Peder Rasmus Iversen

i Fritekst

Peder Rasmus Iversen voksede op på Skovvejen i Aarhus under krigen. Her blev han vidne til at fyret i familiens baghave blev bombet ikke mindre end tre gange i løbet af besættelsen.
Erindringen er indsendt af Ølstykke Lokalhistoriske Forening. 

 

Erindringen er skrevet og indsendt af Peder Rasmus Iversen selv, der i dag er formand for Ølstykke Historiske Forening.

 

Bombet tre gange

Mit navn er Peder Rasmus Iversen. Mine forældre var Ivar Christian Iversen og Karen Kristine Hansen, begge fra Sø Søby på sydfyn. Jeg er født i det sydlige Aarhus 1941, hvor mine forældre havde et lille ismejeri. I begyndelsen af krigen blev det lukket, og mine forældre flyttede til Skovvejen 12 i stuen.

Lejligheden lå i et hus på tre etager. Huset lå ud til gaden med en fem trin høj trappe op til hoveddøren. Lejlighederne til venstre for hoveddøren var normale, hvorimod lejlighederne til højre havde en stue ud mod gaden, og soveværelse ud mod gården som de andre lejligheder, men vores køkken var i en udbygning vinkelret på hovedhuset, og det stak derfor ud i baggården. I baggården var der en gårdsplads med nedgang til kælderrummene, hvor vi opbevarede cykler og brændsel. Bagest i gården var der en have, det vil sige der var noget græs med et rækværk om, og midt i græsset stod et fyr. Fyret skulle lede skibe ind i havnen om aftenen. Bag ved fyret var der en sti, der førte ned til lystbådehavnen, og bag den var der et stort rangerområde, hvor alle godsvogne til Aarhus var parkerede. Bag den var så havnen. Der var to fyr, vores og så et andet et par hundrede meter længere inde i land. Når man skulle følge sejlrenden ind til havnen skulle disse to fyr være lige over hinanden.

Disse to fyr var selvfølgelig mål for sabotører, der ville forhindre tyskerne i at benytte havnen om natten. Det andet fyr oppe på Trøjborgvej stod lige på hjørnet af en kirkegård. Det var ikke nemt at sabotere dette fyr uden at blive set, så vores stod for tur hele tre gange.

Den første gang kan jeg ikke rigtig huske, jeg har kun fået fortalt, at de bombede selvfølgelig om aftenen, og jeg var lagt i min seng, der stod i soveværelset. Bomben sprang, men den havde ikke lavet synderlig skade på fyrtårnet. Jeg var vist dækket af glas og murbrokker, men der var ikke sket noget med mig.

Den anden gang kan jeg vagt huske. Jeg var lidt større, og jeg havde nu min seng under vinduet, der var ud mod baggården. Af en eller anden grund var jeg kravlet over i min mors seng, der var længst væk fra vinduet. Jeg husker, at jeg vågnede ved at mine forældre ruskede i mig, og jeg var næsten døv, og jeg var dækket i glasskår og mursten igen. Min egen seng var totalt belæsset med dele af muren, der var faldet sammen over sengen. Fyrtårnet stod stadig.

Peder Rasmus Iversen med forældrene Ivar Christian Iversen og Karen Kristine Hansen. Privat foto, ca. 1945

 

Den tredje gang har været i slutningen af 1944. Vi skulle have gæster, og min mor havde lavet en lagkage, vi havde nemlig været hjemme hos min mormor på fyn, og så havde vi altid masser af æg og smør og fløde med tilbage fra gården. Det var jo ellers rationeret. Vi stod ved køkkenbordet lige foran vinduet, der vendte ud til fyrtårnet. Det ringede på døren, og vi gik ind for at tage imod gæsterne. Idet vi kom ind i stuen, kom der et ordentligt brag. Det var fyrtårnet igen. Alt i køkkenet var smadret, og i væggen lige bag ved der hvor vi stod, sad der to granatsplinter i væggen. Dem havde min far gemt som bevis i al fremtid. Der blev ikke nogen hygge den aften. Udenfor stod fyret stadig, men de to ben, der vendte ned mod havnen, var sprængt i stykker. Fyret hældede lidt, men blev faktisk holdt oppe af en tørresnor der var mellem muren oppe på tredie sal og så fyret. Hr. Kitler, der boede deroppe, skyndte sig op og skar snoren over. Så faldt fyret. Alle åndede lettet op.

Ganske få dage efter sabotagen mødte tyskerne op med folk, der skulle bygge fyret op igen. Jeg kan faktisk huske dem gå rundt i gården, hvor jeg også skulle lege. Man kunne nok se, at der ikke ville gå lang tid før fyret igen ville virke. Så dagen før fyret skulle være færdigt, kom der en mand fra elektricitetsværket for at justere den mekanisme, der styrede fyret. Den sad ude i gangen gennem huset, og han arbejdede der, medens tyskerne stod ude i gården og sørgede for at folk arbejdede flittigt. Da han var færdig med sit arbejde, gik han igen, og da tyskerne skulle afprøve fyret, viste det sig at klokkeværket, der styrede fyret var forsvundet. Det bevirkede, at fyret ikke kom til at køre resten af krigen.

Da krigen var ovre kom manden og satte styreenheden på plads igen, og alt virkede igen.