Klara Hortens Christensen

i Skabelon

Hun måtte snyde sine forældre for at få sin drømmeuddannelse. Hun flyttede til Danmark for at være sammen med den mand, hun elskede, og hun valgte selv at kvitte bilen og tage på plejehjem. Der er aldrig nogen, der har bestemt over Klara Hortens Christensen, altså ud over hende selv.

 

Klara kan selv

Tekst og foto af Matilde Bøjlund Andersen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, 1. semester hold 2.

I en rød stol på et plejehjem i Risskov sidder Klara. Klara med K, pointerer hun. Blandt de grå og hvide korte lokker springer en gul tot i øjnene. For lidt tid siden faldt hun i søvn med krøllejernet i håret. Hun griner, når hun fortæller historien og tilføjer:

”Det jo ikke sådan, når man skal lave flere ting på en gang”. Hun krøller selv sit hår. Ordner selv sit tøj og passer den lille plejebolig. Hun vil helst selv, og hun kan helst selv. Klara har altid taget vare på sit eget liv.

 

Snød sig til uddannelse

Som ung var drømmen at blive sygeplejeske, men det passede ikke hendes far. Klara skulle overtage familiegården lidt nord for Lillehammer i hjertet af Norge. Men Klara var snedig og havde en plan. For at komme ind på studiet skulle man først et år i huset og derefter arbejde på et hospital. Hendes øjne lyser op, når hun fortæller, hvordan hun snød sig ind. Først bad hun om lov til at passe huset for et af forældrenes vennepar. Det så hendes forældre intet ondt i, og Klara var nu et skridt nærmere sin drøm.

Da det var klaret, brugte hun samme fremgangsmåde til at få et job som gangpige på Lillehammer sygehus. Ingen anede uråd. Her blev de hurtigt glade for Klara, og det var sygeplejerskerne i Lillehammer, der indsendte hendes ansøgning til skolen. Pludselig lå der et optagelsesbrev i postkassen. Så blev selv hendes far overtalt.

Klara rejste 200 kilometer mod syd for at starte på skolen, men den lange tur hjemmefra så hun ikke som et problem.

”Jeg havde kæmpet for at få uddannelsen, så det var da naturligt”, siger hun bestemt. I Oslo flyttede hun sammen med 24 andre sygeplejeskestuderende. Her fik Klara venner for livet.

Venskaberne er også at se i plejeboligen. På et bord står et lille Norsk flag, som hun fik af sine medstuderende. Klara kan ikke helt huske hvorfor, men har alligevel beholdt det i alle de år. Det betyder noget for hende ligesom venskaberne gør. I dag er de syv tilbage, og holder kontakten med breve og telefonsamtaler.

 

Den første kærlighed

I ferierne var Klara hjemme og besøge familien. Et år lånte familiens gård markerne ud til 200 danske spejdere, og om søndagen kom to herrer på besøg i huset. Da de gik, blinkede hendes far drilsk og sagde:

”Ham den lyshårede – ham hører du fra igen.” Det fik han ret i. Men selvom de blev kærester forblev Klara i Norge for at gøre sine studier færdig, mens spejderen tog tilbage til sit dagjob i Danmark. Adskillelsen var ikke et problem, for som Klara så ubesværet siger, så havde de jo aldrig prøvet andet.

Kærligheden blev vedligeholdt gennem breve, feriebesøg og gaver. Når de store brune pakker ankom til huset, kunne Klara både fremvise Prince og Cecil til sine nysgerrige medstuderende.

”Men jeg havde jo aldrig røget i mit liv, så jeg gik ud på gangen med en pakke i hver hånd og råbte; Gratis cigaretter! I skulle have set nikotinslaverne,” griner hun.

Da Klara havde afsluttet sin uddannelse, flyttede hun til Danmark og blev endelig gift med sin spejder. Her kunne de begynde at skabe deres familie. De fik to børn, en pige og en dreng. Deres liv lignede mange andres, men i en alder af blot 48 år døde hendes spejder og mand.

 

At komme videre

”Jeg stod der med hus og børn og hund. Heldigvis havde jeg da et arbejde”, siger Klara. Hun fik arrangeret nattevagter og sov, når børnene var i skole. På den måde kom det til at køre rundt. Hun havde viljen til at komme videre.

”Der er aldrig noget, der har været hårdt for mig. Jeg har klaret det og ville klare det. Hjælpen er kommet til mig, fordi jeg altid har turde spørger efter den”, siger hun.

Livet fortsatte for den lille familie. Børnene blev store, og Klara brugte tiden alene på at udforske sit hjemland. Hun var nysgerrig på nye steder og mennesker.

Nysgerrigheden var også det, der bragte hende sammen med sin anden mand. De mødtes gennem et hold venner, og i 1990 stod Klara brud igen. Han delte Klaras lyst til opdagelse, og sammen var de på mange rejser. Det, der betød mest for Klara, var, at han blev som en ny far for hendes børn.

”Han var god en mand” siger Klara. ”Han var lige så god som den første”.

 

Alene igen

For et par år siden blev Klara igen alene. Endnu engang stod hun tilbage med et hus, og hun valgte at blive boende. En dag, da hun skulle ud og køre en tur, for et billede frem for hendes øjne.

”Jeg så en lille pige med tylskørt for mig. Tænk hvis jeg kom til at ramme sådan en. Tænk hvis hun døde!” siger Klara, der i samme øjeblik rev sit kørekort itu. Hun var sikker på, at hun sagtens kunne køre bilen, men det var et ansvar, hun ikke ville have på sig.

Ved at fralægge sig ansvar tog hun ansvar. Det samme gjorde sig gældende, da hun syntes tiden var inde til at komme på plejehjem. ”Jeg var begyndt at skrante. Mine børn har så meget andet at se til, og de skal da ikke belemres med mig,” siger Klara, der selv ringede til kommunen og bad om en plads på plejehjemmet.

Der har hun boet et års tid. Hun betegner det, som et dødt liv. Hun mindes med glæde de tider, hun kunne tage bilen hen til hendes egne venner, og da hukommelsen virkede, som den skulle. Men selvmedlidenhed er ikke et træk hos den ældende kvinde. ”Jeg savner aldrig noget. Jeg har det godt i nuet.”[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]

Klara og hendes første mand byggede et sommerhus i Norge, som familien ofte besøgte i ferierne. Fotograf Matilde Bøjlund Andersen.