Ib Pedersen

i Fritekst

 

Ib Pedersen blev født 1937  i Høegh-Guldbergs Gade. Familien flyttede til Silkeborgvej, hvor Ib oplevede britiske bombere på nært hold, og i 1945 til Hadsten, hvor han prøvede landsbyskolelivet og til sidst tog realeksamen. Han fik god kontorelevplads ved FDB i Aarhus og efter en tur ved infanteriet i Fredericia, vendte han tilbage og arbejdede mange år ved både FDB og Landbrugets EDB-center. Ib er pensioneret, men har benene ikke lagt op. Blandt  andet er han blevet bestyrelsesformand i Frivillighuset ved Lokalcenter Trøjborg, fordi, som han siger, “… man ikke kan holde sin kæft”.

Interviewet af Carina Stobberup, Aarhus Stadsarkiv, den 20. april 2017

 

Vil du starte med at fortælle hvornår du er født og hvor?

Jeg er født den 12. september 1937 i Høegh-Guldbergs Gade. Jeg er lidt i tvivl om nummeret, for det eneste min mor sagde, det var i nummer 37. Men jeg ved det ikke helt, jeg tror faktisk det var lidt højere oppe. Og der boede vi jo så et stykke tid, men så flyttede vi ud på Silkeborgvej nummer 168.

Familie og skole

Var det kun dig eller havde du også søskende?

Jeg fik en lillebror, mens vi boede derude i 1942. Der boede vi så ude til 1. april 1945, så flyttede vi faktisk til Hadsten, så flyttede vi ud af byen. Det var min fars skyld. Dengang han skulle finde noget at lave, der ville han gerne være gartner, men det måtte han ikke for sin far, fordi faren, han var murer, og hans storebror var murer, så han skulle OGSÅ være murer. Sådan var det jo dengang; det var far der bestemte. Så han blev uddannet murer og var en dygtig murer og arbejdede med det i mange år. Så fik han chancen, fordi min mors far, han havde et lille landbrug ude i nærheden af Hadsten, hvor han for mange år siden var blevet alene. Hans kone døde i 1937. Så havde han haft en forpagter på, og det gik så ikke mere. Så spurgte han min far og mor om DE ville flytte derud. Så kunne han bo i den ene ende af stuehuset, og de kunne så have resten af huset – han havde såmænd bare to små værelser dernede. Min bedstefar var forsikringsmand ved siden af, i noget der hed Husmandsbrandkassen. Så han cyklede rundt til de forskellige og havde nogle som opkrævede kontingent og sådan nogle ting. Det så min far jo så som en chance for at komme til at beskæftige sig med det, han gerne ville, nemlig landbruget. Han havde ikke forstand på det. Fordelen var så, at min bedstefar, han var der stadigvæk, min mors far. Så han kunne jo hjælpe ham i gang med det. Det lykkedes, og han blev en dygtig landmand til sidst, det gjorde han jo. Men der boede vi så ude fra april ’45. Der har jeg så været syv et halvt år, det var det år jeg ville blive otte.

Ibs klassebillede, cirka 1945. Privatfoto.

Jeg var lige begyndt herinde i Aarhus i 1. klasse oppe i Frederiks Allé, det der hedder Brobjergskolen nu. Men der lå to skoler; en pigeskole og en drengeskole. Valdemarsgades Skole og Frederiks Allés Skole. Men tyskerne havde taget den ene, så vi gik sammen piger og drenge dengang, og det var sådan lidt usædvanligt. Det er så der fra august ’44 og så til april ’45. Så skulle jeg så skifte skole, og så kom jeg i en landsbyskole ude i noget der hedder Lyngå nede i Hadsten. Det var så sådan en med én lærer og to klassetrin i samme lokale – som det VAR dengang. Det var det jo på landet. Der gik jeg jo så indtil jeg kom på realskole i Hadsten i ’48 … Jeg tog realeksamen i 1953. Så kom jeg i lære som kontorelev her inde i Aarhus.

 

Læretid og værnepligt

 

Et kendt hjørne; Vesterbro Torv og Vester Allé, hvor Ib kom i lære hos FDB. Privatfoto

[Ib finder nogle billeder frem] Dér, det kender du nok, det er Vesterbro Torv. Der var jeg i lære nede i møbelafdelingen dernede. Vi var tre elever på det tidspunkt. De havde alle de store vinduer der. Og der sidder jeg på kontoret med en gammeldags skrivemaskine. Det der, det er faktisk ude fra Silkeborgvej under krigen. Der var hende der og de to voksne, de arrangerede sådan nogen idrætsdage et par gange om året. Det er mig der sidder der, lige i midten. Det var jo under krigen, så det var med hvide skjorter og dannebrogsflag på. Det var jo en lille smule forbudt, det kørte jo på det nationale, det gjorde det virkelig.

Var det noget man selv syede på, de der mærker?

Ja det tror jeg det var, det tror jeg det var noget min mor have syet på. Man syede jo selv dengang. Jeg var så træt af det tøj hun selv syede! Det der, det er så også mens vi boede derude, der havde min far en kolonihave oppe i noget der hedder Oldjorden. Det lå lige oppe bag ved Silkeborgvej, og faktisk lige bag ved hvor vi boede.

Der er stadig kolonihaver i dag er der ikke?

Jo, det er der nemlig … Dét var jo med slips og det hele på:

Ib på FDB-kontoret, cirka 1954. Privatfoto.

Hvor gammel er du her?

Jeg er nok en … Jeg kom jo i lære som 16-årig, og kom i lære per 1. 7. som jeg fyldte 16 i september. Så jeg var 15, næsten 16. Jeg tror det er i ’54-’55 det er taget. Men jeg synes, det er lidt et sjovt billede; prøv at se brevvægten der. Stemplet! Og prøv at lægge mærke til spejlet der i hjørnet bag ved mig. Det var sådan et lille lukket kontor, hvor der så var en dør ud, lige ud for hvor jeg sad. Når man så sad der, så kunne man se indgangsdøren, og hvem der kom ind. Om det var kunder der kom ind, så skulle man op at stå.

Ja det er lidt nogle andre remedier, end man har på kontorer i dag!

Ja det er andre ting, nu er det bare ind på en PC.

Det må også have krævet nogle fingermuskler uden lige at skrive på skrivemaskine.

Ja man skulle jo påvirke tasten som så påvirkede en type, som røg op på papiret på et farvebånd. Jo jo jo. Det er så mig og så en anden lærling, som er fotograferet inde i gården der bagved. Men jeg har ikke så forfærdelig mange gamle billeder.

Ib og elevkollega i gården bag FDB’s bygning. Privatfoto.

Der stod jeg jo så i lære i tre år og blev så uddannet. Så kom jeg ind som soldat i februar ’57. Men jeg boede jo hjemme ved mine forældre i Hadsten, så det var med tog frem og tilbage morgen og aften.

Var det en lang tur på det tidspunkt?

Dengang der tog det omkring 40-45 minutter, de stoppede jo både i Brabrand og Mundelstrup, Søften og helt over. Det har selvfølgelig så ikke noget med Aarhus at gøre, men det var noget af en omvæltning. Du kan se, det ser nogenlunde moderne ud det byggeri der, det var helt nyt, da min far og mor flyttede ind i det. Og så flyttede de ud på landet. Der var ikke indlagt vand, der var ikke elektricitet. Vi drenge hentede vand i spande ude ved en pumpe ude i gården, og petroleumslampen blev tændt. Vi havde en radio, men den gik på sådan nogle kæmpestore batterier. Så skulle man engang imellem ned og have ladet dem op. Det var ligesom et batteri i en bil. Der fik man ladet det op nede ved autoforhandleren eller automekanikeren nede i Hadsten. Så kørte man ned med dem og så hentede man dem et par dage efter. Telefon havde man heller ikke, der måtte man op til naboen, for han var skovfoged, så han havde. Hvis man skulle ringe efter dyrlægen, så måtte man derop og ringe.

Samtidig var det vel også begrænset hvor mange man KUNNE ringe til?

Ja ja, det var det. Det var kun sådan nogen som købmanden og brugsforeningen, smeden kunne man også ringe til. Jeg kan huske, når man ringede op til centralen deroppe; ”Kan du ikke lige stille mig om til smeden?” – ”Det kan ikke betale sig, han er lige gået hen i Brugsen, har jeg set!” Hun vidste det hele.
Der kom jeg så ind som soldat i ’57 i Fredericia, og var der i 16 måneder.

Var det som værnepligtig?

Ja.

Det var også en lang værnepligt i forhold til i dag.

Men husk på, det var jo også det tidspunkt, hvor der var al den uro. Ungarn-krisen og alt det der. Jeg kan huske, at min mor, hun var frygtelig nervøs for, at jeg skulle ind og stå soldat. Men vi vidste jo ikke, hvad der kunne ske på det tidspunkt. Der var også Suez-krisen der i ’57, jeg tror det var deromkring.

Så hvis man skulle udsendes på det tidspunkt, hvor var der så størst sandsynlighed for at man kunne blive sendt hen?

Det var nok Suez. Allerede dengang, der var mest frivillige der kom afsted til det. Jeg kan ikke huske, at vi blev spurgt i al fald, om vi ville derned.

Er det infanterister, der er ved Fredericia?

Ja, det er fodtudser så det gør noget! Eller det var det i hvert fald dengang. Nåh-nåh, du ved lidt om militæret, kan jeg høre?

Ja, min kæreste, han har også været værnepligtig i Fredericia, så jeg har da hørt lidt om hvordan det fungerer dernede og om de forskellige øvelser.

Ude på Trelde Næs! Og Ryes Høj og hvad de ellers hedder. Men så kom jeg jo hjem fra soldat, og så begyndte man at kigge efter piger og sådan nogle ting. Så blev jeg så gift den 31. oktober ’61. Vi blev gift fordi vi skulle have en … Det var jo noget forfærdeligt noget dengang! Men sådan var det.

Der havde I måske forældrene lidt på nakken?

Nej, men min mor kunne ikke lide det, det kunne hun ikke. Min mor var sådan en, også i den periode hvor jeg somme tider overnattede nede ved … så sagde hun altid ”Du kunne da godt lige komme hjem, inden naboerne de står op!”. Det betød meget for hende. Min far han sagde ”Kunne du ikke bare gøre det for mors skyld? Jeg kan da ikke forstå, hun ikke kan huske, hvordan vi selv var”. Han tog det mere afslappet.

 

Bomber over byen

Jeg har faktisk en episode derude fra Silkeborgvej, som jeg gerne vil fortælle om. Den 31. oktober 1944, der løb jeg sammen med nogle andre drenge og legede nede på, der hvor der er Jysk i dag, det var ikke andet end marker. Det var vores legepladser dernede, ned mod Frichs fabrikker, som de hed dengang. Der løb vi og legede dernede. Dengang, der var det, under krigen, at hvis luftalarmen den kom, så skulle vi straks i kælderen. Det skulle ikke diskuteres, vi skulle bare i kælderen. Der løb vi og legede, og så lige pludselig, så kom der MANGE flyvemaskiner. Hele vejen hen igennem Brabrand Ådalen, og svingede lige nøjagtig ind over det der græsareal, op over Silkeborgvej og den vej op. Vi stod dernede med åben mund og polypper og tænkte ”Hvad sker der dog?”. Vi vinkede og nogen af dem vinkede igen, de var simpelthen så langt nede de flyvere, at det kunne man se. Vi tog det jo roligt, for der var jo ingen luftalarm! Det var så englænderne, der havde sneget sig hele vejen over Jylland, og ind og op, og så bombede de universitetet der i ’44, fordi det var jo Gestapos hovedkvarter. Det bombede de så. Den første bombe var faldet før luftalarmen kom, og så kom min mor farende over Silkeborgvej, hold nu op hun var nervøs! Vi stod jo bare der, vi synes ”Nej, det var festligt!”, der kom den ene flyvemaskine efter den anden. Det er noget af det eneste jeg sådan rigtig kan huske fra krigen. Selve befrielsen kan jeg ikke huske, for der boede vi på landet. Der den 4. maj, der var vi jo flyttet derud, og det mærkede vi ikke sådan rigtig til, som man gjorde herinde i byen. Jeg kan ikke engang huske, om vi havde mørklægningsgardiner derude … Det havde vi nu nok.

Som du husker det, så var det måske ikke så meget du bemærkede krigen ellers?

Det eneste jeg kan huske fra krigen derude, det var at tyskerne, de kom og ville købe grise af min far. De ville købe svinekød af ham, og det ville han simpelthen ikke. Han havde store problemer somme tider, for det ville han altså ikke sælge til dem!

Kunne det ikke også være lidt farligt at sige nej?

Jo jo, fordi de var jo ved at være lidt desperate der til sidst. Det var så kun en god måned eller sådan noget i den stil. Men det ville han simpelthen ikke. Han havde et specielt forhold … Jeg kan huske, efter jeg blev voksen, og jeg sådan har snakket med ham … Han har været med til at bygge Oksbøllejren, og det var jo faktisk FOR tyskerne. Men det var han tvunget til, for han var nødt til at tage noget arbejde, ellers fik han ingen arbejdsløshedsunderstøttelse. Sådan pressede man dem jo. Det var han altså ikke glad for at snakke om. Jeg spurgte ham jo somme tider om det, og var interesseret i at høre om krigen og sådan nogle ting. Men det var han ikke glad for; at han havde været med til at hjælpe tyskerne på den måde. Fordi jeg kan godt huske, også inde fra Silkeborgvej, da vi boede derinde. Jeg kan godt huske noget med nogle blade, der blev byttet bagved bøgerne i reolen. Det var så de der illegale blade. Han var ikke med i modstandsbevægelsen eller noget som helst, men de læste jo de der ting om, hvad der skete.

 

FDB og LEC

Så flyttede vi jo så til Hadsten, og der havde jeg min opvækst med skolegang og sådan nogle ting. Så kom jeg så i lære der og kom ind som soldat, og så blev jeg gift den 9. 7. 1961, og vi fik så Dorthe den 31. oktober – det er derfor jeg kan huske datoen så tydeligt. Der boede vi så herinde i Aarhus i Frederiks Allé. Min kone, hun var damefrisør, og vi købte så en salon ude i Frederiks Allé. Da jeg kom tilbage fra soldat, der kom jeg tilbage som kontormand ved FDB møbler igen. De må have været glade nok for mig. Jeg lavede også alt muligt, det var lige meget hvad, bare jeg havde noget arbejde så var jeg tilfreds. Der boede vi så ude til juni ’63, så flyttede vi til Hinnerup. Der havde vi bygget hus derude. Der ventede vi os så en lillebror – det vidste vi ikke, for det vidste man jo ikke dengang. Men der fik vi så en lillebror, og det er så de to børn, jeg har. Der boede vi ude fra ’63 til ’76, til vi blev skilt. Så flyttede jeg herind til Aarhus igen, og har så boet stort set her i byen – men har altid haft arbejde. Jeg arbejdede der i mange år, og så flyttede jeg med ud da FDB flyttede ud til Viby, derude hvor der er købmandsskole og Arla har kontorer … Der var jeg så ude i nogle år. Så i ’67, der skiftede jeg til noget der hed Landbrugets EDB-Central, som på det tidspunkt lå inde på Frederiks Allé, men kort tid efter flyttede vi ud til Vejlby-Risskov. Der havde jeg så været med i hele udviklingen fra hovedkort og så indtil jeg stoppede i 2002. Jeg var ved Landbrugets EDB-Center i 35 år. På de 35 år, der er der altså sket en kæmpe udvikling omkring EDB. Vi sad som operatører og overvågede, at systemerne kørte som de skulle. Det var både aften og nat. I hvert fald til sidst, der kørte vi i døgndrift.

Der må jo også være sket meget, også sådan generelt med mange forandringer, og når man ser på Aarhus …

Ja uha da. Det har der da virkelig. Bare det at vi flyttede ud til Vejlby-Risskov … Dengang, da vi boede i Frederiks Allé, der kørte der jo sporvogne igennem Frederiks Allé.

Hvor langt kørte de ud?

De kørte ud til Kongsvang, de kørte ikke længere. Og så op til Marienlund. Der var også nogle der kørte ned til Dalgas – op ad Bruuns Gade, ned ad Hans Broges Gade og så ned til Dalgas, for der havde de remise dernede. Det plejehjem, der ligger dernede, det har været sporvognsremise. Så var det jo faktisk brandværnsmuseum på et tidspunkt også, der var en der havde samlet en masse forskellige brandbiler.

Min mor, hun var hjemmegående altid. Hun var altid hjemme, når vi kom fra skole. Hvis kvinderne arbejdede, så var det fordi de var enlige, og det var der jo ikke SÅ mange der var dengang.

 

Bøger, bold og cykelløb

Vil du fortælle lidt om din fritid? Da du var barn og ung, om du gik til nogle ting?

Mens jeg var barn og stod i lære, der spillede jeg en del håndbold derude. Jeg har aldrig kunne holde min kæft, så jeg er altid blevet valgt ind i bestyrelser. Det er det samme i dag. Men ellers, jeg har altid læst meget. Mine forældre sagde altid, at jeg var så dejlig nem at have med i byen, fordi bare jeg havde et blad eller en avis eller en bog med, så behøvede de ikke at koncentrere sig om mig resten af aftenen. Det har jeg holdt ved. Jeg har ALTID gang i en bog, jeg kan simpelthen ikke undvære at læse. Og det er alt muligt mellem himmel og jord. Men ellers … Jeg spillede en del håndbold. Jeg må jo nok indrømme, at da jeg stod i lære og kørte med tog frem og tilbage hver dag; det var ikke altid man var helt kry, når man havde haft sådan en lang arbejdsdag. Vi åbnede jo klokken halv ni i butikken, og så til halv seks. Toget, det gik kvart i seks, og så skulle jeg fra Vesterbro Torv op til Banegården lynhurtigt. Det vil sige, jeg skulle faktisk stå og være klar til at springe på døren. Det var ikke altid, hvis der nu lige var kunder i butikken. Hvis jeg ikke nåede det tog kvart i seks, så gik det næste kvart over otte! Det var ikke det sjoveste. Nu er der timedrift ud til Hadsten.
Min far kunne godt lide at gå til cykelløb og det gjorde vi, ham og jeg sammen, dengang jeg var dreng, og vi boede her i Aarhus. Det var ude på cykelbanen. Vi drenge, vi havde selvfølgelig luret på, hvad de forskellige cykelryttere de hed, så når vi cyklede rundt nede i gården – det var to blokke, der var fælles om en gård, og så kunne man køre rundt. Så det var jo Børge Gissel, og hvad de nu ellers hed! En gik rundt og råbte ”Program og blyant! Program!”. Det råbte de nemlig ude på cykelbanen, man kunne købe et program, fordi der skulle jo spilles lidt på det.

Var det også noget i plejede at gøre?

Det var ikke meget min far, han gjorde det, for han havde ikke ret mange penge som murer, det havde man ikke. Det var såmænd nok, at man skulle betale entreen. Men han kunne godt lide at komme ud og se det. Den eksisterer jo stadig, cykelbanen. Men jeg ved ikke om der sommetider er noget derude. Den er ikke særlig pæn i hvert fald, pænt vedligeholdt.

 

Aarhus før og nu

Hvad er den største forskel på Aarhus som du husker den fra din barndom til i dag?

Den er selvfølgelig blevet meget større, det er jo en kæmpe stor by efterhånden. Jeg synes til gengæld også at det er den bedste by at bo i. Det er MIN by, simpelthen. Jeg har stadig en del tilknytning til Hadsten også, min bror bor derude stadig, men Aarhus, det er MIN by. Og jeg bor jo fantastisk her, midt i det hele. Jeg kan gå til alt muligt, og jeg benytter mig af det. Jeg er født og opvokset med … Min familie, de var socialdemokrater. Mine bedsteforældre på begge sider, min far og mor var det. Jeg kan huske mens jeg var dreng, der var det somme tider sådan, når vi var oppe ved min fars far og mor. De havde en datter også, og hun var gift med én, som var venstremand. Og når de var sammen søndag eftermiddag, så kom de jo som regel til at diskutere politik. Der var jo min far og hans bror og min bedstefar, de var socialdemokrater. Og så Jens, han sad der mutters alene som venstremand og diskuterede. Min bedstemor, den stakkel, hun kunne simpelthen ikke fatte, at det ikke betød noget for dem, for de var jo lige gode venner bagefter. Hun sad simpelthen ude i køkkenet og græd! Hun syntes det var SÅ forfærdeligt, at de skændtes og råbte så højt, bølgerne gik jo højt selvfølgelig, for det var jo gerne efter en god frokost, med lidt øl og snaps og sådan noget. Men ellers … Nu så jeg lige i avisen forleden dag, at den der gadegennemskæring, som Bernhard Jensen kæmpede imod med næb og klør i mange år. Den har lige haft 50 års jubilæum, tror jeg det var. Det synes jeg er noget af det bedste, der er sket for byen, at vi har bevaret det gamle Latinerkvarter. Jeg har nogle gange været i Odense, og set hvordan de har ødelagt midtbyen der. Det ville være ærgerligt, hvis det også var sket her i byen.

 

Pensionist og bestyrelsesformand

Jeg har jo boet flere forskellige steder her i kommunen. Efter jeg blev skilt, der flyttede jeg til Lystrup og boede der i nogle år. Jeg flyttede sammen med én, jeg havde arbejdet sammen med, og vi boede så i Lystrup først, og så flyttede vi til Vejlby-Risskov. Så flyttede vi til Stavtrup. Der blev vi gift, da vi var flyttet til Stavtrup, og der boede vi ude i en fem år eller sådan i den stil. Så blev vi så skilt i 2002. Så jeg har prøvet sådan lidt af hvert, men har et godt liv i dag. Det er godt at være pensionist i Aarhus. Der er mange gode tilbud. Jeg kommer meget i et aktivitetshus som lå ude i Pauls Gade før. Frivillighuset hedder det. Vi bor oppe på Trøjborg nu, oppe ved siden af plejehjemmet, der har vi fået nogle lækre lokaler. Der er jeg lige blevet formand for bestyrelsen, og det er fordi man ikke kan holde sin kæft! Vi er seks; fem kvinder og så mig. Vi er tre, der er der hver tirsdag, og så de tre andre, de kommer på skift hver anden tirsdag og laver mad i caféen. Vi skal have julefrokost i eftermiddag! Det har vi ikke nået før nu, men det SKAL være en julefrokost. Jeg har lavet æbleflæsk, og vi kommer så hver med en ret. Det sætter jeg stor pris på. Og det der frivillighus, vi har jo en fire stykker i Aarhus af sådan nogen. Jeg synes det er fantastisk af kommunen, at de stiller lokaler til rådighed for klubber og foreninger, og at det ikke koster noget at låne lokalerne – hvis man IKKE har et religiøst og politisk sigte med det. Det synes jeg er fint; at man holder de to ting uden for det. De må finde andre steder så. Derude hvor vi er kommet til nu, der kommer mellem 800 og 1000 mennesker igennem om ugen. Der er gang i den! Folk maler, folk spiller kort – der er så mange i gang. Vi har flere orkestre, der er ude at øve. Det er en god ting, så du kan godt glæde dig, til du bliver så gammel!

Ib i kolonihaven, cirka 1939. Privatfoto.

 

Transskriberet af Carina Stobberup, 30. maj 2017