Johannes Ollerup Sall

Johannes Ollerup Sall blev født i 1989 og har boet i Aarhus hele sit liv. Lige fra barns ben har Johannes været bidt af cykling og havde sit første møde med Aarhus Cykelbane, da han allerede som 8-årig deltog i sit første løb. Kort efter blev hans far formand for cykelbanen, og i dag er det Johannes og to venner der står for driften af banen, og afholder flere æresløb hver sæson for at hylde banecyklingens helte. Hvad fremtiden vil bringe for den 77 år gamle cykelbane ved han ikke, men håbet om at den vil bestå og fortsat samle aarhusianere på tværs af generationer lever. 

Interviewet af Carina Stobberup, Aarhus Stadsarkiv, den 9. juni 2017

 

Hvad hedder du, og hvornår er du født?

Jeg hedder Johannes Sall. Jeg er relativt ung. Jeg er født i 1989 og har boet i Aarhus hele mit liv og føler mig som en rigtig Aarhusianer apropos historien og det hele.

Jeg spillede fodbold i mange år, da jeg var barn, og så kørte vi Tour de France på villavejene derhjemme med bjergspurt der op ad, i det villakvarter, hvor mine forældre boede. Så jeg har altid godt kunnet lide at køre på cykel.

På et tidspunkt en dag, så mig og min bedste ven, som også boede i villakvarteret der. Vi cyklede meget sammen, så tilmeldte hans far os til et motionsløb der hed Aarhus Rundt, som iøvrigt stadigvæk eksisterer. Dengang sluttede det med, at man kommer ind på cykelbanen, og det gør det faktisk stadigvæk også i dag. Så er der fest og musik og sådan noget. Jeg fik en flyer med hjem om, at man kunne gå til cykelløb. Så har jeg  stort set ikke spillet fodbold siden. Så jeg er kommet her siden jeg var 8-10 år gammel.

Når man kører cykelløb, så kører man rigtig meget på landevejen, og rigtig mange gør kun det. Og så er der nogen der kun kører på banen. Og når man bor i enten Aarhus, Odense eller København, så kører man typisk også meget på banen, for det er de tre steder, der er en cykelbane i Danmark.

Jeg fandt også meget hurtigt ud af, at jeg syntes, at banen var meget spændende. Ikke at jeg ikke kunne lide at køre landevejsløb. Det har jeg også gjort en masse af, men det trak ekstra meget i mig i forhold til nogle af de andre drenge.

Og så, som det går med sådan noget, blev min far involveret i det. Han blev formand for Cykelbanen og arrangerede løb i nogle år, men der var nogle år, hvor det var meget dødt. Jeg vil sige, at man gjorde et godt forsøg, men der var ikke så meget at arbejde med. Og det største problem er også, at hvis man gerne vil have nogle tilskuere til, så bliver man også nødt til at have nogle ryttere. Så det var lidt svært at få løbet igang.

 

Æresløb for banens helte

For ca. 6 år siden, da kørte vi det første æresløb, som jeg arrangerede. Da var jeg ude at træne en dag sammen med to af dem som faktisk brænder meget for Cykelbanen stadigvæk, sammen med mig, Johnny og Michael. Vi kørte rundt på banen og trænede og snakkede om, at det var da også ærgerligt, at der ikke var nogen der arrangerede nogle løb, om hvad der kunne være sjovt at lave, og om man kunne gøre det på en anden måde.

Så kom vi til at snakke om, hvorfor vi ikke tager nogle af de her gamle helte, som er det som alle kan huske i Aarhus; Niels Fredborg og Gunnar Asmussen, og så arrangere æresløb for dem og så se, om ikke det kan skabe noget opmærksomhed. Og det kunne det absolut!

Man kan sige, at det hjalp os lidt, for det første år kørte vi med gratis entré og gratis øl og pølser, så det hjalp også med til at trække nogle folk til. Men der kom mange tilskuere. Det var nemt at få noget omtale i aviserne, og det var faktisk også det første år med Gunnar Asmussens æresløb, at TV2 Østjylland var derude.

Vi kunne godt mærke, at uden vi havde gjort ret meget arbejde for det, så var der noget interesse. Vi havde ramt noget rigtigt med de æresløb. Så er det egentlig gået slag i slag siden, kan man sige, med at udbygge for det første de der æresløb, så nu kører vi seks æresløb, tror jeg, i løbet af sæsonen plus nogle andre stævner og mesterskaber.

Så det sportslige niveau har rykket sig meget. Der er mange flere stævner på kalenderen, og vi brænder så meget for det, os tre, at vi også har fået løftet setuppet til at være meget mere professionelt. Det er ikke som at gå på Aarhus Stadion. Ikke endnu i hvert fald, men det kan være at det kommer. Men i forhold til hvad det var for 5-6 år siden, er det helt anderledes. Vi har rent faktisk folk i pølseboden nu uden vi selv render rundt som høns uden hoved på og skal stå for alting.

Man kan købe billetter på Billetnet. Så vi er ved at være der, hvor man kan mærke, at det kører lidt per automatik. Vi har fået sat noget system i det. Det er en rigtig god fornemmelse nu, at vi virkelig har ramt en åre, så nu er det bare at få det ud til endnu flere mennesker i Aarhus og få endnu flere tilskuere. Endnu større ryttere, endnu større stjerner og hvad man nu kan forestille sig der kunne være fedt.

 

Ja, og hvor længe var det du har været formand?

Jeg tror det er omkring 6 år siden, at jeg arrangerede det første æresløb for Gunnar Asmussen. Jeg mener det var i 2011. Så egentlig kan man sige, at jeg har været det siden da. Men rent formelt har det nok først været et par år efter, at vi faktisk lavede en formandspost og satte det lidt i system.

I starten der var det bare 3 mand, der prøvede at arrangere nogle cykelløb. Så at kalde det ‘formand’ er måske så meget sagt, men det er egentlig heller ikke det, der er så vigtigt. Man kan sige, at det er Johnny, Michael og jeg som brænder rigtig meget for cykelbanen, og arrangerer stort set alt hvad der foregår dernede, både træning og løb osv.

Ja, nu var det mig der startede det første æresløb og fik det skudt igang, og så var det måske sådan det blev, det med at jeg blev formand. Men egentlig er vi en gruppe på tre som bare arbejder fremad for at få Cykelbanen op at stå. Så det med formandsposten, kunne ligeså godt være Michael eller en anden.

 

Hvis du tænker tilbage på dengang du som barn, hvor du begyndte at være herude, er der så nogle særlige oplevelser, som du husker, har gjort særligt indtryk på dig?

Ja, det er helt klart da jeg som ca. 8-årig har kørt Aarhus rundt på 40 km. på min børnecykel sammen med min kammerat og kommer ind på Cykelbanen og kører en omgang herinde.

Det virker stadigvæk stort, når man kommer her idag. Men når man er 8 år gammel, og der er fyldt med mennesker og øltelt og sådan noget, så var det kæmpestort.

Det var sådan set der, det hele startede, kan man sige. Og i forhold til det som vi arbejder hen imod, så har både Johnny, Michael og jeg kørt en masse cykelløb på banen. Vi har kørt på alle mulige cykelbaner i udlandet. Så vi har jo banecykling i blodårerne på en eller anden måde.

Så for mig, og det tror jeg også helt klart gælder for de to, så de stor store stævner, måske hvor man selv har lavet nogle resultater, og hvor der har været tilskuere på lægterne og ens familie har været tilstede. Det er jo det der man nok på en eller anden måde gerne vil prøve at genskabe.

Ja man får sgu lidt gåsehud faktisk, når vi har et stævne, og selvom man ikke selv køre

r på banen. Jeg kører selv nogle af løbene. Nogle gange er der ikke tid til det, men bare det at man kan se, at det er rigtig godt cykelløb. det er lykkedes os at få nogle udenlandske ryttere til start måske, og der er der mange tilskuere. Ja, det giver lidt gåsehud og det er jo fordi, det minder om de gode oplevelser, man selv har haft. Det tror jeg helt klart.

Der er jo rigtig meget nostalgi, når man kigger på Aarhus Cykelbane. Og på en måde er vi jo meget heldige med det, fordi det berører jo mange følelser i folk. Mange har meget sympati for det vi laver, og selve Cykelbanen. Det er jo også en hemsko på nogle måder, fordi det kommer til at se gammeldags ud og ikke moderne og brugbart osv.

Så det er jo hele tiden sådan en balance, og vi er jo meget opmærksomme på, at vi skal være mere i fremtiden, end vi skal være i fortiden. At det er vigtigere, at der er træning for de unge talenter, af en vis kvalitet, end om der hænger sort/hvid billeder at de gamle ryttere. Men vi ved også godt, at det er det andet der er med til at give en eksistensberettigelse. Noget af det berører nogle følelser i os selv og andre folk.

Så det hele er meget en balance mellem minderne og historien, og så skal vi stadigvæk at være meget fokuserede på, at det er elitesport og det er én ud af tre cykelbaner i Danmark, og at banecykling iøvrigt skovler medaljer ind osv. Det prøver vi meget på at balancere.

 

Det er lidt sjovt. Jeg har været ude at interviewe nogle andre og næsten samtlige som er 60+, og de nævner Aarhus Cykelbane, og også at de har været herinde og oplevet at man kunne spille lidt på cykelrytterne.
Og når de så kom hjem, så kørte de rundt i gårdene omkring Skanderborgvej i alle karréerne og legede at de var cykelryttere.

Ja, det er det jo nøjagtigt. Vi kører jo Jørgen Leths æresløb hvert år, selvom han ikke er nogen rigtig cykelrytter fra Aarhus Cykelbane, så har han så meget tilknytning til stedet. Han er jo opvokset her. Hans onkel var banechef, da Jørgen Leth var ung. Og han fortæller jo vidt og bredt både i sine digte og også bare, når han fortæller om stedet, om hvordan de kørte cykelløb hjemme på villavejene, som du beskriver.

Så der er slet ikke nogen tvivl om at, der er mange mennesker, som bor i Aarhus, som har et eller andet forhold til det fra gammel tid. Og ja det er lige præcis derfor, at vi ikke kan se bort fra hele historien. Det er også det, der gør det fedt. Men vi skal også bare sørge for at, når de ikke er her længere, at der også er noget til fremtidens generationer, ellers er det bare dødt. Men jeg synes egentlig, at vi rammer balancen ret fornuftigt.

Det er også lidt synd, at hvis man kommer her nu og aldrig har set den før, så tænker man: “Nå, der ligger en ældre cykelbane”. Men hvis man ser den nu i forhold til for 10 år siden, før vi begyndte at gå ind i det, hvor slidt den var, hvor meget ukrudt der var på selve betonen. Farven var helt sort af alger. Hvis man ser den forandring frem til nu, så vil man også være i stand til at se, at vi virkelig prøver på at skubbe cykelbanen ind i fremtiden og give den en berettigelse, så den forhåbentlig også er her om mange år.

 

Hvordan forløber en normal hverdag herude?

Ja, det er jo sådan at der er faktisk flere mennesker, der har tilhørsforhold herude, så Cykle Klubben Aarhus, der er den største og ældste cykelklub i byen, har klublokaler her neden under, hvor vi sidder på 1. sal. Så der er jo ikke et rend af mennesker, men de har deres fællestræning, der altid starter heroppe ved lågen ved indgangen. De holder deres klubmøder, klubaftener og hvad der nu er.

Så har vi opmagasinering. Faktisk vi kan se en masse biler, der kører rundt derovre. Det er Mountainbike klubben, som er lidt hjemløse, og derfor har de opmagasinering her. Det passer meget godt. Man kan sige, “Hvorfor skulle al cykelsport ikke kunne være venner og bo det samme sted?”. Så de har alt deres grej deroppe. Dem ser man rigtig mange af, der kommer herude i løbet af sådan en hverdag.

Og ellers er anlægget jo ejet af Aarhus Kommune, så det bærer en typisk hverdag her jo også meget præg af. Både ligesom idag, hvor der er en masse mennesker her for at klippe græs, fordi der er stævne i aften. Men også generel vedligeholdelse. Ja, alle mulige mærkelig ting, og brandsikring. Ja jeg ved ikke hvad der ellers er, når det er kommunens anlæg. Heldigvis kan vi sige, for hvis vi tre skulle bøvle med hver gang der sprang et vandrør eller en sikring. Så det bærer det selvfølgelig også meget præg af.

Og så går vi jo alle tre på arbejde ved siden af. Det er jo helt frivilligt. Så det er jo altid sådan noget med, at det er om eftermiddagen, der er meget liv herude.
Og så er der jo træning nede på banen et par gange om ugen. Så hvis man kommer de hverdagsaftener, hvor der er træning på banen, så bærer det jo præg af, at der jo er virkelig meget liv, musik i højttalerne og en masse cykelryttere, der drøner rundt.

Så det er lidt sjovt, når du siger det der med, hvordan en typisk hverdag ser ud, fordi rigtig mange typiske hverdage er super kedelige. Og det er jo noget med, at vi sørger for, at de elpærer der er sprunget bliver skiftet. Ja, og jeg tror, at det sidste års tid har vi malet hele ryttergården, der er kommet nyt tag på og blevet istandsat. Så det er faktisk sådan noget lidt kedeligt noget.

Og så er der højdepunkterne, som gør det hele værd. Når der er stævne, når det spiller og når der er tilskuere. Det er egentlig meget sådan noget med bakketoppe.
Rigtig meget forberedelse, som er lidt kedeligt og som primært vi 3 går og bruger en masse tid på. Og så er der de der toppe, der gør det hele værd, når der er arrangementer. Og heldigvis så efterhånden har vi så mange arrangementer at det ikke bliver helt så meget en ørkenvandring, som i starten med meget forberedelse og få stævner. Nu er der sådan lidt mere balance i tingene. Men det er det.

Vi går alle tre på arbejde ved siden af sådan fra 8 til 16 hver dag, så sker der ikke så meget herude. Men hvad skulle der ske. Alle tilskuerne går jo også på arbejde og de fleste cykelryttere går jo også på arbejde. Det tror jeg er meget naturligt. Sådan har det heller ikke været i gamle dage.
Du nævner det der med at der har været spil herude.

Vi arver jo en historie af et større anlæg og en større drift, hvor der har været mange, eller flere, mange er måske så meget sagt. Men i hvert fald en håndfuld fuldtidsansatte til at tage sig af at lave stævneprogrammer og sørge for totalisatorspil og at man kunne spille på rytterne, så der var styr på det. Og det er også det der har drevet økonomien til at man har kunnet have fuldtidsansatte.
Det lever vi selvfølgelig lidt i skyggen af og det er vi nok meget bevidste af, at det ikke er det, vi arbejder hen imod.

Vi prøver ikke at kopiere noget, som var engang, fordi det er urealistisk for at være helt ærlig. Så det er nogle andre ting vi skal fokusere på og få til at virke. Og det kan godt drives af frivillige kræfter. Men det vi har fundet ud af er, at det er svært at drive det i en kontekst med en cykelklub med 350 frivillige, som alle sammen også gerne vil ud at træne og have noget klubtøj osv.
Men hvis man deler det lidt op og siger at okay vi er faktisk 3 her, som virkelig brænder for det her fuldt og måske prøve at kigge lidt mere på, hvordan vil man drive en cykelbane, som hvis det var et stadion eller noget lignende, og ikke hvis det var en cykelklub. Så kan man faktisk godt professionalisere tingene, få noget omsætning i det og få nogle folk til at komme. Altså det går kun den rigtige vej, som indtil videre viser at det godt kan lade sig gøre.

 

Hvad håber du så at, hvis du skulle se idealet for, hvor i kan få cykelbanen hen.

Jeg kunne kigge lidt ned i krystalkuglen og se fremtiden for Aarhus Cykelbane, men Aarhus Cykelbane har en meget, meget lang historie. Helt tilbage til slutningen af 1800-tallet og den har ligget flere steder. Altså ikke den her bane. De har bygget ny hver gang. Men der har ligget cykelbane forskellige steder inden den endte her i 1940.

Så jeg tror at jeg personligt, i modsætning til nogle af dem der har meget tilknytning til det her sted, har mere et forhold til idéen om en cykelbane i Aarhus. Om det lige er den her betonbane, der ligger her, eller om det måske på sigt kunne være en indendørs cykelbane, der ligger i en hal et sted. Det ville glæde mig rigtig meget, fordi sandheden er bare, at det her er én af tre cykelbaner i Danmark og den her er fuldt brugbar. Vi har fede stævner og masser af tilskuere, men sportens fremtid i banecykling er indendørs cykelbaner. Det kan vi ikke være blinde overfor.

Det betyder ikke, at vi skal stoppe med at bruge den vi har – det er bedre end ingen cykelbane. Men klart, hvis jeg skal tage de briller på, at hvad kunne være fedest for banecykling i Danmark og i Aarhus i fremtiden, så ville det være, at der var en indendørs cykelbane.

Når det så er sagt, så har jeg også en tilknytning til det. Jeg har aldrig oplevet de andre cykelbaner, de er lang tid før min tid. Så alle de minder, som vi snakker om, er jo det her sted. Så der er jo også en mere egoistisk eller personlig drøm ud i fremtiden om, at kunne man da bare få 10.000 tilskuere ud og få de store verdensstjerner – altså hvis vi bare kunne prøve det een gang inden vi byggede en indendørs cykelbane – det ville være mega fedt.

Men jeg er klar over at det er mere en egoistisk drøm, for hvis man skal kigge på talentarbejdet og de unge mennesker og hvordan fremtiden ser ud for dem, så vil det klart være det bedste at få en indendørs cykelbane. Jo før jo bedre. Men det er lidt dobbelt på den måde.

 

Har du noget du vil tilføje her til sidst?

Nej, jeg tror egentlig vi har været meget godt rundt om alt det praktiske. Og der er jo skrevet vidt og bredt om det i forvejen.

Der er sindsygt mange anekdoter og Jørgen Leth og hele hans barndomshistorie. Og vi kører Jørgen Leths æresløb, og alle de film man kan finde, hvor han står og fortæller. Det har ret meget værdi, så afhængig af, om det skal være et meget fakta interview eller man gerne vil have malet med den brede pensel og have nogle af følelserne med, så er der klart noget der at hente.
Men ellers al fakta og min kamp for Aarhus Cykelbane, tror jeg, vi har ramt meget godt.

 

Ja og det tænker jeg også var det, du gerne ville have ud af det.

Ja, lige præcis, helt klart. Det andet er der masser af fokus på, og det gør, at der kommer mange tilskuere herud. Men det er også meget sjovt at have fokus på, at det faktisk meget af tiden er hårdt arbejde, og der er ikke noget der kommer af sig selv, og man skal kæmpe for, at tingene lykkes. Og man skal virkelig brænde for det.

 

 

Transskriberet af Helga Aaboe