Marie Lyberth

i Fritekst

Marie Lyberth blev født i 1953 i bygden Kangaamiut på Grønlands vestkyst. Et lille fisker- og fangersamfund, baseret på fællesskaber, hjælpsomhed og værdige forfædre, som forbilleder med god viden om livet i et barsk klima. Som 20-årig kom Marie til Danmark og tog en uddannelse på husholdningsskole. Efter mange år i store køkkener, og bierhverv som kontaktperson og værge, blev hun socialpædagog, hvilket hun ikke har fortrudt. Det blev til arbejde både i Danmark og Sisimut Kommune i Grønland. Marie er aktiv i blandt andet frivilligt arbejde og ansat hos tolkeservice i Aarhus; et job der kræver hjælpsomhed, men også er givende – for en af Maries interesser er sproget og dets mange finurligheder

Interviewet af Carina Stobberup, Aarhus Stadsarkiv, den 13. juni 2017

 

Familie og skole

Vil du starte med at fortælle hvad du hedder og hvor du er født?

Jeg hedder Marie Lyberth, jeg er født i Kangaamiut. Det er en bygd til Maniitsoq. Jeg er født i 1953. Jeg husker, at der var rigtig meget fællesskab i min barndom. Min far, som er 86 i dag, var fisker og fanger. I bygden var der ikke så mange kulturtilbud, men sproget og naturen og det man lever af, var man meget fælles om. Alle hjælper hinanden med hvad de kan. Som barn var vi også opdraget til, i hvert fald i min generation, at hjælpe til hjemme. På den måde har jeg lært rigtig meget at være praktisk; vi kan mange ting, og kan klare mange ting, også mentalt.

Havde du nogen søskende?

Vi er syv i alt, to piger og resten er drenge. Den grundlæggende opdragelse var pligtfølelsen over familien og udenfor familien. I det store hele har jeg også haft udlængsel fra den lille bygd. Der er jo kun omkring 4-500 mennesker, da jeg voksede op, og der var kun posthus, kolonibutik (som det hed i gamle dage), skolen, kirken, og forsamlingshuset. Det var det, der var af kultur tilbud. Skolesystemet var heller ikke så godt dengang, fordi vi manglede jo grønlandske og danske lærere. Især grønlandske lærere, som forstår os på vores eget sprog. Så vi har kendt rigtig mange skolelærere fra Danmark, som var der et år eller to. Når vi lige havde lært dem at kende rejste de. Men det var nogle søde og nogen af dem var dygtige lærer.

Lærte de sig også grønlandsk?

Nej.

Det var undervisning på dansk?

Ja.

Havde du nogen yndlingsfag i skolen?

Egentlig ikke … Altså håndarbejde, jeg fik lov at lege med stofrester og brugte min mors gamle symaskine, og så sprog, grønlandsk, og jeg ville gerne lære at tale dansk. Det var svært, rigtig svært dengang.

 

Kangaamiut og uddannelse i Danmark

Nu nævnte du, at der ikke var så mange kulturelle tilbud i den bygd, du kommer fra som barn. Hvordan brugte i så fritiden efter skole?

Vi skulle hjælpe til derhjemme, eller så var det håndarbejde eller at lege med vennerne. Om somrene kunne vi lege oppe i fjeldene og tage telt, tæpper og mad med. Vi har fået meget fritid til at lege selv, uden voksen opsyn, deraf har vi lært meget om samarbejde og selvstændighed, uden at vide det. Min farfar har fortalt mange af de mundtligt overleverede fortællinger. Det elskede vi som børn. Men også forfærdelig mange historier om qivittut [fjeldgængere], og de mystiske ting.

Hvor længe boede du i den bygd, du voksede op i?

Indtil jeg var 20 år. Jeg rejste sammen med nogle danske par her til Danmark for at tage en uddannelse som køkkenleder. De arrangerede den første praktikplads til mig: I den første tid længtes jeg hjem og savnede meget min søn. På det tidspunkt kendte jeg en sød århusiansk sygeplejerske og hendes forældre. De var søde ved mig, og det hjalp rigtig meget mentalt.

Jeg kunne ikke særlig meget dansk, men jeg gjorde en masse for selv at lære dansk. Så jeg tog uddannelsen nede på Grindsted Husholdningsskole dengang, og har haft arbejdet i mange år i store køkkener, indtil jeg fik eksem i hænderne. Det var fysisk hårdt at arbejde i store køkkener og skal hjem og lave mad igen. Jeg var bare rigtig glad for at jeg fik mulighed for at tage en ekstra uddannelse som socialpædagog. Så har jeg også gået i 10. klasse aftenskole for at blive bedre til dansk. Og jeg har haft et bierhverv som bistandsværge og kontaktperson. Der var noget der hed Pooq i gamle dage, Det Grønlandske Rådgivningskontor. De havde et kontor ovre i København og havde ansatte blandt andet i Århus. Vi fik en meget lille løn, men det gjorde ikke noget, bare jeg kunne hjælpe til. Det kunne dreje sig om at besøge nogle indsatte i fængsler eller hjælpe nogen på kommunen. Måske kunne der være en grønlandsk kvinde med børn, som var ved at blive skilt, eller der var nogle børn, jeg kunne hjælpe. På den måde har jeg også haft travlt med at gøre gode gerninger. Det gjorde jeg i mange år. Det var nogle spændende år, med at få indsigt i pædagogik, det sociale liv, samfundet og psykologi – det synes jeg var meget, meget spændende. I ’91, der bliver jeg færdig som socialpædagog og fik arbejde i Sisimiut kommune som pædagog og arbejdede der i 7 gode år: Jeg boede sammen med min daværende kæreste som er far til min yngste datter.

Jeg har tre voksne børn. Jeg var blevet skilt fra min ældste datters far før min pædagoguddannelse. Den yngste blev født i Sisimiut. Min kæreste ville gerne være der i nogle år og ville så tilbage til Danmark. Det gjorde han så i ’97 og jeg tog med. Jeg sagde til ham, at hvis vi skulle flytte til Danmark igen, så ville jeg ikke have noget imod det, men det skulle være i nærheden af Aarhus for det er min foretrukne by.

Havde du boet i Aarhus forinden?

Forinden har jeg boet i nærheden af Horsens, da jeg var gift med min ældste datters far. Dengang jeg havde et bierhverv som bistandsværge, tog jeg tit til Aarhus. Her har jeg mulighed for både at tale grønlandsk og dansk, og det gav mig rigtig meget og tiltrak mig. Der er grønlænderhus, sangkor, der er byliv. Man kan nærmest være lidt anonym, og det kunne jeg godt lide. Jeg synes også Aarhus er en fantastisk by med mange muligheder for fællesskab med andre mennesker. Vi var glade for at flytte til Århus i 1997 og så har jeg så arbejdet i mange år i en børnehave som pædagog i Stavtrup. Det var også nogle gode og spændende år, dejlige raske og frække børn og gode kollegaer. Jeg gik på efterløn sidste år og er glad for min efterlønstilværelse. Her har jeg så mulighed for at lave det jeg gerne vil. Jeg er frivillig inde i Foreningen for de Grønlandske Børn. Det er dem, der for eksempel organiserer mødre gruppen. Der er mulighed for at mødes med de andre unge grønlandske mødre og der er ansat en kærlig og dygtig pædagog, som jeg hjælper bl.a. med at tolke, når der er brug for det. Jeg har virkelig gode muligheder for leve det gode liv. Jeg er med i Aarhus 1900, der har jeg løbet i fem år sammen med løbevennerne, og det er bare en dejlig kultur at være en del af. Det her med at løbe, smalltalke, spise i klubben, rejse til Berlin for at løbe. Det har jeg meget glæde af.

 

Yndlingsbyen Aarhus

Det med at rejse, er det også noget der er kommet mere i dit voksenliv, og til resten af Europa?

Altså jeg ville rigtig gerne rejse mere, end det jeg gør nu, men jeg er ikke særlig god til engelsk – det vil jeg også gerne lære. Det går bare langsomt når man blevet meget voksen.  Men først og fremmest vil jeg gerne blive bedre til både grønlandsk og dansk, for jeg er ansat ved tolkeservice i Aarhus. De tager tolkeopgaver fra Silkeborg kommune desværre ikke fra Aarhus kommune. Når jeg er blevet bedre til at tolke, så vil jeg gerne prøve andre firmaer her i Aarhus, som måske kan bruge mig med tiden. Jeg synes også det er spændende med sprog, talesproget og talemåder. Og med det, at jeg kan hjælpe nogen og selv får noget ud af det.

Det er jo også en stor del af det at være frivillig; at man får noget igen ved at hjælpe andre.

Ja. Vi hører jo også tit, at i Danmark er der ensomhed. Jeg behøver jo ikke sidde alene hele tiden hjemme ved mig selv, jeg skal selv forme den hverdag, som efterlønner. Jeg synes, at jeg har rigtig mange gode muligheder i Aarhus. Jeg har få gode venner og veninder som jeg nogle gange rejser med. Sidste år var vi i Sverige: Vi lejede et hus, og var på vandreture. Så har jeg været i Norge. Der er smukke landskaber. Jeg besøger jævnligt Aros, det ny Moesgaard museum. Det er rigtig dejligt. Jeg synes at jeg har pligt til at give igen til samfundet med frivilligt arbejde.

Jeg har været ovre i København nogle gange med GoMore. Når man ikke har så mange penge, så er det bare med at finde ud af hvilke muligheder man har. GoMore er rigtig billig at komme afsted med. Min datter bor nede i Flensborg med sin familie. Det er altid dejligt at komme hjem til Århus, når man har været ud og rejse, når jeg sidder i taxaen eller i bussen på vej hjem, så tænker jeg ”Ej hvor dejligt at komme hjem igen til Aarhus”.

Har du nogen yndligssteder i Aarhus, eller steder du bruger særlig meget?

Jeg har brugt Aros meget sammen med venner og veninder, det nye Moesgård Museum. Så har jeg så Aarhus 1900, som jeg bruger rigtig meget.

Er der noget du tænker har ændret sig særlig meget – er der nogen store forskelle mellem det Aarhus du kom til i sin tid, og så Aarhus i dag?

De fysiske rammer. Dokk1 er blevet et rigtig dejligt sted for borgere at komme til, og det benytter jeg mig også af. Her kan man gå ned og låne det bedste litteratur og nye ting for 14 dage og så aflevere igen. Der er rig mulighed for at man kan sidde dernede og læse aviser og bøger. Det vil jeg også gerne benytte mig mere af i fremtiden.

 

Mad- og sprogkultur

Kan du huske da du kom til Danmark første gang, hvad du tænkte i kulturmødet der? Var det en stor omvæltning?

Jo, sproget, maden, den danske kultur. Jeg fik sure opstød i den første tid, fordi maden var så fed, den almindelige danske mad. Nu var det jo også i 70’erne, og det var det traditionelle mad med supper, steg og is; det var det jeg lærte i første omgang! Det kan smage utrolig godt, men der er jo virkelig meget fed mad. Jeg tænkte, at det var mærkeligt, det jeg skulle lære at lave, men samtidig var det også meget nyt. Der hvor jeg kommer fra kunne vi ikke dyrke grøntsager, men her kunne jeg bruge grøntsager og lære, hvad jeg kunne lave af dem.

Sproget var også en stor omvæltning. Dengang var jeg ikke så god til dansk som nu. Jeg husker engang, hvor jeg var med bussen, og det der med ”at stå af bussen”, hvad betyder det egentlig? Det er SÅ underligt sprog. Og dansk ironi og talemåder. Jeg kan huske engang jeg arbejdede i køkkenet, der var snak om nogle ægtepar, der fik mange børn, men de var uheldige ikke at have arbejde og de fik socialhjælp. Men så var der en der sagde at ”De glemte at stå af toget”. Jeg kunne simpelthen ikke forstå det, hvad havde det med toget at gøre at have fået mange børn? Det er sjovt at lære sådan nogle ting med talemåder og humor.

Madkultur, det var vel også noget helt andet du var oplært i hjemmefra?

Ja, altså jeg er så … jeg ved ikke om man kan kalde det konservativ. Men jeg handler meget på Ingerslevs Boulevard på grønttorvet, fordi jeg gerne vil have det frisk. Jeg har været vant til at få det friske altid, da jeg var barn. Vi spiste meget efter sæsontider. Er der torsk i en periode, så er det torsk. Er der fjeldørred, så er det fjeldørred. Fugle i en periode og rensdyr i en periode. I dag fryser man meget ned, og det er jo dejligt at man kan. Man brugte hvad man havde derhjemme i køkkenet. Min mor var rigtig god til at supplere maden med hvidkål, løg, kartofler og gulerødder. Det brugte hun meget til at gøre det velsmagende. Om sommeren, kunne vi plukke sorte bær, blå bær, hun lavede saft og supper af bær saft. Men her er der tusindvis af madvarer man kan købe frisk, men ikke så meget fisk. Selvfølgelig er der en fiskehandler her nede i Aarhus, men jeg synes godt nok de er dyre.

Der er det måske næsten det omvendte her end på Grønland, at her er fisken dyr og grøntsagerne billige. Er det ikke sådan?

Ja, en halvrådden agurk kan koste mere end 20 kroner! Jeg har hørt, at i Nuuk, der kan de købe billigere frugt og grønt, for de får varer fra Canada. Det synes jeg er godt. Transport er jo dyrt. Men det er ligesom i Norge, hvor grøntsagerne også er rigtig dyre. Her i Danmark er vi rigtig heldige med sådan nogle ting.

 

Børn, identitet og forbilleder

Dine børn, var de opvokset her i Danmark?

Min søn, han er opvokset i Grønland. Han voksede op hos min far og mor, fordi jeg kunne ikke tage med ham herned til. Jeg var taknemmelig for at min familie kunne passe ham, mens jeg gik i skole. Jeg synes det var enormt vigtigt at få en uddannelse dengang, og det har jeg ikke haft mulighed for at tage i Kangaamiut eller Sukkertoppen. Min ældste datter fik jeg i Horsens, da jeg blev gift med hendes far. Så blev jeg skilt, og mødte en anden i Horsens. Så fik jeg min yngste datter, som nu bor her i Aarhus. Min ældste datter hun bor i Flensborg, og min søn bor i Grønland, og min yngste bor så her. Jeg har sagt til hende ”Du må aldrig, aldrig rejse herfra”! Selvfølgelig kan man ikke sige sådan noget.

Nu dine børn, der er født i Horsens … Har du tænkt i hvor forskellig deres opvækst har været fra din egen?

Ja, det er klart. De har haft meget bedre muligheder skolemæssigt, og det har de da også virkelig benyttet sig af. De har haft meget bedre skoler, da de gik i skole. Min søn har taget en kontor- og økonomiuddannelse i Ikast. Min ældste datter er uddannet pædagog, og hun er også uddannet pæd. psyk. Mens hun boede og arbejdede som pædagog i Flensborg, har hun kørt frem og tilbage her til Aarhus for at tage uddannelsen. Begge mine døtre har gået på efterskole, og jeg synes simpelthen det efterskoleophold har gjort dem mere robuste som unge. Altså det her med at lære at være ung sammen med andre i fællesskaber, det har givet dem meget. De har begge stadig veninder og venner fra efterskolen. Min yngste datter bor i Vestervang og læser til arkitekt på 2. år. Hun vil også gerne være frivillig, når hun får tid. De har haft rigtig gode muligheder for at tage en uddannelse og leve livet i fritiden.

Måske har der også været mere frihed på Grønland til at man kunne komme ud i naturen, at det måske var det man kunne mangle lidt i Danmark, kunne jeg forestille mig.

Der er utrolig mange smukke steder i Grønland. Mens jeg har boet her, har jeg rejst frem og tilbage til Grønland, og det har været dejligt. Da jeg boede i Sisimiut sammen med min daværende mand, og når jeg fx ser tv fra DK om foråret, når træerne der er ved at blomstre, ”Jeg vil til Danmark!”. Og nu nogle gange, når jeg ser billeder på Facebook, ”åh, det kunne være dejligt at sejle en tur i Grønland”. Sådan er det jo altid. Man må mindes de gode ting.

Det er med at få det bedste med, fra hvad man har.
Jeg kan huske, at vi snakkede om det her med identitet i onsdags, hvor vi snakkede sammen. Nogen grønlændere udtrykker at have identitetskrise i forhold til det her med, om man er grønlandsk eller dansk – eller hvad man er. Er det også noget som du har oplevet?

Det vil jeg egentlig ikke sige, at jeg har haft på den måde. Jeg tror at jeg har haft … Mine forfædre, mine bedsteforældre, de er meget stærke forbilleder for mig. Min oldemor levede da jeg var barn og min mormor. Vi har haft meget stærke fællesskaber sammen med dem dengang. Jeg tror som menneske, at jeg blev stærk, sammen med min familie. Jeg kan godt forstå følelsen af at føle sig fremmed. Jeg har følt fremmedhed, men ikke om identitetskrise. Det handler om at kunne bevare sin integritet og have social kontrol over sit liv. At man forsøger at klare udfordringerne. Jeg har følt mig fremmed nogle gange, det gør jeg stadig, men meget sjældent. Når det ikke er ens eget sprog, at man er begrænset i at snakke eller forstå, hvad der bliver sagt, så kan man føle sig meget fremmed. Ikke ligefrem identitetskrise …

Jeg var i Aros for ikke så længe siden. Før det, der har jeg læst en reportage i Politiken om en journalist, der har været i Grønland sammen med ham, der tager billeder. Han har talt med en gammel politiker, som efter min mening ikke har så meget realitetssans i forhold til hans drømme om Grønland: Selvstændighed, selvstændighed, og koste hvad det vil. Det er der flere jeg kender, som på Facebook også udtrykker, at de ønsker det. Det er en god tanke og det er en sund tanke at drømme om at være selvstændig, men man skal også være realistisk. Hvis vi for eksempel bare laver en vej fra Søndre Strømfjord til Sisimiut, som er omkring 170 kilometer, og der er bare bjerge, fjelde og sne og sne om vinteren … Det ville koste enormt mange penge, bare det at vedligeholde vejen! Hvem skulle betale det? Det synes jeg er en dårlig ide. Hvad så med de børn, der er omsorgssvigtede? Det har man nogen gange hørt i Sydgrønland for eksempel. Det vil gå ud over dem, hvis man skulle lave alle de store lufthavne for at tiltrække turister og sådan. Hvis jeg var politiker i Grønland, så ville jeg satse på uddannelse, og så hjælpe de omsorgssvigtede børn. Man siger også i Danmark, ikke kun i Grønland, at ”børn er vores fremtid”. Så da jeg læste det her i Politiken … der var også en politiker, som følte, han var i en offerrolle, og som drak rigtig meget. Han sagde, det var fordi ”danskerne tager vores arbejde”. Jeg synes simpelthen at det er nederen, bare sådan at beklage sig. Så var der heldigvis nogle gode, unge politikere, som er mere realistiske, men dem står der så ikke meget om. Så bliver der også skrevet om børn, der er svigtet, det gør man altid. I medierne skriver man altid om druk, hash og børn der er svigtet. Selvfølgelig er det nødvendig at snakke om det, men der er meget fokus på det. Politiken har ikke valgt at vise de børn, der trives i hverdagen, og dem er der rigtig mange af i Nuuk. Det synes jeg er ærgerligt, at man ikke ser det bare NOGEN gange. Også os der bor i Aarhus, vi bliver tit sammenlignes med dem, der er nede på Klostertorvet.

Så var jeg så i Aros sammen med en veninde, for ikke så længe siden var der emne om Grønland, og der var nogle rigtig dygtige og modige kunstnere, der viser deres kunst. Det var i forhold til identitet. Nogle af deres kunstværker var rigtig flotte, og hvis jeg havde råd, ville jeg også gerne have det. Meget er lavet ud fra deres oplevelser. Der var en ung mand, der var blevet misbrugt i fodboldklubben, og han har så haft traumer fra det. Jeg synes det kræver meget vovemod at udstille på baggrund af meget uheldige oplevelser. Det skal de virkelig have for ros for! Så var der også nogle danskere der spurgte, om vi skal til at revidere vores identitet som grønlændere, fordi der er alt det her med svigt og alkohol og sådan nogle ting. Det synes jeg er enormt trist, fordi vi har haft nogle forfædre, som har været så værdige i deres liv. Mændene tog ud og fiskede i hjemmelavede kajakker, i al slags vejr, for at hente mad til deres familier. Det er meget imponerende. Og der har vi noget at leve efter, ved at bruge hovedet og planlægge. De har jo haft pligtfølelse i forhold til deres familier. Når man kommer hjem med fangst, og har fanget alt for meget, så deler man det ud til dem, der ikke har. Jeg synes vi har rigtig gode forfædre, som vi kan identificere os med.

Jeg kom til Sisimiut en gang for at arbejde som pædagog. Når jeg gik på gaden, fik jeg meget venlighed og smil, selv om de ikke kendte mig. Der er meget værdighed over det. Det har jeg oplevet, og det gør jeg også den dag i dag. Det var i forhold til den her identitet, du spørger om, det tror jeg man skal huske – at bevare integriteten.

Jeg synes også det er interessant, det du siger, det her med også at se sin identitet i lyset af sine forfædre. Jeg ved ikke, om det er en fordom JEG har, men I er måske bedre til at få fortalt historierne om jeres forfædre, så man ligesom kan se sig selv i forlængelse af ens fortid. Ikke kun i ens forældre, det kan også godt gå længere tilbage. Det føler jeg selv nogen gange, at man godt kunne savne, et kendskab til ens bagland, længere tilbage end dem man har haft mulighed for at møde. Det tror jeg også, vi kunne blive bedre til.

Ja. For eksempel på DR1, der har man også lavet den her fantastiske udsendelse, det her med Danmarkshistorien. Det synes jeg er enormt flot lavet. Men når man har oplevet det som barn og set sine forfædre, det synes jeg er guld værd for en. For eksempel da min oldemor og min mormor døde, der samledes familierne, fiskerne holdt sig hjemme, for de skulle skiftes til at passe min døende oldemor, og min mormor dag og nat. Lige før hun døde, vi fik sagt farvel til de kære på en god måde. Det synes jeg var enormt smukt. Jeg kan nok ikke praktisere det selv engang, når jeg lever her i Europa.

Jeg tror også de fleste vil foretrække at dø sådan, i familiens skød.

Ja

Vi har været ret godt omkring spørgsmålene. Har du noget afsluttende, måske hvad Aarhus kunne gøre bedre?

Det bliver svært at sige, hvad Aarhus kunne gøre bedre. Jeg synes de fysiske rammer i Aarhus er rigtig gode, og der er rig mulighed for at leve i et fællesskab med andre mennesker. Jeg bliver generelt mødt med venlighed, og jeg har nogle gode venner, som jeg holder fast ved. Nogle gange, når man møder den her fordomsfuldhed, så kan det godt være lidt irriterende. Jeg har respekt for de mennesker, der ikke har så meget, og som er gået ned mentalt, deres kognitive evne er svækket, og de har ikke mulighed for at forbedre ret meget i deres liv. Det her med at tage sit ansvar, når man er så svækket … Jeg synes godt nok det er synd for dem. Jeg har SELV tænkt på den måde, ”kan de ikke bare tage sig sammen?”. Når man ikke ved det, så tænker man tit sådan. Det er en lille del af grønlændere, der lever sådan, som farver synet på andre grønlændere, som egentlig lever det gode liv. Det er derfor også min pligt at fortælle omverdenen, hvordan jeg lever, i stedet for bare at brokke os over den her generalisering. Jeg vil gerne være en god rollemodel for mine børn og børnebørn. Og så er jeg taknemmelig over det liv, jeg har.

 

Transskriberet af Carina Stobberup, juni 2017