Puck Aase Normann

Puck Aase Normann blev født i 1942. Familien boede tæt på universitet, hvor Puck Aase som helt lille blev vidne til luftbombardementet af Gestapos hovedkvarter på universitetet. Siden er det blevet til tre dejlige børn, over 30 år i Sverige – deraf 20 år i Lapland – og et spændende jobliv med blandt andet naprapati, butik og teater. 

Erindringen er udarbejdet i samarbejde med Rikke Heiselberg, 2016-2017.
Erindring og billeder er under copyright og må ikke gengives andre steder.

 

Jeg er barnefødt her i Aarhus i 1942 lige over for det gamle Ortopædiske Hospital.

Minder fra krigen

Jeg kan huske meget fra krigen, i hvert fald da den sluttede. Da har jeg meget, meget stærke minder. Min mor løfter mig op på sine arme, og siger: “Nu skal du bare se her, Aase, der kommer en stor flyvemaskine”. Det viser sig, det er englænderne, som kommer flyvende, og vi bor helt tæt på. De bombede universitetet, og vi lå lige der over for hospitalet. Min mor bliver forskrækket, jeg ser flyvemaskinen, min storesøster var i skole. Min mor smider mig ned i et brødudsalg i nærheden, og de stærke minder, jeg har, er, at jeg står og ryster, og det gør jeg stadigvæk den dag i dag, når jeg er bange. Vi er i 1945, og jeg er tre år gammel. Et meget stærkt minde. Jeg har nogle breve fra min mor til min mormor og morfar, der bekræfter, hvad der skete. Min mor kommer hjem og får mig og min søster ned i kælderen, og der er vi, medens vores kære far er nede på havnen, hvor de også bomber, så vi ved ikke rigtigt noget om, hvad der sker. Heldigvis skete der ikke noget med min far. Han kom hjem og kom med ned i kælderen. Så husker jeg også fra den tid, at vores vinduer sprang ud, og at far efter befrielsen hængte et stort flag ud ad vinduet, støttet af bøger. Derfor kan jeg godt fornemme flygtningene, der kommer her til landet i dag. Hvad de har været med i. Man fornemmer det stærkt på sin egen krop, når man hører og ser billeder fra krigene, som hærger ude i verden. Og så har jeg et andet stærkt billede. På Randersvej kommer der nogle kvinder løbende, og jeg ser ud ad vinduerne sammen med min far og mor. Der var de her gamle lastbiler, hvor der står nogen og samtidig er der nogle nøgne kvinder. Det er lige efter 5. maj, hvor kvinderne blev jagtet. Det er de billeder, jeg har fra den tid.

Puck Aase Normann cirka 1943. Privatfoto

Hjemmet

Og så er krigen slut. Vi skal så have en lillebror. Han blev taget med tang, da han havde klumpfødder, som sad vendt indad. Da han var seks dage gammel, kom han over på Ortopædisk Hospital, hvor han fik vredet sine små fødder ud og fik skinner på sine små ben. Min søster var 12 og jeg var seks år. Lægerne troede ikke, der var noget i vejen med hans hjerne, men efter tre-fire år i klapvogn på grund af hans ben, som mor hele tiden skulle massere, viste det sig, at han var evnesvag — de havde ødelagt hjernen på ham, da de tog ham med tang. Min mor kom fra et indremissionsk hjem, og min far fra et grundtvigiansk hjem. For begge hjem var det helt forfærdeligt, at Ole kom til verden som handicappet, og ekstra forfærdeligt, fordi der jo ikke var nogen krisehjælp eller sådan noget dengang.
Mine forældre byggede en villa i nordbyen, hvor vi flyttede op, og jeg kom så i Skovvangsskolen. Min far var da malermester.

Puck Aase Normann med søster Grethe og bror Ole. Privatfoto, cirka 1948

Skolen

Min første skole var Møllevangsskolen, hvorfra jeg har mine første kæresteminder. På Skovvangsskolen havde jeg en klasselærer, som jeg ikke husker for noget godt. Jeg var meget for, at alting skulle være retfærdigt. Jeg husker engang, jeg kom ind i klassen, hvor jeg havde været syg — jeg havde faktisk været rigtigt syg — og jeg får en seddel med fra min mor. Og min klasselærer troede absolut ikke på, at min mor havde skrevet den seddel. Det havde hun altså!!! Men min klasselærer sagde, at hun troede, jeg havde pjækket. Jeg blev simpelthen bare så vred, skældte hende ud, tog min skoletaske og sagde: “I skal i hvert fald ikke sige, min mor lyver”. Så tog jeg min skoletaske og smækkede med døren. Jeg kom hjem, hvor min kære far nok sad og arbejdede med regnskaber, og spurgte, hvorfor kommer du hjem? Jeg forklarede, hvad der var sket, at min lærer sagde, at jeg selv havde skrevet den seddel. Og selv om min far ikke var verdens bedste far — men nærmest var den type far, som ses i tv-serien Krøniken, men dér tog han mig virkelig i forsvar. Han gik med mig over på skolen med det samme. Vi gik op til skoleinspektøren, hvor læreren også kom. Hun fik skældud, og jeg kom ind i klassen med det samme, hvor min lærer siger, efter min far var gået: “Ja, nu skal I jo ikke tage ved lære af hende her, Aase … “. Det er sådan nogle små sekvenser, jeg husker. Vi havde en historielærer, som jeg elskede. Han røg pibe, og duften af en god tobak kan stadig den dag i dag gøre mig helt salig!

Puck Aase Normann med søster, mor og mormor ved Clemens Torv i Aarhus, cirka 1947. Privat foto

Fritid

Jeg var Blå Pigespejder i næsten 10 år, og derfra har jeg min store friluftsinteresse. Gik også til klaverundervisning, men sluttede efter kort tid. Begyndte så at spille tuba, men der sagde min far STOP!! Endelig fik jeg så lov til det, jeg allerhelst ville, nemlig at spille tennis! Jeg sang i kor nogle år, og var med i nogle teaterforestillinger på Aarhus Teater, indtil jeg mere eller mindre selv gjorde mig med barn, da jeg var 16 år.

 

Konfirmation

Jeg gik til præst nede i Domkirken, da mine forældre kendte Kaj Jensen, som var domprovst dengang, og blev biskop sidenhen. Dengang var forældre til møde hos præsten, og da de kom hjem spurgte jeg, hvordan mødet havde været. Det havde været godt, men mine forældre havde også fået at vide, at hvis der kom Jehovas Vidner og bankede på døren, skulle vi lukke døren med det samme og overhovedet ikke have noget med dem at gøre. Og der kom min retfærdighedssans igen op. Jeg blev så vred, og mente ikke, præsten kunne have sagt sådan. Men det var rigtigt. Så skulle jeg til læsning et par dage efter, og siger så til Kaj Jensen: “Hvad pokker er meningen med at sige sådan noget om Jehovas Vidner. Hvor er næstekærligheden?” Han svarede: “Ved du hvad — det skal du overhovedet ikke bryde dig om. Du er alt for ung til at forstå sådan noget her”. Og så forsatte han undervisningen!! Og der satte han mig på plads. Jeg gik selvfølgelig hjem og fortalte det, men der holdt min far og mor jo med Kaj Jensen. Og ikke med mig!!

Så skulle der være konfirmation nede i Domkirken, og jeg var simpelthen så bange. Da Kaj Jensen begyndte at komme nedefra — vi stod der i vores hvide kjoler — så fik man et bibelskrift, og jeg tænkte, “Han hopper over mig, jeg er gået op imod noget af det allerhøjeste, man kan, inden for kirken — han hopper over mig”. Og der sad mor og far og mormor og morfar, og jeg tænkte, nej, nej, hvad sker der her? Så kom han nærmere, og så står han der, og så får jeg det fineste skriftsted i hele Biblen: “Herren velsigne dig og bevare dig, Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig”. Hold da op, det var stort!

Puck Aase Normann fotograferet i forbindelse med sin konfirmation. Privatfoto, cirka 1954

At stå på egne ben

Der sker så det, at jeg kan mærke, jeg skal væk hjemmefra. Jeg lærte mine børns far at kende, da jeg var 16 år. Jeg fik ikke lov til som min søster at tage realeksamen, så jeg kom i huset. Min far kendte mange mennesker her i Aarhus, og jeg kom i lære som smørrebrødsjomfru på Hotel Regina, og der mødte jeg en kok, som blev mine børns far. Vi gik selvfølgelig i seng med hinanden (jeg var 16 og han var 19 år). Jeg fortalte mine forældre, at jeg var med barn. Og det var med vilje, for jeg ville hjemmefra. Jeg var ikke klogere dengang. Det var min måde at gøre oprør på, så det blev vores ældste søn, som kom ind i maven, og min far smed mig ud. Jeg kan stadig mærke det der med, at min mor holder i mig, og min far smider mig ud, og jeg har stadigvæk et ar på anklen. Det lykkedes ikke min mor at få mig ind, og jeg var bare glad for, at han smed mig ud. Jeg gik ud til mine svigerforældre, og de tog imod mig.
Jeg flygtede også til København, så de satte politiet på mig. Det var et virvar. Her bagefter er det sjovt at tænke på. Politiet stod og ventede på mig, da jeg kom tilbage igen med færgen, og jeg kom hjem til mine egne forældre. Min mor syede ventekjoler og alting til mig, og min far fandt en dejlig lejlighed til os. Selv om jeg siger, vi “mistede” vores forældres kærlighed, blev facaden holdt, så vi fik mange sager og ting.

 

At blive mor

Jeg ved også, hvornår jeg blev med barn. Min fars og mors sølvbryllup blev holdt på Hotel Regina, og jeg skulle hjem og hente noget. Min kæreste havde fået kørekort, og vi udnyttede så tiden, og elskede ude i vandet. Vores første søn blev til der — og han er vandmand!

 

Bryllup

Vi giftede os, og jeg med stor kjole i lyseblåt. Far havde kontakter, og på den måde fik vi lejligheden, og jeg blev hurtigt med barn igen.

Tilbage til vores lejlighed. Selvfølgelig skulle vi hurtigt have et barn til. Det var vi enige om, og der skulle bare være to år imellem børnene. Vi var meget glade for hinanden, og så kommer vores datter, så det var to elskovsbørn. Min mand havde ikke lyst til at være kok længere, men ville gerne tjene nogle gode penge. Efter 1½ måned var jeg med barn igen, og der er 10½ måned mellem de to yngste, så vi fik tre elskovsbørn, og min far sagde: “Åh nej altså, det bliver som med Moster!” Hun fik 14 børn!! Men vi fik “bare” tre skønne unger.

 

Alene i Danmark med tre børn i 1963

Vi blev enige om, at min mand lige skulle tjene nogle ekstra penge, så han tog til Grønland, og jeg blev inden jeg var 21 år alene tilbage med tre børn i Aarhus. Et helt år skulle det have været. Vi skaffede os en Tandberg båndoptager, så han snakkede til os på den og sendte bånd til os, og børnene sendte op til ham. Han skulle være der et år, men han magtede ikke at være der længere end 10 måneder. Så han krakkemuttede — det hed det på den tid. Man krakkemuttede, når man ikke var der tiden ud. Han var også begyndt at studere til ingeniør deroppe. Men han kom hjem. Han havde tjent rigtigt mange penge. Den gang i 1963 var det 24-25.000 kroner per måned, som han sendte hjem, og som vi ikke skulle betale skat af, men fordi han kom hjem efter 10 måneder, skulle vi betale skat af det hele.

 

Farvel til Danmark — goddag til Sverige

Vi tog så den beslutning at søge visum til Canada for at komme ud hurtigst muligt og slippe for skatten. Vi fik visum, men mine kære forældre og svigerforældre syntes, det var for langt. “Det gør I altså bare ikke”. Vi kunne måske også godt selv begynde at se, at det var vældigt langt med tre små børn, men visum havde vi fået, og så skulle vi altså bare hurtigt ud af landet. Jeg kan ikke lige huske hvorfor, men vi skulle, og pakkede alt, hvad vi havde i lejligheden, og siger til vores forældre: “Vi tager over til Sverige!” Alle møbler ned i en flyttebil, og vi sagde farvel til vore respektive forældre, som selvfølgelig var kede af det, men det var i hvert fald tættere på end Canada. Og da flyttede vi så over til Göteborg med tre små børn. Så det var mit indtog i Sverige.

 

At få fodfæste i Sverige

Da vi kom til Sverige, vidste vi ikke, hvor vi skulle bo, men kørte fra Varberg op til Göteborg. Jeg husker det lige så tydeligt, de her tre små dejlige børn, der lå og sov, og jeg tænkte, hvad har vi gjort? Men vi havde fået en adresse, og den lå faktisk på noget, der hed ’Danskervejen’. Vi ankom til Danskervejen med vores lastbil fyldt med vores møbler. Der var et stort værelse, men vi tog det på må og få — intet arbejde, ingenting. Nå, vi kom op på det der værelse. Vores ældste søn var dengang cirka tre, vores datter et år og den mindste søn har været de her 10 1/2 måneder. Vi bor alle dér, og vores møbler opmagasinerer vi. Min mand søger arbejde som kok i Jönköbing, og vi spørger os selv: “Skal vi ikke tage det?” Ok, men har vi noget at bo i? Det fik vi så. En dejlig tre-værelses lejlighed i noget, som hedder Vettersnäs, og det var et moderne byggeri. Min mand fik arbejdet som kok, og jeg passede vores skønne børn, men tænkte, at jeg ikke ’bare’ kan passe børn. Jeg var jo, dengang vi blev forelskede i hinanden her i Aarhus, smørebrødsjomfru. Men jeg begyndte at studere hjemmefra på noget, der hed NRKI, og tog noget, der nok svarer til realeksamen, men i hvert fald tog jeg en uddannelse, der gav mig adgang til Sjuksköterskeskolan. Det var hårdt, mens vi boede der, men det var også et godt liv.

Jeg husker ikke rigtigt, hvor mange år vi var der. Min mand fik lyst til at læse til ingeniør, så vi tog den beslutning, at han skulle i gang med at læse, men også skulle søge et andet job i stedet for kok, som han var ved at være træt af. Han søgte et job som maskinarbejder i Anderstorp. Han fik jobbet og begyndte at læse til ingeniør om aftenen, og da var jeg så alene med mine tre børn næsten hele døgnet, samtidig med at jeg læste på NRKI. Derefter blev jeg optaget på sygeplejeskolen i Jönköbing. Jeg tog bussen frem og tilbage til Jönköbing og læste, og blev færdig som undersygeplejerske.

 

Danmark lokker

Samtidig havde mine forældre bygget en restaurant og motel, som hed Lærkereden ude ved Mossø. Det havde været meget besværligt for dem at få byggetilladelse, da det var et fredet sted. Men det lykkedes.

Min mand havde lysten til at komme tilbage til Danmark. Restauranten skulle så indvies, og vi tager derned. Vores tre børn skulle ikke med, og heldigvis for det. Vi havde lånt en bil. Halvvejs gennem Sverige sker der en frygtelig ulykke. Min mand sidder bag rattet og får ikke rettet op i et sving, men kører op i en skrænt, og bilen lægger sig ned på taget. Vi har heldigvis ikke sikkerhedsseler på. Jeg bliver smidt ud, og han sidder fast. Jeg prøver på at få ham ud. Så kommer der heldigvis en bil, som ser os. Vi havde klaret den!! Og skulle ned til indvielsen. Man siger ikke bare nej tak, vi kommer ikke, nej, man havde jo respekten og kunne ikke bare blive væk. Så vi tager en taxi. Bilen kommer på værksted og så forfærdelig ud. Jeg forstår ikke, vi har overlevet … Men vi kommer på færgen og kan godt mærke, vi er meget rystede, og der tager vi en drink, bare for lige at falde lidt ned. Vi kommer hjem og fortæller mine forældre, hvad der er sket. De har nogle tabletter, så vi kan få ro på, og vi kommer ud til Lærkereden og har det godt, og fortsætter selvfølgelig med at drikke til indvielsen, og tænker ikke så meget på det. Vi tager så hjem til børnene igen efter to dage. Vi fortæller dem, hvad der er sket, og tager sammen med dem ned til stedet, hvor bilen ligger. Den så frygtelig ud. Vi tænker, de skal se, hvad der er sket. Det var en Guds nåde, at vi havde overlevet.

Jeg har haft en frygtelig hjernerystelse. Den 2. hjernerystelse i mit liv. Allerede inden indvielsen havde mine forældre spurgt, om vi ikke havde lyst til at komme hjem til Danmark og hjælpe med restauranten. De fortsætter med at spørge, og min mand har så stor lyst. Jeg vil ikke, jeg gør det ikke. Vi beslutter os for skilsmisse …

 

Skilsmisse

Så tager vi vores tre små børn med op i stuen, og siger, far og mor skal skilles. Far vil gerne hjem, mor vil blive her. Hvem vil I være ved? Børnene var 13, 11 og 10 år. Den værste alder, (som min søster også var, dengang vi fik vores bror). Den allerværste alder. Man gør ikke sådan noget, så forfærdeligt at lade børn selv bestemme, det gør man bare ikke. Men den eneste undskyldning dengang var, at alt skulle være så demokratisk på den tid. Der var simpelthen ikke noget med, at jeg skal have børnene, eller du skal have børnene, nej, de skulle bestemme selv. Men det kan de jo ikke. Der sker så det, at den ældste siger: “Jeg vil være ved mor”, og der stod vores datter: “Jamen, jeg vil være ved far”, og vores yngste, hendes næsten pseudotvilling, siger: “Jeg vil være ved min søster, jeg vil være ved far”. Det lyder enkelt. Kort fortalt, så var det sådan, det var. Men det var jo det værste, vi kunne gøre. Både for børnene og for os selv. Min mand tog så hjem.

Jeg fandt så en anden mand … eller vi fandt hinanden. Han var en skøn mand fra Ungarn, 25 år ældre end mig. Min ældste søn flytter ind til os. Efter et år, tror jeg, det har været, kommer han op til mig og siger: “Mor, jeg længes så meget efter mine søskende. Kan jeg ikke få lov at flytte hjem til far?” Det var bare med at holde masken og ikke vise noget som helst, og jeg sagde til ham: “Ved du hvad, jeg ringer til far i aften.” Og selvfølgelig sagde både min mand og jeg – JA.

Det gjorde naturligvis meget ondt, jeg tuder hele aftenen, og viser ham det selvfølgelig ikke. Min forhenværende mand siger, at han selvfølgelig kan flytte hjem. Det gør han, og det gør selvfølgelig ondt på både ham og mig, men beslutningen er taget. Og så er alle tre skønne børn hjemme i Danmark, og jeg i Sverige. Det er så der, mit liv bliver anderledes.

 

Livet i Lapland

Vi har boet nogle år i Tranås, hvor min nye mand var chef for en plastikfabrik, og jeg arbejdede både på hospitalet og som mannequin, hvor jeg viste pelse. Tranås er jo kendt for de store, flotte og dejlige minkpelse. Min mand får tilbuddet om at flytte op til Vilhelmina for at blive chef for Vilhelminas fabrik. Jeg siger så igen, nej, det gør jeg bare ikke. Det er alt for langt. Fra Aarhus til Vilhelmina er der næsten 2000 kilometer. Det er som herfra og ned til Rom. Det er endnu længere for mine dejlige børn at rejse op til mig. Det var en af årsagerne.

Men der var også det, at jeg jo er friluftsmenneske. Det var min mand også, så vi havde været deroppe omkring og fiske, og jeg spørger ham: “Er det der og der? Så flytter jeg altså ikke derop”. Så siger han til mig: “Ved du hvad, tag op og se Vilhelmina. Sæt dig i et fly, og se, hvordan det er deroppe. For det er ikke der, hvor du tror, det er!” Jeg tog et lillebitte fly fra Tranås til Vilhelmina, og solen skinner fra en klar blå himmel, da jeg kommer derop. Det var i december måned, og der var sne overalt og isnende koldt … det var så smukt! Jeg kommer ud af flyet, og hører denne knitren fra sneen under mine fødder. Jeg var mere end solgt. Manden fra fabrikken, som henter mig, kører mig rundt i hele fjeldregionen, og viser også villaen, vi skal bo i, og fabrikken, og det tager de her tre-fire timer. Det var før mobiltelefonen. Midt i Vilhelmina står en telefonkiosk, og jeg spørger min chauffør, om han ikke lige kan standse her, jeg skal ringe til min mand. “Jo, det kan jeg godt”. Jeg ringer og siger: “Det er mig. Du kan godt pakke alt! Jeg kommer aldrig nogensinde til at flytte herfra — aldrig nogensinde”! “Godt”, siger han så. Jeg var solgt!

Under pakningen til Lapland ringer min far med den triste meddelelse, at min søster har taget sit liv, hvilket selvfølgelig sætter alt i stå for mig, og jeg tager hjem til mine forældre for også at støtte dem.

Rensdyr i Lapland. Privatfoto

Et liv som selvstændig

Efter begravelsen må jeg tilbage til Sverige. Jeg har ikke lyst til at arbejde inden for hospitalsvæsnet længere, men vil gerne starte mit eget. Ved et heldigt sammentræf får jeg lov til at få nogle kæmpestore lokaler i Vilhelmina, hvor der tidligere havde været bageri, men også et stort hus, hvor bageriet lå i baggården. Butikken lå inde i huset, hvor også den private bolig lå. Jeg gik i gang med at renovere, for at starte en forretning, hvor jeg skulle sælge alt inden for moderne møbler og også lidt brugskunst. Det tog 1/2 år, inden forretningen stod klar. Min mand havde rigtigt gode kontakter som chef for plastfabrikken. blandt andet i Tranås, hvor vi kom fra, og jeg havde selv fundet gode kontakter til leverandører af møbler.

Jeg kaldte forretningen “Bo-me-rang”, og det navn syntes vi begge var fantastisk godt. En boomerang kommer jo altid tilbage. Jeg renoverede forretningen tip-top og solgte moderne —  rigtigt moderne — designer-møbler og handlede desuden med finsk kunst — glaskunst. Jeg har også billeder derfra. Alle syntes, det var pragtfuldt, at den forretning lige pludselig kom. Den var meget stor med møbler ét sted, isenkram et andet sted, og brugskunst et tredje sted.

Jeg fik gode anmeldelser i to aviser. Det første halve år gik det rigtigt godt, men på grund af navnet Bo-Me-Rang gik det tilbage. Der skal altså ikke komme nogen og fortælle noget om en boomerang her midt i Lapland. Det skal man i hvert fald ikke. Det er noget lignende som at komme over på Vestkysten. Man skal ikke tro, man er noget. Det er de bedste mennesker, der bor begge steder, men det tager lige nogle år at komme ind på dem. Selv om jeg var kommet ind på teatret, var jeg alligevel en fremmed — det var jo også status at bo på 500 m2 . Den største villa i hele Vilhelmina. Det gik godt det første år, men så gik det nedad. Den skulle have ligget i Umeå, så havde den nok ligget der endnu. Jeg gik ikke konkurs, men jeg ’lagde den ned’ efter en to-tre år. Den var ikke rentabel.

Jeg var også begyndt at spille teater. Jeg havde spillet noget teater som barn i Aarhus; både inden for spejderne, men også noget på Aarhus Teater, men det står noget uklart for mig. Jeg ved bare, at jeg spillede i Snedronningen. Det husker jeg lige så tydeligt. Jeg var også med i et kor i Aarhus, men det står også noget uklart, nok fordi der var så mange besværligheder i familien dengang. Så lysten til teater har altid været der.

I Lapland var jeg både skuespiller og instruktør og lavede gennem flere år også dukketeater, hvor jeg sammen med en teatermand fremstillede teatret, dukkerne, tøjet, lavede scenografien og lagde stemmer til. Det var en dejlig tid, hvor jeg også startede en amatørskriveklub.

Livet som selvstændig passede mig perfekt, så samtidig med forretning og teater blev jeg selvstændig naprapat, hvilket er en kombination af fysioterapeut og kiropraktor med tilbud om blandt andet massage og sygegymnastik. Det frie liv gav mig også mulighed for at være aktiv i Svensk Naturskydforening, at være aktiv inden for politik, og gøre en aktiv indsats for at redde vores fjorde. Den flotte natur kaldte på vandreture, og den skønne vintertid på isfiskeri. Undertiden blev den store og smukke natur forstyrret af snescootere, så kampen mod dem blev også en del af mit liv.

Puck Aase Normann i Lapland. Privatfoto

Tilbage til Danmark

Omkring 1992 mødte jeg manden, som senere skulle blive min tredje ægtefælle, og sammen besluttede vi at slå os ned i Danmark, hvor valget i 1994 faldt på en smuk villa i Søndervig. Vi ville etablere klinik med fysioterapi og massage, galleri og kursusvirksomhed, og fik en god start med 15-20 patienter om ugen, samtidig med at jeg gav massage i motionsrummet på Hotel Danland og assisterede hos en kiropraktor i Silkeborg. Det var travle dage. Desværre viste huset sig at være fyldt med mangler, og det endte med et sagsanlæg. Min elskede mand havde et vanskeligt sind og valgte i december 1994 livet fra. Den store sorg og vanskelighederne med huset gjorde, at jeg i 1996 besluttede at flytte tilbage til Aarhus for dermed at være tættere på børn og børnebørn og min gamle mor.

 

Tilbage i Aarhus

Det første år i Aarhus boede jeg på kollegieværelse og tog et årskursus i teologi på Diakonhøjskolen i Højbjerg. Jeg åbnede Normanns Terapi i Carl Bertelsensgade, og havde klienter både her og på vestkysten. Der havde jeg åbnet en klinik i Kloster. Efter to år kunne jeg ikke mere. Jeg havde simpelthen haft alt for travlt og måtte have sabbat.

 

Kvæghyrde

Efter fire turbulente år i Danmark trængte jeg til ro, og under et ophold i Norge ser jeg et stillingsopslag, hvor der søges en kvæghyrde til fjeldene. Jeg fik jobbet i Øjerfjellet, hvor jeg sammen med Border Collien Tinto havde opsyn med flere kvæghold. Og hvor jeg nød det! Landskabet mindede mig om mit elskede Lapland og de mere robuste forhold dér.

I slutningen af opholdet havde jeg bemærket, at to af kvierne var urolige og lidt aggressive. Mon de havde spist noget giftigt? Var der rovdyr i nærheden? Jeg slog det hen. Lige før vi skulle begynde at samle dyrene, kommer en flok på 12-14 køer i fart hen imod mig, og jeg ser, de er gået amok. En af kvierne får mig op på hornet og jeg bliver kastet rundt. Jeg besvimer, men vågner op kort tid efter og har mistet mit farvesyn — er helt sikker på, at nu dør jeg. Alt passerede forbi som en film, men jeg nåede også at tænke, nu dør jeg i de rette elementer, og jeg var ikke bange. Men så får jeg igen et ordentligt stød i nyrerne, som heldigvis kun er af mulen. Tinto gør, hvad han kan, og dyrene løber derfra, mens Tinto bliver liggende ved mig. Der er blod overalt og jeg mister bevidstheden et kort øjeblik. Jeg ved, det er livsfarligt at blive liggende oppe i fjeldet, så jeg får med besvær rejst mig og ringet efter hjælp, som kommer i form af en mand med en hest. Jeg bliver på den fragtet ned til dalen og kørt til sygehuset, hvorfra jeg bliver udskrevet efter nogle uger.
Trods disse genvordigheder vil opholdet og de store vidder stadig sidde i mig som et uudsletteligt minde. Jeg vandrer stadig hvert år nogle uger i fjeldet. I Sveriges Lapland eller i de norske fjelde!!

Puck Aase Normann og hunden Tinto vogter kvæg i Øjerfjellet i Norge. Privatfoto

 

Samtidig med at jeg havde klinikken i Aarhus, tog jeg en retræteleder-uddannelse i Norge, og siden har jeg jobbet deroppe flere gange om året og gør det stadig.

 

I dag

I dag har jeg et godt og spændende liv her i Aarhus. Tilbyder stadig fysisk og psykisk behandling og terapi, og har fået afløb for mine kreative interesser gennem roller på Borgerscenen ved Aarhus Teater, småfilm og hørespil, vel vidende, at Vorherre har været med mig på hele min rejse — alene havde jeg aldrig klaret det.

Jeg er kommet til at elske Aarhus mere og mere med årene. Naturen ligner slet ikke Lapland, men vi har havet tæt på vores smukke by. Skovene på begge sider af centrum bruger jeg meget til mine løbe- og gåture om morgenen, og så må vi jo ikke glemme hele vort udbud af KULTUR, herunder Universitetet, som er med til at holde vores/min by UNG!

 

Brev fra Puchs mor til Puchs mormor. Brevet er skrevet umiddelbart efter bombardementet af Gestapos hovedkvarter i Universitetsparken i oktober 1944.

Brev, Puch Aase Normann, 1944