Ib le Roy Topholm

Forhenværende direktør for Børsens Forlag og Kraks Fond, Ib le Roy Topholm, fortæller her om sine og broderen Pers minder om skoletiden og tiden som avisdreng og spejder i Aarhus.
Ib Topholm blev født i 1935 og voksede op på Skovvangsvej på Trøjborg med tre søskende og sin mor, Anna Elisa Topholm, hvis erindringer kan læses her:
 http://www.2017aarhusianere.dk/anna-elisa-topholm 

Per født 10. juni 1934
Ib født 8. december 1935

 

1942-1952

 Mine første skoler

 

 Skovvangskolen

 Jeg begyndte at gå i skole i 1942, altså under den 2. verdenskrig og mens Danmark var besat af tyskerne.

Besættelsen havde vi vel i nogen grad vænnet os til, i hvert fald var det ikke noget, som i det daglige påvirkede os børn. Luftalarm var normalt om natten – først i krigens sidste år kunne de også forekomme om dagen.

Men nu var det altså slut med det frie liv – hverdagen og pligterne skulle ind i tilværelsen.

Jeg har sikkert været spændt på at komme i skole. Jeg kendte jo til begrebet, fordi Per var begyndt et år tidligere.

Nu skrev vi 1942 efter sommerferien, og jeg skulle møde i 1. klasse på Skovvangskolen, som var en stor – meget stor og ret nybygget skole (vistnok 1600 elever) – der lå på ”Kristiansbjerg”, som vi kaldte det. Det var oppe på toppen af Skovvangsvej, altså på den vej hvor jeg boede. Per gik i samme skole.

Jeg kan se i min gamle karakterbog, at jeg har indskrivningsnummer 27/42.

 

Skoletaske

Selvfølgelig var jeg spændt på hvad det var for noget, og jeg var blevet behørigt udstyret i anledningen. Jeg havde fået en skoletaske.  Valgmulighederne var ikke så store. Typisk var der rygsække, tornystre eller mapper at vælge imellem.

Jeg fik en mappe, for sådan en havde Per. En ikke særlig stor brun lædermappe med et rum og en klap over med en lås. Og så selvfølgelig et håndtag til at bære den i, i hånden, jeg kunne lige klare at holde den fri fra jorden. – Den kunne rigeligt rumme de bøger jeg fik i første klasse.

 

… og penalhus

Også et penalhus havde jeg fået. Udvalget var ikke så farvestrålende, som det er nu om dage. Mit var lysebrunt og indeholdt et par blyanter, en lineal og en blyantspidser samt selvfølgelig et viskelæder. Det var et læderetui som blev klappet sammen og låst på forsiden med en lille lås.

Når man kommer i skole er man stor, men jeg husker ikke, at jeg følte mig ret stor denne dag, hvor jeg ankom ledsaget af min mor, ligesom de fleste andre børn til min klasse.

Jeg havde korte bukser på og var ret forknyt ved synet af alle de andre børn – det var selvfølgelig drenge alle sammen. Dengang gik pigerne i klasser for sig.

Vi var 30 elever i klassen, og vi gik alle ind i klasseværelset sammen med forældrene og den lærer, som skulle være vores klasselærer.

Vores var en lille, ældre rund mand med et lille overskæg. Hans navn var viceskoleinspektør, overlærer Rasmussen Jensen. Han var en meget flink mand i det daglige, men kunne godt blive bøs, hvis det var nødvendigt, men jeg fik faktisk et meget godt forhold til ham, fordi jeg altid kunne mine lektier og havde orden i tingene – herom lidt senere.

Skolelokalet – klassen – var stor og ret flot og frygtindgydende. Der var et kæmpestort vindue på den ene væg og kortruller på en af de andre hvor der også var et kateder på en forhøjning og en lang tavle i hele lokalets bredde.

Ligeledes hang der på væggen modsat vinduet – meget højt oppe – en stor tavle med alle bogstaverne og en med alle tallene.

Der var 15 små borde stillet op i tre rækker i lokalet. Ved hvert bord var der to stole. Der var ikke faste pulte med bænke, men moderne møbler i lyst bøgetræ.

Vi blev råbt op med navns nævnelse og fik tildelt en plads – jeg kom til at sidde på et af de første borde henne ved vinduet. Og her mødte jeg så min sidekammerat som så vidt jeg husker hed Arne Busk.

Vores klasse hed 1. A og vi var nu ”førsterotter” i skoleelevernes jargon.

Da vores klasselærer havde fortalt både os og vore forældre lidt om hvad der skulle ske, blev forældrene sendt ud, og vi små nye elever var overladt til os selv og vores lærer.

Jeg erindrer ikke hvad der herefter skete, men vi fik da udleveret nogle skolebøger, og det var naturligvis stolt at få sin egen læsebog. Vi fik helt nye bøger.

 

Splinterny ABC

Senere stiftede vi alle bekendtskab med at overtage bøger fra andre elever, men lige nu her i første klasse begyndte skolen med en helt splinterny ABC.

 

Morgenandagt i Aulaen

 Skolen havde en stor aula, bygget næsten helt af glas, hvori alle elever stillede op hver morgen klokken 8, når vi altså mødte klokken 8, hvad vi ikke hyppigt gjorde.

Når alle var stillet op – det gik en smule militærisk for sig – vi skulle stå på bestemte pladser i lige rækker og holde mund og være stille. Så blev hele skolen fra talerstolen budt godmorgen af skolens rektor, som hed Blom Salomonsen. En høj streng mand med hvidt hår.

På væggen bag ham – fra balkonerne, hang der et kæmpemæssigt Dannebrogsflag.

Han havde hver dag nogle oplysninger – typisk formaninger og generel ”skæld-ud” fordi nogle havde opført sig uheldigt. Herefter sang vi morgensang, mens en af lærerne spillede på klaver. Jeg husker, at jeg havde en lille gul sangbog

Når denne ”morgenandagt” var slut gik vi ud til vore klasser – det foregik i klasseorden og vi spadserede pænt og stille ud af aulaen og op ad trapperne og ventede udenfor vort klasseværelse indtil læreren til dagens 1. time dukkede op og gav os lov til at gå ind på vore pladser.

Det hændte, at læreren kom lidt senere end klassen og så vidste vi, at vi skulle forholde os roligt, for ellers kom læreren fra den tilstødende klasse typisk farende ud og skældte os ud.  Sommetider gav denne lærer os så lov til at gå ind i klassen til vore pladser.

Når vores egen lærer så dukkede op rejste vi os alle op bag vore små stole og stod ret til han sagde godmorgen, værs’go at sætte jer

Skovvangsskolens aula, hvor der blev sunget morgensang. Fotograf: Thorkild Svendsen, 1943.

Læse og skrive i kor … lidt kedeligt

Selvom det var dejligt at lære at læse og skrive, så viste det sig også at være ret kedeligt at modtage undervisning. Vi skulle lære det i kor. Vi læste højt i en bestemt ret langsom rytme, og på en varm sommerdag, hvor de store vinduer tog en masse varme ind i lokalet, var det simpelthen søvndyssende.

Skrivning foregik på samme måde. I kor talte vi: ”og m og m og m, væk”, mens vi skrev et lille m med tre pukler. M efter m, mens vi messede i kor. Det glemmer jeg aldrig. Vi lærte ikke blot de forskellige fag i skolen som læsning, skrivning og regning, men også at opføre os korrekt.

For eksempel kan jeg huske, at vi skulle lære at banke på så det kunne høres, og vente til der blev råbt ”kom ind”, før vi gik ind, og at vi så skulle stå indenfor døren og vente til læreren vendte sig mod os, før vi sagde ”Undskyld, men … og så videre”.

Ligeledes at vi skulle gøre front mod læreren og bukke, når vi igen forlod lokalet.

Det blev øvet med os, og der blev ikke talt blidt til den dreng, som kludrede i det.

 

Bogbind

 I det hele taget blev der ikke talt blidt til elever, som ikke kunne lektierne, havde orden i sine ting og som for eksempel ikke havde bundet sine bøger pænt ind i beskyttende papir – ”bogbind”.

Papiret kunne købes hos boghandleren, men andet end boghandlerens autoriserede brune papir kunne også anerkendes. Jeg husker, at mine bøger typisk var bundet ind i hyldepapir, som mor jo alligevel skulle bruge i køkkenskabene. Vi havde helt sikkert ikke penge til at købe bogbind hos boghandleren. Jeg husker, at jeg engang har haft bøger indbundet i avispapir – som ikke holdt længe!

Det havde jo den ekstra fordel, at det var let et genkende bøgerne, når omslagene var forskellige.

Det var strengt forbudt at tegne i bøgerne, men læreren anerkendte dog et meget lille mærke i margenen, som viste hvortil vi har ”for”. At have noget for, er at have lektier, som skulle ordnes hjemme til næste gang, og ve den arme stakkel, som ikke havde gjort sine lektier.

I første klasse havde vi fagene dansk, regning og skrivning. Men vi havde også gymnastik og hørte om Danmark og om Odin og Thor og Aserne med videre – det sidste fangede mig i høj grad – jeg har lige siden været interesseret i den nordiske mytologi.

Vi mødte kun ganske få dage om ugen klokken 8.00, og andre dage kunne det være klokken 10.00 eller sågar klokken 12.00. Og en skoledag varede sædvanligvis fire timer i de første skoleår.

 

Passe lektierne = undgå skældud

Jeg befandt mig egentlig ganske fint i skolen og havde det godt med mine klassekammerater og med både de forskellige fag og lærerne. Alligevel kan jeg huske, at jeg var en lille frygtsom dreng, som helst ikke ville falde i øjnene. Jeg var meget genert og havde det dårligt med at blive skældt ud – måske derfor var jeg god til fagene, for så undgik jeg skældud.

 

Kongemodtagelse

Jeg husker at alle skolens elever en dag blev kommanderet til kongemodtagelse.

Kongen, Christian X og Dronning Alexandrine tilbragte sommerferierne på Marselisborg Slot ved Aarhus.

Sædvanligvis sejlede de til Aarhus og blev så kørt fra havnen i en stor flot sort åben bil ud til Marselisborg.

Majestæterne skulle naturligvis modtages af byens borgere, så de kunne se hvor populære de var. Selv om det formentlig har været i begyndelsen af krigen blev ceremonien gennemført.

Jeg husker, at jeg og resten af klassen blev marcheret op overfor Bispetorvet lige efter hjørnet mellem Clemensbro og Store Torv, altså tæt ved Domkirken.

Det blev en lang ventetid og i nogen grad også en lang næse, for det var ikke let for os små børn at se majestæterne, men de kom da og kørte forbi, og vi vinkede som vi var blevet instrueret.

 

En bagersøn på skolevejen

Jeg husker ikke navnene på mange af min klassekammerater fra de første skoleår. En husker jeg dog, nemlig Hans Taul, som var søn af bagermester Taul, der havde en stor bagerforretning på hjørnet af Nordre Ringgade og Willemoesgade.

Det var lige på skolevejen, og vi fandt hurtigt ud af, at hvis vi hentede Hans på vej til skole, blev vi måske inviteret ind i bageriet, altså bag forretningen, hvor kagerne blev lavet. Her havde man hver eneste dag en skål med afskårne kagestumper.

Og det var lige noget vi kunne lide – stadig skal man jo tænke på, at slik ikke var let at få, og at vi i øvrigt ingen penge havde.

Hans blev også betydningsfuld for mig, fordi det jo hurtigt viste sig, at jeg kunne lokke noget pap fra ham af den type, som man benyttede som underlag når man pakkede flødekager ind, eller i form af æsker til lagkager og lignende større sager.

Jeg skulle jo altid bruge pap til at tegne på, selvom bagerpap absolut ikke var særligt velegnet, men dog bedre end ingenting.

 

Tryllekort for 50 øre

Jeg husker, at jeg fandt på at fremstille nogle tryllekort, hvor den ene halvdel af kortet havde en værdi, mens den anden halvdel blev til lutter billedkort.

De vakte vældig lykke i klassen, og jeg solgte dem til mine kammerater for 50 øre.

Det var naturligvis et stykke arbejde at tegne dem individuelt, men hvad gør man ikke for at tjene lidt lommepenge.

Da en del af kammeraterne havde købt kortene var det hele jo ikke så sjovt længere, og så klagede de over kvaliteten og forlangte pengene igen.

Jeg fik altså blot en masse arbejde og en lang næse ud af det, men lærte måske også lidt om at handle.

 

Et hjem med hjemmegående husmor

En anden klassekammerat, som boede på Skovvangsvej var Bent Døssing Hansen. Han var en lidt speciel og ret indelukket dreng. Altid meget bleg og havde lidt svært ved at udtrykke sig, ligesom han talte utroligt lavmælt. Han blev dog en af mine gode kammerater. Vil fulgtes ofte i skole, og jeg var hyppigt hjemme hos ham, hvor hans mor, som var meget flink, gerne trakterede med saftevand og måske hjemmebagt kage.

Bents mor var hjemmegående husmor, en luksus, som jeg jo desværre ikke kendte.

De boede i et lille hus med en ret stor have til. I haven, som vi legede meget i, voksede der om efteråret mange Gyldenris, som viste sig at være herlige pinde til mange af vore opfindelser. Og så var der masser af ret store gamle æbletræer, som vi gerne måtte spise af.

Deres hus lå tæt på skoven, så naturligvis var vi ofte i skoven, hvad jeg i det hele taget var ganske ofte i mine barneår. (Riisskov var min skov)

Bent Døssings far var diakon, og familien var af samme årsag ”hellige”, hvad vi måtte tænke på, når vi var i hjemmet. Faderen var en meget tavs og lidt bøs udseende mand. Han arbejdede ved Sindssygeanstalten ved Risskov.

En anden skolekammerat, som boede i et de små huse lige bag skolen (Tjørnegade?) var Poul Høholt. Han og hans far havde et kæmpestort dueslag under taget på deres hus. Det var brevduer, som ofte deltog i konkurrencer.

Vi kunne gå ind i dueslaget og havde således måske 100 duer flagrende om ørerne. Når jeg var med, var de lidt skræmte, fordi de jo ikke kendte mig.

Poul lærte mig at holde på duerne med den ene hånd, så man både havde godt fat i hale, vinger og ben på en gang, så kunne man i fred betragte duen.

 

Men tilbage til skolen.

Jeg var ikke glad for at få nye lærere, men det var naturligvis uundgåeligt, når en lærer rejste.

 

Og hvad laver din far?

For mig medførte det en helt speciel oplevelse, når læreren hilste på klassen og gennemgik eleverne med sin lille bog. Han spurgte næsten altid eleven han talte med: ”Og hvad laver din far?”. Dette spørgsmål gav mig ubehag. For så måtte jeg jo igen, igen fortælle, så hele klassen kunne høre det, at jeg ingen far havde, fordi mine forældre var skilt – og på spørgsmålet om hvad min mor så lavede svarede jeg, at hun ”gør rent”.

Naturligvis vænnede jeg mig til det igennem skoleårene, men jeg var aldrig glad for situationerne.

Jeg erindrer en anden speciel episode fra Skovvangskolen.

 

Bange for at blive hørt i timen

Vi havde en yngre lærer, Laursen, i noget som nok nærmest må kaldes ”geografi” –  ”hjemstavnslære” hed faget, om Danmark. Han var en hidsig type og for op over de mindste ting.

Jeg frygtede at blive hørt i hans timer og led alverdens kvaler, når jeg kunne se hans øjne løbe ned over listen med vore navne for at finde den næste, som skulle til tavlen. Mit hjerte dunkede og jeg åndede først lettet op, når det viste sig, at det ikke var min tur.

En dag blev jeg imidlertid udpeget ganske få dage efter, at jeg havde været oppe, hvilket var usædvanligt. Det gik jo på omgang.

En af mine klassekammerater oplyste læreren om, at det ikke kunne være mig igen, da jeg jo var oppe sidste gang. Det blev taget meget ilde op af læreren, som så i stedet tog min kammerat, mens jeg slap.

Jeg har en anden oplevelse med samme lærer.

En dag, han var gårdvagt og styrede klassernes opmarch til timerne efter frikvarteret, pegede han mig ud og hævdede at jeg havde stået uroligt i rækken. Dette har garanteret ikke været sandt, men han tålte ikke modsigelse, så jeg måtte ”til væggen” som det hed og senere følges med ham op på lærerværelset. Jeg græd af skræk og en af de andre lærere, som kendte mig spurgte hvad der var galt. Jeg fik hikstet en forklaring frem og læreren tog fat i sin kollega og fik sagen dysset ned, så jeg slap for videre tiltale.

 

Faglokaler

Skolen, som var en flot og ny funkisbygning af røde mursten havde fine lokaler til de enkelte fag. Jeg husker, at vi havde et specielt lokale til husgerning med mange små komfurer og et fysiklokale med mange laboratoriepladser. Også et særligt tegnelokale havde vi, med borde hvis bordplade kunne stilles på skrå, og med et glasskab med udstoppede dyr og forskellige vaser og lignende, som man kunne tegne efter. Tegning var lige et fag for mig.

Jeg glædede mig til vi kom op i så høj en klasse, at vi skulle benytte disse faciliteter, men det skulle vise sig, at krigen gjorde, at jeg først sent opnåede dette.

 

Biblioteket

Skolen havde et ret stort bibliotek, hvorfra eleverne kunne låne bøger med hjem. Man kunne hver uge låne to skønlitterære bøger og lige så mange faglitterære bøger, som man havde lyst til.

Det benyttede vi os af. Vi væltede os i bøger – man skal huske på, at der jo ikke var fjernsyn, pc’ere eller mobiltelefoner dengang, så underholdningen bestod af at lege eller høre radio, hvad vi naturligvis også gjorde, men at læse. Herligt. Og så tegnede jeg naturligvis.

Jeg var glad for de faglitterære bøger. De gav mulighed for at læse om opdagelsesrejserne, om Grønland, om motorer og maskiner, opfindelser og lignende. Jeg var umætteligt nysgerrig, og fandt efterhånden ud af, at noget af alt det, som jeg læste af egen fri vilje faktisk passede ind i skolefagene, efterhånden som vi steg i klasserne.

Skolen havde også et specielt sløjdlokale med en hel stribe små høvlebænke. Ved siden af sløjdlokalet var der et lokale, som blev benyttet til skolebespisning. Og en gang imellem af skolelægen.

 

Skolemad til børn fra ”trange kår”

Man havde på skolen den ordning at elever fra ”trange kår” – og det var altid mig – kunne få skolemad. Denne kunne bestå af en madpakke eller af et måltid varm mad. Dette svingede over årene, jeg kender ikke grunden – og så fik vi altid en ”lille” mælk, det vil sige 1/5 sødmælk.

Vi, der fik skolemad – havde et specielt kort som bevis på vores ret til skolemaden, som vi altid skulle have med i skole og vise på forlangende.

Det var et simpelt kartonkort og blev naturligvis hurtigt så slidt at det var ulæseligt og måske bukket så mange gange at det faldt fra hinanden. Og så blev man skældt ud!

Derfor blev det en kunst at emballere det godt. Jeg fandt på at lægge det på et tykt stykke pap og pakke det ind i cellofan, som jeg herefter fugtede, så det strammede sig flot og blankt ud. Det så flot ud, man kunne tydeligt læse kortet, og indbragte mig ofte ros, hvad jeg selvfølgelig ikke var ked af.

Maden, vi fik, kunne for eksempel som i en madpakke bestå af fire halve stykker rugbrød. Typisk et stykke med leverpostej (som vistnok var dryppet med noget levertran), et stykke med revet gulerod som var dryppet med citronsaft, et stykke med smøreost og måske et stykke med rulle- eller spegepølse. Hvis de fire stykker ikke var nok kunne man få ”ekstramadder”, som var tykke rugbrødsskiver lagt sammen med et tyndt lag marmelade imellem. En del af året fik vi tillige et æble.

Den varme mad var for eksempel kartoffelmos med flæsketerninger – som der var forsvindende lidt af! – eller måske mælkebrød, som simpelthen var varm mælk over nogle solide rugbrødsterninger. Også havregryn med mælk fik vi.

 

Luftalarm

Det skete – men ret sjældent – at der blev luftalarm om dagen, mens vi var i skole. Så styrtede hele skolen ned i kælderen, som var et enormt rum under aulaen. Det var egentlig et cykelskur, men blev altså også benyttet som beskyttelsesrum.

Det var altid kedeligt at være der. Der var intet at tage sig til, og som sædvanlig krævede lærerne absolut ro, selvom vi dog måtte tale sammen.

 

… om at omgås sprængstoffer

Ellers påvirkede krigen ikke umiddelbart skolegangen. Vi fik ofte undervisning i at omgås sprængstoffer i form af sprængblyanter og granatsplinter og andet stads, som kunne risikere at blive kastet ned fra fjendtlige flyvere. Fosfor skulle vi passe meget på.

Og så måtte man endelig ikke fortælle nogen noget. ”Tavshed, – Fjenden lytter”.

 

Bombeangreb på Universitetet

 En dag (31.10.1944), hvor jeg ikke var i skole, fordi jeg var syg, hørte jeg i min seng – jeg var sengeliggende – et enormt brag, så hele huset rystede. Herefter tudede sirenerne til luftalarm.

Jeg var alene hjemme så først senere på dagen, da mor kom hjem, kunne hun fortælle, at det jeg havde hørt var et bombeangreb på Universitetet, som lå ikke så langt fra hvor vi boede. Gestapo havde hovedkvarter her. Universitetet var jævnet med jorden.

Jeg hørte af mine skolekammerater, at de havde set angrebet fra skolen, som jo lå højt og havde store vinduer. De havde set de engelske flyvere, sagde de.

Det var nok en af de krigshandlinger, som var tættest på, selvom nogle af sabotagerne mod jernbanen også kunne høres ganske tydeligt hos os, som boede meget tæt på Risskov. Grenaabanen løb langs kysten bag skoven.

 

Rektor forsvandt …

På et tidspunkt under krigen forsvandt skolens rektor Blom Salomonsen simpelthen. Han var jøde, og tyskerne var derfor ude efter ham. Det fortaltes at han flygtede for næsen af dem, da de kom til skolen for at hente ham. Han kom senere til Sverige og vendte hjem til skolen igen, da krigen var slut.

 

Tyskerne ”tog” skolen

Krigen spillede også ind på den måde, at tyskerne begyndte at ”tage” skolerne i Aarhus. De havde behov for dem til at huse deres medarbejdere og sidenhen egne flygtninge, som kom fra det krigshærgede Tyskland.

En dag kom turen til Skovvangskolen. Vi elever var ikke just misfornøjede, da vi hørte om det, men det viste sig at det ikke betød evigt skolefri.

Da vi hørte om overtagelsen styrtede mange af os elever op på skolen og ”plyndrede” den. Vi fjernede simpelthen de løse ting, vi kunne få fingre i.

Jeg sigtede på tegnelokalet i håb om at kunne få fat i en pakke tegnepapir. Men andre havde været der før mig, så jeg mener at kunne huske, at Per og jeg tilsammen fik fat i en æske blyanter og nogle skolelinealer, som vi absolut ikke havde brug for.

Ingen standsede vores plyndring – forståeligt, for det som vi ikke fjernede overtog tyskerne, som i øvrigt beskadigede skolen ret kraftigt, mens den blev benyttet som herberge for flygtningene, som vi ofte så på Skovvangsvej, når de i geledder blev ført til spisning eller andet sådant.

 

”nedlagt” af en yoyo

Der falder mig en enkelt særpræget episode ind: En dag, da jeg om eftermiddagen skulle hjem efter skole, gik jeg tæt forbi en af græsplænerne, hvor der stod en dreng. Jeg var ikke opmærksom på hvad han var i færd med, men pludselig fik jeg et voldsomt slag i tindingen og faldt om på jorden med et hyl. Blodet sprøjtede, og den lærer, som havde gårdvagt, kom styrtende for at tage affære.

Der var sket det, at drengen på plænen havde svinget sin yoyo i snoren så den med kraft havde ramt mig, idet jeg intetanende kom forbi

Jeg kom på lærerværelset – hvilket i sig selv var interessant, for der kom eleverne ikke sædvanligvis. Mit hoved blev vasket og jeg blev dysset til ro, og senere kom min mor og hentede mig. Hvad der skete med den stakkels elev med yoyoen ved jeg ikke, men som sædvanen var har han nok fået en ordentlig røffel.

 

Tilbage til tyskernes overtagelse af skolen.

 

Skolegang igen, men på de underligste steder

Det gav naturligvis lidt forvirring i de nærmest efterfølgende dage, men herefter begyndte skolegangen igen. Nu på de underligste steder, hvor man kunne putte en klasse ind.

Jeg har således gået i skole i et par kirker, i ”Bethania”, som er et missionshus i Ivar Hvitfeldtsgade, som jeg udmærket kendte, fordi jeg i sin tid have gået i søndagsskole her. I en temmelig lang periode gik jeg i skole i Markuskirken, som ligger i Langelandsgade og som gav mig en ganske lang skolevej, som let kunne føre forbi Langelandsgade Kaserne, hvor tyskerne naturligvis residerede, med vagtpost, sandsække og maskingevær. Vi kunne stå udenfor hegnene og se tyske soldater træne – de kravlede rundt på jorden og eksercerede med råbende befalingsmænd. Det var ikke behageligt, men naturligvis spændende at se.

Jeg husker også, at jeg en tid gik på taleinstituttet som lå ved ”Marienlund”. Det var i nogle gamle barakker.

Skolebespisningen blev også sat igang igen – nu skulle man dog indfinde sig på Jul. A Jørgensens biscuitfabrik på Trøjborg, så det var noget besværligt at nå at komme frem og tilbage i spisefrikvarteret, men mad skulle vi jo have.

 

Mangel på skolematerialer … og lidt hurtigregning

I denne periode måtte vi også klare os med materialer så godt vi kunne. Regnebøger havde vi en overgang ikke, men så skrev læreren stykkerne op på tavlen, så vi kunne skrive af og regne dem til næste dag.

Det var ganske simple opgaver og jeg var faktisk ganske god til regning, så jeg skrev ikke stykker af, men regnede dem, mens læreren skrev dem og noterede blot resultaterne, så når læreren var færdig, var jeg også færdig.

Jeg husker ganske klart da krigen sluttede i 1945 og Danmark igen blev frit, og således altså også slap af med tyskerne.

Derimod har jeg ingen erindring om, hvornår vi ikke længere skulle gå i skole forskellige steder, men kunne vende tilbage til Skovvangskolen.

Den har sikkert haft behov for en gennemgribende istandsættelse efter at tyskerne havde forladt den, og herefter er vi elever så vendt tilbage. Kunne det være ved skoleårets start i 1945?

 

Optagelsesprøve til mellemskolen

Jeg ved dog, at både Per – der jo gik i en klasse over mig – og jeg var til optagelsesprøve for at komme i mellemskolen.

6. klasse, som Per gik i kaldtes også 1. f.m., hvilket betød første eksamensfri mellemskoleklasse.

Den mellemskole vi ønskede at komme i var imidlertid absolut ikke eksamensfri, og den første eksamen var altså en optagelsesprøve. Jeg husker, at jeg ved denne prøve i faget historie blev hørt i Kong Hans og Ditmarskertogtet, som jeg havde ganske godt styr på. I geografi blev jeg hørt i vulkaner, hvilket kom ganske bag på mig, for det emne havde vi ikke haft i skolen. Men takket være min flittige læsning af ”alternativ” litteratur havde jeg dog læst en del om emnet selv, så jeg klarede det.

 

… islandske byer?

Ligeledes erindrer jeg fra en eksamen – det var muligvis ikke ved optagelsesprøven, at jeg blev hørt i Island. På et blindkort skulle jeg udpege de islandske byer jeg kendte.

Jeg kendte faktisk nogle stykker og blandt andet en af de røde pletter hævdede jeg var Siglufjord. Det mente dog hverken min lærer eller censor var korrekt, så de forsøgte at få mig til at kalde den røde plet noget andet. Men jeg følte mig sikker i min sag og fastholdt, at det var Siglufjord.

Da læreren efter endt eksamination kommenterede præstationen, gav han mig ret. Han og censor havde undersøgt den pågældende by og medgav mig, at det var korrekt som jeg sagde, og de roste mig for at jeg havde fastholdt min mening.

Sommetider kan det betale sig at være stædig.

Per havde forsøgt allerede fra 5. klasse, men uden held. Man kunne gå videre til mellemskolen fra både 5. eller 6. klasse, og nu gik jeg jo så i 5. klasse og skulle også forsøge.

 

Finsensgades Skole

Og det lykkedes faktisk for os begge, så da skoleåret begyndte i 1947 begyndte vi begge i mellemskolen hvilket betød, at vi skulle skifte skole til Finsensgades skole.

Det betød ny skole, ny skolevej, nye lærere og ikke mindst nye kammerater.

Det betød også, at Per og jeg kom i samme klasse. Og vi sad næsten ved siden af hinanden.

Finsensgades Skole er en gammel skole og derfor bygget i en helt anden stil end den funkisskole, som vi havde vænnet os til.

Finsensgades Skole lignede lidt en borg. Udvendig var der krummelurer på facaden, og indvendig var der ved trapperne tykke firkantede søjler og buer. Skolen var indvendig hvidmalet, men flere steder fik de røde mursten lov at kigge frem, og det gav skolen et meget hyggeligt præg. Der var også store, gamle træer i skolegården.

Klasserne var små i forhold til vore vaner og så var der gode gammeldags skolepulte med fast bænk. Pulte for to mand, med skrå bordplade, der kunne vippes op, og et lille rum underneden.

Det skulle man lige vænne sig til, men udstyret i klasseværelserne var stort set det samme. To store tavler og et forhøjet kateder.

 

Morgensang med orgel

Morgensangen fulgte med og den fandt sted i skolens nederste gang. Skolen var opdelt i en pige- og en drengeafdeling, men de lange lige gange gennem bygningens tre etager gjorde det muligt at gå fra den ene afdeling til den anden uden problemer, hvad man ofte havde brug for.

Morgensangen, hvor pigerne stod i den ene ende af gangen, og drengene i den anden blev akkompagneret på orgel. Et finurligt instrument, som skulle pumpes ved håndkraft.

Hver morgen blev en af de nærmeststående elever pålagt at betjene håndpumpen – og den skulle passes i en bestemt rytme, ellers kom der kludder i orgelspillet.

En af de faste orgelspillere var vores lærer Skipper-Nielsen.

Ud over den store hovedbygning bestod skolen af en lille bygning af samme alder og i samme stil med et sanglokale – så kunne man synge uden at genere de øvrige klasser.

Vi havde sang fælles med en anden drengeklasse, så der var mange til at fylde lokalet, hvor vi sad på lange bænke uden rygstød, hvilket var ret trættende.

Sanglærer var hr. Jochumsen.

Bag sangbygningen var der en stor gymnastiksal, som også var i en gammel byggestil. Og herefter yderligere en moderne gymnastiksal og nogle kontorlokaler i en nyere tilbygning, hvor der også var skolelæge. Her fandt man også skolens sløjdlokale.

Bag skolens hovedbygning var der en stor villa til rektor Johannes Riber med en stor gammel have omkring.

Skolegården var ikke særlig stor og den havde tidligere været delt midt igennem med et trådhegn, så drenge og piger var klart adskilt. En mere moderne holdning til kønnene havde dog heldigvis fjernet hegnet, før vi begyndte vor skolegang der.

 

Speciallokaler

Skolen havde to meget særprægede og ganske hyggelige speciallokaler, et til fysik og et til zoologi.

De lå oppe under taget i drengeafdelingen – men blev naturligvis også benyttet af pigerne – og var indrettet med en amfiteaterlignende opstilling af bænke i en halvcirkelform og med hævede rækker, så alle kunne se katederet i midten.

Det var besværligt at komme ind på bænkene og gav anledning til en del uro, hvis en – eller flere – skulle ”i gården” i løbet af timen.

At gå i gården var ikke særlig bekvemt. Der var faktisk i skolegården en meget gammel toiletbygning, som ærlig talt var ret uhumsk. Ved siden af denne var der et tag med åbne vægge, som kunne benyttes af eleverne som læskur i tilfælde af regn eller sne. Der var ikke plads til alle skolens elever på en gang, så mange måtte stå under skolens tagudhæng op ad skolens mure i dårligt vej. Var det rigtig dårligt og koldt fik vi lov at blive inde i bygningen, navnlig hvis det var meget koldt.

 

Mange nye fag i mellemskolen

Mellemskolen betød mange helt nye fag for mig: Verdenshistorie, geografi, matematik, som var delt op i aritmetik og i geometri, zoologi og botanik, fysik og kemi, engelsk og tysk, for nu at nævne hvad jeg umiddelbart husker.

Mens jeg i underskolen have været suverænt bedst i klassen og typisk lå som nummer 1, hvilket fremgår af min karakterbog, så var niveauet nu rykket op, så jeg måtte stramme mig an, hvilket næppe var nogen skam.

Jeg klarede mig godt og det samme gjorde Per, men jeg nåede aldrig tilbage til 1.pladsen i klassen.

 

Eksamensskole …  året rundt

Og jeg skal love for, at det var en eksamensmellemskole vi var optaget i. Vi gik til eksamener og terminsprøver i det uendelige. Altid var der en forestående prøve, så jeg synes egentlig, vi blev kørt ret hårdt med lektier og fag. Der var meget at læse og skrive.

 

Skrivning … med og uden blækklatter

Skrivning var en vederstyggelighed. Vores skrivelærer, Mikkelsen, var en ualmindelig streng og kedelig mand, som krævede meget perfekte resultater. Hver uge skulle vi aflevere en side ”skønskrift”, som skulle laves med blæk. Man skrev med de kendte engelske ”stålpenne” som sad i et penneskaft og så dyppede man i et blækhus.

Det var desværre let at tabe en dråbe blæk i sit hefte og således sidde med en blækklat, som absolut ikke blev tolereret, så man kunne med det samme begynde at skrive det hele om. (At bruge fyldepen var ikke tilladt, og kuglepennen var endnu ikke kendt i Danmark).

Det var karakteren for den afleverede side, som afgjorde, hvor mange sider man skulle skrive til næste gang. Et mg eller derover betød at man kunne slippe med én side. Mg minus betød to sider, mens g kryds betød tre sider.

Jeg opnåede som regel et mg minus og måtte altså hver uge aflevere to sider. Da afleveringen skete om mandagen, har jeg siddet adskillige søndage og svedt og bandet over skrivning.

Tænk at være næsten færdig med to sider og så tabe en blækklat, eller penneskaftet, så det ruller hen over siderne og sætter pletter … det var næsten ubærligt.

 

Blækregning

Også i regning skulle vi aflevere pænt skrevne opgaver, blækregning, kaldte vi det. Her betød det noget både, om opgaverne var løst korrekt, om de var stillet overskueligt og forståeligt op samt om det hele var skrevet pænt og uden pletter og klatter.

Et resultat skulle understreges med to tætte streger, som skulle trækkes efter en lineal.

Det var lidt af en kunst at trække blækstreger efter linealen, men man lærte sig det jo, når man havde lavet mange fejl og skrevet adskillige opgaver om.

 

Tysk

Tysk var ikke netop mit yndlingsfag, husker jeg, blandt andet fordi jeg aldrig fik fat i grammatikken, som jo på tysk gør det hele vanskeligt. Vi terpede efter den berømte ”Kapers Tyske Grammatik”, og det var terperi at lære alle remserne og ikke mindst undtagelserne udenad.

Vores tysklærer hed Tage Hansen, som jeg havde det meget fint med, fordi han tilfældigvis også var klassens tegnelærer, og tegning var naturligvis mit bedste fag.

Tage Hansen kunne virkelig tegne – jeg har set bøger, han har illustreret, og han tegnede hyppigt for os på tavlen. Han var en god fortæller og spandt gerne en ende over et helt tilfældigt tema, så en time kunne flyve af sted. Da han opdagede mit tegnetalent, blev jeg en af hans foretrukne elever – i hvert fald i tegnetimerne – men det smittede jo af også på holdningen i øvrigt.

 

Top og Tip

Tage Hansen, som vi kaldte ”Tjansen” – indså det forvirrende i at have hele to Topholmere i samme klasse, så han gav os omgående ny navne, som fulgte os i resten af vore skoletid. Per hed ”Top” mens jeg, som hedder Ib, naturligvis kom til at hedde ”Tip”.

Det var ret hyggeligt på en måde, og til navnet Top knytter sig, at det hed jeg faktisk i underskolen. Jeg ved at min far blev kaldt Top og ligeledes hed min mor det på sin arbejdsplads. Da jeg senere kom ud i erhvervslivet fik jeg igen navnet Top, så det var et navn vi i familien havde glæde af.

 

Nye kammerater

Vi fik som nævnt nye kammerater. De fleste har jeg glemt, for jeg har ikke haft mulighed for at se dem, blandt andet fordi jeg flyttede til København.

Jeg husker dog at Bent Døssing Hansen fulgte med fra underskolen, så vi fulgtes stadig ad til og fra skole.

En anden kammerat var Preben Kjeldsen, som boede på Nordre Ringgade. Han kunne ikke forlige sig med at gå i skole. Hans far, der var billedskærer, hvad jeg fandt meget imponerende, var en meget streng mand, der var efter Preben, når det gik dårligt i skolen og når han skulkede, hvad han desværre gjorde med mellemrum. Han forsøgte sig også med falske sedler, hvilket blev opdaget. Så fik han bank af faderen.

En dag udeblev han helt. Han var simpelthen løbet hjemmefra.

Jeg husker, at han kom til søs, og jeg mener at vi hørte, at han simpelthen druknende i Østersøen, idet han blev skyllet overbord i en kraftig storm.

Kaj Winter boede i Riisvangen og havde sit eget værelse!, og hans mor hæklede de meget eftertragtede, men absolut forbudte, Royal Air Force-huer, som vi alle gerne ville have, selvom vi ikke måtte vise os med dem. Huerne var simpelthen Royal Air Forces runde logo. En rød cirkel i midten omgivet af en hvid cirkel og herefter en blå cirkel. Mærket sad på de engelske flyvemaskiner – Spitfirerne – som vi alle kendte og beundrede.

Kaj Winter udvandrede siden til Australien, hvor han vistnok byggede en stor anerkendt møbelforrening op, baseret på ”Danish design”.

Leif Barnow og hans familie udvandrede til New Zealand, hvilket blev meget populært i nogle år.

En af min allerbedste klassekammerater var Otto Andreasen, der var brandrødhåret. Han boede i Skovvangsvejs forlængelse, Norges Alle, og hans far var murer. Det blev Otto også hvorefter han læste videre og endte som ingeniør og vistnok slog sig ned i Aalborg.

Otto var ikke blot klassekammerat. Han var også spejderkammerat, så ham så både Per og jeg meget til

 

Kuglepenne forbudt på skolen

Også Peter Leschly var en god klassekammerat med eget værelse. Hans far rejste en del, og det var ham, som forsynede Peter med kuglepenne, som var noget helt nyt for os. De blev naturligvis forbudt i skolen.

 

Genbo til en bagerforretning

 Skolen havde den – set med elevøjne – ekstra fordel, at den lå lige overfor en bagerforretning.

Det var strengt forbudt at gå til bageren, og gårdvagterne passede omhyggeligt på, at ingen trods forbuddet alligevel smuttede over på hjørnet for at købe kager.

Men når vi skulle spille fodbold foregik dette på de fodboldbaner, som hørte til min gamle skole, Skovvangskolen.

Nemmeste vej til disse fodboldbaner gik lige forbi bageren, og det var ganske hyppigt, at vi undervejs forsynede os. I det hele taget tror jeg, at bageren havde en ganske god afsætning til skolens elever.

Typisk købte vi drenge en hel stang wienerbrød. Den var ofte ganske friskbagt og blød, men den kunne lige ligge på en strakt arm, så man kunne bide af den fra en ende af.

Havde vi ingen penge kunne studenterbrød også bruges.

 

Ikke velset med budplads eller avisrute

Det var ikke velset, at man som elev i mellemskolen havde en budplads, hvad større drenge ellers hyppigt havde, dengang, hvor mange af de småhandlende bragte varer hjem til folk.

 

Kontakt til tegnegrej

Flere i klassen omgik denne regel. Jeg husker, at Ole Kühnel havde plads hos Hindsgaul ved Rådhuset. Dette interesserede mig i særdeleshed, for Hindsgaul var en forretning som solgte dekorationsmaterialer og derfor også forhandlede ”Allak”, som var herlige dekorationsfarver (som oven i købet duftede dejligt) og ligeledes solgte dekorationskarton, som fandtes i alle regnbuens farver. Også pensler og alle andre nødvendige redskaber, som man behøvede til dekorationsformål, solgtes her.

Det var jo ting, som jeg var meget interesseret i, og Ole gav mig med mellemrum nogle udrangerede ting, så jeg var ret velforsynet med specielt Allak og papknive samt gode pensler.

Men på den tid lavede jeg også ret meget tegnearbejde for folk. Og tjente nu og da en skilling ved det.

Også Per og jeg syndede imod reglerne om ikke at have budplads. Vi blev avisdrenge og det var jo dengang et syv-dages job, så vi holdt gerne lav profil og sørgede for at blive usynlige hvis en lærer fra skolen tilfældigvis skulle dukke op på vores avisrute.

 

Konfirmationsforberedelser – gå til præst

I mellemskolen skulle vi konfirmeres. Det skete fra 3. mellem og betød, at vi skulle ”gå til præst”, som det hed. Det var naturligvis religionstimerne, som blev brugt til dette.

Præstegangen foregik i et særligt lokale ved den nærved liggende kirke, Sct. Johannes Kirken.

Det var dødkedeligt, ligesom religionsundervisningen også var. Præsten – pastor Poulsen – var meget selvhøjtidelig og salvelsesfuld, og tog både sig selv og religionen dybt alvorlig, hvad vi elever absolut ikke gjorde,

Jeg husker, at en af eleverne en dag uden at tænke nærmere over det sagde. ”Men vi har så sørens mange lektier for” – han havde sikkert ikke forberedt sig til kirkegangen.

Præsten for op og gjorde et stort nummer ud af at man ikke måtte bande, og slet ikke i kirken.

Drengen var forvirret, indtil Poulsen redegjorde for, at sige ”søren” var at bande.

Det morede vi andre os naturligvis over, men så blev vi da samtidig så kloge.

 

Lejrskole ved Fuglsø på Djursland

I 3. mellem var vi på lejrskole. Det foregik på ”Fuglsø” på Djursland i et stort vandrerhjem, hvor vi boede i nogle barakker med sovesale.

Vi skulle have cykler med på Lejrskolen, og hverken Per eller jeg havde på det tidspunkt cykler, så vi lånte mors (hun tog vistnok bussen på arbejde i Langelandsgade imens) og så lånte vi en cykel af vores tante Jenny, som var gift med onkel Aage.

Vi sejlede til Skødshoved og cyklede herfra til Fuglsø. Det var en herlig uge hvor vi blev undervist på en anden måde, blandt andet fordi der på lejrskolen, som et led i deres uddannelse, også var et hold studerende fra lærerseminariet, som lå tæt på Finsensgades Skole. Det var jo unge, friske mennesker som ikke tog det hele helt så højtideligt, som vore sædvanlige lærere.

Jeg husker at vi blandt andet undersøgte fyrretræerne ganske nøje og hver aften skrev en rapport over dagens tildragelser, som vi samlede i et hefte.

Det var ikke bare tilladt, men ønskeligt, at man illustrerede sine rapporter, og det var jo lige noget for mig, så jeg tegnede flotte tegninger af landskaber og fyrretræer og fyrrenåle og -kogler. Mine tegninger vakte opsigt, så det høstede jeg megen ros og anerkendelse for.

 

Og i det hele taget gik jeg op i at tegne.

Når der var skolekomedie, hvad der var hvert år, deltog jeg – ikke som skuespiller – men som teatermaler, idet jeg var med til at lave dekorationer og malede masser af kulisser i gymnastiksalen, hvor teatret fandt sted.

Mens jeg gik i 2. mellem deltog jeg i en prisopgave om at tegne. Jeg husker, at jeg tegnede en plakat for tobaksforretningen ”Million” i Vestergade. Og jeg vandt faktisk en præmie for det. Til min store overraskelse, for det var helt tilfældigt, at jeg var med ved en fest i skolens gymnastiksal en aften, hvor jeg pludselig blev kaldt op på scenen for at modtage min præmie.

Præmien var en bog: ”Erik Menveds Barndom”, skrevet af ingen ringere end Ingemann.

 

Bogpræmie – der endnu ikke er læst

Bogen har jeg endnu, men jeg har aldrig læst den. Forrest i bogen er der en etiket med teksten: Finsensgades Skole, Prisopgaver 1948, Præmie for opgaven plakat, Ib Topholm, 2. ma.

Ingen andre var overrasket over at jeg fik en præmie. Det var almindelig kendt, at jeg var god til at tegne, så, selvfølgelig.

 

Gavepakker fra Amerika

Lige efter krigen modtog vi i Danmark med mellemrum nogle gavepakker fra Amerika. Det var amerikanske skolebørn, som sendte forskellige ting til deres kammerater i Europa i forståelse for at vi ikke selv havde så mange ting at vælge imellem.

Engang fik vi i klassen en sådan pakke, som blandt andet indeholdt en flot æske faveblyanter med det udtrykkelige ønske fra giveren, at de skulle gives til en som kunne tegne.

Normalt trak vi lod om indholdet af pakkerne, men her mente vores lærer at vi burde respektere afsenderen ønske. Alle mente derfor at jeg burde have den, men i klassen sad også Bendt Døssing Hansen, han kunne også tegne, så nu skulle vi trække lod, og det blev Bendt, som vandt lodtrækningen.

Det var typisk Bendt og mig, som tegnede på tavlerne til jul. Det var en gammel tradition på skolen, at i december måned forsynede man tavlen med store juletegninger – typisk noget med nisser – som fik lov at stå i hele måneden fornyet med det klassiske ”Ikke slettes”.

Jeg blev af Tjansen opfordret til i tegnetimen at tegne nogle hænder til en udstilling. Han fik hænderne, som var tegnet efter mine egne hænder – venstre hånd – mens jeg jo tegnede med højre. Jeg så dem aldrig igen.

 

Gymnasiet udenfor rækkevidde

Fra 3, mellem var det almindeligt at nogle forlod skolen for at gå i gymnasiet og blive student.

Dette var ikke aktuelt for Per og mig. Vi var klar over, at mors økonomi simpelthen ikke kunne klare dette, så spørgsmålet blev ikke diskuteret. Per og jeg forstod fuldstændig situationen.

Personligt er jeg ikke i tvivl om, at vi begge kunne have klaret også gymnasiet.

En dag i 3. mellem oplevede jeg pludselig at blive næsten verdensberømt i klassen og parallelklasserne.

 

Konkurrence om dekoration af butiksvindue

Det skyldtes, at der dukkede en annonce op i dagbladene i forbindelse med at en af byens store beklædningsforretninger (Engelsk Beklædnings Magasin, EBM) havde udskrevet en konkurrence om hvem, der kunne lave det udstillingsvindue, som publikum syntes bedst om.

“6 raske drenge”, avisannoncen som gav Ib blod på tanden til melde sig til konkurrencen.

Det var selvfølgelig lige en konkurrence efter mit hoved, så jeg sendte materiale ind for at blive udtaget til at deltage. Der var seks vinduer til rådighed, og jeg fik fornøjelsen at blive udvalgt til at deltage i konkurrencen og skulle således dekorere det ene vindue. Det hele foregik i efterårsferien. (På den tid drømte jeg om at blive vinduesdekoratør)

I den nævnte annonce blev offentligheden introduceret til konkurrencen og der blev vist portrætter af de seks drenge, som deltog. Ingen piger blev udvalgt. (Forretningen handlede vistnok udelukkende med herre- og drengetøj)

 

Ib's deltagelse i EMB's dekoratør-konkurrence. En begivenhed som blev gengivet i avisen.

Ib’s deltagelse i EMB’s dekoratør-konkurrence. En begivenhed som blev gengivet i avisen. Privatfoto.

Fanbreve

Det var selvfølgelig en sjov oplevelse sådan at blive ”berømt” og det førte for mit vedkommen ydermere til at jeg fik et par fanbreve. Et fra en pige i Brabrand og et fra en anden pige i Karlebo på Sjælland. (Pigerne syntes at jeg var pæn!)

Jeg fik herlige breve fra begge piger og svarede pænt, og oplevede da at tale med dem begge. Pigen fra Brabrand, som hed Ida, så jeg faktisk i ret lang tid efterfølgende og besøgte hende i hendes hjem i Hans Broges Bakker i Brabrand.

Jeg vandt ikke konkurrencen om vinduet, jeg blev vistnok nummer 2, men en af præmierne, som jeg fik, var simpelthen nyt tøj, hvad jeg jo faktisk altid trængte til og hvilket aflastede mors økonomi. Men helt uventet modtog jeg den 3. februar 1956 et brev fra EBM, fra chefdekoratøren, som med henvisning til “dit udmærkede arbejde for fem år siden”, tilbød mig en plads som dekoratørlærling og medhjælper.

Stolt var jeg, men måtte naturligvis takke nej, idet jeg på dette tidspunkt var i lære som reklameelev på Reklamebureau Lyre A/S på Clemensbro.

 

Tilbage til lærerne …

 

Edderkoppeekspert

Jeg har nævnt et par af lærerne. Jeg kan huske lidt flere: Bubbi, hvis rigtige navn var Edwin Nørgaard, havde vi til regning, matematik og geometri. Han var en anerkendt edderkoppeekspert. Det så vi, blandt andet på lejrskolen, hvor han kunne påvise hvor vi kunne finde en bestemt type edderkop. Han viste deres bo og deres forskellige måder at lave spind på, og han kunne bestemme et hvilket som helst kræ vi kom slæbende med. Han var streng, men retfærdig. Aritmetikken var jeg ikke specielt god til, hvorimod jeg havde godt tag i geometri – måske fordi det var noget med at tegne og vurdere flader. Jeg kom med mellemrum med utraditionelle løsninger på opgaverne.

Skipper-Nielsen havde vi til Fysik, kemi og zoologi og botanik. Han var en ældre herre. Tynd og ranglet. Gik altid i habit og med knækflip og butterfly og krævede absolut ro i timen. Han var ret kedelig at høre på, men utroligt vidende. Til botaniktimerne samlede vi ofte bunker af planter i Riisskov – det store nummer var at komme med et bundt brændenælder.

 

Det gamle og det nye testamente blev for kedeligt

Han mistede grebet om os efterhånden som vi steg i klasserne. Han var også vores religionslærer, men da vi jo havde gennemgået både det gamle og det nye testamente flere gange i løbet af skoletiden mistede vi totalt interessen for dette fag, som samtidig indeholdt det, at lære mange af salmerne udenad. Og vi blev overhørt i dem. Jeg kan mange af salmeversene den dag i dag.

Jochumsen var vores historielærer. Jeg kunne godt lide faget, men ikke ham. Han kunne være lunefuld.

Da vi kom op i de større klasser – specielt i realklassen, mistede han helt interessen for at undervise os – eller også havde han en depression. Han kom typisk ind i klassen, forlangte ro, tegnede et kryds på tavlen og sagde, at nu kunne vi sidde stille og kigge på krydset til timen var forbi, for vi var nogle uvorne børn. Det blev han naturligvis ikke populær på.

 

En god fortæller

Hans Petersen var vores klasselærer. Han underviste os i dansk og i gymnastik. Jeg kunne godt lide dansk, vi kom i forbindelse med mange interessante tekster og fik en bred indføring i litteraturen. Han var en god fortæller, og kunne sommetider fordybe sig – og os – i et emne og fortælle op ad stolper og ned ad vægge, hvad vi naturligvis havde det helt fint med. Så gik jo da den time.

 

Pige- og drengeklasserne ved siden af hinanden

Jeg har tidligere omtalt, at skolen var strengt opdelt i en drenge- og en pigeafdeling.

Efter at vi var konfirmerede begyndte vi at interessere os noget mere for pigerne og da vi kom i Realklasserne oplevede vi, at selv skolen forstod at adskillelsen mellem de to køn var uholdbar på det alderstrin.

Nu blev alle fire realklasser placeret lige ved siden af hinanden oppe unde taget – oven i købet i skolens pigeafdeling, så efter hvert frikvarter gik vi op ad trapperne mellem alle pigerne.

Det er klart at placeringen af klasserne så tæt førte til yderlige fraternisering og skolekæresteriet begyndte.

Skolen sluttede med at vi gennemførte den sidste afsluttende eksamen, realeksamen og med et flot eksamensbevis og et vidnesbyrd var vi parate til at gå løs på det virkelige liv, alle glade over at skolens ”slaveri” endelig var overstået. For mit vedkommende drejede det sig om 10 års uafbrudt skolegang, for Per og enkelte andre om 11 år.

Vi var alle særdeles skoletrætte – også af eksamensracet.

 

Skolens straffesystem

Før jeg afslutter dette afsnit om skolerne bør jeg nok lige omtale skolernes ”straffesystem”, som benyttedes i både Skovvangsskolen og Finsensgades Skole.

Det var ganske almindeligt at man, hvis man i skolegården ikke opførte sig reglementeret, blev sendt til ”væggen”, hvor man så måtte stå resten af frikvarteret og til en vis grad til spot og spe for alle kammeraterne, når de gik op til næste time.

 

… en syngende lussing

Så tog gårdvagten fat i alle synderne – der kunne godt være både tre og fire. De blev udspurgt om deres forseelser, og var de i tvivl, fik de omgående læst og påskrevet.

Herefter bedømte læreren selv forseelsens værdi og gav en passende straf, der oftest var en syngende lussing. I heldigste tilfælde kunne man slippe med en advarsel.

 

…  sveder eller eftersidning

Den almindelige straffeskala så i øvrigt således ud: Eftersidning var nok det mildeste, men absolut også det kedeligste. Man fik simpelthen tildelt en ekstra time samme eller følgende dag, efter skoletid, hvor man måtte sidde og kukkelure sammen med alle de andre, som var blevet idømt eftersidning – en ”sveder”, kaldte vi det, fordi man sad og svedte. Det blev senere indført, at man måtte sidde og lave sine lektier – så var timen da ikke helt spildt.

Næste trin var den nævnte syngende lussing, og nogle lærere slog virkelig en proper næve. Ofte havde man en meget rød og varm kind resten af dagen. Tjansen var specielt berygtet for sine lussinger, som han også kunne finde på at uddele i klassen, hvis det var nødvendigt.

 

…  spanskrøret

Den strengeste straf var nok spanskrøret. En relativt solid bambuskæp, som man opbevarede på lærerværelset. At den blev hentet havde i sig selv en afskrækkende virkning. Den stakkels elev, som var idømt spanskrør måtte bukke sig forover og modtage mindst ét rap i bagdelen – ofte kunne straffen være hele tre slag.

Skulle der yderligere effekt i straffen med spanskrøret kunne eleven blive tilsagt til møde på rektors kontor, hvor han så eksekverede straffen.

Det kunne dog også hænde, at han påtalte forseelsen og at han helt undlod at straffe, hvis han mente, at en påtale var tilstrækkeligt.

 

… at slå børn, det gjorde man

Dengang måtte man slå børn – og man gjorde det.

Jeg tror at alle mine kammerater såvel som Per og jeg selv med mellemrum risikerede at få en lussing hjemme. Mor truede os med bank, hvis vi ikke lystrede.

 

Ud af skolen og så i lære

Men nu skulle vi altså ud af skolen – og jeg tror at vi alle mente at de 10-11 år vi nu havde brugt af vort liv i skolen måtte være tilstrækkeligt.

Lidet anede jeg, at det faktisk kun var begyndelsen, og at der skulle komme andre skoler efter denne.

Både Per og jeg havde sikret os lærepladser, hvilket ikke var let i de år, så vi havde mægtigt mod på livet og friheden.

 

Ib Topholm
April 2010

 

Fortællingen stammer fra “Familiekrøniken” skrevet af Ib Topholm 2010-2013, og er til dette formål redigeret med let hånd af Jørn Sørensen.
21.7. 2016

 

Læs om Ib Topholms tid som avisbud i Aarhus på næste side.