Karin Christensen

i Fritekst

Karin Christensen blev født i 1945 og kommer oprindelig fra Hårby. Karin kom fra en stille tilværelse på landet og havde en sky personlighed, men endte med at blive en rejselysten, udadvendt dame, som har det bedst med at være i gang hele tiden. Læs her om Karins forvandling og eventyr i sin fulde længde.

Jeg hedder Karin Christensen og er 71 år. Jeg blev født på landet i Hårby på en gård. Det var min farfar, der startede det op som trælast, og så overtog min far det – han var den yngste af tre drenge ud af 12 søskende. Det var egentlig ham, der kørte det videre og lavede det til et savværk. Som barn var jeg med ude at måle kævler op. Det gjorde man jo dengang. Der lærte jeg faktisk at sætte pris på naturen. Det kunne være en time søndag morgen, vi tog afsted, og så stod jeg med båndet og målte op, inden vi fik dem hjem med traktoren fra en af gårdejerne. Det var lige efter krigen, så der var jo ikke det store med transportmidler, som der er i dag. Det er jo helt anderledes forhold. Det var så primitivt dengang, og der var 10-12 mand, der gik og hjalp til på savværket med at skære kævlerne op og sortere dem. Jeg var også med til at sortere dem, at tørre træet og derefter sende det til Amerika. Det var de der bidofix-stave, man tørrede og sendte til Amerika, hvor de blev yderligere skåret op – dog først efter at de ramte den rette temperatur. Jeg var også med til at stable træ og sådan noget.

I: Så det var en stor del af din barndom?

K: Ja, det var det udover skolen. Jeg startede i det, man kunne kalde den stråtækte. Det var inde i Hårby, hvor vi gik to klasser sammen – en om formiddagen og en om eftermiddagen. Det værste var en dag, min mor havde set forkert på skemaet. Så var jeg troppet op til det forkerte hold, og der var jo nogle drenge der, så jeg var simpelthen så ræd. De var et år ældre, og det var jo forfærdeligt. Jeg var vokset op, hvor man ikke havde ret mange at lege med. Jeg fik en lillebror senere, men der var ikke ret mange at lege med ude på landet. Så det med børnehave og børnehaveklasse og alt det der, det kendte vi jo slet ikke. Senere som kvinderne fik arbejde, var vi børn overladt til os selv. Den ældste passede den yngste i søskendeflokken, og ville vi give os til at lave noget, måtte vi selv finde på underholdningen ud fra vores fantasi.

I: I må have haft en god fantasi?

K: Hvis du tænker på børnehaveklasserne i dag og skovbørnehaver, de kommer jo aldrig til en psykolog, fordi de er vant til at klare sig selv, og det var egentlig også den barndom, jeg havde. Vi fandt bare på, hvad vi ville lave – f.eks. lege købmand med de forskellige materialer, vi nu havde såsom savsmuld og græs. Ellers kunne vi finde på at ligge i vejgrøften og tælle biler – der kom jo ikke så mange.

I: Hvordan var din skolegang?

K: Den var nok som alle andres. Der var lektier og ellers ikke noget bagefter.

I: Hvilke fag havde I?

K: Det var dansk, regning, sang og religion.

I: Havde du et yndlingsfag?

K: Nej, det vil jeg ikke sige. Måske at skrive stile.

I: Hvad så da du blev færdig med skolen?

K: Jeg startede jo i den stråtækte. Så blev der bygget en ny, men der var ingen reallærer på den, så hvis vi ville videre, skulle vi til Skanderborg. Det var en tur på syv kilometer frem og syv kilometer hjem igen indeholdende nogle forfærdelige bakker. Desuden var det ikke via skolebus, da den først kom, dengang jeg holdt i skolen. Så jeg gik på den private realskole, og der var ikke engang madlavning. Skolen blev udvidet, så da jeg kom ud af skolen, kom jeg på husholdningsskole i Vejle i næsten et år, og det var omkring 1962. Jeg kunne jo dårligt nok skrælle en kartoffel. Vi havde jo pige i huset. Der var et års turnus. Alle pigerne skulle afsted. Det har man jo heller ikke i dag, hvor man faktisk lærer at være ude. Tiden gik jo med at køre frem og tilbage til skolen og læse nogen lektier, så der var jo ikke fritid på den måde.

I: Men så må du jo også have været meget alene, hvis der ikke sådan var noget at tage sig til.

K: Det var jeg faktisk. Jeg husker ikke skolen, som det jeg savner. Det gjorde jeg ikke.

I: Hvad med husholdningsskolen? Boede I på skolen?

K: Ja, der boede vi. Der var også karle, da det var landbrugsskole også. Der var lidt komsammen, som man nu har det. Lærer at lave mad, har nogle forskellige turnusordninger, hvor man er i det ene og det andet sted, og hjælper dem, der laver mad til os andre. Hvis vi ikke er på de hold, hvor man laver mad, så har man nogen hold, hvor man gør rent på gangene eller ovre i privaten, så man lærer, hvordan man skal tackle det med at planlægge og så videre.

I: Det var du så færdig med i 1963? Hvad skete der så efter?

K: Jeg kom til Skotland og startede som au pair hos en jødisk familie. Der var fire brødre. De tre var læger, og den sidste var cykelhandler. Moderen og søsteren lærte jeg også at kende igennem dem. De kom fra Rusland under første verdenskrig gemt i sildetønder for at flygte fra Rusland. Det var barske tider, de havde dengang. Ja, der var revolution dengang.

I: Det må da også have været en fantastisk oplevelse?

K: Ja, det var det. Jeg rejste med en pige derover som kom ud til en af lægerne. Hun endte dog kun med at være der i tre måneder, og så kunne hun ikke klare mere, fordi hun var så uselvstændig. Hun fik f.eks. tilsendt rugbrød, så jeg var jo en helt anden type. For mig var det bare at nyde livet, og det land man var kommet til. Lære sproget og det hele – jeg gik bl.a. på sprogskole i Glasgow. Jeg mødte mange rundt omkring i byen. Jeg var meget udadvendt, kan man sige. Fra jeg var en nolle tøs i skolen, der dårligt nok turde række hånden op, så følte jeg en frihed uden lige, dengang jeg kom ud at rejse. Det er jo et mærkeligt fænomen, hvad der egentlig sker der med en, et skift, hvor man lige pludselig får lov til at udfolde sig uden restriktioner af nogen art. Jeg kunne bare gøre, som jeg ville. F.eks. var vi 16-17 samlet juleaften hos en, alle af forskellig nationalitet. Det var også mænd med, der var nogen, der var gartnere. Vi hyggede os, og det var faktisk den bedste jul, jeg nogensinde har haft. Man var virkelig nærværende. Det er stadigvæk den jul, jeg mest tænker på som en rigtig jul.

I: Hvor lang tid var du i Skotland?

K: Jeg var der ni måneder, og så var der en af pigerne, der sagde, at hun gerne ville til Tyskland. Så planlagde vi faktisk at tage til Tyskland. Hun rejste en måned før, så kom jeg en måned efter. Det var i Heidelberg. Jeg havde jo ikke nogen værtsfamilie, dengang vi rejste derned, men det fik jeg så dernede, fordi vi søgte i et blad. Så boede jeg hos hende til at begynde med, indtil jeg fik en familie. Den indeholdte også tre børn. En på ½ år, en på tre år og en på syv år, som jeg skulle læse lidt med. Jeg skulle være der om morgenen, da jeg ikke boede der. Så aftalte vi, hvad jeg skulle købe ind, og det havde jeg så med, når jeg kom omkring klokken 7:30-8:30. Manden var ingeniør, og hun var uddannet på Heidelberg Teater, men jeg så hende aldrig optræde. Jeg så dog mange af hendes billeder, og der var mange forskellige ting, hun havde lavet. Jeg var også med på Heidelberg Teater. Et eller andet sted må jeg jo have været meget selvstændig. Jeg har formået at kunne få noget ud af de ting, og senere kom jeg tilbage. Jeg havde lært en at kende. Han var skibsingeniør i Glasgow, og på det tidspunkt anede jeg faktisk ikke, hvad jeg ville. Så lige som for at følge ham, så var en avantgarde uddannelse, der var begyndt, som teknisk tegner. Så begyndte jeg på Teknisk Skole i Aarhus. Så kommer jeg tilbage til Jylland og til Aarhus og får uddannelsen der. Min praktikperiode foregår i København ved Rambøll & Hanneman, hvor jeg sidder og laver fundamentstegninger til TV-byen. Det var i starten af 60’erne, hvor jeg er cirka 20 år. Så kommer jeg tilbage til Jylland og får arbejde hos Jydsk Telefon, hvor det handler om tegninger af placering af ledninger. Jeg er på fjernkabelafdelingen, det er sådan rigtig mandeafdeling. Jeg havde det godt. Jeg var tjenestemandsansat, så det var egentlig det, jeg sagde farvel til, da jeg blev gift.

I: Hvornår blev du gift?

K: Det var i 1968. Jeg traf min mand til en fest i Aarhus. Han var skibsbygger og havde en sejlbåd, som jeg begyndte at sejle i og fik duelighedsprøve. Vi sejlede meget rundt til Tunø og Samsø og ned langs kysterne og alle de små øer. Jeg kan godt lide natur, og det kunne min mand også.

I: Så I mødte hinanden og begyndte at stifte familie.

K: Vi fik tre børn, en pige i midten og to drenge, og de har hver to børn og bor i Aarhus Nord. Jeg har seks børnebørn, der bor i Aarhus allesammen. Men vi ser dem jo ikke så meget, børnebørnene går i skole og har deres kammerater. Det ebber lidt ud, jo ældre de bliver. Jeg vil sige, jeg starter som hjemmegående, da jeg får børnene, og den uddannelse jeg havde, den var jo nærmest håbløst forældet efter 15 år. Så kommer jeg ind på hovedbiblioteket som bogopsætter, er ved skranken og har forskellige opgaver der. Men efter 15 år begynder de også at skære ned, og jeg kunne ikke komme op i tid. Så efter anden runde blev jeg afskediget. Jeg ledte ret lang tid, men så begynder jeg på kontoruddannelsen og er færdig år 2000, og den er 4-årig lige pludselig. Førhen var den 3-årig. Så den tager jeg, men jeg kunne stadig ikke få noget andet end nogen småjobs inden for kommunen, fordi jeg er inde i kommunen. For enten er du i kommunen eller det private, og der skal du faktisk vælge. Nu havde jeg jo været så lang tid inde i kommunen, så jeg valgte kommunen. Men det var svært. Og det var også svært at få noget i det private, fordi ældre på arbejdsmarkedet de er ikke særlig velsete. Det er de faktisk ikke. Så jeg får kun småjobs, og til sidst springer jeg fra som HK´er og går ind i hjemmeplejen. Her tager jeg også den uddannelse. Jeg har kørt meget for Trøjborg som ufaglært, og så får man efterhånden job. Men der sker så det, ligesom i biblioteket, at de begynder at hakke på en kontoruddannet leder der, og hun skulle samarbejde med en sygeplejerske, hvilket ikke fungerede. Så nedskæringerne begyndte på ny, og det var ikke særlig sjovt. Så vælger jeg simpelthen at finde noget andet, også selvom det er som vikar. Så søger jeg derfra, og kommer ind på skoleområdet som rengøringsassistent. Så jeg har faktisk både skolerengøring og det andet. Samtidigt bliver der ansættelsesstop, og så havde jeg faktisk timer begge steder, så var der en langtidssygemelding på Skæring skole, og så fik jeg faktisk suppleret op til fuld tid. Så tager jeg den sidste del af uddannelsen inden for sosu-uddannelsen, og så kommer jeg tilbage til hjemmeplejen, og der mangler de faktisk en tillidsmand, og så bliver jeg også tillidsmand. Jeg bliver faktisk ved, til de bliver privatiseret rengøring på skolerne, og da er jeg 67, så jeg bliver faktisk ved til 67 år.

I: Hvordan var det for dig at være hjemmegående, det må have været en stor omvæltning?

K: Jeg var ved at røvkede mig for at sige det mildt. Jeg begynder at tage fag på handelsskolen en gang om ugen. Men jeg kan så ikke få en læreplads, og så stopper festen, havde jeg nær sagt. Så jeg har flere fag, og da jeg bliver alene, så vælger jeg at tage uddannelsen, og så får jeg alt det EDB, jeg kan få, og derfor jeg kan også tage sådan noget som sejrssedler og alt det der på nettet. Det ville jeg nok ikke have kunnet, hvis jeg ikke havde EDB. For det jeg også interesserer mig for er samfundsfag, så det med biblioteket har altid interesseret mig. Jeg synes jo, jeg får noget ud af at læse de der små tekster rundt omkring og byrådsforhandlinger, og hvad der ellers er. Jeg har altid engageret mig. I dag er jeg frivillig på genbrug, og der har jeg været de sidste fire år.

I: Hvad er det for en genbrugsbutik?

K: Det er i Egå, Danmission, og den er ret stor. Vi har to kasser åbne, fordi det er så stort. Der er tøj, og så er der møbler i den anden afdeling. Man kan ikke se hinanden, så man skal være to, og så skal man have et par stykker bagtil, for vi får jo løbende noget ind, der skal sorteres. Og der er altid nogen, der lige kan tage over, hvis der er flere kunder. Jeg kan godt lide den del, for der bruger jeg alt, jeg egentlig har lært – både for handel og sosu-området ubevidst. Der er nemlig mange handicappede, som skal have lidt mere hjælp. Der kan man ligesom vurdere, hvad man skal, når man står i sådan en butik.

I: Så det er også noget af dine planer fremadrettet?

K: Ja, det er det. Jeg føler mig godt tilpas i humanitært og frivilligt arbejde. Det kan jeg tillade mig at gøre, fordi min mand lige er død. Han var jo imod, at jeg havde sådan noget. Han var meget ældre end mig, han var 15 år ældre, og han var virkelig af den gamle skole.

I: Det var også derfor, du blev hjemmegående i sin tid?

K: At jeg skulle være derhjemme, bare ligesom at være der, det var ikke nok for mig. Så jeg har altid haft gang i et eller andet, nu kan jeg tillade mig det, nu hvor jeg er fri, kan man sige.

I: Hvad er dine planer ellers fremadrettet?

K: Det er nok at være sådan et sted inden for det humanitære område.

I: Gøre noget for lokalsamfundet?

K: Ja. Dengang jeg var ledig, fandt jeg ud af, jeg bare skal melde mig til noget og så var det bare i gang. Når det ene var færdigt, så var jeg i gang med noget andet. Så selv om jeg var alene, så havde jeg mange kurser i EDB ud over. Hjemmesider og alt muligt. På et tidspunkt var jeg også på kursus på læreruddannelsen, og det var egentlig ret spændende, fordi da mødte jeg jo nogen på min alder, som også havde et eller andet specielt. Der var fx kurser i at reparere biler, der var jo mange kvinder, der godt kunne køre bil, men de kunne ikke reparere og sætte hjul på og alt det der, og skifte olie og alt sådan noget. Der var én, der havde specialiseret sig i det, og så var der én, der læste jura, religion og andet. Så får man hele forløbet på en anden måde bagom. Nu har jeg gået en masse på kurser.

I: Har du ellers rejst mere, siden du kom hjem fra Tyskland?

K: Nej, andet end vi sejlede en del dengang, børnene var små, men der var ikke penge til det. Og jeg var hjemmegående, og der var kun en indtægt. Der var simpelthen ingen penge til det. Altså når jeg engang kommer til mig selv, får ordnet arv og alt det der, så kan det godt være, jeg begynder at rejse. Jeg vil gerne til Hebriderne, og der er en masse grotter og sådan noget derude. Jeg kan godt lide det der barske og Vesterhavskysten, det kan jeg godt lide, den der brænding med vand og land.