Ole Qvist Pedersen

 

Ole Qvist Pedersen blev født i 1952 og var  ansat som fuldmægtig i Borgmesterens Afdeling fra 1983-89. Gennem hans arbejde var han tæt involveret i beslutningsprocessen omkring placeringen af byens nye kunstmuseum på “Fattiggårdsbakken”.

Historien om tilblivelsen af Aarhus Kunstmuseum ”Aros” eller hvordan man samtidig undgår et (grimt) Tinghusanneks af beton!

Efter at have genlæst den gamle rapport fra 1988 fra Udvalg om placering af et nyt Aarhus Kunstmuseum (lånt på Stadsarkivet) – et udvalg, jeg var medlem af og en rapport, som jeg også var skribent på, ja så kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad der gik forud -og efter- denne rapport. Men der er jo et par gode historier bag dette projekt – som bag mange andre store projekter. Og som deltager i en del af processen omkring tilblivelsen af det nye kunstmuseum. Kan jeg da bidrage med følgende:

Jeg var ansat som fuldmægtig i Borgmesterens Afdeling fra 1983-89, og beskæftigede mig bl.a. med kulturen. Derfor havde jeg også til opgave at skrive borgmester Thorkild Simonsens tale til Kunstmuseets 125 års jubilæum i 1984 (museet lå dengang i Vennelystparken). Kommunen havde indkøbt en gave (et vægtæppe til ca. 20.000 DKK). Men det syntes borgmesteren var lidt pauvert som byens gave til et 125 års jubilæum for en vigtig kulturinstitution i byen. Derfor blev der afholdt et morgenmøde nogle dage inden på borgmesterens kontor, hvor borgmesteren, økonomichef (senere stadsdirektør) Poul Erik Jensen, kontorchef Erich Lange og jeg selv var til stede. Vi skulle lægge hovederne i blød for at finde en gave – og helst noget pompøst, men det måtte jo heller ikke koste for meget – men alligevel over “vægtæppe-niveauet”. Og så fik Poul Erik Jensen en god ide: JES (Jens Erik Sørensen, daværende vicedir. på museet) talte ofte om, at en by som Aarhus burde have et stort kunstmuseum -fx- havde Aalborg jo fået et meget omtalt museum tegnet af Aalvar Alto. Så forslaget var, at borgmesteren kunne jo give tilsagn om, at kommunen ville give grunden, hvis museet selv kunne skrabe penge sammen til at finansiere museet ! Det var en både pompøs og samtidig forventet billig løsning- for forventningen var, at det næppe ville lykkes Aarhus Kunstmuseum at skrabe penge sammen til et sådant museum. Men samtidig havde man jo også påskønnet museets (og ikke mindst JES’s ambitioner). Jeg skrev talen, og den sluttede af med tilsagnet om at forære en grund til et nyt museum – alle klappede og var glade. Og så gik det i glemmebogen -troede vi.

Men et par år senere henvendte Jens Erik Sørensen sig. Han var nu blevet direktør for museet, og han fremførte den meget gode pointe, at for at skrabe penge sammen fra fonde o.l., skulle han jo kunne præsentere, hvor museet skulle ligge, for det var jo afgørende for hvilken type museum det kunne blive, og hvordan det kunne ”sælges” til mulige donorer mv.

Resultatet heraf blev, at der i byrådet blev fremsat et forslag til beslutning, om at Magistraten skulle finde et passende areal. Magistraten nedsatte herefter det udvalg/arbejdsgruppe, der så skulle udpege grunden til et nyt museum, og hvor jeg så bl.a. var medlem. Museumsdirektøren var også med, såvel som Erich Lange og repræsentanter fra magistratens 2. og 4. afdeling

På samme tid havde Justitsministeriet længe ønsket at bygge et anneks til Tinghuset på den modsatte side af Vester Alle på den såkaldte Fattigsgårdsbakke neden for officersbygningen og Musikhuset. Ministeriet havde fået tegnet en “grim” betonklods, som skulle placeres her og forbindes med det gamle tinghus via en tunnel. Det var et projekt, som både embedsmænd og de politikere, der kendte projektet (inkl. borgmesteren), ikke syntes ville pryde byen – modsat var det jo en stor statsinstitution, der ville bygge på egen grund. Så hvad kunne man gøre ved det ?
For at gøre en lang historie kort lykkedes det at forhale Justitsministeriets projekt, og samtidig blev Fattiggårdsbakken en del af placeringsmulighederne for et nyt kunstmuseum, ja så meget, at vi i rapporten -ret bevidst- beskrev det som placeringsmulighed A). Vi vidste godt, at der nok var flere politikere, der syntes at placeringsmulighed B) ved Brobjergsskolen var den rigtige – og endelige havde havn og Moesgaard også tilhængere.

Rapportens konklusion var “Fattigsgårdsbakken ved Vester Alle er ubebygget, med der er i området reserveret mulighed for opførelse af et Tinghusanneks. Dette er efter arbejdsgruppens opfattelse i dårlig overensstemmelse med udviklingen i området omkring Musikhuset. Under hensyntagen til foranstående finder arbejdsgruppen, at et kommende kunstmuseum primært bør søges placeret i området ved Musikhuset…….I konsekvens heraf anbefaler arbejdsgruppen, at dette i givet fald søges indarbejdet i kommuneplanen. Det indebærer, at området omkring Musikhuset reserveres til fritidsformål og kulturelle formål -herunder et kunstmuseum. Specielt Brobjergskolen og Fattiggårdsbakken kan fremhæves som egnede placeringsmuligheder, hvorfor en hver anvendelse af disse områder, der udelukker en senere placering af et kunstmuseum, bør vurderes nøje og i lyset af den samlede anvendelse af musikhusområdet”

Da rapporten var færdig, drog arbejdsgruppen bag rapporten på tur med Byrådets Kulturelt Udvalg for at gennemgå de forslag, som rapporten indeholdt. Vi endte op ved Musikhuset for at se på Brobjergskolen og Fattiggårdsbakken. Det lykkedes Erich Lange og jeg at få trukket formanden for Kulturelt Udvalg Eva Tørnæs (S) til side for en tur hen til Fattiggårdsbakken og få beskrevet perspektivet ved at have et museum liggende på en skråning ned mod Mølleparken. Og Eva Tørnæs blev vundet for ideen – der har sikkert også været andre argumenter (bl.a. havde borgmesteren jo haft sin tilknytning til Brobjergskolen- og var derfor også lidt ked af at røre ved det område).

Men Fattiggårdsbakken blev udpeget i 1989, og da der samtidig var tilslutning til arbejdsgruppens øvrige konklusion vedr. kommuneplan mv., ja så havde vi fået stoppet et grimt Tinghusanneks (det er faktisk først nu i 2019 ved at blive indrettet i det gamle Erhvervsarkiv) ! Vi var glade for at være sluppet for Tinghusannekset – om der så senere kom et kunstmuseum måtte tiden jo vise, for nu skulle Jens Erik Sørensen jo ud med raslebøssen. Men det lykkedes jo -og museet blev åbnet i 2001.

Og Justitsministeriet fik så sit ”anneks” 20 år senere i form af Hack Kampmann’s gamle universitetsbibliotek (senere Erhvervsarkiv), der var nabo til Tinghuset, og som jo trods alt blev en noget flottere løsning, end den betonklods, der var planlagt i 1980’erne.

En lille sidehistorie er, at jeg er opvokset i en lille by Pindstrup på Djursland, og boede der på Kirkevej i et hus opført af en lokal murermester Peter Jensen, Hans søn Hans Ulrik gik jeg i klasse med i Folkeskolen (på den forlængst nedlagte Pindstrup Skole, der i dag er specialskole for Syddjurs Kommune). Hans Ulrik blev murermester og entreprenør i Auning (HUJ), og vandt opgaven med byggeri det nye kunstmuseum – men det er så en anden og langt senere historie, og lang tid efter jeg havde forladt den kommunale forvaltning.

Ole Qvist Pedersen (bosiddende i Aarhus siden 1971)