Britta Svensson

Store dele af Britta Svensson opvækst foregik i Jægergårdsgade, hvor familien boede og hendes far var ansat ved Centralværkstedet. Skolegangen fandt sted på pigeskolen Frederiks Allés Skole, hvor den blandt andet stod på fedtemadder fra madmoderen.

Interviewet er udført af følgende elever fra 6.c, Holme Skole:

  • Line Bugge Svensson
  • Nanna Hove Abraham

 

Hjemmet

Britta Svensson er opvokset på Jægergårdsgade i Aarhus. Der boede hun sammen med sine forældre og sine tre søskende. Hun blev født den 21. marts 1945 på fødselsanstalten i Aarhus.
Hjemmet

I Brittas barndom har hun boet i tre forskellige lejligheder inde i Aarhus. Britta og hendes søskende delte værelse alle fire. De to yngste sov i køjeseng, mens de to ældste sov på en sovesofa. Da hun var 15 år gammel flyttede hende og hendes familie til Risskov i et sommerhus, som var blevet lavet om til et helårshus med have ud til stranden. Britta var den ældste i søskendeflokken, så hun har altid lavet mange pligter derhjemme, mens de andre skulle i seng. Om morgenen fik hun franskbrød i tern som var ristet, det var ligesom havregryn. De hældte kakao over det. Nogen gange fik de havregryn med mælk. Britta elskede at lave lektier, tit tog hun hen på biblioteket sammen med hendes far for at læse. Når hun var sammen med sine venner i fritiden legede de altid ude på gaden, de spillede tit rundbold. Hendes far arbejdede nede på Centralværkstedet, der dengang lavede lokomotiver. Hendes mor arbejdede med forskellige ting som gartner eller boghandler. Hun holdte op med at arbejde da de fik børn, fordi hun skulle være hjemme og passe børnene og huset.

 

Skolen

Britta Svensson gik på Frederiks Allés Skole i sin barndom.

Britta gik på en stor pigeskole inde i Aarhus som hed Frederiks Allé skolen. Hver dag mødte de i skole klokken otte. Når de skulle spise fik de mad på skolen, de fik en madpakke, et æble og noget mælk. Hvis man var rigtig sulten havde madmoren på skolen lavet fedtemadder. På den ene side af baderummet lå pigeskolen og på den anden side lå drengeskolen. Pigerne og drengene måtte ikke blande sig. I baderummet var der et hul ved det nederste af væggen. Når pigerne havde gymnastik, lå drengene og prøvede at kigge ind. Hendes bedste veninder i skolen hed Bente og Ingrid. Britta havde det godt i hendes klasse. I frikvarterene gik de med armene om hinanden frem og tilbage i skolegården. Der var ingen, der blev holdt udenfor. Britta havde tit nederdel på og en normal trøje. Om vinteren havde hun gamacher og sportsstrømper på. Britta kunne lide de fleste fag, men hendes yndlingsfag var dansk og geometri. Hun klarede sig godt i skolen. Hvis man var uartig skulle man sidde efter 1 time efter skole. En dag kom hun ikke ind fra frikvarter til tiden, så skulle hun vælge mellem at få et lussing eller at sidde efter. Hun valgte at få en lussing. Senere flyttede hun til Risskov og begyndte på Risskov skole.

 

Fritid

I hendes fritid gik hun til spejder. Hun ville også rigtig gerne gå til blokfløjte, men det måtte hun ikke for sine forældre. Det kostede 2 kr, og det var alt for dyrt. Derfor spillede hun bare derhjemme. Britta og hendes venner var tit udenfor på gaden. Hun lavede sine lektier på biblioteket, så hun kunne slippe for sine søskende. Hun gik i det samme tøj en hel uge ca. hun skiftede først tøj sidst på ugen. Inde på Ryesgade lå der et storcenter, hvor man kunne købe forskellige småting, til billige priser. Det hed atlas. Når de skulle købe julegaver til deres forældre fik de to kroner med, det kunne man godt få noget for. Nogen gange gik hun tur med hendes mindste søster. I ferierne legede hun udenfor med de børn der boede omkring. De cyklede meget og lavede gymnastik på cykler.

 

Voksenliv

I dag er hun gift med Lars Svensson, og har to børn. De to børn hedder Mai-britt og Robert, og er i dag 48 og 45 år gamle. Inden hun gik på pension arbejdede hun som kontorassistent. I dag bor hun i rækkehus i Tilst sammen med hendes mand.

Britta Svensson arbejdede som Kontorassistent.

 

Forhold til Aarhus

Britta er vaskeægte aarhusianer, for hun har altid boet i Aarhus. Hun er glad for at bo i Aarhus, fordi Aarhus har meget af det hele. Britta er glad for at gå en tur i naturen. Tit går hun en tur rundt om Brabrandsøen. Hun kan godt lide at der er så mange forskellige steder man kan tage hen i Aarhus.

 

Europa og verden

Britta gik i 6. klasse, da hun for første gang var i udlandet. Det var i Tyskland. Britta var kun et år da 2. Verdenskrig sluttede, så hun kan ikke huske noget derfra. Hun rejste tit med sin far til Sverige, fordi der var maden billig. Hendes far kunne nemlig rejse gratis, med toget, da han arbejdede for Statsbanerne. Hendes faster flyttede til Canada. Hun kom engang imellem på besøg. Britta og hendes mand rejser også meget idag, hvor de tit tager flyet. Hun er vild med Spanien og Grækenland.