Piruza Ali

i Fritekst

Dette interview er historien om Piruza Ali fra Irak. Vi får indblik i en kvindes livshistorie, der rykker sit liv op med roden og forlader det urolige Irak, da særligt sønnen har hårdt brug for behandling af brandsår. Turen går over Tyrkiet, før Piruza og hendes familie lander i Aarhus en kold novemberdag i 1994. Dette er også fortællingen om en kvinde, der trods uddannelse fra Irak, finder overskuddet og viljen til at påbegynde en ny uddannelse som socialrådgiver og skabe en ny identitet i Aarhus som dansker med anden etnisk baggrund. Vi hører om, hvordan Piruza Alis hjerte banker for særligt kvinder, der kommer til Danmark som flygtninge og kæmper med at finde fodfæste, og hvordan hun med sit arbejde i Kvindehuset i Aarhus formår at trække på hendes egen erfaring og hjælpe disse kvinder med overgangen som flygtning til nydansker eller blot tilbyde dem et værested, hvor de kan møde et venligt ansigt.  

Interviewet af: Laura Thygesen, Aarhus Stadsarkiv, d. 11. maj 2017

 

Opvæksten i Irak

Hvor blev du født?

Jeg blev født i Halabja. En kurdisk by i Irak. Der er nok mange, der kender byen fra Saddams Husseins regime tilbage i 1987, hvor Halabja blev angrebet med flere typer giftgas mod kurderne.

Hvornår var det?

Den 7. april 1961.

Gik du i skole i den samme by, som du boede i?

Jeg gik i folkeskole indtil 4. klasse, men pga. krigen, hvor de bombede i 1976, blev min familie og jeg nødt til at flytte til en anden by, der hedder Sulaymaniyah. Der fortsatte jeg så i folkeskole og derefter gymnasium, hvor jeg fik min studentereksamen. Derefter blev jeg optaget på Teknisk Seminarium i en anden by ved navn Kirkuk, hvor jeg boede i 2 år. Her blev jeg uddannet i mekanikfag og kom derefter tilbage til min hjemby.

Hvordan var det at bo i en lille by? Var den mindre teknologisk udviklet i forhold til rindende vand m.m., som vi har alle steder i Danmark?

Det var ikke så forskelligt fra Danmark. Så lille var byen heller ikke.

Tog du uddannelsen som mekanisk ingeniør med henblik på et specifikt job in mente?

Når man får sin studentereksamen i Irak, så er det karaktererne, der afgør, hvor du videre skal hen. Dit ønske eller dit behov har ikke noget at sige. Derfor bliver jeg optaget på det teknologiseminarium i mekanik, som jeg gjorde. Jeg var den eneste pige på studiet. Jeg tror vi var 72 elever i alt, så det var lidt hårdt. Men som sagt, så er det karakterne fra din studentereksamen og ikke din interesse, der bestemmer dit videre studieforløb.

Så det var ikke et fag, som interesserede dig?

Nej.

 

Flytningen til Danmark

Hvornår flyttede du til Danmark?

Vi kom til Danmark den 29. november 1994.

Så du havde inden da haft en lang karriere som mekanisk ingeniør?

Da jeg var færdig med min uddannelse, blev jeg ansat på Teknisk Skole, så jeg har undervist i mekanikfag på Teknisk Skole, indtil jeg flyttede til Danmark. Før jeg kom til Danmark, har jeg boet 15 måneder i Tyrkiet, indtil vi fik opholdstilladelsen fra FN i Danmark.

I overvejede ikke at blive boende i Tyrkiet, eller var det ikke en mulighed?

Nej, det var ikke en mulighed. Jeg vil blot nævne årsagen dertil ganske kort. Vi flyttede til Tyrkiet og senere Danmark på grund af krigen i Irak, hvor min mand og min søn kom ud for en ulykke, hvor de begge blev forbrændt i deres ansigter og på deres hænder og fødder. Det var også dengang, der var sanktioner i Irak, og der var ikke noget medicin eller behandling at få, så vi blev nødt til at flytte for at få vores søn i behandling.

Det var rigtig hårdt med min søn på knap 3 år og min datter på 1 år at opholde os i Irak, så vi flyttede i første omgang til Tyrkiet. Vi havde ikke noget pas, så man kan sige, det var ulovligt, at vi flyttede dertil. Da vi kom til Tyrkiet, kontaktede vi FN. FN godkendte os til at blive flyttet til et andet land, og de spurgte, hvilket land vi ønskede at flytte til. Dengang var det ligegyldigt for os, hvilket land de sendte os videre til. Det eneste, det drejede sig om, var, at vores søn skulle behandles. FN spurgte også ind til, om vi havde familie i udlandet, og fordi min mand har en bror her i Aarhus, så blev vi sendt til Danmark. Vi ventede dog i 14 måneder i Tyrkiet først, og det var rigtig hårdt. Også fordi du befinder dig i et land uden opholdstilladelse, så du ved aldrig, om politiet kommer og sender dig tilbage til Irak. Den usikkerhed var rigtig ubehagelig, samtidig med at du har en lille pige, en mand og en søn, som er hårdt forbrændt med mange smerter.

Hvordan var det at flytte til Aarhus i Danmark i forhold til den markante kulturforskel?

Vores fokus var først og fremmest på at få behandlet vores søn. Jeg havde ikke tænkt på, hvordan det ville være for mig, fordi det som sagt var vigtigst, at vores søn kom i behandling. Men selvfølgelig, når du kommer til et fremmed land med et fremmed sprog, en ny kultur og en ny religion, så er der mange ting, der er nyt for dig, når du kommer fra en helt anden kultur. Men man bliver nødt til at være en del af det nye samfund, ellers kan man ikke fortsætte. Efter vi kom til Danmark, kunne jeg for eksempel ikke finde arbejde med min daværende uddannelse. Det er ligesom at starte forfra, og derfor har jeg taget en socialrådgiveruddannelse. Jeg blev først optaget på et forkursus for Flygtninge og Indvandrere, og senere blev jeg optaget på grunduddannelsen tilbage i 2004.

 

En ny tilværelse som aarhusianer og dansker

Var det hårdt at skulle tage en uddannelse, mens du havde små børn?

Det var faktisk rigtig hårdt for mig. Først og fremmest med to små børn. Dernæst fik jeg problemer med synet, der betød, at jeg ikke ser godt, og det gør det kun endnu sværere at skulle lære et nyt sprog med et syns- og sproghandicap. Men på trods af det besluttede jeg mig for at tage en ny uddannelse. I Danmark er der heldigvis mange muligheder og mange hjælpemidler, og det betød, at jeg kunne gøre min uddannelse færdig.

Hvilke udfordringer havde du, udover din sygdom, som mor? Startede dine børn i børnehave, eller havde din søn brug for særlig pleje og pasning?

Nej, min søn startede i børnehaveklasse, og min datter startede i børnehave, da vi kom til Danmark. Det ville dog ikke havde kunne lade sig gøre uden min mand, som har været en utrolig stor hjælp. Uden ham tror jeg, at det havde været meget, meget svært, fordi jeg nogle gange ville sidde og læse eller lave opgaver indtil kl. 02.00-03.00-tiden om natten. Min mand ville passe børnene, lave mad og alle de andre huslige gøremål. Uden den store hjælp og støtte fra min mand ville det have været svært for mig som mor at gennemføre en uddannelse. At komme til et helt nyt land uden noget netværk havde også gjort det svært at begynde på socialrådgiveruddannelsen, hvis jeg havde været alene med mine børn. Så mit liv i Danmark havde set helt anderledes ud, hvis jeg ikke havde haft den støtte fra min mand, som jeg havde.

Tog din mand også en uddannelse, efter du var færdig?

Nej, selv om vi har den samme uddannelse, fordi vi har kendt hinanden siden seminaret i Irak, så jeg tror, det ville have været svært for min mand at tage en ny uddannelse her i Danmark. Vi prioriterede min uddannelse, mens han arbejdede for at forsørge os som familie. Han er i dag rigtig glad for sit arbejde som taxachauffør.

Det giver vel også en fleksibilitet i forhold til at kunne passe jeres børn om aftenen?

Ja, præcis.

Havde du en forståelse af og en ide om, hvad Aarhus var for en slags by, inden du kom hertil?

Vi havde ikke hørt ret meget om Danmark tilbage i mit hjemland. Man hørte mere om Tyskland, Spanien og England, men ikke Skandinavien. Men jeg har fået fortalt H. C. Andersens eventyr , da jeg var barn, men jeg havde aldrig drømt om, at jeg en dag skulle flytte til Danmark.

 

Kvindehuset i Aarhus

Hvordan blev du tilknyttet Kvindehuset?

Vi hørte om det på socialrådgiveruddannelsen, at der var nogen projekter. Jeg har altid gerne villet hjælpe kvinder i nød, fordi jeg selv har prøvet at være i en svær og håbløs situation i en periode, hvor jeg fik utrolig meget hjælp fra kommunen – fra socialrådgiverne. Jeg brændte for at give den hjælp videre, som jeg har fået. Jeg har altid ledt efter nogen steder, hvor jeg kan hjælpe og gøre forholdene bedre, og da jeg hørte om Kvindehuset, begyndte jeg at arbejde der som frivillig. Jeg kom om søndagen og gav råd og vejledning til kvinderne, og efter en 2-3 måneders praktik blev jeg ansat i et projekt om “bydelsmødre”. De søgte penge fra Integrationsafdelingen, og jeg blev ansat i 2 år og er derefter blevet forlænget indtil videre.

Der fandtes ikke noget projekt såsom “bydelsmødrene”, da du flyttede til Danmark?

Da jeg flyttede til Danmark, var der ingen steder at gå hen for at få hjælp til fx lektier, eller hvis man havde nogle dokumenter fra kommunen, som man skulle have hjælp til at læse og forstå. Som udlænding er man meget afhængig af den Danske Ordbog, men nogen gange er det svært, da den ikke kan hjælpe dig med at oversætte det, så du forstår den rigtige mening. Men jeg brugte meget ordbog i starten, og i begyndelsen havde jeg ikke noget netværk, der kunne hjælpe mig, men kun lidt familie.

Er de forskellige aktiviteter i forhold til hjælp til udlændinge vokset med behovet?

Ja, det er blevet meget bedre i forhold til, hvordan de fx placerer flygtninge. I forhold til sprogundervisning var der dengang heller ikke så god hjælp at få som i dag. Jeg startede i et mor-barn-projekt, hvor jeg havde mine børn med, mens jeg fik undervisning, og det varede kun 1 år. Jeg flyttede rundt i forskellige klasser, og det var svært at finde et niveau til de udlændinge, som skulle lære sproget fra begyndelsen. I dag begynder de med moduler, hvor de placerer folk efter deres niveau og deres baggrund, men det fandtes ikke dengang. Det var meget svært for kommunen at finde ud af at placere folk i den rigtige klasse. Jeg har været 4-5 måneder på sprogskole, og derefter startede jeg på VUC for at lære sproget. VUC tilbød kurser, som er specielt tilrettelagt for udlændinge.

Du fortæller, at du var med i Kvindehuset fra starten. Men hvornår startede Kvindehuset op?

Kvindehuset startede i 2008, men som sagt arbejdede jeg der i starten som frivillig. Jeg har siddet to år i Kvindehusets bestyrelse.

Synes du, at Kvindehuset har mulighed for at udvikle sig her i Aarhus i forhold til andre, der ikke kan få finde fodfæste?

Der har været en stor udvikling, fra da jeg startede. Kvindehuset betyder meget for mange kvinder. Der er mange kvinder, som føler sig meget ensomme. De har ikke noget netværk, så det er dejligt, at de kommer i Kvindehuset, hvor de også får den viden og de informationer, de har brug for. Det er et rigtig godt sted for mange.

Så Kvindehuset er både et sted for kvinder at søge information, men også et sted at komme for at få noget socialt samvær?

Mange af de kvinder, der kommer her er unge kvinder på førtidspension. Der er selvfølgelig en årsag til, at de er kommet på førtidspension, men de også har små børn, og de har brug for viden og informationer om, hvad der foregår i deres lokalsamfund. Kommunen har ikke nogle tilbud eller aktiviteter til dem, så i stedet kommer de til Kvindehuset. Her kan de få den information og viden, som de har brug for.

 

Aarhus som kulturhovedstad 2017 og dets indflydelse på Kvindehuset

Aarhus har som europæisk kulturhovedstad 2017 forsøgt at gøre sig mere global og letforståelig overfor andre kulturer. Kan du mærke, at Europa og Aarhus kommer tættere på hinanden? Er det noget, du har kunne mærke i forhold til, hvorvidt der er kommet en mere global eller international vinkel på de tilbud, som fx. Kvindehuset tilbyder? Synes du at Aarhus som europæisk kulturhoved har været med til at åbne op for det?

Jo, det tror jeg. I forhold til dit spørgsmål, så har jeg fx deltaget i et projekt, hvor Aarhus Kommune gerne ville lave nye modeller til, hvordan de kan rekruttere de ensomme borgere, for at de kan blive en del af fællesskabet. Hvis vi kigger på de udlændinge, som ikke kan sproget. Det gør det svært for os at inddele dem, for hvor skal de få den information og viden fra, hvis ikke de kan sproget? I Kvindehuset forsøger vi at informere dem om alt, hvad der sker i byen. Mange af vores kvinder, som er frivillige i huset opbygger på den måde et fællesskab, hvor de blandt andet deltager i nogle af de tilbud Aarhus som europæisk kulturhovedstad tilbyder. Men igen er det kun dem, som har ressourcer og overskud til det, som gør sådanne nogle ting. De kvinder, der ikke har de nødvendige ressourcer og det mentale overskud, er det svært at finde den slags fællesskaber, som de kan deltage i.

Så lidt flere tilbud til ressourcesvage kvinder kunne være en måde at få åbnet kulturen op?

Ja.

 

Ferie & fritid

Har du rejst meget og været på ferie udover din rejse fra Irak, Tyrkiet og til Danmark?

Ja, vi har meget familie i Europa, Jeg har en søster, der bor i Sverige og noget familie, der bor i Tyskland, England og Østrig. Vi har også været i Thailand og Dubai. Det er rart, for når man har arbejde, trænger man også bare til ferie en gang imellem og til at være sammen med familien. Man kan ikke bare blive i Danmark, for det er koldt. Jeg har en mand, som elsker at rejse, så vi rejser 2-3 gange om året.

Har der været en rejse, som har betydet noget ekstra særligt for jer?

Vi kommer fra et land, hvor der er mange bjerge og vandfald, som vi periodevis savner, så vi er glade for at komme til Østrig, fordi naturen der minder om vores hjemland. Vi rejser selvfølgelig også meget til vores hjemland for at besøge vores familie.

Er det sikkert at rejse til Irak?

Ja, det er det.

 

Kulturforskelle mellem Danmark og Irak

Har du oplevet et kulturskifte i forhold til dine børns uddannelse og opdragelse i Danmark sammenlignet med, hvordan du selv blev opdraget?

Ja, jeg kommer fra et kollektivt samfund i Irak, hvor i Danmark er det et mere individuelt samfund. Her har man ikke den der store familie med et stort netværk af kusiner og fætre. I Irak er det svært at gøre, hvad der passer dig, fordi du frygter, at du ikke har din families accept. Her i Danmark er det mere dig, der er i centrum. Så det at have et stort netværk af familiemedlemmer er ikke noget, man behøver at tænke på i Danmark. Selv om der stadigvæk er nogle ting fra ens families traditioner, som du gerne vil bibeholde, så er der mange ting. som bliver nemmere for dig, fordi man i Danmark har friheden til at gøre det.

Så netværket kan både være en støtte, men også en begrænsning i forhold til ens valg og beslutninger?

Ja, det er rigtigt.

Hvad kan du bedst lide ved Aarhus?

Det er stilheden. Her er meget stille i forhold til andre byer i andre lande. Og jeg føler, at Aarhus er min by nu. Når jeg fx er på ferie i mit hjemland, så kan jeg mærke, at jeg savner Aarhus og specielt mine børn. De kan ikke holde ud at være mere end tre uger i Irak ad gangen. De føler, at Aarhus er deres hjem. Når vi er på ferie i andre storbyer, hvor der er mange mennesker og meget larm, ja, så kommer du til at savne den stilhed, fordi der er meget roligt i Aarhus. Transportmulighederne er heller ikke så forvirrende i Aarhus, så det nemt og dejligt.

Aarhus er en lille storby?

Ja, hvis man tænker på fx i forhold til London og andre byer, så er der dejligt her i Aarhus. Der er mange muligheder og aktiviteter i Aarhus. Jeg kan ikke lide København, da det er en storby med mange mennesker.

Er der dele af Aarhus såsom stranden eller naturen, som du bruger mere end andre ting?

Ja, vi går mange ture til stranden. Ja, vi bruger faktisk meget tid på stranden.

Er der noget, hvor du tænker, at det kunne være spændende, hvis byen udviklede det mere eller havde mere fokus på det?

Jeg vil bare sige, at Aarhus er meget bedre nu i forhold til tidligere. Da vi kom til Danmark, var der ikke mange mennesker på gaden. Det er der nu, så byen er blevet mere levende.

Hvor meget fylder arbejde som en del af din identitet? Vil du se det som et problem, hvis du ikke havde noget at stå op til hver dag?

Ja, mit arbejde er en meget stor del af min identitet. I mine arbejdsløse perioder var det så svært, når folk spurgte, hvad jeg lavede. Det betyder utrolig meget at have et arbejde. Ikke kun for min egen skyld, men også for mine børns skyld, fordi de bliver stolte, når deres forældre har et arbejde. Jeg kan huske, da vi kom til Danmark, at min mand arbejdede på fabrik. Min søn var så stolt og ville fortælle folk, at det der var hans fars arbejdstøj. Måske har det også meget at sige, at jeg arbejdede tilbage i mit hjemland. Det betød meget for mig dengang, som det også gør nu. Jeg tror også, det er blevet lidt nemmere for kvinderne at komme ud på arbejdsmarkedet, fordi manden har tabt status. I Irak er det ofte kun manden, der har et arbejde og tjener penge. Når han kommer her til landet, har han ikke længere den samme status. Det er lidt hårdt for manden, men generelt har kvinderne det okay. Hvis de ikke har prøvet at have et arbejdet i hjemlandet, så bliver de ikke slået ud på samme måde, hvis de ikke kan finde et arbejde her.

Var det unormalt, at du som kvinde havde et fuldtidsarbejde, da du boede i Irak?

Det er vigtigt at sige, at der også er mange kvinder i Irak, der går på arbejde. Det betyder meget for mange kvinder at have et arbejde.

Noget af det du fortæller kan jeg genkende fra min mormors generation. Hun arbejdede ikke særlig meget og var mest hjemmegående, hvor der var mange ting, der skulle gøres og passes. Men det var ikke noget problem, at hun ikke have et arbejde. Til gengæld var det helt normalt i den periode i Irak, at mænd og kvinder begge havde et fuldtidsarbejde?

Det er selvfølgelig ikke alle kvinder, som har et fuldtidsjob eller går på arbejde.

Havde du et drømmejob som barn, eller accepterede du, at det var måden, man gjorde tingene på i Irak?

Rent fagligt er der nogle bestemte uddannelser, som alle ønsker, at de har. Det drejer sig særligt om læger og ingeniører, fordi det har en høj status med en lang- eller at have op til flere uddannelser. Det er det, mange drømmer om, når de bliver voksne. Men selvfølgelig er det i sidste ende deres karakterer, der afgør det. Jeg havde den tanke, at det var ærgerligt, at jeg ikke blev ingeniør eller læge. Men når du kommer til Danmark, og du kigger på uddannelse og arbejde, så finder du ud af, at det vigtigste er, at du har et arbejde. Det er ligegyldigt, hvilket arbejde du har, da status ikke betyder så meget. Det vigtigste er bare, at man trives, og man er glad for sit arbejde. Det er ligegyldigt, om du arbejder som læge, eller om du har et job som skraldemand. I sidste ende er det jo bare dejligt, hvis man ikke skal være afhængig af kommunen, men kan tjene sine egne penge.

 

Den aarhusianske identitet

Hvad synes du, der kendetegner aarhusianerne?

Jeg opfatter aarhusianerne som smilende og hjælpsomme mennesker. Det bliver jeg ved med at mene – også når jeg hører nogle andre ting. Jeg har aldrig mødt nogen, som var onde imod mig eller diskriminerende. Jeg har altid kun mødt søde og rare mennesker. I modsætning til fx Tyskland, hvor når man spørger om noget på engelsk, så svarer de på tysk. Når man spørger nogen danskere, så de er meget mere hjælpsomme og slår gerne over på engelsk, hvis der er brug for det. Så jeg synes generelt danskerne er meget åbne og smilende. Min mand siger det samme. Der er sommetider nogen, der råber “hej hej”, selv om jeg ikke kan se, hvem de er. Det er svært, når man har et svagt syn. Men jeg er rigtig glad for at bo i Aarhus og i Danmark.

Hvad kunne drømmen for dig være for Kvindehuset?

Økonomisk tryghed, så det ikke var sådan, at vi hele tiden skal søge om penge. At vi har nok midler til, at det bare kørte, for der er så mange, der har brug for det hus. Og måske at vi havde råd til at ansætte nogle flere. Lige nu er vi kun 2 deltidsarbejdere, og det kunne være godt, hvis vi var flere hænder i huset, så kvinderne får mere hjælp.

Er der andre huse i landet som Kvindehuset, som I samarbejder med?

Der er faktisk lige åbnet et i Gjellerup, men jeg ved ikke præcis, hvilke aktiviteter de har. Men om der er nogle andre projekter for kvinder og mænd her i Aarhus, nej, det tror jeg ikke. Stedet i Gjellerup er et utroligt godt sted for mange af kvinderne, og man kunne ønske, at der også var tilbud for danskere med anden etnisk baggrund, som er ensomme. Jeg synes, det kunne være rigtig godt, hvis det ikke bare var for minoriteterne, men at det var noget for alle, så vi på den måde arbejder med kvinder med anden etnisk baggrund.

Så et samarbejde mellem alle, der har brug for at komme forbi et kvindehus?

Ja, mange kvinder med indvandrerbaggrund har brug for hjælp. Vi er jo alle fælles om at være kvinder, og det skal vi støtte hinanden i.

 

Transskriberet af: Lene Kjær Clausen, Aarhus Stadsarkiv. 

Redigeret af: Stine Hjorth Jensen, Aarhus Stadsarkiv, d. 11. april 2018.