Poul Tegner Ellestad

Poul Tegner Ellestad er født og opvokset i Aarhus og har boet her det meste af sit liv. Trangen til at vende tilbage og hjem til Aarhus har altid været der. I dette interview får vi et indblik i hans liv. Poul fortæller om at have en far, som var alkoholiker og om at vokse op i et hjem, hvor man ikke snakkede om følelser eller om ens problemer. Han beskriver livet som arbejdsnarkoman og dets konsekvenser. Et liv der en dag væltede, og Poul blev ramt af depression. Og hvordan hans nedtur betød, at han tog sit liv op til genovervejelse for at finde ud af, hvem han var, og hvad livet egentlig handler om.

Interviewet af Ditte Weibel, Kofoed Skole, d. 8. juni 2017

 

Hjem til Aarhus

Fortæl om dig selv

Mit navn er Poul Tegner Ellestad, og jeg er født i 1963. Jeg har altid boet i Aarhus. Jeg er født ude i Risskov – uheldigvis på den forkerte side af, hvor det regnes for at være attraktivt at bo. Da jeg var syv år gammel, flyttede vi til Brabrand. Som 10-årig flyttede vi videre til Lystrup. Der har jeg mere eller mindre boet, indtil jeg blev voksen og flyttede hjemmefra. Jeg har aldrig overvejet at bo andre steder end i Aarhus. Da jeg var i København som soldat, rejste jeg hjem på weekend med Aarhus–Kalundborg færgen. Når vi kom ind under næsen, skulle jeg altid op på dækket og stå og kigge ud over byen, mens færgen lagde til havn. Så følte jeg, at jeg var kommet hjem. Det er i den forstand, jeg mener det, når jeg siger, at Aarhus er min by. Jeg kan ikke forestille mig at bo andre steder. Dog boede jeg i København for en kort periode, da jeg aftjente min værnepligt som soldat. Jeg synes nu København er alt for stor til mig. Der er jeg sgu nok for provinsiel.
Aarhus er selvfølgelig en stor by i danske sammenhænge, men modsat København har jeg ikke en fornemmelse af, at jeg forsvinder i Aarhus. Jeg ved ikke, hvad det skyldes, men jeg har bare ikke det samme tilhørsforhold til København eller til andre steder i Danmark, som jeg har til Aarhus. Det er sådan set det, jeg ligger i det, når jeg siger, det er min by. Jeg kan stadig få den der nyforelskede følelse, som når jeg stod på dækket af Kalundborgfærgen og kiggede ind over byen. Jeg kan ikke sammenligne det med andet.
Jeg har boet andre steder for en kortere periode, men det har altid kun været midlertidigt. Aarhus har altid været udgangspunktet. Jeg har f.eks. haft et arbejde, hvor jeg blev nødt til at bo i Sverige i et stykke tid. Jeg boede i en by, som var for lille til min smag, og svenskerne er for mærkelige til mit temperament. Men når jeg har boet andre steder, har det hele tiden været med bevidstheden om, at jeg skulle tilbage til Aarhus, og det har jeg haft det fint med. Så Aarhus er og bliver mit hjem. Det er også den fornemmelse jeg har, når jeg tænker på mig selv og Aarhus. Aarhus er min by.

Har du familie og venner i Aarhus?

Ikke mere. Min mor kom fra Holbæk og rykkede sit liv op med roden, da hun mødte min far, som er fra Aarhus. Men de er begge døde nu. Min børn er også flyttet langt væk hjemmefra. Min søn bor i København og flytter ALDRIG tilbage til Aarhus, som han siger. Min søn har ikke den samme kærlighed til Aarhus som mig. Min datter bor i Haderslev. Så dem ser jeg ikke ret meget. Men de er jo voksne. Som min datter sagde, sidst vi var uenige om noget: “Du skal ikke leve mit liv”.
Min ekskone, som egentlig ikke har det samme tilhørsforhold til Aarhus som jeg, føler alligevel, at Aarhus er stedet for hende. Hun flytter tilbage til Aarhus nu, efter at have boet i Valby i nogle år.
Hun har ikke noget imod Valby, men hun flyttede derover, fordi hun har en søn med en anden mand. Sønnen flyttede dertil pga. et arbejde, og hun valgte derfor at flytte med. Nu har hendes søn fundet sig en kæreste her i Stavtrup. Så for at drengen ikke hele tiden skulle rejse mellem Valby og Aarhus, valgte hun at flytte med tilbage til Aarhus.
Det skal ses i lyset af, at min ekskone har lidt af en forhistorie med sin egen mor og søskende, hvor der har været splid. Hun har set på nært hold, hvad splid i familien kan afstedkomme særligt for børnene. Jeg tror, at det var hovedsageligt derfor, hun først flyttede til Valby og derefter tilbage til Aarhus igen, fordi det er vigtigt for hende at være tæt på hendes børn. Så hun er sådan set den eneste, jeg har tilbage af omgangskreds i Aarhus. Venner og bekendte, som jeg har haft op igennem årene, er flyttet fra byen.
Jeg har dog stiftet nogle nye bekendtskaber med folk fra Kofoedskolen, men det er ikke nogle personer, som jeg dyrker i privatlivet. Det skyldes dog, at jeg befinder mig, hvor jeg gør i mit liv lige nu. Det har betydet, at jeg har brugt en god del af de sidste 10-12 år på at isolere mig selv. Det er først for nyligt, at der er blevet lukket op for det igen.

 

Kampen tilbage til livet

Hvordan vil du beskrive dig selv som person?

Ifølge folk fremstår jeg umiddelbart som en utrolig udadvendt person. Selv fortrækker jeg at være omgivet af nogle få stykker af gangen, fordi jeg har lidt problemer med, når der er mange mennesker omkring mig. Men det er fint, når det ligesom nu bare er du og jeg, som sidder og snakker. Jeg kan godt lide at snakke med folk. Victor Borge sagde, at den korteste vej mellem to mennesker er et smil. Og den eneste måde jeg kan få noget at vide om dig på, og du kan få noget at vide om mig på, er ved at vi snakker sammen. Dog ikke ud fra princippet, at den, der råber højest, har mest ret, for det synes jeg ikke er konstruktivt.
Man lærer ufattelig mange ting om sig selv, når man går ned med flaget. Jeg havde jo aldrig nogen sinde forstillet mig, at jeg skulle gå ned med flaget. Jeg har altid klaret mig selv. Når jeg gik ud af en dør og lukkede den, så var der altid en ny dør at gå ind af. Sådan var mit liv, lige indtil en dag, hvor der ikke var en ny dør, der åbnede sig. Det vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle håndtere. Der gik jeg ned med flaget, fordi det knækkede mig fuldstændigt. Der var mange ting, der var medvirkende årsager til min nedtur, f.eks. at jeg mistede retten til dagpenge.

Hvilken uddannelse har du?

Jeg er uddannet grafiker, og vi arbejder ud fra korttidskontrakter. Det har jeg egentlig haft det fint med. Jeg har altid stortrivedes med, hvis en overordnet eller en kollega har meddelt mig, at de ville have haft det endelige stykke arbejde færdigt allerede i mandags. Men pludselig skete der mange ting på én gang. Jeg kunne ikke finde et nyt arbejde, og min daværende kæreste og jeg gik fra hinanden. Jeg troede vi skulle blive gamle sammen. Alt dette skete på samme tid, og jeg tror det tilsammen forstærkede følelsen af nedtrykthed.
Efterfølgende brugte jeg uforholdsmæssigt lang tid på at prøve og finde tilbage til den person, jeg engang havde været. Indtil det gik op for mig, at det måske ikke var ham, jeg skulle lede efter, fordi det var ham, som havde fået mig hen, hvor jeg var nu. Jeg har haft skæve prioriteter i mit liv, uden at jeg var klar over det. Når vi er unge og udødelige, så er vi meget fokuseret på, at vi er det, som vi beskæftiger os med rent jobmæssigt. Vores arbejde er det, der definerer os, og det passer jo ikke! Det er bare noget du gør. Det er bare noget, som du bruger en stor del af din tid på. Det er ikke det, der definerer dig som menneske. Det er sådan noget, der først er gået op for mig i kraft af det, jeg selv har været igennem.

Har du brugt lang tid på at finde dig selv?

Ja, det har jeg. Når jeg ser tilbage på mig selv, så havde jeg nogle meget firkantede meninger om folk. Hvis man befandt sig i en svær situation, så var det fordi, at den person havde truffet nogle valg, og de valg var truffet ud fra, at det var det, som man ville. Ens uheldige omstændigheder var altså som udgangspunkt selvforskyldte. Der var ikke ret meget, som var overladt til tilfældigheder. Nu kan jeg godt se, når jeg går forbi Mølleparken og ser tre mennesker siddende på bænken, at så er der tale om tre forskellige historier. Det kunne jeg ikke, da jeg var yngre. Der sad der tre mennesker, som havde valgt at sidde der.
Særligt efter at jeg er begyndt på Kofoedskolen, er jeg blevet klar over, at det ikke er sådan, verden hænger sammen. Men sådan er det tit med fordomme. Vi har en tendens til at putte folk i kasser, fordi vi har det bedst med at kunne kategorisere hinanden. Vi beslutter os på forhånd, hvordan vi mener folk er. F.eks. med ham der sidder på bænken i Mølleparken. Vi drager straks forhastede konklusioner om, hvorfor han er havnet der. Og det er jo slet ikke sådan, det hænger sammen, for ulykke rammer jo folk fra alle sociale lag i samfundet. Forskellen er, at vi ikke hører om det nær så ofte, når der sker for en rig og succesfuld person. I stedet går man rundt med en overbevisning om, at det kun er én selv, der har det svært og ikke klarer sig godt. Derfor har det været en vigtig øjenåbner for mig at komme på Kofoedskolen og finde ud af, at der er hundredvis af skæbner, som langtfra er lig min, men hvor fællesnævneren er, at vi alle befinder os et vanskeligt sted i livet.

 

Kofoedskolen

På Kofoedskolen har jeg deltaget i et forløb af tre omgange. Den første gang kendte jeg ikke til Kofoedskolen, før jeg blev præsenteret for de forløb, som skolen tilbyder. Det var i forbindelse med et forløb på Jysk Fobicenter, som i dag kaldes Jysk Psykologcenter. Jeg var i et gruppeforløb med kognitiv terapi, hvor jeg efterfølgende hørte om skolen. I første omgang gik jeg der i et års tid, men røg ud, fordi jeg isolerede mig. Jeg var stadig meget bitter og kunne ikke acceptere mig selv, for den jeg var. Så jeg valgte at lukke ned for det, jeg ikke kunne lide ved mig selv. Efter et år til halvandet begyndte jeg dog på skolen igen. Denne gang gik jeg hernede et års tid. Jeg faldt ikke ud anden gang. I stedet valgte jeg at holde en pause i ca. fire måneder for så at starte op igen.
Jeg har det sådan, at du først og fremmest skal føle dig parat og forberedt på at give dig i kast med en ny ting i dit liv. Dernæst skal det også passe ind i dit liv i forhold til, hvor du befinder dig på det tidspunkt. Det nytter ikke, at du begynder at køre bil, før du har fået kørekort. Dermed ikke sagt at du ikke kan køre bil, men hvis du bliver standset af politiet, så falder hammeren. Der er valg og konsekvenser.

Føles det som den rigtige vej at gå for dig?

Det føles bestemt anderledes nu, end det har gjort tidligere. Når jeg vågner om morgenen og skal på Kofoed, så er det med følelsen, at ”Yes! Jeg skal på Kofoed!” Sådan har det ikke været før. Der har det i stedet været ”Øv, jeg skal på Kofoed. Nå, men lad mig komme ned og få de fem timer overstået.” Jeg har mere overskud nu og føler mig motiveret til at komme afsted.
Denne her gang tilmeldte jeg mig sågar forløbet for at kunne vise andre deltagere rundt på skolen. Vi kan jo alle sammen godt lide at føle os værdsat, og at der er brug for os. Jeg har bare ikke været opmærksom på, at det ønske også har siddet i mig, fordi det var ikke det, der optog mine tanker mest. Men nu kan jeg mærke, at jeg har lyst til det. Det er en god måde at møde nye mennesker på. Den eneste måde du kan lære noget om andre mennesker på, og den eneste måde du kan nedbryde fordomme på, er ved at fortælle andre om dig selv først, og hvad du selv mener, at du får ud af din ærlighed og åbenhed. På den måde kan det være med til at få folk til at åbne op overfor dig og fortælle om dem selv. Dermed bryder det med vores forudindtagede meninger om hinanden.

Hvilket værksted benytter du på Kofoedskolen?

Jeg er i kunstværkstedet tirsdag og fredag. I gamle dage måtte man kun være i de forskellige værksteder én dag om ugen for så at skifte til et andet værksted. Jeg har dog fået en specialtilladelse, fordi jeg befandt mig på et meget mørkt sted, da jeg begyndte hernede. Det gav mig en stor tilfredsstillelse at male mig ud af mine dystre tanker. Og det kunne lærerne godt se, så de gav mig lov til at være på kunstværkstedet begge dage. Nu maler jeg også hjemme og har gjort det i mange år. Jeg kan godt lide at udtrykke mig på den måde, så det har været meget naturligt for mig at vælge kunstværkstedet. Kunstværkstedet er et sted, hvor man styrer det selv. Første gang jeg startede der sørgede lærerne for at minde os om at holde pause. Men når man lige er kommet “ind i zonen”, så kan det være en smule frustrerende, at man skal holde frokostpause. Det er ligesom, da man var barn, og legen var allerbedst, så råbte ens mor, at man skulle komme hjem og spise. Inde i kunstværkstedet styrer vi det dog mere eller mindre selv, så er det kun frokosten, der ligger fast. Og i sidste ende er det meget godt for os alle sammen. Der er nemlig desværre nogen, som ikke er ret gode til lige at tage fat i sig selv og huske at tage en kop kaffe eller gå ned på et andet værksted. De har svært ved at holde en pause fra det, de er i gang med, og det er uanset om de er “i zonen” eller ej. Men så er vi jo heldigvis flere, der kan hjælpe med at huske hinanden på det. Man bliver hurtigt god til at spotte hvem, uden at folk egentlig siger noget, der kommer og sætter sig ned og så bare bliver siddende der hele dagen.

Er du god til at aflæse andre mennesker?

Mange af os kommer jo fra misbrugermiljøer. Jeg er selv vokset op i et alkoholikerhjem, og derfor har jeg hele mit liv været vant til at være opmærksom på de bittesmå “tells”, som folk viser i forhold til, hvad de kan lide og ikke kan lide. Jeg kan på hundred meters afstand spotte den fulde person, som står iblandt en flok ædru mennesker, fordi jeg har gjort det hele mit liv. Vi har alle sammen nogle ting, der afslører os. Jeg kan ikke fortælle dig, hvad det specifikt er, men jeg ved, hvad det er, når jeg ser det.
Det er sådan en evne, der er god at have her på Kofoedskolen, og som betyder, at de andre deltagere også kan se, hvis jeg har en dårlig dag. Det er fandme rart, at man kan sidde hernede og sige, at man har en røvsyg dag, og de andre behøver bare at se på dig for at vide, at det passer, og så behøver vi ikke snakke mere om det. Når jeg fortæller andre mennesker, at jeg har haft en depression, som gik over i angstanfald, så har folk svært ved at forstå det, fordi de ikke selv har prøvet det. De forstår, hvad jeg siger, men jeg kan se på dem, at de bare tænker: ”Hvordan kan det være så svært at stå op af sin seng om morgenen?! Herregud, det er jo bare at svinge benene ud og stå op”.

 

At være barn af en misbruger

Jeg er et produkt af min opvækst og den bagage, der nu engang følger med. Både fra min opvækst og de ting jeg senere i livet har været igennem. Da jeg første gang nævnte for min mor, at jeg måske havde behov for at snakke med en psykolog, var hendes respons, at den slags havde vi aldrig brugt. Det er jo en øjeblikkelig “mood killer” og et slag i ansigtet at få. I mit barndomshjem forgik det sådan, at når det var lønningsdag, så var min far ikke hjemme. Så kunne min mor og jeg ellers spekulere og bekymre os om, hvor han var, og hvordan han kom hjem. Og på sådan en dag var min far ond. Min mor derimod var den type, som opretholdte facaden med det resultat, at vi ikke snakkede om problemerne. Og på den måde eksisterede de ikke.
Fordi det er sådan, jeg er opdraget, så troede jeg, det var normal adfærd. Jeg tror da også, at det er én af årsagerne til, jeg var så lang tid om at indse, at jeg ikke havde det godt. Jeg kan stadig huske den dag, hvor det gik op for mig, at der var noget fuldstændig galt. Jeg sad på toilettet, og der blev det klart, at alle mine tanker, fra jeg stod op om morgenen, til jeg gik i seng om aftenen, handlede om ikke at være her. At det ville være nemmere for alle, inklusiv mig selv, hvis jeg ophørte med at være til. Det var meget mørke tanker, og det skræmte mig, at jeg ikke havde opdaget det noget før. Mit liv var bare kørt, og jeg havde haft travlt med at fylde det op med arbejde og andre ligegyldige ting. Jeg kunne ikke sige nej til folk, hvis de kom og spurgte mig om noget. For selvfølgelig var jeg altid ham, som kunne ordne, hvad de bad mig om. Det kørte mig fuldstændig ned. Jeg ringede til lægen og sagde, at ”Jeg bliver vist lige nødt til at komme op og snakke med dig”. Netop fordi han er læge, så stillede han mig de rigtige spørgsmål, og han gav mig de rigtige skemaer, jeg skulle udfylde i forhold til at afgøre, hvad min diagnose var og i hvor svær en grad.
Men han var også et menneske, og han havde ikke prøvet det, som jeg kæmpede med. Jeg kunne høre på ham, at han ikke kunne sætte sig ind i det. Han forstod at stille spørgsmålene og lytte til mig, mens han skrev noter ned, men forståelsen manglede, og det ærgrede mig. Så kom jeg på lykkepiller, som det var almindeligt dengang, at man gjorde. I dag er det ikke så udbredt mere, at man bare kommer på lykkepiller uden f.eks. at have talt med en terapeut først.
Når det drejer sig om misbrug, så har jeg ikke noget. Det eneste jeg misbruger er tobak. Hvis jeg skulle have et misbrug, og jeg selv kunne vælge, så skulle det være is. Fordi jeg er vokset op med en far, der var alkoholiker, bryder jeg mig ikke om at drikke mig fuld. Jeg kan sagtens drikke en kold fadøl eller nyde et glas rødvin. Men jeg bryder mig ikke om at miste kontrollen. Jeg har boet 13 år i mit nuværende hjem, og det er højt sat, hvis jeg gætter på, at jeg har købt øl eller vin måske fem gange, når jeg har været ude og handle. Min søn har set mig fuld to gange. Den første gang kan han ikke huske, fordi han var for lille. Jeg mener ikke, at børn skal vokse op og se deres forældre fulde. Når vi gik på café, kunne jeg sagtens drikke en fadøl, og mine børn fik en sodavand. Hvis vi skulle til fest, mens børnene var små, ville jeg drikke én eller to øl for dernæst kun at drikke kaffe eller vand for resten. Jeg var meget opmærksom på, at mine børn ikke skulle se mig skeje ud. Det var ikke fordi, jeg prøvede at fastholde en rolle som deres ufejlbarlige helt eller gud, indtil dagen kommer, hvor de finder ud af, at deres forældre også kan begå fejl. Det var fordi, jeg selv har prøvet at være et lille barn og have en fuld far. Da jeg boede sammen med børnenes mor, som jeg mødte i en ung alder, gik der fire år, før hun så mig fuld. Jeg var bange for at ende som min far og blive et ondt menneske, hvis jeg fik noget at drikke.

 

Lykkepiller og isolation

Ved at snakke med kommunens psykiater fandt jeg ud af, at folk, som ikke er i et misbrug, når de får psykofarmaka i form af lykkepiller, vil 60-75% af dem opleve, at medicinen ikke virker. Det er kun folk med misbrug i større eller mindre grad, hvor man kan sige, at pillerne virker næsten hver gang. Jeg gik til kontrol oppe hos min læge hver 14. dag, og hver eneste gang ville han starte med at sige: ”Kan du mærke, at pillerne virker?”. Jeg kunne ikke mærke noget, og jeg havde ikke lagt mærke til, om der var noget, som var blevet nemmere, eller om jeg følte mig gladere. Jeg vidste ikke, hvad det var, jeg skulle mærke efter, og det sagde jeg til ham. ”Jeg har ikke mærket noget, for jeg ved ikke, hvad jeg skal mærke efter.” Så ville han ændre på min dosis. Det eneste jeg lagde mærke til var, at jeg blev urolig i kroppen og havde svært ved at falde i søvn om aftenen. Derfor besluttede jeg mig for at tage min medicin om morgenen, så det ikke gik ud over min nattesøvn. Det sagde jeg til min læge, og det sagde han var helt fint. Da jeg havde været på min medicin i 6-8 måneder, stoppede jeg fra den ene dag til den anden uden at snakke med min læge om det. Jeg holdte også op med at komme til mine kontrolbesøg hos ham, fordi han jo ikke fattede det alligevel. Det greb dog om sig, for så kom jeg ind i en periode, hvor jeg isolerede mig fuldstændigt. I de perioder havde jeg også svært ved at ringe til min sagsbehandler på jobcentret, så der var ikke nogen, der vidste, om jeg var i live eller ej.
Min omgangskreds forsøgte skam at komme i kontakt med mig, men de blev screenet, og posten blev ikke åbnet. Jeg var ikke i stand til at gå på gaden. Det kunne raskvæk tage mig tre dage at tage mig sammen til at gå over og hente tre mælk hos købmanden. Jeg fandt ud af, at man kan leve længe af at drikke postevand og spise mirkobølgepopcorn. Til gengæld er det ikke specielt sundt.

Hvordan har dine børn oplevet din depression?

Mine børn er voksne nu, og de er henholdsvis 27 og 25 år gamle. Jeg har ikke nogen børnebørn. Mine børn var teenagere, da jeg knækkede for alvor, men der har været en periode på 5-7 år i deres liv, hvor jeg har været til stede uden at være der. Og så der har været en periode på 3-4 år, hvor jeg slet ikke har været der. På det tidspunkt valgte de at bo hos deres mor ude i Egå. Det var ikke sådan, at jeg ikke så dem, men de kunne ikke regne med mig som far. Efter de blev voksne og flyttede hjemmefra, lavede jeg den aftale med mig selv, at de ikke skulle mangle mig mere. Uanset hvilken årsag der kan afholde mig fra at gøre ting, når mine børn ringer til mig og spørger ”Far, kan du ikke lige ..” så er det, jo, det kan jeg, for de skal ikke undvære mig mere.
Mange af de ting, som jeg gjorde som ung, kan jeg se, at min datter gentager. På den måde minder hun meget om mig. Mange af min søns holdninger og meninger og de ting, han giver udtryk for, er som at se mig selv, da jeg var på hans alder. Min datter minder meget om mig, som jeg er nu, og min søn minder om mig som ung. Det med at man bekymrer sig for sine børn resten af livet, vil jeg godt skrive under på. Det lægger man aldrig fra sig uanset, hvor gamle de bliver. De skal vide, at de kan regne med mig, så når de ringer og har brug for mig, så vil jeg altid være der for dem.

Trives du med at blive ældre?

Min psykolog og jeg har engang talt om, hvordan man har to aldre. Vi har den alder, der står på vores dåbsattest, og så har vi den alder, hvor vi stopper med at ældes mentalt. Jeg føler mig stadig som en på 24-25 år inde i mit hoved. Jeg kan dog godt se, når jeg står ud af sengen om morgenen, og jeg skal bøje mig ned og snøre mine sko, eller når jeg står foran spejlet og børster tænder, så tænker jeg tit: “Hvem fanden er den gamle mand?!”
Jeg overbeviser ofte mig selv om, at jeg fysisk kan det samme, som da jeg var ung. Der findes ikke den ting, jeg ikke kan ifølge mig selv. Lige indtil den dag min læge sagde til mig, at ”Du har forhøjet blodtryk”, hvortil jeg svarede ”Nej, det har jeg ikke. Det er sådan noget gamle mænd får”. Men jeg må erkende, at der er en vis gammelmandslyd, som følger med alle mine bevægelser nu, fx når jeg skal op af en sofa, eller når jeg skal binde mine sko. Men jeg er stadig ham, der springer op i situationer såsom: ”Skal du flytte? Jamen, jeg kommer da og hjælper!”. Også selvom min læge fortæller mig, at ”Du må ikke flytte, og du må ikke løfte noget mere”.
Førhen, da jeg var omkring 21-22 år gammel, kunne jeg holde til at gå i byen tre dage om ugen og endda tage på arbejde direkte fra byen. Så hjem og sove en time efter fyraften og så afsted igen om aftenen. I dag kan jeg gå i byen én dag, for så at skulle bruge tre dage på at komme mig over det. Det er frygteligt, og jeg bryder ikke om alderens begrænsninger. Det der med at drikke er også noget man skal øve sig på eller holde ved lige, ellers bliver man rusten til det. Nu kan bare tanken om at åbne en guldøl få mig til at føle, at jeg dingler rundt.
Jeg har også lagt mærke til, at der er en forskel på, hvordan jeg gik i byen dengang, og hvordan de unge går i byen i dag. Mine kammerater og jeg gik ikke i byen udelukkende for at drikke. Vi gik i byen for at have det sjovt. I dag går folk i byen for at blive fulde. Om mandagen vil du allerede kunne høre de studerende sige til hinanden: ”På fredag til fredagsbar skal vi drikke os i hegnet!”. Men det er da ikke derfor, man går i byen. Min datters standard kommentar til mig er, at sådan er det jo i dag. Hun siger med andre ord til mig: “Din gamle hønisse, gå nu hjem”.
Jeg ved ikke, hvordan du har det, men når jeg er fuld, føler jeg mig ikke længere som en del af fællesskabet. Jeg ænser ikke ret meget omkring mig, når jeg er fuld. Det værste er at være nødt til at ringe til sine venner dagen derpå for at spørge dem, om man havde en sjov aften.
Når det er ens børn, der er fulde, skal man til gengæld minde sig selv om, at nogle gange har dit barn bedst af, at du siger ”jeg vender mig om, så jeg ikke ser på det der”. De skal have lov til at finde ud af, at hvis de klatrer op i et træ, så kan de også falde ned igen, og det gør ondt.

 

Ansvar og arbejdsomhed

Da jeg var barn, skulle jeg hjælpe til derhjemme. Da jeg f.eks. blev gammel nok til at kunne nå op til skabet, så var opvasken en del af de ting, som mine forældre forventede, at jeg sørgede for. Jeg havde pligter, og jeg skulle holde orden på mit eget værelse. Jeg fik ikke lommepenge, men til gengæld synes jeg ikke, at jeg manglede noget.
Mine forældre gik fra hinanden, da jeg gik i 9. klasse. Kort tid derefter blev jeg flaskedreng i Brugsen, hvilket var mit første job. Før det var jeg avisdreng, men fordi man har en avisrute, så har man jo ikke et arbejde. Jeg havde det også kun en måned, fordi jeg skulle spare sammen til julegaver. Jeg har stort set altid haft arbejde sideløbende med skolen. Efter folkeskolen startede jeg på EFG, som var basisåret for jern og metal. Jeg ville gerne være elektriker, men jeg kunne ikke finde en læreplads og har i stedet haft diverse jobs. Efter at jeg havde aftjent min værnepligt som soldat skrev jeg kontrakt med forsvaret og blev FN soldat, hvor jeg blev sendt til Cypern i 1985. På det tidspunkt havde jeg lige mødt min kæreste, som senere blev min kone og moderen til mine børn. Jeg har altid tegnet og været kreativ og brugt det meget i mit liv. Min ekskones storebror var uddannet grafonom og arbejdede på et reklamebureau. Da jeg kom hjem fra Cypern, ansatte han mig og lærte mig op. Det betød, at jeg valgte at søge ind på Aarhus Teknisk Skole og senere kom i lære som grafiker. Jeg var på dagpenge, da jeg startede på Teknisk Skole, så vores indkomst gik voldsomt ned. Jeg havde tre jobs på et tidspunkt. Jeg stod op klokken 04.00 om morgenen og kom hjem klokken 22.00 om aftenen. På det tidspunkt blev min ældste også født. Det tempo holdte jeg ikke til ret længe. Set i bakspejlet i dag, så har den periode også været én af de ting, som førte til, at det hele faldt sammen ti år senere.

Hvorfor valgte du at arbejde så meget, som du gjorde?

Dengang var jeg ung og udødelig. Jeg kunne jo det hele. Det var min skyld, at jeg gik fra at have 2.400 kr. til at have 1.600 kr. udbetalt hver uge, så jeg var nødt til at finde de ekstra penge et andet sted. I dag kan jeg godt se, at jeg overlod min kæreste meget til sig selv, mens hun var gravid. Det eneste jeg så til min søn, var når jeg kom hjem om aftenen og stod og kiggede på ham, mens han sov. Hvis han tilfældigvis var vågen, så var det mig, der stod for at bade ham. Jeg vågnede jo, før han vågnede, og jeg kom hjem efter, han var faldet i søvn. Nu er jeg klar over, at det var nogle forkerte prioriteringer, fordi man er ikke ens arbejde. Mit job er ikke det, som definerer mig som menneske. Men det gjorde det dengang, fordi sådan troede jeg, livet hang sammen. Hvis jeg var flittig og ihærdig nok, så kunne jeg se folk i øjnene. Et sådant tempo kan jeg ikke holde til i dag, og det ønsker jeg heller ikke, fordi omkostningerne er for store. Dengang betalte min ekskæreste prisen, da hun var meget overladt til sig selv. Selvom jeg synes, jeg deltog i hendes graviditet, så passede det ikke, for jeg var jo aldrig hjemme. Hun var alene med vores søn og havde ikke nogen at snakke med om hendes bekymringer. Og hun vidste godt, at hun ikke kunne snakke med mig om det, for når jeg kom hjem fra arbejde, så var jeg allerede videre i det næste. Igennem et års tid hang jeg nærmest vandret i luften.

 

Teknisk Skole og reklamebranchen

Jeg gik på Teknisk Skole i et år. Det kaldes basisåret, da det er en håndværksuddannelse, hvor jeg efterfølgende skulle ud og finde en læreplads. På det tidspunkt indførte regeringen skolepraktik, fordi man ikke kunne garantere alle en elevplads, og den grafiske branche har altid været meget letpåvirkelig af, hvad der skete i samfundet. Der var også mange, der valgte branchen, fordi pengene var gode, eller fordi det så skide smart ud at gå i sort tøj. Prøv at kigge tilbage på reklamefolk i 90’erne, prøv at ligge mærke til deres påklædning. Det er alt sammen sort tøj. Sort er det nye sort. DR2 har vist et dokumentarprogram, der hedder The real mad men, som sætter fokus på reklamebureauer. De administrerende direktører i reklamefirmaerne holder den dag i dag fast ved den sorte trend. De har alle sammen sort tøj på bestående af en sort habit med en sort T-shirt under. Kvinderne var heller ingen undtagelse med hensyn til den sorte farve. De ville typisk have et stort, sort sjal på med klunker, lidt à la et partisaner tørklæde. Det er dog ikke noget, der var en defineret trend som sådan. Det er bare noget, som jeg lagde mærke til på et tidspunkt. Reklameindustrien var i min tid som grafiker den eneste branche, hvor man kunne sige, at der var en uniform påklædning. Uanset om det var cowboybukser, eller hvad fanden det var, så skulle det være sort. Jeg blev derfor enig med mig selv om at folk, der arbejder i reklamebranchen enten gør det, fordi der er er gode penge i det, eller fordi de godt kan lide at gå i sort tøj.

Hvad var årsagen til, at du begyndte at arbejde indenfor reklamebranchen?

Det var først og fremmest pga. min eks. Hun kunne se, at jeg havde flair for at tegne. Jeg kunne sidde med en blyant og tegne i timevis. Hun lagde også mærke til, at jeg kunne tage en kniv og en lineal og med det skære et stykke papir ud, så du troede det var løgn. Hun har en bror, som er uddannet grafonom. På den måde skubbede min eks og hendes mor mig i en anden retning, end jeg måske selv ville have valgt. Da jeg lærte min ekskæreste at kende, var jeg lige blevet færdig med at være soldat, og inden da var jeg netop blevet færdig med mit basisår på Teknisk Skole, så jeg kunne gå i lære som elektriker. Hun fik skubbet mig i gang med at bruge min kreative side. Det var derfor, jeg begyndte at arbejde for min svogers reklame- og grafikerfirma. Jeg havde ikke selv forestillet mig, at jeg ville ende som grafiker. I dag kan jeg ikke arbejde som grafiker, fordi jeg ikke længere kan håndtere at arbejde med deadlines. Hvis folk kommer og siger, at jeg SKAL være færdig med noget på et bestemt tidspunkt, så kan jeg mærke min øjeblikkelige reaktion er: Bliv væk fra mig!

 

Aarhus som Kulturhovedstad 2017:

Noget for enhver smag

Hvad vil det sige for dig at være aarhusianer i en mere generel forstand?

Hvad er det, der gør Aarhus specielt for dem, som bor her? Det er verdens mindste storby. Der er plads til, at man kan blafre med ørene, uden at folk kigger underligt på en. Det kan man for eksempelvis ikke i København uden at være en “weirdo”. Aarhus er et kulturelt sted, men dog mest for aarhusianerne. Der er ikke mange uden for Aarhus, der opdager, hvor kulturelle vi faktisk er. Når de hører om Aarhus, så er det kun om de højkulturelle arrangementer og aktiviteter, og det trækker ikke folk til byen. Jeg har nogle venner fra Hobro, der aldrig besøger Aarhus Festuge, fordi de på forhånd antager, at det er sådan noget højkulturelt noget, der slet ikke er noget for arbejdsmænd. Min ene kammerat fra Hobro har mange venner rundt omkring i landet, og det er en generel holdning iblandt dem. De mener for eksempel, at Randers Festuge er meget sjovere end Aarhus Festuge. Jeg har prøvet at være til Randers Festuge, og den er et hul i jorden ved siden af Aarhus. Festugen i Randers mener, den er kulturel, fordi der står et øltelt med levende musik på hvert gadehjørne. Det som folk uden for Aarhus kender til Aarhus Festuge, er ofte også det, de ser i fjernsynet. Det kan være, når dronningen står i Musikhuset og officielt erklærer Aarhus Festuge for åben. Tilmed er de medier, der beskæftiger sig med festugen og kulturhovedstaden lokalmedier. Det er ikke hovedkanalerne, der kommer, for det er Aarhus alligevel for lille og lokal til. Og igen mener jeg ikke, at det er nok til at sætte Aarhus endnu mere på landkortet og trække flere folk til byen.

 

Aarhus mangler international gennemslagskraft

Ved du, hvem der var kulturhovedstad sidste år? Nej vel. Er der så nogen grund til at tro, at folk vil huske, at Aarhus var det i 2017? Når man nævner, at Aarhus er kulturhovedstad, så er responsen ofte, at: ”Det er for den finere elite”. Vi, der bor her, og som deltager i aktiviteter på fx Kofoedskolen og andre skjulte steder, der har en masse småprojekter kørende, ved godt, at det ikke passer. Vi ved, hvor arrangementerne til den bredere målgruppe findes. Problemet for Aarhus er at få spredt budskabet til resten af landet. Jeg synes ikke, at Aarhus udelukkende er finkulturel. Der er der dele af byen og dens aktiviteter, der er, men der er plads til alle i Aarhus. Men igen fremstår byen nok mest for aarhusianerne, fordi vi ikke er gode nok til at markedsføre os. Det hjælper absolut ikke, at man fjerner bollen over a’et og sætter dobbelt a ind i stedet for som et forsøg på at markedsføre os som mere internationale overfor omverdenen. Det er ikke det, der gør en forskel. Det gør det, når nogen går ud i oplandet og formår at gøre sig bemærket på verdensscenen. Man gjorde et usselt forsøg tilbage i slutningen af 1980’erne ved at forsøge sig med et karneval. Det kørte i tre år, og så gad man ikke det mere. Det er også én af de ting, der kendetegner Aarhus. At vi som udgangspunkt vil gøre det så godt med nye projekter, men hen ad vejen falder folk fra, og entusiasmen daler. Pludselig er der ikke længere nok opbakning, og et arrangement ligesom karnevallet løber ud i sandet. Det er nok det, vi som by er værst til, men om det definerer os, skal jeg ikke kunne sige. Jeg tror, at det definerer os er, at vi ikke er gode nok til at markedsføre os uden for Aarhus.
Jeg mener, at der er plads til, at alle kan finde noget at deltage i i Aarhus. Også for folk uden for byen. Da jeg var yngre, var der mange ting at gå til. Men det skyldes måske også, at det er de lidt mere specielle ting, jeg gik til dengang og nu. Det er derfor muligt, at jeg ikke lægger mærke til alle de andre aktiviteter. Det kan også tænkes at være et markedsføringsproblem, hvilket kan være årsagen til, at tingene løber ud i sandet. Fordi at målgrupperne ændrer sig hele tiden. Igen kan det også skyldes, at Aarhus er en dynamisk by, som er i konstant forandring. Og derfor kan det også betyde, at netop fordi byen ændrer sig hele tiden, så kan det være svært at holde styr på og finde ud af, hvad der foregår i byen.

Er Aarhus en by i konstant forandring?

Rent fysisk ændrer byen jo sig hele tiden. Det er den stående joke, at du aldrig kan komme af Ringgadenbroen, uden at der er vejarbejde. I de sidste 20 år har der nemlig været vejarbejde ude på Ringgadebroen. Der er muligvis mere plads til diversitet i Aarhus, end der er ude i oplandet, selvom man godt kan fornemme, at samfundsstemningen har ændret sig. Tilbage i 80’erne og 90’erne opfattede jeg Aarhus som en meget åben by. Det var måske også i kraft af, hvor jeg var i mit liv, og hvilke interesser jeg havde dengang. Men før i tiden herskede der altså en meget mere nærværende stemning i byen, hvor man kom sine naboer og genboer ved. Jeg var involveret i noget beboeragtigt i alle Allégaderne. Sådan nogle initiativer kommer ikke op at stå i dag, fordi man ikke kommer hinanden ved på samme måde. Det er de samme personer, som gang på gang arrangerer en fællesaktivitet, og til sidst bliver man jo bliver træt af, at man ikke får den ønskede tilslutning. Det er nok med til at få mange ting til at løbe ud i sandet. Og det er jo skide ærgerligt, for der bliver jo brugt uforholdsmæssigt mange penge på projekter, som ikke bliver til noget alligevel. Særligt når det kommer til kommunale initiativer. Tilbage i 00’erne var der det grønne affaldssorteringssystem, men det fik skraldemændene til at brokke sig, fordi de holdt for længe i kø, når de skulle aflevere deres skrald ude på sorteringsanlægget. Jeg arbejdede selv ude på det sorteringsanlæg. Man byggede et anlæg til mange millioner ude i Lisbjerg, og endnu længere ude byggede man et, hvor affaldet skulle komposteres. Men i sidste ende skrottede man det hele! Alle husstande i Aarhus fik to skraldespande, og hver eneste måned fik de to forskellige ruller affaldsposer, og så endte projektet med at blive droppet efter kort tid. I dag står anlægget bare derude og forfalder. Det bliver ikke brugt, fordi det var et sorteringsanlæg beregnet til de sorte og grønne poser. Det eneste, der er tilbage i dag, er, at der står to skraldespande foran alle husstandene i Aarhus. Jeg har stadigvæk selv to skraldespande, og jeg bruger dem begge.
Men hvad der grundlæggende kendetegner Aarhus, er en helvedes masse vilje. Men det er en vilje uden tilstrækkelig gennemslagskraft, fordi, som jeg sagde lige før, så er det de samme mennesker, der går forrest hver eneste gang.

Kan man tale om, at Aarhus også kan være en indspist by?

Ja, når det er det offentlige Aarhus, der skal sætte gang i noget. Nogle gange lykkes det fuldt og helt, men mange af tingene gør ikke. Det er én af de største ulemper ved Aarhus, men ellers er der sgu plads til os alle sammen. Det kan og har jeg altid godt kunne lide ved Aarhus. Hvis det virker som om, at der er mange ting jeg er utilfreds med, så skal du huske at tage i betragtning, og som min datter siger, at jeg “er en gnaven gammel mand”. Derfor slår jeg måske ned på mange ting i dag, som jeg ikke ville have slået ned på for 30 år siden.

 

“Aarhus er den fedeste lille storby i verden”

Det er dog vigtigt for mig at slå fast, og som jeg sagde i begyndelsen af interviewet, at jeg synes, Aarhus er den fedeste lille storby i verden. For mig vil Aarhus altid være lig med hjem. Sidste gang jeg var med toget, og vi nåede Skanderborg, tænkte jeg ved mig selv: Så er der 20 minutter til, vi er hjemme. Det er uanset, om jeg bor inde i byen, i Risskov eller i Hasselager, så er det sådan, jeg har det.
Før i tiden benyttede jeg mig også meget af byens kulturelle tilbud. Da jeg var yngre, elskede jeg at gå i teateret. Men nu hvor jeg er blevet en gnaven, gammel mand, så brokker jeg mig i stedet bare over priserne. Det er bestemt ikke billigt at gå i teateret. Det var det sikkert heller ikke, da jeg var yngre, men dengang skulle jeg ikke vende hver en femogtyveøre. Kontanthjælp begrænser dig meget, og man har ikke råd til det helt vilde. Jeg kommer meget sjældent i biografen, og jeg kommer mere eller mindre aldrig ud at spise, medmindre min søn tager mig med ud på en restaurant eller cafe. Men så kommer faderen op i mig, og jeg tænker ved mig selv ”Har han nu også penge til det?”, og i stedet siger jeg til ham: “Skal vi ikke bare gå ned til pølsevognen og få en pølse?”

 

En frankfurter med brød, tak!

Der er ikke en bestemt pølsevogn, jeg foretrækker. Det havde jeg i gamle dage. Uni Burger lavede Aarhus’ bedste ribbenssandwich, men den eksisterer ikke mere. Den var også den billigste. Når du kommer ned ad Randersvej, så drejede man ind ved Naturhistorisk Museum, og så lå den lige der på hjørnet. I dag mener jeg, den hedder Uni Pizza. Den grillbar levede højt på studenterfesterne, fordi dagen derpå skulle de studerende have junkfood. Selv har jeg ikke nogen præferencer. En hvilken som helst pølsevogn, der kan lave en frankfurter med brød, er fint til mig. Og dog, så er jeg helt vild med strøgets Frikadellebod – mums! Sådan en frikadellesandwich med det hele – rødkål og jeg skal give dig skal jeg. Nøøøj! Jeg ved faktisk ikke, om den eksisterer mere. Jeg mener den lå nede ved Salling. Der er også en pølsevogn nede på Bispetorv, som altid har lavet Aarhus’ bedste frankfurtere. Jeg ved ikke, om det var pølsemanden, der lige præcis vidste, hvornår han skulle vende pølserne, eller hvad det var, han gjorde. Vi har alle sammen prøvet at gå hen til en pølsevogn og få en pølse, der har ligget hele dagen på grillen og er blevet helt rynket, så man næsten ikke kan bide skindet over.
Før i tiden gik jeg meget på restaurant. Der lå en libanesisk restaurant oppe ved Frederiks Allé, som jeg særligt besøgte til nytår. Der kunne man bestille en nytårsmenu, og du måtte tage din egen vin med. Ejeren serverede nemlig ikke alkohol, fordi han var muslim, men han havde ikke noget imod, at du tog din egen vin med. Min daværende kæreste og jeg var deroppe to eller tre nytårsaftner, hvorefter vi fortsatte i byen. Det var også på det tidspunkt, at Ceres finansierede noget nytårsfyrværkeri oppe ved Musikhuset omkring årtusindeskiftet. Det var meget flot at stå og kigge på. Alle disse små og store oplevelser er gode minder at tænke tilbage på, og det siger noget om, hvor forskelligartet Aarhus er, og hvad byen har at byde på.

Transskriberet af Ditte Weibel, 06.2017