Jens Skovsbøl

i Fritekst

Jens Skovsbøl er en travl mand, og er frivillig i både genbrugsbutik og ÆldreSagens Mandetræf. Han blev født i Åle i 1941, hvor barndommen var ikke altid nem, da Jens var født uden hypofyse, som producerer kroppens hormoner. Tilstanden gjorde, at Jens kun var 143 cm, da han skulle til session.

Interview med Jens Skovsbøl 12. september 2017. Interviewet af Rikke Heiselberg.

 

En barndom med sygdom

Jens Skovbøl, er du født her i byen?

Nej, jeg er født i noget, der hedder Aale nede mellem Tørring og Brædstrup. Og født på en lille gård på 20 tønder land, hvor mine forældre drev landbrug. De købte 20 tønder land af min bedstefar, og byggede en helt ny gård. Og der boede jeg så, indtil jeg var 21.

Var du enebarn?

Nej, jeg havde en storesøster, der var 7 år ældre.

Var det ikke sådan, at du skulle overtage gården?

Jo, det var der sådan set noget med. Men problemet var, at jeg var meget syg. Jeg er født uden hypofyse, og det gør jo så, at min vækst var meget lav. Jeg kunne ikke klare det der strenge arbejde i marken og køerne og så videre. Så jeg var nødt til at finde ud af noget andet. Jeg endte på Rigshospitalet i 1961 i et halvt år, hvor de fandt ud af, at jeg ikke producerede testosteron, altså det mandlige kønshormon.

Hvor gammel var du da?

Da var jeg så 20 år.

Du har så været et svageligt lille barn. Kunne man finde ud af hvorfor?

Nej, det kunne man ikke. Mine forældre syntes jo, jeg var perfekt, som jeg var, men jeg ville jo ud og tjene penge ligesom de andre. Men jeg kunne jo ikke magte det.

Blev du udmattet?

Ja. Senere fandt de så ud af det med hypofysen. Og professoren sagde, ’du er så heldig, at du besvimer, når du bliver overanstrengt. Du har ingen stresshormon. Men de andre, jeg har kendt, de døde af hjertestop’. Og det er jo et held.

Så jeg kom på session i 1960. Og var 148 cm høj. Lægen sagde til mig: “Det her skal du have gjort noget ved.” Fordi kønsorganerne jo ikke var udviklede. De var som på én på fem år eller sådan noget lignende. Og jeg var 19. Og jeg blev selvfølgelig kasseret. Jeg var derovre i et halvt år, og var så heldig, at min moster boede ikke ret langt fra Rigshospitalet. Hun kom og besøgte mig hver dag.

Så du var indlagt?

Ja, og jeg var i behandling for noget hver morgen. Så skulle jeg have taget nogle prøver, og jeg skulle være fastende. Og på et tidspunkt kommer lægen og siger til mig: “Vi har en forelæsning i morgen. Ville du have mod på at komme med derned?” “Ja, hvad ved jeg om det, ikke også?“ Der sad 800 studenter, og jeg skulle ligge splitternøgen på en briks. Fordi de havde aldrig set sådan én før.

Du var meget lille

Meget lille. Jeg havde jo ingen kræfter, jeg havde ingen modstandskraft. Og halvandet år efter jeg var kommet hjem Rigshospitalet voksede jeg 23 cm. Som 20-årig.

Behandling med testosteron

Hvor er det fantastisk. Fik du noget medicin, der gjorde det?

Jeg fik nogle testosteronindsprøjtninger hver anden dag. Og det gjorde så, at der begyndte at ske noget. Der fik jeg lidt hår på benene. Der havde jeg været fuldstændig bar, og på armene og så videre. Men det var jo fandens til besvær at skulle til sygeplejerske hver anden dag. For i weekenden, når jeg skulle hjem til mine forældre, så skulle jeg jo ned til sygeplejersken nede i byen og så videre. Men altså, så blev det sådan, at jeg fik det en gang om ugen. Så det var til at holde ud. Nu får jeg så hver 4. uge.

Vil det sige, at man ikke kan sprøjte sig selv, men skal til lægen?

Det skal være én, der lige nøjagtig ved, hvor man skal stikke.

Så det er livsvarigt?

Det er det, ja. Og så i 1995 der var jeg indlagt på grund af nogle bylder og sådan noget. Først blev jeg opereret oppe på Kommunehospitalet, så blev jeg sendt til Marselisborg, fordi de troede, det var noget bakterielt eller sådan noget lignende. Og de eksperimenterede med mange forskellige ting. Så var jeg inde ved en reservelæge en dag. Han sagde: “Du får noget testosteron?” “Ja, det gør jeg.” “Er du nogensinde blevet scannet?” “Nej, det er jeg ikke.” “Det skal vi have gjort.” Og det viste sig, at der ingen hypofyse var.
Og jeg var så heldig, at eksperten i hele verden var på kommunehospitalet. Og der var 7 i landet, der havde den sygdom. Der var kun 7, der var født uden. Og der var ingen af dem, der nogensinde havde arbejdet.

Da jeg så kom op til professoren, siger han: “Får De højeste eller mellemste invalidepension?” “Jeg får ikke pension.” svarede jeg. “Nu spørger jeg igen.” sagde han: “Får De højeste eller mellemste invalidepension?” “Jeg får kraftedeme ikke pension.” sagde jeg så. “Jeg skal i arbejde, jeg skal bare være rask.” “Hvordan fanden har De overlevet det?” spurgte han. “Nå, jamen, det ved jeg sgu ikke.” sagde jeg. Og jeg var jo altid træt. Men så sagde jeg til ham eksperten: “Jeg har snakket lidt med min læge om, hvorfor fanden jeg altid er så træt. Og min læge har sagt til mig, jeg skal bare løbe en tur.” Så sagde han: “Det kunne have slået dig ihjel. Du har jo ingen stresshormon. Du har ingen mulighed for at vide, hvornår nok er nok.” Jeg har så bare været heldig de der 6-7 gange, jeg er besvimet.

Så stresshormonet udgår fra hypofysen

Yes. Alle hormoner udgår derfra.

Men de opdagede det ikke dengang på Rigshospitalet
Der var forskningen ikke langt nok fremme. Men i alle de år har jeg haft nogle omgange, hvor jeg kastede op. Og alle gangene, efter 4. eller 5. opkastning, der besvimede jeg. Og tre gange er jeg landet med hovedet nede i vaskefadet. Jeg vågnede dernede. Så han spurgte mig også ad: “Har De opkastninger nogle gange?” “Ja, det har jeg engang imellem.“ “Når du får den første opkastning, så ringer du her. Du har et nummer her. Så sender vi en ambulance.” Det var da lige lidt drastisk, ikke også?. Der var ikke noget at snakke om. Det skulle jeg. Og det har jeg så gjort siden. Nu er der heldigvis lange perioder imellem.

Hvad gør de ved dig, når du kommer ind med opkastninger?

Der får jeg det der Solucortef. Altså ind i årerne i flydende form. Det er hydrocortison. Jeg får jo en masse piller. Og der er der blandt andet hydrocortison. Det er det, jeg bliver så rund i hovedet af overvægtig. Jeg har sult 24 timer i døgnet, sådan set.

Du kan heller ikke rigtigt mærke, om du er mæt?

Nej, jeg er nødt til at stoppe, ellers så æder jeg mig ihjel. Men altså når jeg får det der flydende Solucortef i årerne, så går der en to-tre timer. Så falder jeg i søvn, og så sover jeg til næste dag, og så bliver jeg udskrevet. Det er et fast ritual. Det største problem, når jeg har opkastninger, det er at få dem til at forstå – dem, der har vagten – at nu skal jeg altså ind.
Men det har løst sig hver gang indtil nu.

Lille, men kvik

Jeg springer lige tilbage til din barndom igen. Hvordan var det for dig at være sådan en lille skravlet én?

Jamen, det var da ikke spor rart. Men mærkeligt nok er jeg aldrig nogensinde blevet mobbet i skolen. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg har en fornemmelse af, at jeg måske har forstået, når de har angrebet mig, at dreje den tilbage.

Du har været kvik

Ja måske derfor – hvis ikke man har et angreb i stedet for et forsvar… Jeg har altid, når vi var til fødselsdag eller sådan noget, været anfører for enten politi eller røver eller sådan noget. Det var der slet ikke nogen diskussion om, altså.

Selv om du egentlig var svag og ikke havde så mange kræfter, kunne du det
Ja, og der var slet ikke nogen diskussion om det. Undtagen til fodbold. Der var jeg altid den, der kom sidst på.

Men du spillede alligevel?

Ja, jeg spillede lidt. Det var sjovt nok, men mine forældre var elitegymnaster fra Ollerup. Min søster har lavet gymnastik og har været elitegymnast. Og så mig: Jeg kan ikke engang lave et hovedspring, jeg kan ikke engang stå på hovedet, jeg kan intet.

Hvordan var lærerne i skolen?

De var fantastiske. Jeg har haft en rigtig god skole.

Var der en skole i selve Aale?

Ja, der var en landsbyskole, hvor der var to lærere. Fra første klasse gik vi tre år i samme klasse ved en lærerinde. Så kom vi ned i hovedskolen fra 4.klasse.

Du er fra omkring krigen?

Jeg er fra 1941. Så kom vi ned i 4. klasse. Der kom vi så 4. og 5. sammen og 6. og 7. sammen. Det ene hold havde dansk, og det andet hold havde regning skiftevis. Og den ene lærer var jeg ikke glad ved. Jeg havde sådan et lidt anstrengt forhold til ham. Jeg kunne ikke lade være med at drille ham… så. Men den anden havde jeg meget respekt for. Jeg syntes, han var dygtig.

Så der var disciplin, men der var alligevel venlighed?

Ja, nu skal det måske siges, at mine forældre kom sammen med førstelæreren. Så havde jeg måske lidt af et fortrin der. Det kan også godt være.

Du boede ude på gården. Var der så langt ind til skolen?

Ja, der var godt to kilometer. Det første år gik jeg. Men jeg gik i skole sammen med et hold tvillinger, der boede 500 meter fra os. Og jeg ville i skole sammen med dem, fordi jeg ikke turde gå alene. Så jeg kom nogle år for tidligt i skole. Og jeg var nede og få lavet sådan en test for at se, om det var godt nok, og det sagde læreren god for. Og så skulle jeg så lære at cykle til skole, andet år der, og jeg kunne ikke selv stå af cyklen. Så jeg kom kørende hjemmefra, hvor far eller mor hjalp mig op. Så cyklede jeg ned til naboen, og de to knægte skulle stå og gribe mig, når jeg kom. Og så stable mig op igen og cykle i forvejen ned til skolen, og så gribe mig der. Så var der en dag, de sagde: “Du står selv af”, for nu gad de bare ikke mere. Så gjorde jeg det.

Så var det, du flyttede fra gården

Ja, jeg var til sådan en jobsamtale med en eller anden ekspert i Horsens. Han sagde: “Med den fysik, du har, skal du til noget, som ikke kræver muskler. Og så har jeg måske en ide om, at du skal til Ikast eller Herning, fordi der er trikotage, og det er ikke tungt.” “Nå, jo, men det var jo fint nok.“ Han skaffede mig så ind på en fabrik i Herning, og der skulle jeg være et halvt år. Det var ikke noget bestående. Det var bare for at se, hvad det var.
Det gik rigtigt godt. Og ejeren sagde til mig: “Jeg har ikke brug for dig, jeg har ikke råd til dig, men kommer du engang og søger arbejde, så vil jeg gerne have dig ind.” Så det var det.

 

Arbejde ved strikkemaskiner

Du var altså i produktionen?

Ja, jeg var nede ved strikkemaskinerne.

Det har været et helt nyt område, du skulle til at lære?

Det tog også noget tid, inden jeg lærte det. Og så efter det halve år, kom jeg hjem til mine forældre og var vinteren igennem. Og det gik ikke ret godt, når man ikke kan det, man gerne vil, og ikke gider det, man bliver sat til og så videre.
På et tidspunkt havde vi en nabo, som kørte til Herning med smågrise hver onsdag. Så spørger jeg ham: “Ved du hvad: På onsdag kan jeg så komme op at køre til Ikast?” Ja, det kunne jeg da sagtens. Så kom jeg med ham og blev sat af i Ikast, og vi aftalte, at tre timer senere skulle jeg stå ved samme pølsevogn igen, for så kørte han hjemad.

Hvad ville du lave i Ikast?

Søge arbejde. Jeg tog den første fabrik, og i nummer 17 kom jeg ind og sagde: “Jeg søger arbejde.” “Jamen ved du hvad, vi har sgu egentlig snakket om, at vi skulle have en mand, så…” Så fik jeg arbejde der. Det var nogen, der lavede strømper. Kan du huske i gamle dage, der var sådan nogle strømper med noget gummi på, som man brugte til gymnastik?
Det var da os, der lavede dem. Og så siger jeg: “Hvad med sådan noget som et værelse?”
“Ved du hvad,” sagde han: “Naboen derhenne de har en kiosk. Det kan være, de ved noget.” Og de havde lige et værelse til leje.

Så du behøvede egentlig ikke med grisemanden hjem igen?

Jo, det skulle jeg så. Jeg tog med ham hjem igen, og så måtte jeg hjem og fortælle mine forældre, at jeg flyttede. Og det var altså ikke tilpas. Men søndag flyttede de mine sager op til Ikast, og mandag morgen startede jeg på arbejde. Og der var jeg i godt to år.

Og i samme funktion ved strikkemaskinen?

Ja. Jeg tror, han havde 25 strikkemaskiner. Så skulle jeg binde garn på og tage strømper ud. Strømperne kom i én lang række, og så skulle man bare klippe dem over og vikle dem sammen og så lægge dem op og så videre. Der sad to damer nede og ketlede. Der var jeg i to år, godt og vel. Så fandt jeg på, at jeg godt ville ind til de rigtige strikkemaskiner og lave strikketrøjer og sådan noget, og så søgte jeg arbejde i Hammerum. Og det fik jeg. Så flyttede jeg så til Hammerum samtidig med, og der var jeg i tre år eller sådan noget lignende. Og i den tid jeg var i Hammerum, var jeg begyndt på aftenskole inde på tekstilskolen. Og var begyndt at kunne skille maskiner ad og samle dem igen. For normalt, når der er en maskine, der går i stykker, jamen så skal du have bud efter en montør.

Så det var smart at kunne.

Ja, det var det. Men så blev maskinerne så avancerede, at jeg kunne ikke følge med længere. Så det var kun de helt almindelige maskiner, jeg kunne klare. Og så blev jeg fyret derude. Ja, vi rendte ind i noget… der var en masse tummel… vi var tre mænd på arbejde, og den ene var sådan ret fremme i skoene, og ham fulgte jeg så med. Så siger vi: “Vi stopper.” “Jamen, så må I jo bare gå.” Og så tænkte jeg: “Det var da også lidt træls, jeg var da egentlig godt nok tilfreds.” Men så stod jeg uden arbejde. Så fandt jeg noget i Horsens. Det var tæt på mine forældre, 20 km, men det var en fiasko helt uden lige.

Hvad var det for et job?

Det var også som strikker. Men det var et firma, som ikke kørte ret godt. Og de mennesker, der var der, havde været der i en 30-40 år. Og de havde nogle ideer om, hvordan tingene skulle være, og det var helt modsat af det, jeg havde lært. Så det gik ikke ret godt. Så kom jeg tilbage til Ikast og fik arbejde som strikker, med en håndmaskine.

Altså i samme firma?

Nej, et helt andet sted. Der var 200 fabrikker i Ikast. Og der var der noget, der hed en “Coslowmaskine”. Du kan nok huske de der raglanærmer, man kunne få. De blev strikket i den form. Og den maskine kunne ikke lave rib. Så skulle vi strikke rib på. Og så skulle de syes på med maskine. Så jeg stod et år sådan her… Så begyndte musklerne sgu at komme, du. Og ringen den forsvandt.

Du fik kraftige fingre. Har det været et samspil med medicin og måden, du arbejdede på tror du?

Det ved jeg sgu ikke, om det var.

 

Kunne ikke tåle øllen

Men jeg havde også problemer, fordi jeg drak jo en del. Dengang jeg var i Hammerum, der drak jeg en del øl. Og besvimede et par gange. Og jeg var ved lægen, og så sagde han: “Jeg tror ikke, din krop den kan tåle alkohol.“ ” Åh hold kæft”. Jeg var midt i 20´erne ikke? Men på et tidspunkt sagde han: “Hvis vi skal ses igen, så skal du stoppe, fordi din krop kan ikke klare det.” Så tænkte jeg: “Så må jeg sgu hellere holde.” Så stoppede jeg med at drikke øl i… ja det er nok 40 år siden, eller 45. Og har faktisk ikke…nej det passer ikke, jeg ikke har gjort det siden, men altså…

Men du har vel heller ikke lyst til det mere, når du bliver syg af det?

Nej. Og så var jeg i lære i et års tid, og så fandt de ud af, at det var for dyrt at have en mand til at stå der, så hvis de nu fik en strikkemaskine, der kunne lave de ribber i stedet for, så var det meget billigere. Så blev jeg så fyret. Og så kom jeg på noget, der hed Bellica. Det er sådan herremode strikkefabrikker. Der var jeg i 7 år. Og så var jeg sådan løs… i en 2-3 år med forskelligt, og endte på et sted, hvor vi fik garn ind i sådan nogle fed, som skulle spoles over …
Men der fik jeg så meget astma. Så der var faktisk en 3-4 år, hvor jeg slet ikke var på arbejdsmarkedet. Og så i 1983 lukkede de for mine dagpenge. Og så var der jo kun bistandshjælpen tilbage. Og konsulenten syntes, at jeg skulle til arbejdsprøvning inde i Herning. Det havde jeg sgu ikke lyst til. Men så sagde hun: “Så får du ingen penge, hvis du nægter det.” Nå, så var jeg jo nødt til det. Der kom jeg ind på sådan en fabrik, som skulle forsøge at hjælpe folk i gang med at lave noget. Så skulle jeg stå ved en håndstrikkemaskine og lave 48 mønstre. Og det kunne jeg gøre i løbet af ingen tid. Ham der stod ved siden af mig, havde været der i tre uger, og han var ved nummer 14. Og da klokken var 14, da var jeg færdig med de 48.

Hvad skete der så?

Det bliver man heller ikke populær på, vel?

Nej så er du jo skruebrækker

Ja. For jeg var indstillet på, at jeg skulle da vise, hvad jeg kunne, ikke også. Nå, så sagde ham lederen af det der center – det var en gammel montør af strikkemaskiner, så ham kendte jeg jo – han sagde: “Ved du hvad, vi skal lige have en snak. Nu tager vi dig rundt i det her, og i løbet af kort tid så skal vi have fundet et sted til dig at være ved strikkemaskinerne.” Ja, ja, men det var fint nok. Så fandt de et firma i Ikast. Det var stort set min nabo, der hvor jeg boede. Og jeg kunne ikke holde ud at være inde i støvet. Jeg skulle have det sådan, at jeg kunne gå ud. Der skulle jeg arbejde om natten, fra 22 aften til 6 morgen, alene.

For at det ikke skulle støve så meget?

Ja, altså jeg var alene om natten, de havde ikke så mange maskiner, men der var nok til én mand i hvert fald. Og så kunne jeg gå uden for døren, når det passede mig. Og da den første måned var gået, så var de så glade for mig, så de havde faktisk oparbejdet 50 procent mere produktion, fordi ham der var der før sov engang imellem.

Hvor er det flot

Ja, og der var jeg så i 6 år. I 1987 er jeg så på ferie i Saalbach i Østrig sammen med min nabo, og der møder jeg Karen. Vi er ikke på samme hotel, men vi spiser aftensmad sammen. Og der havde jeg været i Østrig et par år før, og så sagde jeg: “Jeg vil da gerne vise dig rundt.” Det fik jo grove konsekvenser.

Du har ikke haft familie før Karen?

Nej.

Så det var dejligt for dig. Fik hun set Østrig?

Ja. Og da vi skiltes, gav jeg hende en saltkringle, og så sagde jeg: “Kan du nu komme godt hjem.” Og så havde jeg fået hendes telefonnummer og adresse, men det havde jeg da smidt ad helvede til. Jeg var begyndt at gå til enkebal dengang, så der var mange om buddet, ikke?. Så pludselig en dag skrev hun, at hun gerne ville have besøg i Aarhus. Jamen det kunne jeg da nok finde ud af, men jeg har fået dit nummer smidt væk. Så var jeg ude at besøge hende, og det klingede godt fra starten af. Så blev vi enige om, at vi ville flytte sammen. Hun havde 4 børn, så hun kunne ikke lige flytte nogen steder, – og var under uddannelse. Jeg sagde: “Jamen, jeg vil ikke flytte, før jeg har et job.” Og i september 1988 startede jeg så på et nyt job ude i Aarhus Nord. Lavede transportbånd. Hvor jeg så stod for lager og skæring af bånd, og sådan noget. Og der var jeg, indtil firmaet lukkede i 2002. Så blev jeg arbejdsløs som 60-årig. Og hver dag cyklede jeg 10-15 kilometer rundt og smed ansøgninger ind i de postkasser, som kunne være en fabrik. Og pludselig et halvt år efter, der blev jeg indkaldt til samtale. Det var noget, der hed Arbejdsmarkedscenter Midt. Det vil sige, at det var en kommunal virksomhed. Det vidste jeg ikke dengang. Det ligger ude på Holmstrupgårdsvej. Og jeg kommer ind til jobsamtale. Der sidder seks mennesker, og den ene af dem var min gamle chef ude fra det firma, der lavede transportbånd. Så siger lederen: “Hvad kan du så bibringe firmaet?” “Det ved jeg simpelthen ikke, for jeg ved ikke, hvad det er, jeg er gået ind til. Men du kan spørge Mogens. Han ved, hvad jeg indeholder.“
Det var så Mogens, der havde anbefalet mig. Der var tre ansøgere. Én på 40, én på 45 og så mig på 60. De andre sagde jo: “Lad os nu tage én af dem på 40 eller 45.” Så sagde Mogens: “Vi skal have Jens, fordi ham ved jeg, jeg kan stole på. Der er ikke noget problem overhovedet. Ham kan jeg gå ind for fra den første dag af. “ “Jamen så tager vi så ham.” Og den ene af dem, der sad der, hed Preben. Han var værkstedsleder. Han er siden blevet min medhjælper nede på Genbrug.

Fantastisk

Jeg var der indtil 2009. Der var jeg blevet 68, og kunne egentlig godt have fortsat, men der var kommet 2 nye ledere på som…ja, hvis du siger, de har ligeså meget ledelseserfaring som det sorte under mine negle, så er det det. Og så havde de rundsave på albuerne. Jeg var jo lageransvarlig. Jeg var også chauffør og kørte rundt og hentede varer. Vi havde 200 flygtninge/indvandrere tilknyttet. Og hvis vi havde 40 på en dag, var vi virkelig mange. Så de kom ikke ret tit. Men de skulle jo lave et eller andet. Og det var noget med, at så skulle de måske lægge papir ind i mapper [?] , eller også skulle de veje søm og skruer af og sådan noget. Men der var jeg så et halvt år, før jeg stoppede. Jeg blev indkaldt til sådan en MUS-samtale. En medarbejderudviklingssamtale. Og så siger lederen der: “Hvornår er det, du holder?” Så siger jeg: “Må jeg spørge om noget? Er det her en medarbejderafviklingssamtale eller en medarbejderudviklingssamtale?” “Det er da en medarbejderudviklingssamtale.” “Hvorfor helvede spørger du så? Er jeg fyret?” “Nej, nej, nej.” “Men passer jeg ikke mit arbejde?” “Uha, jo, der var ingen problemer.” “Hvad helvede går du så i gang med det for?”
Så prøvede de på alle mulige måder at få mig ud. Jeg var jo chauffør. Og jeg havde arbejdstid indtil klokken 14. Og klokken 13.30, hvor jeg var inde i byen, siger de: “Kan du ikke lige køre derhen?” “Det kan jeg ikke i dag, siger jeg så, men jeg kan gøre det i morgen tidlig.” Det blev de meget fornærmede over. For når de havde en chauffør, skulle han fandme køre, når de sagde det.

Så arbejdstiden var egentlig ligegyldig?

Ja, ja, men altså nu skulle jeg til møde den dag, så jeg sagde: “Jeg kan ikke, for jeg skal til møde.” Jeg var tillidsmand samtidig med. Og så blev jeg indkaldt til kammeratlig samtale dagen efter. Og de heglede mig igennem. Og så sagde jeg: “Hvis det er sådan, I vil have det, så får I det sådan. Så sidder jeg på min pind på lageret, indtil I giver mig besked på, hvad jeg skal lave.” Før havde det været sådan, at alle værkstedsledere…: “Nu skal jeg lige bruge det, kan du lige køre?” “Jamen jeg kan køre om en time, eller jeg kan godt køre nu”, eller sådan noget. Så sagde hun, at nu skulle jeg altså passe på, for jeg kunne få en skriftlig advarsel. Jeg svarede: “Det synes jeg, du skulle gøre, for jeg tror, 3F ville være rigtig glade for den.” Nå, så blev den dysset ned. Og så kom jeg en måned efter medarbejder- afviklingssamtalen, og siger: “Men du kan give mig 3 måneders løn. Så er jeg stoppet i morgen.“ Det kunne hun ikke. Så gik der en måneds tid eller sådan noget lignende. Det var sådan lige efter jul: “Men ved du hvad. Du kan få to måneders løn, og så kan du få februar måned, der behøver du ikke komme på arbejde.” Så det var næsten det samme. “Fint”, sagde jeg, “så tager jeg det.“

 

Genbrugsen i Viby

Og marts 2009 startede jeg på Genbrugen nede i Viby på Skanderborgvej.

Du skal bare ud at arbejde. Kan du ikke sidde stille?

Nej, hvis man sidder her i sofaen, så sidder man bare og sover og falder hen og så videre. Og der har jeg været siden. Mandag og onsdag.

Og det er du glad for?

Ja, det er jeg rigtig glad for. Men det er så også ved at være lidt hårdt.

Kører du også rundt og henter ting?

Ja, møbler og sådan noget. Så sådan en skænk ned fra anden sal. Den er hamper.

Så der skal du selv sætte grænser?

Ja, men på onsdagsholdet er vi tre mand. Og på mandagsholdet har jeg fået Karens bror. Jeg sagde: “Vi er nødt til at være en mand mere.” “Jamen, det går da godt nok” sagde han så”. Så siger jeg: “Enten kan du finde dig en ny makker, eller også skal vi have en mand mere.” Så han er gået ind på, at vi skal have en mand mere. Og han er så startet.

Er du så mest i butikken nu?

Nej, nej, nej. Jeg går med ud. Jeg har så mere kontakten til kunderne. Fortæller om hvad vores penge bliver brugt til, og giver dem en lille brochure og snakker lidt, og så alle de der ting, som ikke er rigtigt tunge, dem tager jeg mig af.

Så det giver mening for dig?

Jeg ville nødig undvære det.

 

Natteravn og mandetræf

Du beskæftiger dig også med “Mandetræf”. Er det også frivilligt arbejde?

Det startede sådan set med, at jeg var besøgsven, og kom ind til Tove Jørvang i Ældresagen engang imellem. Og så siger hun: “Vi starter noget, der hedder “Natteravnene. Kunne du ikke tænke dig at være med der?” Så var jeg med til det første møde der, og der fik jeg mig placeret sådan lige midt i salen, og der kørte fjernsynet jo, så jeg var “på” lige fra starten af. Jeg var med i en 2-3 år, hvor vi gik tre dage om ugen i Frydenlund området. Vi kom i vores gule jakker, og folk var meget, meget glade for os. Der var folk, der kom i bil og sagde: “Hold op, hvor er vi glade ved, I kommer her. For mine forældre bor lige deromme, og de var så bange.” Men så fik jeg så problemer med mine knæ. Jeg er blevet opereret i det ene knæ og skulle faktisk også i det andet, men så stoppede jeg med at gå som “Natteravn”.

Men inden jeg stoppede med det, siger Tove Jørvang en dag: “Det er vel ikke sådan, at du kender én, der kunne tænke sig at arrangere udflugter for ensomme mænd?” “Nej, det ved jeg sgu ikke.” sagde jeg så. Så gik jeg sådan og tænkte på, at det kunne da godt være, det var sjovt nok. Så sagde hun: ”Det havde jeg jo egentlig også regnet med, at du meldte dig der. Jeg har et nummer på én, der hedder Vibeke Mejer. Tag lige og ring til hende, så kan I aftale, hvornår I skal mødes.”
Vi aftalte så at mødes ude på Dalgas Centret, og vi fik en god snak. Jeg sagde klart fra starten af: “Jeg vil ikke have nogen udgifter. Mad og drikkevarer og ting vi skal se og så videre, det vil jeg have betalt. Og så vil jeg også have busbillet frem og tilbage betalt.” Det var helt i orden. Og Vibeke Mejer er stadigvæk med i gruppen. Vi er seks, der arrangerer udflugter. En af dem er min gamle kollega, Palle, som har været havnearbejder. Det er ham, der har stået for skulpturen nede på havnen, der lige er blevet indviet. Kunstneren Jens Galschiøt har lavet bronzeskulpturen med syv havnearbejdere, men årsagen til, at den kommer der er Palle. Og der var vi nede og hjælpe ham med at vise folk rundt sidste søndag.
Vi seks mand mødes så 3-4 gange om året og holder møde om, hvor vi skal hen næste gang, og hvad folk har af ideer og så videre. Nu her på torsdag skal vi til Himmelbjerg søerne. Det er nok ikke så godt vejr, men… Så vi har én, der tager sig af tilmelding og sådan noget og tager kontakt til de rette mennesker, og Sune, som bor herinde ved siden af, ordner udflugterne sammen med mig, og jeg ordner som regel forplejningen og så videre.

I er med på turene og guider lidt?

Ja, der er jo nogen med rollator og dårligt gående, så vi skal hente dem op i minibusserne, og spænde sikkerhedsselerne fast på dem og måske hente mad til dem, hvis det er sådan, de er dårligt gående og så videre.

Er det blevet en succes?

Meget stor. Jeg har været udsat for flere, der har sagt, når de står af bussen: “Jeg skal med på næste udflugt, hvis ikke jeg er meget syg eller død.” Så ved vi, den er hjemme.

Har du indtryk af, at der bliver dannet venskaber undervejs?

Ja, meget. Nu har jeg specielt gjort meget i, at kommer der en ny mand så at tage mig lidt af ham og spørge ham: “Hvad har du egentlig lavet før? Hvad er dine interesser?” Og så få ham placeret ved siden af én, som måske har samme fag eller et eller andet til frokosten, og så falder de automatisk i snak. Jamen så er han jo med i gruppen.

Tror du, de mødes også uden for det regi?

Det gør de faktisk, for der er noget, der hedder spisegruppen hernede i lokalcenteret i Viby. Der mødes 6-7 stykker af dem også.

Så det er simpelthen Tove Jørvang, der ligesom har set, at det der, det kunne godt være dig?

Ja, det er Tove Jørvang, der står for det. Det er helt sikkert. Altså, jeg har aldrig kedet mig eller sådan…

Hvis man pludselig bliver alene, magter man måske ikke at komme videre selv?

Du ved jo godt, at 50% af mænd aldrig har lavet mad. 50% har aldrig vasket i vaskemaskine. Der sidder en hér blandt andet.

Er det rigtigt? Er han ved at lære det?

Nej. Det er forbudt område.

Ja, så kvinderne er jo nogen gange selv skyld i det.

Ja, men de har mistet hende, de holder af. Og dagligdagsproblemer de står sådan ligesom en mur. Og hvad skal jeg egentlig leve for? Selvmordsprocenten er voldsom stor.
Så har vi hende Vibeke Mejer. Hun har kontakt til alle de der hjemmesygeplejersker og sosu-assistenter og så videre. Når de nu får hjemmehjælp, så begynder humøret lige så stille at gå ned , og de siger til Vibeke: “Tag lige ud til ham der, for der er nogle problemer.“ Så tager hun ud og snakker lidt med ham og spørger: “Vil du ikke være med i vores spisegruppe?” “Nej, det er ikke noget for mig.” Så: “Ved du hvad, nu kommer jeg på onsdag og henter dig, så kan du lige være med i spisegruppen.“ Og det kunne de da selvfølgelig godt. Så kommer vedkommende frem og siger: “Jamen for fanden, alle de andre har samme problemer som mig,” ikke.”Hold da kæft, det var da egentlig utroligt.“ “Ved du hvad”, siger vi, “på næste torsdag der har vi en udflugt. Kunne du ikke tænke dig at være med?” “Tjo, det kunne da godt være.” Så kommer han med. Jamen, så er han ovre det problem. Og børnene de jubler jo.

Ja, for de kan jo heller ikke være der.

De er jo stavnsbundne, hvis han virkelig ikke har livsmod og så videre.
Jeg har lige lavet en tur her d. 12. oktober til Klosterlund Museum. Det ligger ude ved Engesvang. Og vi skal så have håndmadder med. Og så serverer de kaffe og lagkage. Det er vigtigt. Mandetræf skal altid slutte af med lagkage med flødeskum. I de 5 år jeg har kørt, har vi prøvet én gang, hvor de ikke kunne få lagkage. Det snakker de om stadigvæk.

Det er altså ikke kun en “kvindeting”, det der med lagkage?

Det er det ikke. Og når vi så sidder og får lagkage, så siger vi: “Hva´ så, er det en top 5´er, eller…?”

Og hvad så med den der klemme, de har med i lommen, skal de selv smøre den?

Nej, det er Else. Én af dem som også er med i gruppen. Hun har et smørrebrødsfirma oppe i nærheden af, hvor hun bor. Dem læsser hun i bilen, inden hun kører ned og kommer dem i minibussen.

Så de får det hele serveret?

Ja, ja. Og hvis ikke vi har nogen entréer, så koster det 150 kroner. For tur, frokost, kaffe og drikkevarer. Nu her på torsdag skal de så af med 200, fordi det koster 120 kroner at komme med båden.

Jeg skal nok ikke at spørge, hvad du laver i din fritid, for den har du ikke meget af. Du lufter en hund en gang imellem?

Ja, jeg lufter en hund en gang imellem. Og så har vi jo en have, som trænger, og det klarer vi sammen.

 

Fritidsklub

Hvordan fandt i jeres dejlige sted her?

Jamen, det var sådan set fordi, Karens lillebror er vicevært i området. Vi var på besøg for fem år siden, og så siger Lars: “Nu skal jeg lige vise jer en lejlighed. Det er dér, I skal bo.” Så var vi nede at se det. Det var så ikke den her. Det var makkeren et stykke længere nede, og Karen var jo ret vild med den med det samme, og så siger jeg: “Hvad koster den?” “Jamen, det er lidt dyrt, den koster 7100.” “Det har vi sgu ikke råd til.” sagde jeg så. Men så blev det så sådan, at vi fik en ide om, at varmen var ikke så dyr. Lejligheden var godt isoleret og ikke andet ned 8 år gammel. Husleje kan du jo få tilskud til. Men ikke til varmen. I Råhøj betalte vi jeg tror, det var 775 kr. om måneden. Det er jo næsten 10.000 eller sådan noget lignende. Her gav vi 4800 sidste år. Der er stor forskel. Så vi kan ikke klage. Altså vi har en lille bil, vi kører rundt i og har børnebørn tæt på. Da vi flyttede herned for tre år siden, snakkede jeg med afdelingsbestyrelsen. Formanden. Hun bor lige herovre. Så siger jeg: “Er der sådan en fritidsklub, eller sådan noget lignende?” “Nej, det er der godt nok ikke.” sagde hun så. “Skal I ikke have det?” “Det synes jeg, du skal foreslå til generalforsamlingen,” sagde hun så.
(Det er fordi, jeg har været formand to steder, hvor vi har været før.)

Du vidste, hvordan det kan gøres

Ja, jeg syntes, det var hyggeligt. Og der kom jeg så op til generalforsamlingen, og så blev det taget rigtig godt imod. Og vi er faktisk lige startet på 4. Sæson.

Og hvad laver I der?

Vi snakker. Vi ordner verdenssituationen. Der er en grund til, at der er fred i verden. Det er fordi, vi ordner den.

Der er stor tilstrømning til det?

Vi var elleve i torsdags, og der var to, der var fraværende, så det er en tretten – fjorten stykker. Der er 26 lejligheder. Vi skiftes til at tage brød med til kaffen. Rummet får vi gratis af boligforeningen.

Og hvor tit?

Det er en gang om ugen. Hver torsdag fra 14-16.

Så kan jeg godt forstå, at det går så godt i verden, når det er så effektivt
Ja, det er klart. Hvis ikke vi har styr på det, så går det helt galt. Nej, jeg var formand, da jeg boede ude i Råhøjparken, og jeg var faktisk også formand i Vester Allé. Og den klub døde, dengang vi rejste. Men den fortsatte så ude i Råhøjparken med en ny bestyrelsesformand.

Er det ikke lidt besværligt at være formand?

Nej, det er det ikke. Altså nu er det her jo ingen bestyrelse, så jeg er ikke formand, jeg står bare som “skaberen” af det. Altså, jeg har et tæt samarbejde med afdelingsformanden, og hun sagde med det samme: “Her er en nøgle. Jeg gider fandme ikke rende og låse op for dig hver torsdag.” Nej, vi har satme et godt forhold.

Jeg tror også, du er en god diplomat. Du farer ikke sådan op. Er det forkert?

Det kan jeg godt gøre, hvis der er noget, der generer min retsfølelse.

Du bor på Hattemagertoften. Hvornår er området grundlagt?

Det er i hvert fald over 30 år siden, mener jeg. Det første. Der er både karetmager, sadelmager, urmager og pottemager, og der er omkring 3000 boliger i området.
Der har ligget en gård, der hed Viemosegård her. Derfor hedder vores afdeling Viemosegård. Men hvis du går ind på Google og skriver “Jens Skovsbøl”, så kommer der en masse ting frem. Jeg har skrevet et par artikler til Ældresagen og sådan noget forskelligt
om alt hvad jeg har oplevet i Genbrug og sådan noget.
Der står også noget om dengang, jeg var besøgsven for Lis. Men hun gik jo hen og døde, hun kunne jo ikke holde til det. Jeg var hendes besøgsven en 4 år, tror jeg.
Men vi havde sådan et knaldgodt forhold. Vi var ikke afhængige af hinanden, men vi var sådan en slags kammerater, kan man sige. Hvis hun kommer med noget, som jeg ikke synes er rigtigt, så diskuterer vi det. Og jeg vil blive ved, til jeg får ret, hvis det er sådan, jeg ved, jeg har ret. Så det havde vi meget diskussion med.

Vil du være besøgsven igen?

Jo, det vil jeg godt. Men altså Karen skal opereres i ryggen her i november, december og skal passes selvfølgelig. Så på den her side af jul der skal jeg i hvert fald ikke være det.
Jeg har overvejet at stoppe lidt nede på Genbrug og så gå over til besøgsven i stedet for. Hvis det bliver for hårdt.

Sådan en besøgsven måtte gerne være her i nærheden?

Det er jo sådan set ligegyldigt. Jeg har buskort om vinteren, og om sommeren cykler jeg. Jeg har sådan en el-cykel. Jeg elsker at cykle.

Statuen af havnearbejderne

Hvordan bruger du Aarhus?

Altså, jeg er ikke sådan særlig kulturel, kan man sige. Vi har ikke været til Aarhus Festuge hverken i år eller sidste år. Det er ikke sådan, at jeg udnytter de muligheder, jeg egentlig har.

Har du været med i forbindelse med Aarhus som kulturhovedstad?

Nej, det må jeg sige, det har jeg sgu nok ikke. Altså dengang Palle startede på det med skulpturen, så sagde han: “Vi skal være Kulturhovedstad.” “Og hvad så?” sagde jeg så.
Jamen han havde planlagt at havnearbejderne, de skulle på banen. “Jeg støtter dig 100%, men det der kulturfis, det siger mig altså ikke lige noget.” Nej, men han var indstillet på det. Palle er jo alkoholiker. Vi havde ham ude en aften og fortælle om det. Han har én plan hver morgen, når han står op: “I dag skal jeg være ædru.”

Er det lykkedes ham at holde helt?

Jo. Men han vågner hver dag og siger til sig selv: “I dag skal jeg være ædru.”
Han har ikke drukket i 10 år.

Hvordan fik han ideen til skulpturen?

Han startede med, at det skulle være en statue af et par havnearbejdere eller tre,som stod med et læs kaffe på ryggen og så videre. Det har han jo døjet meget med. Og så gik han jo til LO og 3F og så videre, og de sagde: “Det vil vi ikke blandes ind i.” Men de ville godt støtte ham, og den dag det blev indviet, var det dem, der betalte gildet.

På et tidspunkt var han til et eller andet arrangement ude på travbanen. (Han har en travhest). Og da kom han til at stå ved siden af Karin Salling. Han vidste ikke, hvem hun var, og så står de sådan og snakker, og Palle fortæller så om den her skulptur, han vil lave, og så siger hun: “Jamen, det kan vi da nok finde ud af.” “Hvad fanden kan du finde ud af?”, sagde han så. “Nå, ja, men altså nu vil jeg præsentere mig. Jeg hedder Karin Salling. Vi kan lige lave en aftale, du kan komme op, når du vil hente pengene.” “Okay. Sådan!”
Han havde fundet ud af dengang, at det ville være i hvert fald mindst 3 millioner.

Og så havde han kontaktet Galschiøt, der har lavet den?

Ja. Galschiøt havde så lavet en miniaturemodel til ham. Og den havde Palle med herud, dengang han fortalte om det. Bænken med havnearbejderen var ikke med fra starten. Da vi var nede i Turbinehallen, siger jeg til Karen: “Hvem fanden er det, der sidder på bænken?” “Det er sgu da en statue.”

I bruger ikke meget at gå tur i Marselisborg skov, eller være ude i naturen?

Det er for lidt. Du ved, når man har et par dårlige knæ og dårlig ryg, så er det svært at komme op af sofaen. Selv om det er det, man skal.

Hvordan med busser herudefra? Er det fint nok?

Det er så nemt. 2´erens endestation er lige heroppe. Der er 200 meter. 3 meter den vej der kan du se heste ude på marken, så jeg synes, det er perfekt.

Hvad synes du om letbanen?

Jeg tror ikke, vi får ret meget at bruge den til. Når jeg skal på Genbrug om vinteren, så tager jeg 2´eren op til Marselisborg og går over gaden, og så tager jeg 14´eren. Og skal jeg ind og lufte hunden en gang imellem, så tager jeg bussen ind til Banegårdspladsen.

Har du benyttet dig af sådan noget som aftenskoleundervisning?

Nej. Altså vi har vel nok råd til det, hvis det var, men vi prioriterer det lidt anderledes.

 

Aale vs. Aarhus

Hvordan er det at bo her i forhold til Aale?

Det er jo fantastisk her. Altså éns hjemstavn, kan man sige, den bliver jo aldrig overgået. Men dét her, det er altså rigtig godt, rigtig godt. Jeg vil sige, at det er det bedste sted, vi har boet.

Og I kommer hinanden ved herude via klubben?

Karen: Det gør vi også alligevel. Jens: Det gør vi rigtig meget.
Karen: Men jeg er nok mere til det der med at bo i en opgang. Der kommer man hinanden mere ved. Men det er vi ligesom afskåret fra nu.

Bor der mest ældre mennesker i det her område?

Lige her, Viemosegård, det er +55. Du skal være 55 for at få en lejlighed.

Man savner ikke børn på gaden, der spiller bold og…?

Nej, altså der er en børnehave lige herovre, og så har vi børnebørnene.
Karen: Vi har børn nok. Lige herovre 5 minutter herfra der har vi to børnebørn på 1 og 4 år.

Tror du, du vil fortsætte med det frivillige arbejde?

Ja, det tror jeg. Men det kan godt være, jeg drosler ned med Genbrug og sådan…

Og blive besøgsven talte du om?

Ja. De har da godt nok snakket om nede på Genbrug, at hvis jeg holder med at komme dernede, så skal de have fundet et nichejob til mig, hvor jeg kan være inde i butikken eller sådan noget. Men det er ikke mig med det butiksværk der. Så skal du jo flytte rundt på møbler og vide, hvordan det skal stå for at tage sig bedst ud. Det er jeg fandme ikke god til.

Grunden til, at det ser sådan ud herinde, det kan du jo kun takke én for.

Når der nu for eksempel er gjort rent i vindueskarme og sådan noget…jeg aner ikke, hvor tingene skal stå henne. “Jamen, der plejer de da ikke at stå. Jeg er sådan set ligeglad med, hvor det står henne. Fuldstændig. Man kan sige, at dengang hun kom over til mig i lejligheden ovre i Ikast, der rystede hun godt nok på hovedet. Der var noget at tage fat på.

 

Transskriberet af Lone Bæk Neimann, marts 2018