Inger Marie Sørensen

i Skabelon

Inger Marie Sørensen er 82 år. Hun har været syg de sidste ti af dem. For fem måneder siden flyttede hun til Aarhus på grund af sin Parkinsons. Selvom hun har måttet forlade sit hjem og sine venner i Lynge på Sjælland, har hun bevaret et optimistisk sind. En lang svømmekarriere har nemlig lært hende, at man ikke altid kan vinde. Heller ikke i livet.

 

Man kan ikke vinde hver gang

Tekst og billeder af Sofie Skødt Mortensen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, 1. semester hold 2.

 

Det er en kold augustdag i 1956. De danske mesterskaber i svømning bliver afholdt i Aalborg. Limfjorden er kun 11 grader varm. Inger er nervøs, men selvsikker. Hun er i sin bedste form. Den første disciplin er 400 meter crawl, og Inger vinder. Ovenpå den første sejr er hun favorit til at vinde medajler i disciplinerne rygcrawl og 100 meter crawl.
Sådan går det ikke. Mod alle odds ender Inger på en fjerdeplads.
”Det var selvfølgelig ærgerligt og en skuffelse, at jeg ikke vandt, men på den anden side havde jeg trods alt vundet i 400 meter crawl dagen før. Og så var det jo ikke liv eller død, det drejede sig om,” siger Inger.
I dag er det 60 år siden, at Inger kom på fjerdepladsen i Aalborg, men hun tænker stadigvæk tilbage på den episode og de mange oplevelser i sin svømmekarriere, som et eksempel på at livet ikke altid går som planlagt.
”Livet er ikke en stor vinderbuket. Der er både tab og gevinster i livet, og man må lære at begå sig. Det er det, det drejer sig om. Det er det, svømningen har lært mig. At man ikke altid kan vinde,” siger Inger.
Modgangen til de danske meterskaber i 1956 er ikke det eneste, Inger har oplevet i sit liv. Da Inger var syv år gammel, mistede hun sin far. Hendes mand døde for tyve år siden af tuberkulose, og Inger blev selv syg for ti år siden.

En ny tilværelse

Inger begyndte først at svømme, da hun var 14 år. Hun havde ligget i blød indtil da, fortæller hun smilende. Inger kom på svømmelandsholdet i 1954, og har været ven og konkurrent til mange af 1930’ernes berømte svømmepiger, blandt andet Ragnhild Hveger og Karen Margrethe Harup. Hendes ungdom gik med at svømme og træne i Frederiksberg Svømmehal i København. Hun svømmede både morgen og aften. Armtag, bentag, bevægelser, vendinger. Det var det, der fyldte i hendes tanker. Selv når hun var derhjemme eller på arbejde.
62 år senere sidder Inger i en lænestol i sin plejebolig i Aarhus. De samme hænder, som Inger tog armtag med, da hun var ung, ryster nu en smule. Det samme gør hendes venstre ben. Så holder det op for en stund for så at begynde igen.
Inger har Parkinsons. En kronisk hjernesygdom, der langsomt hæmmer bevægelsesevnen. Hun fik det konstateret i 2006. Inger har klaret sig selv i sit hus i Lynge i ni år med diagnosen, men en sommerdag sidste år, blev tilværelsen vendt på hovedet. Inger faldt ud af sin seng og lå der i halvandet døgn, før hendes søn fandt hende.
Efter den episode besluttede hun i samråd med sin familie at flytte tættere på dem i Aarhus. 321 kilometer fra Lynge.
Den sjællandske forstad lidt uden for Allerød har været Ingers hjemstavn, siden hun var 22 år, men beslutningen om at flytte til Jylland var ikke svær at træffe. Heller ikke selvom alle venner og minder gennem 60 år måtte efterlades i Lynge. For Inger betyder det mere at være tæt på familien. Selvom der kan være ensomme timer, og de fleste relationer er tilbage på Sjælland, er der stadig en ophøjet optimisme i den lille lejlighed. Det er bedre end alternativet, og så er vennerne heldigvis kun et telefonopkald væk, siger Inger.

At tage en dag ad gangen

Det banker på døren i lejligheden. En medarbejder på plejehjemmet gør Inger opmærksom på, at der er stolegymnastik klokken 12. Hun kan ikke deltage i dag, men hun plejer at gå til træning flere gange om ugen på plejehjemmet. Svømningen har givet Inger et stort kendskab til sin krop, hvilket hjælper hende i dag. Hun har altid været aktiv og i bevægelse. Det er hun stadigvæk, men Ingers Parkinsons gør dog hverdagen lidt mere besværlig. Hun beklager sig ikke en eneste gang.
”Man skal ikke give op. Jeg siger aldrig »det kan jeg ikke.« Jeg skal altid prøve. Det har fulgt mig, siden jeg var barn. Men selvfølgelig må jeg kende mine begrænsninger,” siger Inger.
Inger står selv op, hun går selv i bad og hun tager med, når plejehjemmet har arrangeret udflugter. Hun vil og kan stadig selv. Hun tager ikke sorgerne på forskud. Selvom hun ved, at hun formentlig skal dø af følgesygdommene ved sin Parkinsons en dag, vil hun ikke bruge tid på at tænke over det i hverdagen. I stedet prøver hun at se fremad:
”Jeg tager tingene i den rækkefølge, som de kommer. Det hjælper jo ingenting at sætte sig ned for at tude og gå rundt og være bange. Det bliver det i hvert fald ikke bedre af. Det kan tværtimod gøre det værre,” siger hun.
Døden skræmmer ikke Inger. Hun har oplevet mange tab i løbet af sit liv, og der er allerede beboere, der er gået bort på plejehjemmet på den korte tid, hun har boet der. Selvom det kommer tættere på her, er hun meget afklaret:
”Nu får vi at se, hvordan enden bliver. Som jeg siger, plejehjemmet er min endestation, men jeg ved ikke, hvornår jeg ender.”[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]

Inger Marie Sørensen sidder med det mindebæger, hun fik, da hun vandt Frederiksberg-pokalen den 12. december 1954. Det er det eneste håndgribelige minde, hun har tilbage fra svømmekarrieren i sit hjem i Aarhus.
Inger Marie Sørensen med den store Frederiksbergpokal, som hun vandt i 1954.