Birdy Grosen Hylleberg

i Fritekst

Birdy Grosen Hylleberg blev født i 1957 og boede i den første del af sin barndom på Hjortensgade 9. Senere flyttede Birdy med familien til Brabrand.

 

Jeg er født på Stiftelsen i april 1957. Har efter kort tid i Mindegade boet i Hjortensgade indtil jeg blev 8 år. Der flyttede vi til Sigridsvej i Brabrand.

Jeg legede i botanisk have som barn. Jeg kunne bare rende bagom så var jeg der. Husker damen i den blå kittel som hjalp os børn når vi faldt og slog os m.m. Hun havde et lille hus som hun gik ind i midt på legepladsen.

Jeg gik også til dans hos Leif Bach. Og senere begyndte jeg at svømme i AGF (I svømmehallen Spanien) med Inge og Børge Børgesen som trænere. Blandt andet sammen med MaiBritt Nielsen og Susanne Nelson. Vi piger vandt danmarks mesterskab i vandpolo 🙂 Oplevede også boblens fald over svømmestadion på Ingerslevs boulevard.

Fra jeg var 4 år gammel tog jeg bussen fra rutebilstationen ud til Hørning hvor min Bedste boede.

Første skoleår var på Munkegade. Men da vi så flyttede til brabrand så blev det Gjellerupskolen – den nuværende Sødalskole.
Jeg husker slikbutikken på vesterbro torv. Og søndagsskolen på Langelandsgade. Tror den hed Aron. De havde sådan en indsamlingsbøsse med en negerdreng der nikkede med hovedet.

Når det regnede meget så væltede der vand i mængder ned af Hjortensgade.

Som 15 årig flyttede jeg hjemmefra og boede blandt andet på Silkeborgvej på et ca. 6 m2 værelse oppe under taget. Havde diverse arbejde i smørrebrødsforretning i Nørregade, arbejdede på chokoladefabrikken bdr. Jakobsen og på en metalvare fabrik i Åbyhøj. Arbejdede i Tivoli Friheden mens jeg gik på HF på Marselisborg.

Jeg har boet mange steder i Århus. Mindegade, Hjortensgade, Gjellerup, Storetorv, Nørregade, Bispehaven, Skovbrynet, Banegårdsgade, Gjellerup igen og Rosenkrantzgade.
Efter endt HF eksamen fik jeg job på byggelegepladsen Skrænten. Jeg var der da lederen Ødum døde og Henrik kom til i stedet for.
I 1986 forlod min mand og jeg Århus pga. arbejde. Århus er dog fortsat MIN by. 🙂