Mai Pham

Mai Thy Pham Vo er 41 år gammel og arbejder ved Børn og Unge afdelingen i Aarhus Kommune. Hun kom til Danmark som bådflygtning fra Vietnam med sine forældre, da hun bare var tre år gammel. Læs her om den farefulde rejse, hendes barndomsminder fra Vejle og de spændende søndagsture til Aarhus – en by, som hun forelskede sig i og senere flyttede til. Hvordan hun ikke kan forestille sig at bo andre steder, og hvordan det lykkes hende i dagligdagen med en stor sammenbragt familie at balancere danske og vietnamesiske traditioner og værdsætte særligt danske værdier så som fokus på barnets tarv.

Portrættet er lavet på baggrund af et interview udført af Lisette Hededal Hansen, Lena Molin og Lisa Bukhave i forbindelse med kandidatfag på Religionsvidenskab, AU

 

Rejsen til Danmark

Jeg kom til Danmark den 13. september 1979 med min far og højgravide mor.

Da var jeg tre år. Vi var det man kalder for bådflygtninge. Mine forældre flygtede fra Vietnam  efter krigen, da de ikke kunne bo der under de omstændigheder, Vietnam tilbød på det tidspunkt. Mine forældre var usikre på fremtiden, de var usikre på min fremtid, og de ønskede at give mig bedre vilkår. Det eneste de vidste, var at der var frihed i USA. For at give mig og mine søster en bedre fremtid valgte de at flygte. Det synes jeg jo er stort. Uden at vide, hvad det førte til, de vidste godt at det var fifty-fifty om de overlevede.

Efter kun tre dage på åbent hav i en båd med 607 bådflygtninge kom vi til det sydlige Thailand, nær Malaysia. Da vi stødte på land skyndte alle sig op – men vi blev stoppet af politiet og måtte kun være på stranden, indtil de fandt på en løsning. Der var vi så i tre døgn uden noget form for tag over hovedet. Det eneste vi kunne spise på stranden var kogt risgrød, som nogle venlige lokale sjæle havde kogt til de mange flygtninge, der lige pludseligt var dukket op. Senere blev vi alle transporteret videre til en kæmpe stor lagerbygning, hvor vi fik lov til at bo i fire dage. Derefter besluttede det thailandske politi, at vi alle skulle med vores båd tilbage ud på havet. Derfor begyndte folk på båden at ødelægge båden, så den sank. Inden den nåede at synke helt til bunds, blev det beordret, at den skulle trækkes i land. For at være helt sikker på, at de ikke kunne sende os ud på havet igen, blev båden brændt, og derved blev vi alle transporteret til en nærliggende flygtningelejr. Her boede mine forældre og jeg i tre måneder inden en dansk flygtningedelegation kom forbi og søgte efter flygtninge, der ville til Danmark. Min far så på sin højgravide kone og turde ikke andet end at tage imod tilbuddet. Desuden viste det sig at være mere besværligt at komme til USA end Danmark på det tidspunkt. Mine forældre har fortalt mig, at der var en gruppe på 30, der kom til Danmark det år. Vores familie endte i Vejle, hvor jeg havde min opvækst indtil 1991, hvor vi kom til Aarhus. Der gik jeg i midten af 8. klasse. Fra 1979 til ’91 fik mine forældre yderligere tre børn, en pige og to drenge.

 

 

Barndomsminder

Mine forældre havde ikke så mange penge, da vi for det meste kun havde én indtægt gennem min fars arbejde. Min mor fik børn ret hurtigt efter hinanden, og det betød, at hun ikke rigtigt kom på sprogskole eller havde mulighed for at komme ud blandt andre danskere. Derfor gik jeg ikke til fritidsaktiviteter og lignende, men jeg fik selvfølgelig lov til at komme med til udflugter med skolen eller fritidsklubben.

Da min far fik sin første bil, kørte vi på familieture om søndagen og spiste is og hyggede os. Det husker jeg som noget rigtig fedt.

Fordi jeg boede i Vejle, syntes jeg Aarhus var sådan en spændende by. Og jeg elskede de der ture fra og til Aarhus! Vi sad i bilen og læste bøger, der var ikke noget, der hed autostol eller sådan noget, og halvanden time efter, var man i Aarhus. Det virkede som en kæmpe by i forhold til Vejle. Det var som om, at når man kom til Aarhus, havde man mere tid til at gå på Strøget, end man havde i Vejle, og så fik vi nyt tøj og besøgte onklerne. Jeg har altid forbundet Aarhus med noget positivt, for der skete altid noget godt, når jeg kom til byen.

Min far mistede desværre sit arbejde i Vejle på grund af nedskæringer. Det var svært for ham, da han gerne ville forsørge sin familie – så efter råd fra min onkel, der selv var buschauffør, fik han det store kørekort og blev også buschauffør i Aarhus. Han pendlede frem og tilbage i et års tid, før mine forældre fandt en bolig i Aarhus. Hele familien flyttede til byen i 1991 og senere fik min mor også arbejde i byen. Min far har været buschauffør i Aarhus indtil han for nogle år siden gik på efterløn.

I weekenderne og sommerferierne var vi meget sammen med de andre vietnamesere. Vi mødtes også og fejrede vietnamesisk nytår. Vi har også tradition for at afholde mindesdag for afdøde, hvilket betyder meget for os. Men det er ikke en sørgelig dag, det er faktisk en hel fest! Man laver god mad og inviterer venner og familie over for at mindes den afdøde. Det er en tradition, som jeg gerne vil bevare og videregive til mine egne børn.

Jeg husker også, at der ikke var så mange asiatiske butikker i Aarhus, så hver gang man fandt en butik, hvor man kunne købe et eller andet som lignede de grøntsager, som man havde i Vietnam, så kunne de voksne godt finde på at arrangere nogle dage med fællesspisning med andre vietnamesere.

Når mine forældre skulle sende noget til Vietnam, så sendte de kasser gennem Post Danmark. Det var sådan nogle store kasser med alle mulige hverdagsting og forbrugsting. Vi sendte meget medicin, såsom hostesaft og Panodiler – men chokolade og kiks var også et hit. Vi kunne jo ikke sende penge, og mine forældre havde jo heller ikke ret mange penge, men de kunne godt give en gavekasse, som kunne omsættes til penge. På den måde fik de andre i Vietnam også lidt bedre levevilkår.

Der var en regel i Danmark, at hvis man havde forældre over en vis alder og søskende under 18 år i hjemlandet, kunne man få dem familiesammenført. På den måde kom min farmor og farfar hertil. Min mor havde en far og en lillesøster under 18, så de søgte også om familiesammenføring, men min morfar døde desværre en måned efter de fik godkendt papirerne. Men min moster kom hertil og bor nu i Søndersø sammen med sin familie. I dag har jeg en kæmpe familie her.

I Vietnam er det almindeligt at alle bor sammen, så derfor endte min farmor og farfar med at bo hos min mellemste onkel. Dog døde min farfar af kræft efter kort tid i landet, men min farmor har boet her i mange år. Da hun blev terminal, valgte hun at tage tilbage til Vietnam, for dér ville hun gerne dø og begraves. Så da tog jeg med hende.

Første gang, jeg kom tilbage til Vietnam, var i ’96, og rejsen var en studentergave fra mine forældre. Det var kun min far og jeg, der tog afsted, for det var det, der var råd til. Jeg kunne jo godt tale vietnamesisk, og jeg syntes, det var fedt at finde ud af, hvor jeg kom fra, hvor jeg var født henne… At se min faster, min moster og onkler, som jeg kun havde hørt om. De kom med billeder og alt det, vi havde sendt til dem, blandt andet kagedåser og det kasettebånd, som min far havde optaget min stemme på og sendt til dem, da jeg var lille. Det var lidt sjovt! Og nu Skyper jeg med dem.

Jeg har været der fem gange i alt, tror jeg. Det er et sted jeg elsker at være, og det er ikke et sted, hvor jeg føler mig som turist.

 

 

Om nutiden og dagligdagen

Jeg færdiggjorde min kontoruddannelse i Aarhus Kommune i 2000 og har arbejdet ved kommunen lige siden, dog i forskellige afdelinger. Lige nu sidder jeg ved Børn og Unge i Fællesadministrationen Ung i Aarhus.

Jeg blev gift, da jeg var 25 år og fik mit første barn fem år efter og mit andet barn det efterfølgende år. Desværre blev jeg skilt i 2011 – det var en meget svær og hård tid for mig. Dog ville skæbnen at jeg skulle giftes med min barndomsven i 2014, som også er født i Vietnam og opvokset i Danmark. Et år efter brylluppet fik vi en dejlig datter. Min mand har også to skønne piger fra et tidligere ægteskab, så i alt har vi fem piger. Man kan roligt sige, at der er liv i vores hus og hverdag.

Jeg synes, vi er en god og ideel sammenbragt familie. Det er ikke mange i Vietnam, der lever som vi gør – og her mener jeg som en sammenbragt familie.

Jeg tror, det fungerer hos os, fordi vi har taget de danske værdier med. Eksempelvis at skilles på en ordentlig måde.  I Asien betyder ære meget, og man er ofte bange for at tabe ansigt – det kan ødelægge rigtig meget, men i Danmark er man god til at få det bedste ud af det for børnenes skyld.

Min mand og jeg prioriterer, at børnene skal have lov til at gå til sportsaktiviteter. Det er rigtig godt at lave noget ud over skolen, som også fylder meget i deres liv. Jeg synes sådan noget som håndbold er fantastisk – det kan godt være, at man af og til kan være lidt træt af alle de kampe i weekenderne, men når man så tænker på, at der er nogle, der træner mit barn flere gange om ugen ganske frivilligt – så gør man gerne en ekstra indsats i weekenderne. Jeg sætter virkelig meget pris på de mennesker, der gør så meget for børnene i deres fritid, og jeg elsker sådan noget som foreningsliv!

Vores hjem er mere dansk, end det er vietnamesisk. Jeg vil sige det er 30% vietnamesisk og 70% dansk, hvis jeg skulle dele det ud. Fordi vi har sådan en travl hverdag med børnene, der skal til den ene aktivitet efter den anden, så bliver madlavning noget hurtigt noget – og vietnamesisk mad kan man bare ikke lave hurtigt! Så nogle gange bliver det rugbrød med lun leverpostej eller andet lækkert pålæg til. Det skal gå stærkt, men det skal også være godt.

Hvis jeg kan få det til at passe ind, tager jeg gerne til vietnamesiske arrangementer, men vi har en travl hverdag, for alle ungerne går til noget. Nogle gange arrangerer templet i Tilst[1] noget, f.eks. noget, der hedder Mors Dag, og så er der madboder og det hele. Hvis der er noget jeg elsker, så er det mad – især vietnamesisk mad. Så jeg kommer gerne! Nogle gange kommer jeg til nytårsarrangementer – så tager jeg altid mine piger med for at hilse på munken, hvor man traditionen tro ønsker ham godt nytår og alt det bedste.

 

Forhold til Aarhus

Jeg føler mig nok særligt hjemme i Tilst. Der har jeg boet af flere omgange og gået i folkeskole. Nu bor jeg i Skjoldhøjparken. Jeg tror, Tilst er en eller anden magnet, der har trukket i mig. Jeg elsker det derude. Der er alle slags mennesker i Tilst. Der er karrierefolk, der er almindelige folk, der er nogle som mig. Der er kommet flere ude i Skjoldhøjparken med anden etnisk baggrund, men som tager de danske værdier med sig – det synes jeg også er skønt.

For mig at se er der plads til alle i Aarhus. Jeg elsker også København, fordi der er alt muligt, men jeg elsker bare at komme tilbage til Aarhus, for den har det hele. Jeg elsker kongefamilien og så har byen Marselisborg slot – det synes jeg jo er fantastisk. Kongefamilien måtte gerne bo halvdelen af tiden herovre for min skyld! Jeg er også helt vild med alt det, der er ved at ske nede ved havnen. Vi kommer jo til at overgå København. Et af mine favoritsteder i Aarhus er DOKK1! Jeg plejer at sige, at det er verdens bedste bibliotek, og da min kusine fra Vietnam besøgte os i Danmark, var hun grøn af misundelse over at se, at man i Danmark kunne gå på biblioteket og låne bøger helt gratis – og at man på nogle biblioteker endda selv kan lukke sig ind og ud uden at folk stjæler og ødelægger ting. Der er også universitetet, der er så mange muligheder her! Hvis jeg skulle kendetegne Aarhus som noget, så synes jeg det er en by med plads til alle, masser af muligheder, og hvor folk er gode til at hjælpe hinanden.

Jeg føler mig hjemme i Vietnam – men jeg vil ikke sige, at det er mit hjemland. Mit hjemland er Danmark og min hjemby er Aarhus. Dét er det. Jeg er også stærkere i dansk end vietnamesisk, og når jeg drømmer, er det altid på dansk.

 

Fremtidsdrømme

Jeg kunne godt tænke mig at blive gammel i Aarhus. Nu bor vi et forholdsvist stort hus på grund af de mange børn, vi har, men jeg har da en drøm om at lave huset om til et Bed & Breakfast, når børnene er flyttet hjemmefra. Det kunne være dejligt!

Hvad angår mine børn, så håber jeg, at de først og fremmest kan klare sig selv og være selvforsørgende – det er meget vigtigt for mig. Om de har en høj eller lav uddannelse er ikke det vigtigste, men skal jeg være ærlig, så tror jeg bare, at man kommer til at klare sig bedre i samfundet med eksempelvis en universitetsuddannelse. Der er mange om buddet, og så ved jeg jo godt, at man ofte vælger den med det mest attraktive stykke papir i hånden. Jeg ønsker at mine børn vil tage en form for uddannelse, så de står stærkere den dag, de får brug for det.

Jeg går ikke op i om mine piger finder sammen med en dansker, en vietnameser eller noget tredje –  nationalitet og religion betyder ikke så meget. Men man går ikke galt i byen med en god opdragelse. Det er også noget, der er vigtigt for mig at lære mine piger: med god opførsel kommer man længst! Det er lige meget, hvad du har af uddannelse, men det er ikke lige meget, hvordan du opfører dig. Jeg plejer nogle gange at sige til mine store piger, ”tænk over det med god (tøj)stil – der skal også være god stil i din opførsel. Det husker folk!”

For cirka fem år siden tog jeg og min nuværende mand vores fire piger med på en rejse til Vietnam. Hvis ikke det var så dyr en rejse, vil jeg gerne have taget børnene med noget oftere.

De har nok følt sig mere som turister, fordi de ikke taler vietnamesisk, men de forstår det meste. Det har været spændende og vigtigt for mig, at de så hvor deres mor og mormor og morfar kommer fra.

De ting, mine forældre gik meget op i, såsom kultur og tradition – det er mig, der skal bære det videre til den næste generation sammen med mine søskende.  Jeg bærer måske kun 80% af det videre, og mine børn bærer måske kun 30% videre. De bliver mere og mere danske, tror jeg – og det er også okay, for det er jo her, vi lever, bor og skal dø.

Min far har en gang sagt til mig, at når han dør, vil han gerne have hans aske spredt i havet – men jeg tror faktisk gerne han vil begraves her. Min farfar er begravet her på Vestre Kirkegård – og det er min faster også. Så jeg forestiller mig, at mine forældre også gerne vil begraves samme sted. Jeg vil selv begraves i Danmark – i Aarhus – for det er her, mit hjem er.

Aarhus – Smilets by.

 

[1] Det buddhistiske tempel Quang Huong, også kaldet Den Vietnamesisk-Buddhistiske Kulturforening i Aarhus.