Anna Birthe Noe Ulnits

Anna Birthe Noe Ulnits blev født i 1954 i Torup ved Hedensted. Barndommen var præget af at vokse op med en psykisk syg mor og en far med dårligt helbred.

Hun startede på Diakonhøjskolen i Aarhus i 1974 , hvor hun blev uddannet diakon og plejehjemsassistent. Herefter arbejdede hun på plejehjem i Højbjerg, som kirketjener i Viby og på et forsorgshjem for misbrugere i Tranbjerg, inden hun vendte tilbage som plejehjemsassistent i Viby. Det frivillige arbejde med ældre og socialt udsatte har gennem mange år været en stor del af Anna Birthes og hendes mand Verners liv, bl.a. ved Café Parasollen i Viby og seniorhuset “Glæden” i Klostergade.  

Efter et langt arbejdsliv er Anna Birthe stadig meget engageret i frivilligt arbejde sammen med sin mand. Hun har et nært forhold til sine to børn, to børnebørn og tre søskende, og også naturen og kulturlivet i Aarhus fylder meget i hendes liv, hvor hun bl.a. kommer i teatret Svalegangen.   

Interviewet 2017

Opvæksten ved Hedensted og Egtved.

Vil du begynde med at præsentere dig selv?

Jeg hedder Anna Birthe Noe Ulnits, og jeg er 63 år. Født i 1954 og gift med Verner Noe. Vi har to børn, et par tvillinger på 35 år, en dreng og en pige, to børnebørn, også en dreng og en pige – de har en hver. Vi bor her i Viby, og det har vi gjort i rigtig mange år. Jeg er født i Hedensted nede mellem Horsens og Vejle. Men jeg tog en uddannelse i Aarhus, og blev boende her, og jeg er rigtig glad for det. Jeg har arbejdet med ældre det meste af mit liv, og har prøvet lidt forskelligt. Nu er jeg efterlønner og glad for det.

Jeg vil gerne høre om din opvækst. Boede du i Hedensted hele din barndom?

Jeg er født på en lille ejendom i Torup, som ligger lidt uden for Hedensted, og jeg er nummer tre ud af en søskendeflok på fire piger. Min far var arbejdsmand, og min mor var mest hjemmegående, i hvert fald i min tidlige barndom. Vi flyttede til byen – Hedensted – lige da jeg var startet i 2. klasse, og der boede jeg så til jeg var færdig i skolen og flyttede hjemmefra. Jeg gik på Hedensted Skole i 10 år.

Efter jeg gik ud, kom jeg i huset hos et lærerpar, som jeg havde haft i skolen. Jeg flyttede op til dem og boede i deres lille familie i et år. Det var rigtig fint at se en anden måde at være familie på. Det havde jeg det godt med. Skal jeg fortælle videre?

Gerne!

Derfra flyttede jeg til Ødsted ved Egtved, hvor jeg arbejdede som stuepige på et alderdomshjem, som det hed dengang. Det var ikke så stort, det var lille og privat, og jeg boede der et års tid.

Så kom jeg på højskole i Haslev, på Haslev Udvidede Højskole, og det var jeg rigtig, rigtig glad for. Det var 5 måneder, hvor jeg sidenhen har sagt, at alle unge skulle tage på højskole, hvor man bare kan få lov til at være, finde ud af hvem man er er, og hvad man vil og skal. Det var pragtfuldt.

 

Diakonhøjskolen i Aarhus og uddannelse som plejehjemsassistent

Jeg havde besluttet mig for, inden jeg tog på højskolen, at jeg ville starte på Diakonhøjskolen i Aarhus, og det gjorde jeg bagefter. Jo, jeg var lige tilbage en 3 måneder på alderdomshjemmet, men flyttede til Aarhus i 1974. Dengang lå Diakonhøjskolen på Dalgas Avenue og Strandvejen, og det var i to herlige gamle herskabsvillaer, at skolen lå. Der boede vi også, så det var faktisk en fortsættelse af højskolelivet, men der var noget mere med lektier og ting, vi skulle, så det var ikke så frivilligt. Men det var jeg glad for, og uddannelsen betød, at man flyttede ud i praktik, og hjem på skolen, og ud i praktik, og det gjorde vi en del gange, så jeg nåede at flytte en del rundt i landet under min uddannelse. Det er en kirkelig uddannelse og den tog fire år. I løbet af de fire år var jeg i Aulum, i Hjørring, i København og på Amager. Og så arbejdede jeg faktisk også på Amtssygehuset her i Aarhus. Vi boede de forskellige steder, så det var en spændende tid, hvor man kom rundt og mødte mange nye mennesker. Jeg syntes, det var en spændende uddannelse. Man kunne blive enten socialpædagog eller plejehjemsassistent på Diakonhøjskolen, og jeg valgte at blive plejehjemsassistent, men den uddannelse eksisterer jo ikke mere.

Efter jeg var færdig som plejehjemsassistent og diakon, tog jeg til Israel i kibbutz i tre måneder sammen med min søster, for at få et afbræk. Det var meget hårdt, fordi jeg i fire år havde levet en beskyttet tilværelse. Selv om vi var ude og skulle stå på egne ben rundt omkring i landet, vidste vi jo, at vi snart skulle hjem igen på skolen. Der var en tryghed i det, men det var også spændende at være i kibbutz, og så kom jeg tilbage til Aarhus.

 

Arbejde som plejehjemsassistent i Højbjerg

Jeg havde fået arbejde på Kirkegårdsvej, inden jeg tog afsted. Her var et visitationscenter, hvor de ældre kunne være, når de kom fra hospitalet og til der blev plads til dem på plejehjemmet, og hvor det blev vurderet, hvilket plejehjem de skulle være på. Der var jeg i et år, og derfra kom jeg til Abildgården, som er et almindeligt plejehjem oppe i Nordbyen, hvor jeg var i en 2-3 år.

Så var det vi fik tvillingerne og flyttede til Viby. Det var upraktisk med det arbejde jeg havde, så jeg startede på Sct. Olaf i Højbjerg, som er et Odd Fellow plejehjem. Og anderledes. Dengang var der mange logefolk, og det syntes jeg var noget af en udfordring, fordi jeg synes, at vi helst skal være nogenlunde lige, med ligebehandling. Vi havde en rigtig god forstander, og han havde en fin forståelse for det. Der var jo nogle af de der logefolk, som syntes at der tilkom dem mere, nu det var et logeplejehjem.
Jeg trivedes godt derude, og jeg var der derude i en 14-15 år. Men så fik jeg det sådan, at jeg havde nok af ældre og af demente mennesker. Jeg kunne simpelthen mærke, at jeg ikke orkede mere, at kunne man blive nappet og bidt, når man skulle hjælpe dem på toilettet og de ikke kunne finde ud af, hvad vej de skulle vende. De gik rodløse rundt hele tiden, og man kunne ikke sige andet til dem end “Sæt dig ned!” De skulle bare sidde ned, og de kunne jo ingen ting, så jeg havde det sådan, at nej, jeg skulle væk fra de ældre nu.

 

Tiden som kirketjener i Viby

Da var det jeg opdagede, at min uddannelse som plejehjemsassistent var målrettet plejehjem, så det var ikke så nemt at finde andet arbejde. Men jeg blev kirketjener i Viby Kirke, og jeg tænkte, at nu skal jeg ikke have mere med pleje og omsorg at gøre. Jo, omsorg og pleje, det kan vi jo bruge hele tiden, men det mere plejemæssige, det kom jeg heldigvis fra. Jeg var der i fem år, hvor jeg mest skulle være en slags husmor i Sognegården, og jeg mødte rigtig mange mennesker. Der foregik jo meget både for børn og for ældre, og der kom alle mulige folk ind på kordegnekontoret for at få lavet attester. Jeg skulle gøre rent og lave kaffe, og jeg var ovre i kirken nogle gange og ordnede alt det praktiske til bisættelser. Det var jeg glad for, men så syntes jeg, at jeg manglede nogle flere kollegaer. Der var ansat ti nede på sognegården og i kirken, men hver enkelt havde jo sine egne opgaver og havde travlt med dem, og jeg savnede nogle at sparre med.

 

Fra kirken til forsorgshjem i Tranbjerg

Derfra kom jeg ud på Østervang, som er et forsorgshjem i Tranbjerg. Her åbnede en afdeling for misbrugere, hvor man ville forsøge at have et sted, hvor man kunne rumme folk med misbrug, fordi ellers havde det jo været sådan, at hvis man havde et misbrug, og man ikke ville i behandling og man ikke ville eller ikke kunne klare at have sit misbrug inden døre, så skulle man blive på gaden. Det var folk, der var meget forhadte eller blacklistet på alle mulige kontorer, så det var virkelig nogle udsatte folk, der kom til at bo derude. De fik så lov til at have deres misbrug inde på deres værelser. Det var nyt. Jeg syntes det var spændende, og at det var godt og værdigt for de mennesker, for de havde været jagtet ude i byen.
Nu kunne de sidde hjemme og ryge det hash eller drikke de bajere, de havde brug for, eller alverdens mærkelige ting. Formålet var selvfølgelig, at vi skulle hjælpe dem og give dem omsorg, og gøre det mindre påkrævet for dem, at de skulle have alt det misbrug. Vi så også at det faldt, og at det gik bedre for dem. Men de kom ikke ud af det, for det var jo også folk, der havde levet med et livslangt misbrug. Man havde ingen intention om, at man skulle have dem ‘clean’. Det var rart, og vi skulle ikke herse med dem for at de skulle dit og dat. De skulle bare være inde ved dem selv, med hvad de nu gjorde. Det var en tidsbegrænset stilling, og jeg ønskede ikke at blive genansat. Det var hårdt at være derude. Man kan ikke lave aftaler med misbrugere, og de var sølle. Deres fysiske tilstand var dårlig. Vi skulle have dem til tandlæge, vi skulle have dem på hospitalet, de skulle undersøges, og når vi så havde bakset med at få det hele til at falde på plads, var de skæve eller fulde, eller orkede det ikke, eller var trætte, eller … åh, det var hårdt arbejde. Der skulle meget til. Jeg kunne sagtens være sammen med dem, men vi skulle jo også sørge for dem, og for at de kom til tandlæge, så indimellem var det svært. Efter 3½ år tænkte jeg, at det var fint med det, og da var jeg også klar til at komme tilbage til de ældre igen.

 

Jobbet ved nyt plejehjem i Viby

På det tidspunkt startede et nyt plejehjem her i Viby, hvor jeg tænkte, at det kunne da være spændende at være med til. De havde nogle fine mål i deres annonce om, at de gerne ville have folk, der ville være med til at give de ældre en ‘livgivende alderdom’. Du godeste, tænkte jeg, livgivende alderdom med ‘stjernestunder’, stod der også. Det ville jeg gerne være med til. Det lød godt, at det ikke bare var det, som jeg oplevede på Sct. Olaf til sidst. De blev opbevaret, og vi suste rundt, og jeg syntes, det var så meningsløst.
De ældre skal have håret sat, og de skal have pænt tøj på. Det skal ikke bare være hylstre der sidder og venter. Det syntes jeg var trist. Så jeg tænkte, nå, men det må jo være nye tider inden for ældreområdet, og jeg vil gerne være med at præge det nye plejehjem. Jeg var der i 12 år, indtil jeg gik på efterløn. Vi var et kanongodt hold, da vi startede sammen og startede op. Vi skiftede mange ledere ud, men vi var mange på gulvet, der ville det samme, og vi havde det sjovt. Vi lavede mange ting, men de sidste fire år var ikke så sjove. Da lignede det til forveksling det jeg havde prøvet før. Vi kom aldrig ud, og det var simpelthen bare at piske rundt og få folk ud af sengene og hen til middagsbordet, og tilbage igen og sove middagssøvn, og op igen … jamen, jeg var meget mere til at ville lave noget indhold i deres hverdag. Så der var mange ting.

Jeg kunne holde når jeg blev 61 – og jeg ville holde, før jeg blev fysisk eller psykisk nedbrudt, eller gik i sort, for det har jeg bare oplevet med så mange kollegaer. De er blevet stressede, eller på andre måder slidt op. Der tænkte jeg, det må være skønt selv at vælge, at nu går jeg fra mit arbejde og bruger kræfterne på noget andet. Det fik jeg så lov til at gøre, så den dag jeg kunne gå, gik jeg og var glad, og kunne sige farvel og tak …

Når man har haft en langt arbejdsliv, synes jeg, det er vigtigt at man kan gå derfra og være glad, fremfor at slutte med en sygeperiode, som der er så mange, der gør. I hvert fald inden for det område.

Det er også et hårdt område. Og det både fysisk og psykisk.

Det er det, og det er ikke et velanset område. Man er ikke i høj kurs, når man begynder at snakke om, at man arbejdede på et plejehjem, for så fik man alle mulige dårlige historier om, hvordan nogle havde oplevet det og det plejehjem.
Vi skulle dokumentere, vi skulle have vores ryg fri, vi var så bange for, at vi skulle få nogle sager på os, fordi der sker så meget dårligt, og det gør der også, men det er bare hårdt, når man er i det, for så synes man også, at man yder alt, hvad man kan, og så have oplevelsen af, at der bliver simpelthen holdt øje, fordi … Sådan er det selvfølgelig at være offentligt ansat, og vi skal være, ja, nogle skal være ansvarlige for det. Jeg var glad for at jeg kunne gå, og jeg har ikke savnet det en eneste dag siden. Sådan er der mange der siger, der har været inden for det offentlige.

Det er også rigtigt. Jeg har haft en søster, der har været i en børnehaveklasse. Hun var glad for det, men hun var også glad for, at hun kunne gå.

Vi skulle jo gerne have det sådan, at vi også kan have et liv her i den tredje alder.

Det er også noget af det, jeg gerne vil spørge ind til senere, for jeg har på fornemmelsen, at du ikke er den, der går og spilder tiden.

 

Opvækst med psykisk og fysisk sygdom i familien

Jeg har i øvrigt lyst til at fortælle noget mere om min barndom, fordi jeg har haft en speciel barndom på den måde, at min mor var psykisk syg og ofte var indlagt. Vi fire piger havde det hårdt, fordi vores mor havde dårlige nerver, som det hed i mange år. Hun var på rekreation ind i mellem, og så kom en husmorafløser hver dag og hjalp os. Så kom mor hjem igen, og senere, da vi blev lidt ældre … nej, det var nok, da jeg var omkring at starte i skolen, at jeg boede hos en moster på Fyn i en periode, hvor min mor var indlagt på Psykiatrisk Afdeling.
Hun var maniodepressiv, så hun var enten helt nede i kælderen eller … men i de år var hun nu mest i kælderen, manierne kom senere. Det var hårdt, og vores far var arbejdsmand og knoklede derudaf, ja, så vi fire piger hjalp hinanden. Det er ikke sådan, at jeg synes, jeg havde en sølle barndom, overhovedet ikke, men vi havde ikke en mor, vi kunne støtte os til. Vi havde en mor, der hele tiden skulle tages hensyn til – ”Hvordan har mor det? ”, ”Er hun ked af det? ”, ”Bliver hun ked af det? ” Vi skulle ikke fortælle hende mere end højst nødvendigt, men så vi havde vi hinanden. Det betød, at den dag, hvor vores mor var død, var vi allesammen med på plejehjemmet, og vi var der faktisk i flere dage, da hun skulle dø, og det var rigtig fint og stærkt at have det sammen.

Nogen tid efter hun var død, besluttede vi os for at holde weekender, hvor kun os fire og ikke vores mænd er med, hvor vi snakker om vores barndom, fordi vi har alligevel forskellige oplevelser af den, alt efter om vi er den ældste eller den yngste eller os to, der er midt imellem. Vi har, uden at der har været psykologer med i det, simpelthen fået knoklet vores barndom igennem, og vores syn på det ene og det andet. Vi har skaffet papirer om, hvor meget mor egentlig var på sygehuset, for vi havde indtryk af, at hun var afsted mange gange. Da vi så fik en optegnelse over det, var det ikke så mange gange, som vi havde forestillet os.
Vores ældste søstre var taget hjemmefra, da det var allerværst med vores mor. Vi var de to yngste der var derhjemme, da hun begyndte at få manier. Det var da hun kom i overgangsalderen, og det var meget, meget hæsligt. Meget ubehageligt. Hun havde det også meget dårligt, da jeg flyttede hjemmefra, for da var jeg nogle gange hjemme ved min yngre søster, eller hun var oppe hos mig, der hvor jeg var i huset, fordi mor var indlagt. Min far fik blodpropper, da han var 48.

Så han har også haft det dårligt?

Han blev pensionist, da han var 48. Han havde store blodpropper på hjertet. Mor flyttede på plejehjem, da hun var 59. Hvis det var mig, skulle jeg jo have været 4 år på plejehjem nu, og det synes jeg er rystende at tænke på. Hun kom på et psykiatrisk plejehjem. Hun kunne ikke være derhjemme, for far var ikke god til at tackle det. Han kørte ud og hjalp folk med alt muligt andet. Han havde en stor bil og hjalp med dødsboer, kørte for dem og så sad mor derhjemme og sumpede i det, eller hun lå sådan set i sin seng. Hvis hun da ikke rendte oppe om natten og lavede alverdens mærkelige ting. Jeg har oplevet at hun blev tvangsindlagt. Da var jeg ikke helt lille, det var da jeg kom hjemmefra. De gange hun var manisk, da blev hun tvangsindlagt.

Det var ubehageligt?

Ja, for så syntes hun, at vi var onde ved hende, og at det var vores skyld, at hun blev indlagt. Det var en sej ting. Men det at vi søstre nu her i vores voksenliv har snakket så meget om det, det har været rigtig godt, og det har også været sjovt, og det holder vi fast i. I starten var det billeder, vi sad og funderede over, og vi sad og fortalte: “Nej, var far sådan?” “Nej, det var han ikke.” “Det synes jeg ikke, han var!” Det var jo også forholdet til ham, for jeg synes ikke, at jeg var særligt afholdt af min far, og det synes de andre heller ikke. Ham havde jeg et lidt dårligt forhold til, men jeg var meget knyttet til min mor. Måske mere end de andre, og det var jo egentligt sjovt. Nu er vi jo alle sammen kommet hele igennem det, så vi kan jo godt sidde og snakke om det, og egentlig også høre, hvad de andre så tænker om det. Da de sagde til mig, at de syntes også at far var ond ved mig, ikke ond, men han var ikke sød ved mig, var det egentlig rart at høre.

Det var som en anerkendelse?

Selv om jeg tænkte, hold da op, nå, de kan også se det. Så er det ikke bare pjat. Og på en eller anden måde, så er det jo også godt nok. Men det er sjovt så forskelligt man kan opleve sin barndom, selv om man er søskende og er vokset op i det samme.

Vores mor var meget religiøs og kristelig, og hun kom meget i kirken. Det var hende, der syntes at kristendommen var noget grundlæggende, og noget hun ville give videre til os. Så vi har gode tanker om, at hun har lært os at synge og at gå i kirke. Hun var selv svag, så hun viste os, hvor vi skulle gå hen og få hjælp. Det er vi alle taknemmelige over, at hun lærte os. Derimod vores far, han var en helt anden person, han gik med i kirken nogle gange, og kørte os til spejder. Han var hjælpsom, men han kunne også … det var svært for ham med fire børn.

Det har ikke været nemt.

Nej det har det ikke, og det kunne vi godt se da vi blev voksne. Far og mor blev skilt, da mor kom på plejehjem, og lige da hun var kommet på plejehjem, fik far en blodprop mere, en ret voldsom blodprop. Da han kom hjem fra hospitalet, havde han en hjemmehjælper, som også havde været hjemmehjælper ved min mor, da hun var derhjemme, og hun blev så ved med at komme til far, og de blev kærester. De sendte en besked til min mor, om at nu skulle de skilles, og det havde vi det rigtig svært med. Jeg gik i clinch med min far om det, for jeg syntes, det var barsk for mor. Hun havde været på plejehjemmet i 1-2 år og fik så brev fra en advokat, at nu skulle de giftes. Det kunne vi overhovedet ikke tage, men vi har da fået et rimeligt forhold til min far.
Lilly, som han blev gift med, besøger vi da og har kontakt med. Hun var sød ved far, og min ældste søster – hun har altid kunnet tage tingene lettere end os andre – hun sagde: “Ved I hvad, nu har vi hjemmehjælper til far døgnet rundt. Nu kan vi koncentrere os om vores mor på plejehjemmet.” Det var en hel befrielse, og han flyttede ud til hende. Det blev aldrig vores hjem, så vi brugte vores krudt på mor, og besøgte far og Lilly en gang i mellem. Min mor var meget tilgivende, hun syntes hun skulle tilgive ham, men min far fik det aldrig sådan, at han kunne se min mor eller være sammen med hende. De var sammen til vores bryllupper. Far var 72 og mor var 74, da de døde. De blev heller ikke gamle, nogle af dem. Men de var gift i 35 år, så de havde da et stykke tid sammen.

 

Søskendesammenhold

Jeg kan høre, at I fire søskende har et godt forhold.

Det har vi. Vores mænd og vores børn har det også fint. Vi er to der bor i Aarhus, en i Holstebro, og en i København. Vi har meget med hinanden at gøre, og vi har familielejr en gang om året, hvor vi er på lejr med vores børn og børnebørn. Vi har alle været spejdere, og vi har altid vores spejdersangbøger med på en søsterweekend. Den tid, det var en god tid for os. Der var far også meget god til at støtte os i vores fritidsinteresse. Vi var meget optaget af spejderarbejdet, både som små og da vi blev ledere. Det har vi til fælles alle fire.
Nogen af os spillede håndbold, det gjorde jeg også som barn. Da vi blev ældre kom vi i KFUK, og diskuterede, eller der kom nogle og holdt foredrag, eller vi tog på ture og weekender, og det har vi også tilfælles. Det er egentlig utroligt, at vi alle fire har bibeholdt den interesse, men det har vi. Man kan sige, at vi blev vist en vej, men mor var jo ikke stærk, så hun har jo ikke sådan … vi er jo ikke blevet presset ind i det, det er vi ikke, vi har jo set at mor havde gavn af det …

6… og glæde af det?

Ja, og så har vi jo selv fået lyst til at færdes i det, og det bliver vi ved med. Det er på forskellige niveauer og på forskellig måde, men vi er fælles om det og det gør noget ved vores sammenhold. Vi kan godt gå i kirke, de to af os, når vi er sammen, men vi ved at vi har den samme indstilling til livet.

Så man kan godt sige, at jeres mor har vist jer vejen, og jeres far støttede jer også i aktiviteterne. De har egentlig begge bidraget til det på hver sin måde.

Helt sikkert.

Det lyder som om du har en god familie?

Det synes jeg.

 

Livet i Aarhus i dag.

Frivilligt arbejde ved Café Parasollen

Du har svaret på mange af de ting, jeg ville spørge dig om, men jeg kunne godt tænke mig at høre lidt om, hvad du bruger din tid på i dag?

Jeg har altid været meget med i frivilligt arbejde. Det er fordi jeg er opdraget i foreningslivet med spejder og KFUM og K. Det var jo også noget med at være frivillig og være med til at gøre noget, arrangere osv.
Nu, er jeg med i kirken, dog ikke så aktiv, men jeg kommer derned til arrangementer, og jeg er med i et enkelt udvalg, som tager sig af socialt arbejde her i vores sogn i Viby. Jeg har været med i menighedsrådet på et tidspunkt. Ellers er det mest en social café, jeg er optaget af, udover “Glæden.” Vi har i vores sogn en social café som er en del af KFUM´s sociale arbejde, og det er Viby Kirke, som står bag den. Den startede for 22, snart 23 år siden, og både min mand Verner og jeg har været med siden det startede. Så vi render ikke af pladsen!

Det gør I ikke.

Det er også et rigtigt spændende sted. Vi er dernede hver mandag aften. Det er en café hvor alle skal kunne rummes, og det er ikke specielt for misbrugere, eller specielt for psykisk syge, eller specielt for gamle, eller børn eller unge. Det var vores præst dengang, der var primus motor, han er død nu, men han var kanon god og initiativrig, og han så at der var brug for et sted for folk der var ensomme, eller folk, der ikke kunne falde til her eller der – det blev kaldt Kirkens Dagligstue, da det startede.
Det er ikke et sted, hvor der skal missioneres eller prædikes, men det skal være et sted hvor vi kan være sammen, og spise sammen. Der bliver lavet mad dernede i stor stil. Nu ligger det i den ene ende af Sognegården, men det er selvstændigt. Det har ikke noget med menighedsrådet at gøre, og det vil jeg gerne understrege. Det har ligget ved Viby Torv, og det var vi rigtig glade for. Det lå et fint sted ud til Skanderborgvej, men det flyttede for nogle år siden.
Det er spændende, for det er lykkedes at lave et sted, hvor der kommer folk ind med mange forskellige baggrunde. Der kommer mænd ind fra alle mulige lande, som ikke bryder sig om at sidde på et værtshus og skal være et sted, hvor de sidder og snakker over te eller kaffe, og der kommer psykisk syge og psykisk sårbare – dem er der mange af – og der kommer nogen der er misbrugere, eller har været misbrugere. Det er ikke sådan, når man kommer derind, så sidder der mange der er fulde eller påvirkede. Det er faktisk ikke ret ofte, at vi har nogle af dem inde. Men der er mange, hvor man på en eller anden måde tænker, at de er skæve i deres eksistens. De er sjove, og jeg er vild med at være med dem, fordi de er det bedste ved vores samfund. Det er dem, der er sjove, og farvestrålende og specielle. Vi har en let opgave mandag aften.

Er der åbent hver dag, og også i weekenden?

Lørdag er der ikke, for de kan ikke få folk til at dække det.

Er det hele dagen?

Fra klokken halv ti, men søndag ikke i så lang tid. Det er fra halv ti til halv fire på hverdage, og så er det så om mandagen, at … jamen, i starten var det fra 9 om morgenen til klokken 7 om aftenen, og det kunne man ikke blive ved med at få besat. Nu er der kun ansat tre, så er der nogle på nogen timer, og så er der masser af frivillige, og en masse i forskellige ordninger med kommunen. Så har der været elever, og det har været sådan lidt op og ned med studerende, socialrådgivere, pædagoger, og fra Diakonhøjskolen. Nu får vi ikke længere socialrådgivere eller pædagoger som studerende, fordi vi ikke har en socialrådgiver eller en pædagog som er ansat.

Det skal der være, når de kommer i praktik?

Nu har vi en sygeplejerske og en køkkenmedhjælper som er ansat. Og en journalist. Det er i hvert fald et rigtig spændende sted at være, fordi der er mange, der har brug for at komme. Og der er mange af dem der kommer, kommer ikke andre steder. Så var der mange af gæsterne, der kom derned, der spurgte, hvorfor der aldrig var åbent om aftenen. Det var der faktisk lige i starten. Så var vi en gruppe der blev enige om at vi godt ville tage os af mandag aften, altså en dag om ugen. Vi troede, vi skulle udvide, men det er blevet ved den ene aften.
Mandag aften er der fællesspisning, og det er caféen der står for det, ikke os. Man skal melde sig til det, og vi var 10 sidst. Der kan være 50 i caféen og det er der nogle gange. Den sidste mandag i måneden kan vi spise gratis. Det er Aarhus Kommune, der har givet os penge til at lave mad gratis, for at vi kan tilgodese den ensomhed, der er i vores by, og for at få nogle ud af busken. Og da er der fyldt op. Sidst var vi nødt til at låne Sognegården, for da var vi 70 mennesker til spisning.

Ja, til middag og så har vi lidt musik på, og der kommer der rigtig mange nye også. En almindelig mandag aften er der en 15-20 stykker, og vi er der indtil klokken halv ti, og så lukker vi. Det er så hyggeligt at komme derned. Vi plejer først at komme, når de har spist, og da er vores opgave at være der, og servere kaffe og the og sodavand – det er alkoholfrit – og lagkage er der gerne, og kager, is, franskbrødsmadder, sådan nogen lette ting, og så er det egentlig det, at sidde og snakke med folk, og være der for dem.

Det er spændende at sidde og høre deres livshistorier. Og det får man i vid udstrækning dernede, fordi folk sidder jo bare og venter på, at der er nogen der interesserer sig for dem og vil høre noget om deres liv. Det er guld at snakke med de mennesker. Der har vi så været i mange år, så nu er der selvfølgelig nogen, der kender os, og vi har også fået et specielt forhold til mange af dem. Men der kommer jo nye til hele tiden, eller pludselig er de væk igen, og så ser vi dem ikke længe.

Det er en åben café, hvor man kan gå ind og købe sin kaffe og gå igen. Men når man kommer derind, kan man let risikere at der kommer nogen og spørger om de må sidde ved siden af en med kaffen. Hvis der kommer en ny ind, vil jeg sige, om jeg må sætte mig her. Og så kan man hurtigt begynde at mærke om de har været der før. Nej, det har de ikke, og så fortæller man om, hvad det er for et sted, og så bliver folk helt glade over, at der er nogen der interesserer sig for dem, og hold da op. Det er så lidt, der skal til, og det er på en måde grusomt at tænke på det, at der ikke skal mere til, men det er jo, fordi folk er så underernærede med at snakke med nogen og møde omsorg, men higer efter, at der er nogen der interesserer sig for dem. Vi hører de mest mærkelige historier. Der er jo folk, der har levet et specielt liv. Det er ikke sådan at man tænker, at det er en varmestue, og det synes jeg egentlig er lidt sjovt. Der kommer også dagplejemødre derind med børn om dagen. Der kommer nogle der har været på kursus for at få en kop kaffe. Det er sådan …

Hvor er det du siger det ligger? Og hedder det noget specielt?

Grundtvigsvej 4. Det hedder ‘Parasollen’, og er knyttet til KFUM’s sociale arbejde, som holder til på Fyn i Strib. Der er mange rundt i landet, der hedder ‘Parasoller’ eller ‘Paraplyer’. For nylig var vi i Randers, og da gik vi ned på ‘Den blå paraply’, som er tilsvarende, og det er lidt sjovt, når man nu er med i sådan noget, at møde dem i andre byer, og det er mange steder. Vi laver udflugter hvert år, hvor vi så er rundt at se og besøge nogle af de andre steder. Det er forskelligt, selv om det er det samme koncept. Det optager os meget at være med i det, min mand og jeg, for det første er det skønt, at vi har det sammen, og oplever det sammen, og for det andet – men vi har det i hvert fald sådan, at vi selvfølgelig ikke skal være private sammen med dem – men nogle få får vi et andet forhold til.
Nu er der en ung mand, der har mistet sin far, og der har lige været en periode, hvor han ringer hertil dagligt, men det er ikke sådan, at det er en halv time han snakker. Han har bare lige brug for det. Han kommer hver mandag. Han har sin mor på plejehjem, og ved, at jeg har arbejdet med ældre, og så sidder han og venter på, at jeg kommer, og har skrevet nogle spørgsmål op, han skal have spurgt mig om, eller hvis han har noget med sin computer, skal han snakke med Verner. Så får han lige en halv times snak med en af os og så går han hjem igen. Og han ringer så også hertil, og så tænker jeg, ja, ved du hvad, vi har jo tiden til det. Han har ikke andre.
Det skal ikke være sådan at alle og enhver kan kontakte os og skal kende os privat, men de ved at vi kommer, og de spørger, om vi har ferie næste mandag. Det er der nogen der gør, af dem der er vant til at komme der.
Når man er med i sådan et arbejde, er man med til medarbejdermøder og til udflugter, med til jul. Vi har kurser, så det giver jo en helt masse mere end mandag aften.

 

Frivillig ved seniorhuset “Glæden” i Klostergade

Så er jeg med i “Glæden” inde i Klostercenteret. I Klostergade har Aarhus Kommune et frivillighus for seniorer. Den lille forening, som hedder ‘Glæden’ kommer derinde, og det er udviklingshæmmede, som har nogle ressourcer og ikke ved, hvad de skal bruge sig selv til. Jens Kristensen som leder dem, så den mulighed at de kunne være til glæde for ensomme ældre på plejehjemmene. Vi havde sådan nogle fine forløb derude, med udviklingshæmmede der kom og besøgte os. De er jo i den grad trofaste. De er der til tiden, og de kom på cykel eller med bus. Dem er jeg med til nu at lave kurser for, hvor vi underviser dem i ældre og demens, hvordan det er at blive ældre, og hvordan man taler sammen. Vi laver øvelser, og de går vældigt op i det.

Men det har så været vanskeligt, for dengang da jeg var på plejehjem, gik jeg meget op i også at være sammen med dem, fordi man kan ikke bare lukke dem ind til en ældre – de er jo ikke altid så lette til lige at kommunikere, som vi andre – men så brugte jeg dem meget som en mulighed for at lave en samling i dagligstuen. Nu har vi besøg af Kirsten og Lena f.eks. og vi skal drikke eftermiddagskaffe sammen. Så kunne jeg finde på at sige, at nu skal vi præsentere os for hinanden. De ældre syntes det var vildt sjovt, ”Nåh! Skulle de lige pludselig skulle til at sige, hvem de var! ” Og jeg vidste meget om dem, så jeg kunne jo hjælpe dem på vej. “Du har da også en datter”, for mange gange kunne de jo ikke huske det, men så kom der nogle ting frem. Det var en god ting med besøg, og så lavede vi også fester, hvor vi var sammen med ’Glæden’, og havde musik udefra.
Den ansvarlige for ’Glæden’ søger penge, og så kan de få musik leveret. Nogle af Glædens folk bagte kage til beboerne, og nogle ordnede blomster og servietter, så det var rigtig sjovt at være med til. En gang om året lavede vi en større fest.
Efter jeg ikke er på plejehjemmet mere, synes jeg ikke, at det er særlig sjovt at komme der længere. Jeg kan ikke have, når vi er der, at aftenvagten står og tripper for om vi snart går så de kan komme i gang med aftensmad. Det er stressende at opleve, at personalet helst vil, at vi … huiit! Men det er jo fordi de har travlt, og de er kun to, så de skal i gang.
Men for folkene i ’Glæden’ bliver også lavet mange andre ting – arrangementer inde i Klostergade, foredrag, udflugter, og kursusforløbene, som de er meget begejstrede for. De spørger hele tiden: ”Skal vi ikke have et kursus snart? ” Vi skal snart have et, hvor vi skal arbejde med erindring, og hvor vi slutter med, at vi skal op i erindringslejligheden i Den gamle By, og have nogle ældre med derop. Vi tager nogle gamle sager frem, og snakker med dem om det.
De er meget glade for at komme på kursus, og Jens er kanon til at se, at de skal have tiden til at gå med noget. F.eks kunne han finde på, at en skulle tage ud på plejehjemmene med blomster, når der var en, som de havde haft med at gøre, der havde fødselsdag. Der var en, der boede i Skødstrup, som skulle tage ind til byen og købe blomster, og så ud på plejehjemmet …

Så havde hun en opgave?

Ja, og hun kunne jo bare stråle, når hun tog hjem igen, men der skal jo være en, der ser det og arrangerer det. Det er et stort arbejde, men det er også sjovt, når det lykkes og de er glade for det. Jens er ansat nogle få timer om ugen, og så er jeg frivillig.

I: Hvor tit er du så derinde?

Anne Birthe: Hver anden mandag har jeg en læsegruppe. Åh ja, det er også en af de ting, jeg laver, fordi pigerne der havde oplevet en mongolpige, Maria fra Sjælland, der var herovre og læse digte op, hun selv havde skrevet, og da var de ude på plejehjemmet og underholde med digtene. Der var så nogle af vores folk, som fandt på, at de gerne ville blive bedre til at læse, så de også kunne tage ud på plejehjemmet. Vi startede en læsegruppe, hvor jeg læser med fem piger hver anden mandag. Det varer to timer, og de har svært ved at læse. I øjeblikket læser vi H.C. Andersen og finder ud af hvem han er, vi læser digte og synger sange. Sidst havde vi også Tove Ditlevsen fremme og sad og så Barndommens Gade på film. Det er også noget jeg synes er sjovt, at komme i læsegruppen. Og det synes de også.

Det betyder vel også, at de udvikler sig og får lært nogle ting?

Det gør de, og samtidig er det jo også netværksdannende, hvor de bliver opmærksomme på hinanden, og starter med at spørge til, hvordan de har det. Der er mange ting i det. Jeg har det sammen med en ældre dame. Det er godt at være to om de fem piger, der kommer.

 

På besøg hos Dronningen

Jo, jeg kunne godt tænke mig at fortælle om, da jeg mødte Jens. Jeg havde mødt ham på plejehjemmet og vidste at han havde arbejdet med Glæden. Så mødtes vi begge på vej over til Dronningen. Vi var 700, som hun havde inviteret til Fredensborg Slot ude i haven. Hele familien var der. Det var det frivillige Danmark, der var inviteret, og jeg var udtaget gennem Parasollen, hvor jeg har været i mange år. Men altså, KFUM’s sociale arbejde har mange steder, rigtig mange steder, de har også behandlingshjem for misbrugere og jeg ved ikke hvad, og de måtte sende 5 afsted, så jeg var meget, meget heldig, at jeg fik lov til at komme med. Jens Kristensen var valgt af Aarhus Kommune, for hver kommune måtte også sende en deltager, som var ildsjæl. Vi vidste det ikke, før vi mødtes på færgen og hilste på hinanden, hvor Jens sagde:” Ja, du kan ikke tænke dig til, hvor jeg skal hen! For jeg skal over til Dronningen. ” ”Det skal jeg også! ” ”Nej, så skal vi derover sammen! ” Og det var en kanondag. Det var en kæmpeoplevelse. Og sådan er det at være frivillig. Man får så mange oplevelser ud af det på alle leder og kanter.

 

Glæden ved frivilligt arbejde

Da jeg gik på arbejde, havde jeg også en periode på plejehjemmet, hvor det var så tungt at være der. Når man kom der på arbejde, sad folk og var utilfredse med at de skærer ned. Sådan var det for mange år siden, og det er den samme melodi, om hvor dårligt det hele bliver, og så tænkte jeg – jeg var aftenvagt dengang – ”puha, hvor er det godt at jeg kan komme ned på Parasollen”. Det var om morgenen, hvor jeg var der i et par timer, og jeg mødte ene glade mennesker, der var jublende glade for at være, hvor der var brug for dem, og for hvad de kunne gøre. Det var spændende, og ”Hej, og nej, hvor er det længe siden jeg har set dig! ” Vi mødtes på kryds og tværs og havde det så sjovt. Når jeg så havde fået tanket op, så kunne jeg møde op på det, som egentlig var mit arbejde, og så kunne jeg tænke, at … ”godt, jeg har noget andet! ” Det er alligevel pudsigt, at det ikke er det med pengene, der kan gøre det.

Frivilligt arbejde. Vi er jo også frivillige her i boligforeningen, hvor Verner er formand for bestyrelsen. Vi har snart generalforsamling, og så går han nu ud af det. Han har været med i bestyrelsen i 10 år, og vi laver udflugter. Nu lyder det som om, vi laver meget frivilligt, og det gør vi også, og det er kanon, for der er ikke nogen der blander sig i, hvordan vi laver de udflugter! Der kommer 70 mennesker, og vi har været i København og i Aalborg, og der er penge til det. Vi lægger selvfølgelig et regnskab frem. Vi har også en sommerdag, og det vil vi blive ved med, selv om han går ud af bestyrelsen, hvor vi har Stautrup Scenen herude med børneteater. Men det er jo sjovt at lave sådan noget.

Nogle gange har vores barnebarn været med på udflugter, så på den måde får vi også nogle gevinster ud af det.

En anden lille opgave er, at hver tredje måned laver vi kaffe inde i Kirkens Korshær, hvor de har en gudstjeneste i Skt. Pauls Kirke hver måned, og vi er tre kaffehold. Det gør så også, at der er rigtig mange sammenhænge, som vi er med i. Der er to andre, som vi laver kaffe sammen med, og som vi kender rigtig godt, fordi vi har lavet kaffe derinde i mange år efter gudstjenesten.

Jeg elsker den slags opgaver. Det er ligesom i Parasollen, for det er jo ikke tungt, men det er at sidde og snakke med nogen, lægge øre til og lave kaffe. Det er skønt at have. Da jeg var på arbejdsmarkedet, var det også sådan, at der var nogen, der lavede mad, og bagte og gjorde ved, og det gider jeg ikke. Hvis man kan få sådan nogle lette opgaver, synes jeg det er sjovt. Og det må man jo godt vælge, når man er frivillig.

Ja, så kan man få lov til det man helst vil, og folk er glade for det, man gør.

Det er et taknemmeligt arbejde, og jeg tænker faktisk også nu på vores børn. De har været spejder og gået til fodbold, men de er ikke med i foreningslivet, og det behøver de sådan set heller ikke at være, men på et tidspunkt blev det i hvert fald tydeligt for mig, især med hensyn til vores datter, at hun altid skulle arrangere med veninder. Så skulle de i biografen, og så skulle de på café … De skulle selv tage initiativet hele tiden … hvor jeg på et tidspunkt tænkte: ”Hold op, hvor er det hårdt hele tiden, at skulle finde på noget! ” Hvor vi får så meget givet, der hvor vi er med, og så er det møder, og så er det udflugter, det er så meget, som vi bare skal melde os til. Vi gør jo selvfølgelig meget! Men vi får bestemt også meget forærende.

Så er min fornemmelse af dig jo rigtig.

Jeg vil lige sige, at Verner er ud af en søskendeflok på ti, så vi har også meget familie. De er fra Vestjylland, og de ti har også et meget fint fællesskab med hinanden.

Det går der vel også en del tid med?

Det gør der, og ind i mellem kan man da godt synes, at nu kommer det på kryds og tværs her, og nu skal vi det igen … men mest snakker vi om, at vi har været rigtig heldige, også set i forhold til dem, der ingen familie har, eller ikke kan finde ud af det med familien, og så er det jo en gave. Nu er vores søskende ved at gå på efterløn, så nu kan vi også bruge tiden på hverdage.

 

Naturen og kulturen i Aarhus

Vi har været meget omkring, men jeg har også nogle spørgsmål om dit forhold til Aarhus. Kan du se en forskel på Aarhus fra da du flyttede hertil og nu? Kan du se en udvikling eller noget der er anderledes?

Der er noget jeg tænker på, og det er at der er kommet mange biler! Det er helt vildt med alle de mange biler, der er inde i byen. Vi tager bussen eller vi cykler, når det er sommer.

Vi synes det er spændende at følge med i havnen, der i den grad bliver ændret i disse år, og nu skal vi have Letbanen. Dokk1 er et spændende hus. Jeg synes virkelig, vi føler os stolte af Aarhus, når vi snakker med vores familie, fordi der er da simpelthen nogle visioner og ideer med byen, som bliver ført ud i livet. Positivt synes jeg der er rigtig meget godt og spændende i Aarhus.
Nu er vi jo ved at komme op i alder, og så ser vi jo nogle andre ting … så bruger vi byen på en anden måde. Vi kan lide at gå i Musikhuset og i teatret, og det gjorde vi ikke så meget før i tiden, hvor børnene fyldte, og man brugte pengene på andre ting. Vi har jo alle mulighederne i Aarhus. Af ændringer sker der meget positivt.

Som by at leve i … kommer der flere spørgsmål?

Hvad er dit yndlingssted?

Aarhus er en fantastisk by at leve i, fordi man er så tæt ved naturen. Vi er meget glade for at være i naturen. Vi er naturmennesker, og når vi tager på ferie går vi efter naturen og ikke efter storbyer. Vi har det hele her, vi har Brabrand Sø, som vi bruger rigtig meget at eller cykle rundt om. Vi har skovene, der er ikke langt ud til Marselisskovene og ud til vandet. Viby er lidt udenfor byen, og alligevel så tæt på Aarhus, så vi føler os som en del af byen. Vi suser lige ind og tager del i det der foregår i byen. Jeg kan ikke forestille mig at der er et bedre sted. Vi har det hele.

Hvad er din yndlingsting ved Aarhus?

Det er nok naturen. Og så er der så mange kulturelle ting inde i Aarhus som vi holder af. Svalegangen holder vi meget af at komme på også. Jeg holder meget øje med, hvad der foregår.
Nu her i 2017 var vi inde i Domkirken og opleve ”Befri gudstjenesten”. Det var en fantastisk oplevelse.

Jeg var ikke derinde. Kan du ikke fortælle mig om, hvordan det var?

Anne Det var en sjov oplevelse. De ville nytænke gudstjenesten, og det var domprovsten, der havde besluttet det, og spurgt Svalegangen om ikke de skulle lave noget i anledning af Luther-året, fordi det var 500 år siden, sat i forbindelse med kulturåret 2017. Det var dem i fællesskab, der havde lavet det. Jeg synes det var en meget stor oplevelse, at være med til, fordi kirken – jeg kan godt lide at den kommer på dagsordenen og viser, at der er flere sider, så vi ikke tror, det er et dødt hus, fordi det er det jo vitterligt ikke – alle elementer i en gudstjeneste var sådan set inde i domkirken den aften, men det var helt anderledes end det vi plejer, så oplevelsen var ‘hold da op’! Det er godt med sådan nogle ‘vågn op’ ting!

Det ville jeg godt have været med til.

Det var sjovt! Da vi gik ind, var det Anne Linnet, alle de kendte, Sebastian, Lis Sørensen, alle de kendte sange der blev sunget. Det var dygtige sangere, og så gik vi op i domkirken, der var dækket i rødt ved midtergangen. Det var smukt lavet derinde. Sangene var nogle der havde lidt mening om livet på en eller anden måde i. Nogle syntes det var meget højt, men det var jo rockmusik. Så kom der en præst ud, og hun havde ikke præstekjole på, for hun var ikke præst og hun var fantastisk! En ung kvinde fra Vejle, som havde orlov, og som havde været inde på Svalegangen i et par måneder og blive oplært. Hun var så dygtig. Hun kom ud og sagde: ”Jeg er bange! ” Hun var bange for at stå i vejen mellem Gud og mennesker som præst. Fordi kirken er jo nogle gange en hindring hvor det skulle være en adgang til Gud. Nogle kan bare ikke lide kirken, og så tror man, at man heller ikke at man kan komme til Gud eller hvad ved jeg. Det var det Luther snakkede meget om, at han ville have kirken og kristendommen til at være til for mennesker. Der var nogle rappere, som havde bibelteksten med ”der er tid til… ” og ”der er tid til at græde” og ”der er tid til at grine”. Det var Per Vers, tror jeg han hedder, og han var kanongod til det, og man hørte det på en helt ny måde, for nu kom den bare frisk. Der var nadver, og det var i de små bægre, men det var grøn te, og så kom man videre og fik bægre med varm mad i, fra en café eller et spisested i Aarhus. Det var varm gullasch med et artiskokhjerte, der lå ovenpå, og man fik noget brød, som præsten stod og brækkede i stykker henne ved døbefonten. Så var der en der holdt prædiken. Jeg var derinde to gange, og det var ikke min mening, men jeg var derinde med en veninde, og så fortalte jeg det til Verner, som syntes at det skulle han have været ind til, og fik lige muligheden for at få to billetter om lørdagen, og så gik jeg med derind igen.

Jeg har ikke set noget om det arrangement. Hvad hed det?

‘Befri gudstjenesten’. Da vi kom til domkirken, stod der tekst op på domkirken. F.eks.: ”Hvad betyder mådehold for dig? ” Så kunne vi stå med vores telefoner og skrive, og så kom det op på kirketårnet med det samme. Det var vildt. Så der var amange ting i spil. Der var nogen der sang gospel derinde, og der var nogen der sang jazz. Der var mange forskellige genrer, og det varede to timer. Første gang jeg var derinde, var det en imam, der snakkede, men hun snakkede ikke som imam, men hun snakkede om fællesskab …

Det har jeg læst om.

… og hun var skidegod og sød, og hun snakkede om fællesskab, som kommer fra familierne og ude i samfundet. Anden gang var det om bæredygtighed, og det er jo nogle relevante emner, hvor jeg synes, at det er noget af det, som kirken skal gøre. Tale om det som er i denne verden, og det som vi har at gøre med her! Det var fint. Og sådan en oplevelse kan man jo få i en stor by, hvor der kan foregå sådan noget.

Det er jo noget af det der er godt ved at bo i Aarhus, og nu har jeg bare et sidste spørgsmål til dig. Man kan godt sige, at Aarhus er ved at blive en international by, også med det vi har nu, men hvad tænker du om det?

Jeg synes, der følger meget positivt med, men en ting, som jeg ikke bryder mig om, er når de skal skrive det hele på engelsk, og når det hele bliver så internationalt, så det nærmest bliver det, man skal tage højde for ude i verden. Det kan provokere mig, at engelsk – jeg er ikke nogen ørn til engelsk, og så tænker jeg, at det er jo altså Danmark vi er i, så lad os da lige få det på dansk – og så det kan da godt være, at det skal oversættes. Nu derinde ved ”Befri gudstjenesten” fik vi jo en flot, flot bog på dansk og på engelsk, og det er helt fint for mig – og der kunne man følge med hele vejen i gennem, så det var så gennemarbejdet og så flot …

Jeg ville ønske, at jeg havde været med.

… men det irriterer mig, at det skal være så internationalt, så vi snart ikke ved, om vi sidder i det ene eller det andet land. Men ellers er der jo også meget godt ved det, og jeg ved at fremtiden bliver jo mere og mere, at verden bliver mindre og mindre og at vi skal ligesom kunne begå os. Det er ikke fordi jeg synes, der ikke skal være andre nationaliteter her, for det synes jeg er udmærket, men der er tale om en balance.

Det kan jeg sagtens følge dig i. Vi er da nået meget omkring. Vi har nået alle de punkter, jeg havde tænkt mig, at skulle spørge dig om, og jeg har ikke behøvet at spørge dig ret meget.

Der er en ting mere. Nu kom der en skrivelse om at der skulle være et møde, hvor vi der er 50+ kan komme ind og debattere, hvad vi ønsker af Aarhus for ældre, eller for folk i vores alder fremadrettet …

Er det noget, der har været slået op, eller…? Jeg har ikke set den, og jeg er da over 50.

Jeg fik den nede på Parasollen, faktisk. Jeg kan ikke huske hvor det bliver holdt henne. Det er Aarhus Kommune …

De har nogle høringer …

Ja, og jeg synes det er fint at de gør det i Rådhushallen. Selvom det er en stor by, så prøver man at lytte til hvad vi kunne ønske os. Så kan det jo godt være, de ikke kan lave det! Selvom det er, hvad vi sætter pris på. Det lyder alt sammen meget positivt, men jeg er også meget begejstret for mange ting. Men når man snakker om det, er der jo altid flere sider ved en ting, så det er ikke, fordi jeg tænker, at alt er bare fantastisk, fantastisk … men altså, når vi har øje for det, er der rigtig mange sjove og gode ting

Transskriberet af Merete Bavngård Terkelsen, 2018