på Høegh Guldbergs Gade-siden og tyskerne, de kom drønende ud og smed sig ovenpå vi småbørn.

For at passe på jer?

Ja, det var så noget, jeg senere … jeg var jo så ræd dengang. Så bombede de, og da de var færdige, rejste tyskerne sig og løb ind igen og vi knægte, sateme, vi løb nedad. Det er noget, der står for mig lidt uvirkeligt. Vi løb i hvert fald ned ad Munkegade, og det kan jeg huske lige så tydeligt, det var nede i — Nørrebrogade? Jeg kan sgu ikke huske, hvad den hedder. Den fortsætter op ad Kirkegårdsvej. Længere der nede ad, ned mod Nørre Boulevard.

Det er Nørreport

Der var et lille stykke vej der — Damgaard Jensen havde noget? Der var købmanden. Der rendte vi sgu ind, og da købmanden så os, så lukkede han en lem op ned til kælderen. Der røg vi ned. Så lå vi dernede. “Nu bliver vi lige hernede lidt”. Det var en historie, der ville noget.
En anden episode fra krigen, det må så være den ældste søster. Hun boede på Trøjborg — Otte Ruds Gade. Vi havde jo ikke mange penge stadigvæk, så min mor og jeg, vi gik mange gange op til Otte Ruds Gade, og så kan jeg huske engang, vi kom ad Nørre Allé hen imod Nørregade og kom lige forbi — der var biograf på hjørnet — så kom tyskerne i en kæmpe lastbil nede fra Guldsmedgade og spærrede den af. Ligesom Borggade og længere henne med plankeværk, eller hvad nu sådan noget hedder. Vi gik jo bare videre. Så var vi kommet hen til Paradisgade eller derved, og der kom der en ung mand op på siden af mor. Hun kiggede på ham og lukkede tasken op. Så smed han en revolver ned i hendes taske, og vi gik allesammen videre. Så kommer vi hen til Nørreport, hvor de også havde spærret af. Og Sjællandsgade var spærret af. Så kommer mor og mig med hinanden i hånden, og vi blev bare vinket igennem.

Og din mor havde sin taske med?

Ja, og mig i den anden hånd. Vi kommer ind på Kirkegårdsvej på vej op mod Trøjborg, og her kom den unge mand forbi igen. Mor lukker tasken op — han tager revolveren — og ingen siger noget. Den var godt nok fin.

Det var sådan en samtale uden ord.

Det er også noget, jeg husker så tydeligt.

Du har jo ikke været så gammel.

Jeg må have været otte år. Jeg fylder år i august, så jeg må have været otte et halvt eller sådan noget.

Men nu siger du jo, at din mor har været alene med jer børn også under krigen. Hun fik jo ikke meget hjælp fra det offentlige.

Der var for øvrigt noget, der hed enkepension. Det ville hun ikke have. Det var hun for stolt til. Så hun gjorde rent i Banegårdshallen og et firma nede på Kystvejen — et shippingfirma. Det kan jeg heller ikke huske, hvad hedder. Jeg har været med dernede et par gange.

Så hun har haft at nok at lave, både med at sørge for at der kom penge i kassen, og sørge for jer børn.

Jeg synes vintrene var meget hårdere dengang, og så kunne mor sige: “Kan du ikke gå med Flemming” — det var en, der boede længere nede i opgangen — “ned på havnen og se om I kan finde noget kul?” Vi havde en kælk med og en sæk, og hvor vi havde den fra, det ved jeg heller ikke, men dernede ved kulterminalen, der faldt der kul ned, hvor de kørte over. Der læssede vi så kulstumper — der var vel 30 knægte dernede. Der havde vi meget gratis brændsel fra.
Når min tante Marianne fra Glesborg, tror jeg det var, kom på besøg, så var der ingen, der ville hente hende, hverken mig eller min søster. Hun var jo klædt på fra 1800-tallet. Knapstøvler og lang sort kjole helt ned til gulvet og jordemodertaske. Vi ville jo ikke ses med hende.

I kom da gennem krigen og du fik dig en uddannelse og så videre. Jeg kan også forstå, at du blev du gift?

Det var med Irma, som jeg lærte at ro. Vi blev gift i ’59 og fik to børn, og de lever stadigvæk endnu. Lisbeth bor med sin mand på Sjælland. Hun har et barn. John bor i Malling og har to børn.

Lisbeth, hun har altid været … hun har arvet det her med håndens arbejde fra mig. Derimod sønnen, som er ældste — han er 54 — han er mere akademiker. Han er ansat ved politiet i administrationen.

I gamle dage, du ved … åh, jeg skal selvfølgelig også lige sige, på et eller andet tidspunkt, som møbelpolstrer, så gik man da arbejdsløs. Henad 14 dage før jul var der jo ikke råd til at købe møbler. Så blev vi jo fyret, hvor vi var, og ansat igen hen i februar. Det var lang tid at gå arbejdsløs, og det var jeg træt af. Jeg begyndte at søge alt muligt andet, og var portør i et år på Kommunehospitalet. Så kom der noget som hed skolebetjent, og det kom jeg ind på, og så har jeg været skolebetjent i 27 år.
Jeg var på Brobjergskolen i 17 år. Det var imens Thorkild Simonsen var rådmand. Så han var min øverste chef. Han boede derhenne, i det halve af villaen i Skt. Nikolaus Gade. Vi havde den anden halvdel, otte værelser og fuld kælder. Det var en gammel overlærerbolig. Det var rigtig godt. Dengang hed det pedel, så hed det skolebetjent, og så blev det teknisk serviceleder. Og det havde jeg slet ikke noget imod, for jeg fik mere i løn hver gang.
Brobjergskolen blev nedlagt i … det må have været i 1988, og så blev jeg forflyttet til Gammelgaardsskolen i Åbyhøj med tjenestebolig. Den var så ikke nær så stor. Men det gjorde ikke noget.

Så du var tjenestemand? Og du fik tjenestemandspension?

Ja, jeg fik tjenestemandspension. Lønnen var ikke den helt kæmpe, når jeg sådan sammenlignede med en kammerat, der var tømrer, men huslejen! Den var jo betydeligt billigere. Det var jo næsten ingenting. Det var så flot.

Du gik så på pension, og jeg kan forestille mig, at du stadig har haft en masse ting at gå i gang med?

Ja, for dælen …

Du holdt vel ikke op, bare fordi …

Det kan godt passe, det var i 1992, jeg gik på pension. Så flyttede vi til Sabro. Efter tjenesteboligen, har man tre måneder til at finde noget andet …

Og det er så der, du bor i dag?

I Sabro skulle der jo også ske noget. Og der er jo Sabro Lokalcenter. De søgte om nogle aktiviteter. Med det samme var jeg på banen og spurgte: “Skal vi ikke lave et træværksted herovre for områdets efterlønnere og pensionister?” Det var en rigtig god idé, men der var ikke rigtig plads til det nogen steder. Nå, så skulle der bygges til. Så var jeg der jo igen. “Hvad med det der træværksted?” “Nej, det bliver jo alt for dyrt”. “Nå, men når I så bygger til, så lav dog for Guds skyld et EDB-lokale, så folk kan blive undervist og sådan noget!”
Nå, men så havde vi en pedel, der hed Ole … jeg ved ikke, skal jeg blive ved?

Jo, jo. Endelig!

Han havde et træskur, der, så vidt jeg kunne se, egentlig ikke blev brugt til noget som helst. Så siger jeg: “Ole, det der skur, kan du undvære dét?” “Sagtens, hvad vil du bruge det til?” “Til et træværksted!” “Jamen, ved du hvad? Det var da en god ide. Så det vil jeg rydde!”
Så flyttede jeg og en ind med alt det værktøj, vi nu havde. Jeg havde jo meget, og jeg havde jo ikke så meget plads til det i Sabro på 85 kvadratmeter, hvor jeg kom fra 330 kvadratmeter eller sådan noget. Og så siger jeg til ledelsen der på lokalcenteret: “Hvis jeg nu tager alt mit værktøj ud på det træværksted, så er det lokalcenterets værktøj, så er det ikke mit mere”. Så det gjorde jeg så. Det var jo både kompressor og værktøj til møbelpolstring, alt hvad jeg havde, høvle, alt … og så begyndte vi at annoncere i, at vi lavede sådan noget … så kom der en med noget finér til et sybord, og så kom der en, der skulle have lavet en ramme …

Så fik I også lidt håndører ud af det?

Vi forlanger stadigvæk 50 kroner for materialer, men vi skal ikke have noget for at lave det.
Nu er vi så desværre delt op i to. Hold 1 og hold 2. Vi er 10 på hold 1, og fire på hold 2. Vi har mandag og tirsdag, og de har onsdag og torsdag. Fra klokken 8 til 16. Det kører på livet løs.

Så det er en form for virksomhedsprojekt, I har lavet der?

Det er sgu meget godt, det der …

Ja, Willy. Nu har vi jo sådan set været igennem dit liv fra du blev født og op til vore dage.

Jeg var også med til at oprette en krolf-klub. Ikke med g, men med k. Det er en mellemting mellem golf og kroket. Vi har fået lavet en 18-huls bane, og bruger så en kølle. Nogle steder er der 6 meter imellem, og nogle steder er der 12 meter imellem. Der er vi 33 medlemmer i alt.

Hold da op! Du er da en god igangsætter i de områder, du kommer til. Men det er jo faktisk også, hvad du har været vant til. Fra du var …

Ja, også med børnene på Gammelgårdsskolen. Der var lige en ting, jeg synes du skulle have med. Det er bare ikke lige til at huske …

Du må sige til, hvis du kommer på det. Nu er vi så kommet frem til, hvor jeg lige skal høre om, hvad du synes om en masse ting, som det er i dag. Du ved at Danmark er en del af EU – hvordan synes du, det går med det?

Ja, jeg vil sige da vi i 1972 skulle ind i EU, da stemte jeg imod. Og nu på skolerne, der har vi jo haft meget at gøre med valg. På Brobjergskolen i 1972 havde vi Svend Auken som valgstyrer. Han stemte også imod, eller hvad skal jeg sige, hans udtalelser var imod. Ham havde jeg et vældig godt samarbejde med. Så kommer vi til en afstemning senere, hvor Auken han stemmer for. Der mistede jeg al sympati. Man kan ikke stå og sige noget i mange diskussioner, og så gør man det modsatte. Nå, men det var EU. Dengang var jeg imod, men man skal nok være i det fællesskab, og jeg synes egentlig også, at vi skulle have haft indført euroen.

Jamen det er da en klar melding. Det er svært i dag, hvor vi er så globaliserede, at holde sig helt uden for.

Ja, det er jo det.

Men så skal jeg også lige høre dig om mere. Alle de unge mennesker, de bliver jo uddannet til alt muligt forskelligt. Nogle får en videregående uddannelse, og det synes politikerne er godt, men der er også mange, der synes vi skal holde ved den håndværksmæssige uddannelse. Hvad synes du om det? Er det for meget det ene, og for lidt det andet?

Man burde give håndværksmestrene en dispensation til at have elever i praktikpladser, og sige til de forskellige håndværkere, tømrere, møbelpolstrere og så videre: “Ved I hvad, I får altså en pose penge til at tage nogen praktikelever”. Det gør man jo, hvad skal jeg sige, med de akademiske studenter.

De får jo, det koster jo at have universiteter.

Det synes jeg egentlig, at der var noget der. Så kommer der så en anden ting, jeg er meget imod. Jeg er meget imod at vi tager nordmænd, svenskere og tyskere ind på vores uddannelsescentre og uddanner dem til sygeplejersker og hvad ved jeg. Det er jeg imod. Lige så snart de er uddannet, så tager de til Tyskland, Sverige og Norge.

Men det skyldes jo også at vi har så gode ordninger med SU og sådan nogle ting. Dem har de ikke andre steder. Der er vi kommet meget langt frem i forhold til andre lande. De kommer jo stort set fra hele verden for at få uddannelse her.

Det ved jeg ikke, der er jeg nok på den yderste højrefløj. Vi skal sgu ikke have …

Nej, ja. Jeg har hørt den historie mange gange. Du er ikke den første, der siger de ting. Altså som sagt, jeg er neutral i den sammenhæng.

Ligesådan er jeg imod vores udlændingepolitik. Jeg er helt med på, at de syrere, der har det meget, meget dårligt, dem skal vi hjælpe. Men så hjælp dem i Syrien!

Altså lokalt?

Lav dog en lejr i Syrien med 300 mand til at passe på dem. Men de skal blive dernede, og så sender vi pengene derned. De skal ikke her hjem.
Vi har en syrisk familie som naboer. Jeg skrev til Sundhed & Omsorg: Om de havde noget materiale, så jeg kunne undervise dem i dansk. Jeg ville låne Fælleshuset, hvor jeg bor og undervise dem i et eller andet, hvis de havde noget materiale. Det var en god idé, og de skulle se, hvad de kunne gøre. Dagen efter, så kom der sådan en lille æske, med et billedlotteri — hvis du tænker dig til et sygesikringsbevis på dansk, og så et på arabisk. Jeg sagde, det kan jeg sgu da ikke bruge til en skid. Så jeg kunne ikke andet end at bande og svovle over, at de da ikke kunne finde på noget bedre. Undskyld.

Det er fint du siger det. Det er da nogen gode historier, at få frem. På trods af, at du startede med at sige, at den boglige del, det var ikke lige dig, siger du faktisk, at du gerne vil undervise …

Jamen hør her. Når man møder en mand, så hedder det “God dag” …

Så kunne man starte der. Nå Willy, vi skal lige have de to sidste spørgsmål med her. Som du ved, så står vi på tærsklen her til at blive Kulturhovedstad i 2017. Det er der mange aarhusianere, der er meget stolte over. Der er nogen der synes, at pengene kunne være brugt til noget mere jordnært, skoler, hospitaler og så videre? Hvad synes du om det?

Jeg synes, idéen er meget god. Men man kunne nok halvere beløbet, og så give resten til lokalcentrene. Det kan ikke være meningen, som nu i Sabro, at de halve af de mennesker der er derude, de er frivillige, og de får ikke en øre for det. Det var bedre om de penge gik til nogle sosu-hjælpere, så de kunne servicere de ældre noget bedre, fremfor at de ikke har nogen.

Nej, men du skal sige lige præcis hvad du vil. Du bestemmer selv.

Men ellers, så har jeg lært mig selv, at fremskridt, det er godt. Og hvis man kan fremme Aarhus ved at lave et kulturår, så er det også udmærket. Men man kunne godt bruge pengene lidt bedre til de ældre.

Du har da om nogen, været med til at skabe frivilligt arbejde, og det er jo af et godt hjerte du gør det. Det allersidste spørgsmål: Hvad er dit bud til de unge mennesker, der skal ud i livet, finde sig et job, og finde ud af hvad de skal bruge deres liv på. Har du et godt bud til dem?

Det har jeg helt bestemt. De skal rykke et år ud af kalenderen og så tage til udlandet, til et eller andet, passe børn, lave socialt arbejde eller sådan noget. Et barnebarn, altså datterens fra Sjælland, hun tog på ferie på Bali sammen med sin far. Derfra tog hun til Australien, og så havde hun ikke flere penge. Så tog hun til Ceylon … der tog hun over og arbejdede i en tre uger, og tjente penge der. Den forskel på Katrine der, efter at hun har været ude og arbejde selvstændigt — hun er jo blevet student — det er fantastisk. Hun er blevet 100 gange mere åben …

Du har fået et helt anderledes ungt menneske hjem.

Ja, helt bestemt. Datteren, hun var i Nice. Hun startede som vinplukker, men så tog hun til Nice og var i en købmandsforretning i et år.

Og der lærte hun sprog og alt muligt.

Fuldstændigt, du. Det var skægt. Hun var så også vaks med hænderne, som jeg jo har fortalt. Som barn, så kunne hun jo komme … min søn, han kunne komme og sige, nu er jeg godt nok punkteret, han gik jo til fodbold. “Det var da ærgerligt”, siger jeg og tænker ikke mere over det. “Ja, jeg tog bussen derud”. “Jamen, hvad så med cyklen?” “Den står henne ved Rowi i Frederiksgade”. En anden dag, der kommer datteren: “Hvor er lappegrejerne?” “De er nede i kælderen!” Så gik hun derned og fandt lappegrej og dækjern, og så lappede hun sgu cyklen. Det var ikke sønnen. Det er skægt sådan noget.