Gerda Baj Pedersen

i Skabelon

Gerda Baj Pedersen bor på plejehjem og følger den samme rutine dag efter dag. Uge efter uge. Der sker ikke så meget, men hun holder af roen og af at være alene.

 

Hverdag er en fin dag

Tekst og foto af Bjørg Glad fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, 1. semester hold 2.

På Hedevej 50 ligger en bygning, der til forveksling kunne lige et moderne lejlighedskompleks. Det er det ikke. I lejlighed nummer 19 bor Gerda Baj Pedersen, og har gjort det i to år. Siden Gerdas mand døde for otte år siden, har hun brugt det meste af sin tid for sig selv.
En gang om ugen får hun besøg af sin datter. De får sig en snak, og hun hjælper Gerda med papirer og regninger.

Klokken kvart i 12 knuger Gerda tilkaldeknappen, hun har hængende om halsen, i sin hånd. Hun skal på toilettet, men ingen kommer. Lidt efter lyder det fra et højtalersystem: ”Du kalder, Gerda?”
”Jeg skulle gerne skylles,” råber Gerda tilbage fra sin kørestol midt i rummet.
”Jeg kommer nu,” lyder svaret.
”Du skal gerne skynde dig,” tilskynder Gerda, men systemet er slået fra. Fire minutter senere kommer en sosuhjælper og hjælper Gerda på toilettet.
Da hjælperen er færdig, skubber hun Gerda ned til frokoststuen, hvor der bliver serveret klokken 12. Sådan er det hver dag.

”Nu overhaler vi dig, Jan!” kalder hjælperen spøgefuldt til en mand i kørestol længere fremme. Han holder midt på gangen, og er gået i tomgang.
”Af banen, af banen, her kommer bananen,” griner hjælperen til ham, idet hun roligt skubber Gerda forbi ham.

Madro

I frokoststuen bliver Gerda sat ved siden af en kvinde, den eneste anden ved bordet. Gerda spørger, om hun har fået ryddet op i sin lejlighed, om hun er helt færdig med at flytte. De snakker om, at man skal have sine vigtige papirer med.
”Det skal man,” siger Gerda. ”Ja, det skal man,” svarer kvinden. ”Det skal man … Det skal man altså,” ekkoer Gerda stille.
To andre kvinder slutter sig til bordet. Der bliver serveret spaghetti carbonara. Der opstår en madro, som pludselig brydes af en mand med seler, der kommer ind i rummet. Han slår i døren og råber højt og hurtigt. Han vil have en ske til at spise sin salat med. En hjælper
rækker ham en ske, tager ham ved armen og følger ham tilbage til den anden stue.
”Han skræmmer alle de andre, når han slår i tingene og råber sådan,” siger en ansat ude i køkkenet.
Hjælperen spørger en anden kvinde ved bordet, om hun vil have mere at drikke. Hun løfter sit glas, drejer det i hånden, og svarer ”Jeg har drukket det hele.” Der er stille igen.

En time er gået siden Gerda blev kørt til frokost. Gerda går de 100 meter tilbage til sin lejlighed med en rollator, hjælperen skubber en kørestol lige bag hende. På vejen kan man se ind i den anden spisestue.
Manden med selerne sidder stadig og spiser sin salat. Med en gaffel. Da de når døren, er Gerda træt i benene og må sætte sig tilbage i kørestolen.

Halbal i Grenå og Parkinson i Aarhus

Da Gerda var 66 år, fik hun konstateret Parkinson. Hun har smerter en gang imellem, og hukommelsen er også udfordret. Men det var da hun begyndte at falde, at hun ikke længere kunne bo alene i sin lejlighed. Nu sidder hun i kørestol for ikke at falde. Sygdommen er skyld i faldene. Tror hun nok.

Gerda er født og opvokset i Grenå, samme sted som hun mødte sin mand Arne til et halbal, da hun var 16 år. Det mener hun i hvert fald, ”Det var vist sådan jeg traf ham, det var jo sådan man mødte hinanden dengang.”

De blev ringforlovet. Gerda var 19, da hun blev viet med sin Arne, der var otte år ældre. Han døde i 2008.

Inden hun gik på pension arbejdede Gerda 42 år ved Jydsk Telefon, hvor hun blev ansat som 19-årig. Centralen i Grenå blev automatiseret, og hun fik tilbudt at arbejde i Aarhus. Arne arbejdede som udrykningsleder hos Falck, og kunne også flytte sit job. Efter et par
år i Grenå flyttede hun og Arne sammen til Televej i Aarhus.

”Jeg er godt tilfreds”

Parret fik datteren, som bor i Hasle og besøger Gerda en gang om ugen. I denne weekend skulle et af datterens egne børn flytte, og derfor nåede hun ikke forbi. Gerda er ikke ked af, at besøget i weekenden blev udskudt,
”Hun har travlt, og det er hendes hverdag, der skal passes. Det er vigtigst.”

I hendes egen hverdag er Gerda en del alene, men det gør hende ikke noget. Hun kan godt lide at være alene, og fortæller, at hun aldrig føler sig ensom eller ked af det. Denne tirsdag formiddag kom der en negletekniker forbi lejlighed nummer 19. Gerda fik en manicure, og viste stolt de røde negle frem til frokost. Hun havde selv sørget for at fjerne lakken fra sidste omgang, ”Det er så fornemt. Det får vi gratis hver tredje uge.”

Efter frokost er der ”fri leg”. Gerda ser som regel fjernsyn eller læser ugeblade. I hendes lille lejlighed står to stole med blomsterbroderi, som Gerda selv har broderet. På reolen står bowlingtrofæer, hun har vundet sammen med Arne. I lænestolen i hjørnet sidder en stor bamse, som hendes datter har foræret hende for at holde hende med selskab.
”Jeg er godt tilfreds, jeg har haft et godt liv. Jeg har set de steder, jeg ville,” siger Gerda.

[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
I sin kalender gemmer Gerda Baj Pedersen et billede af sin afdøde mand.